Det er store emner, der drejer i livets hjul i øjeblikket. Sygdom og død har fyldt mere end rigeligt med januars indtog. 2012 er skudt i gang på mange måder - og det man må huske er, at med enhver begyndelse er der også en afslutning.
Mine tanker drejer om dette:
Hvorfor er vi så bange for at forandre os? Så bange for forandring? Så bange for at gøre det, der gør os levende?
Jeg tror egentlig selv jeg er kommet til et vist modningspunkt, hvor forandringer har holdt sit helt store indtog i mit liv over så tilstrækkelig lang tid, at jeg har let ved overgivelsen nu. Og som lillesøster tænker jeg måske også lidt naivt, at der altid er en redning mulig. Eller også har det intet med søskenderækken at gøre - men pga. det faktum at jeg aldrig har følt mig alene. Måske nok alene i menneskenes verden, men ikke alene i sjælens verden. Der har vist altid været nærvær om mig. I hvert fald husker jeg kun den totale fred der falder over mig, når jeg overgiver mig til det faktum at livet er, som det er. Og ikke som den drøm jeg ønsker. Eller som den forventning jeg kan have. Nej liver lader sig ikke manipulere - og det kræver i høj grad en evne til fleksibilitet. Man må så at sige indrette sig efter livet, når man blot er menneske.
Og tænk sig - jeg kan holde af det sådan. Jeg elsker at livet kan ruske os. For det modner. I den grad! Og man kan jo stadig være en del af det hele...
Problemet er, når vi ikke kan overgive os. Der bliver det svært. Når vi for alt i verden vil være, som vi kender os selv. Og vil have at omverdenen er som den plejer - fordi det er trygt. Det er genkendeligt. Det er på en eller anden måde en lovning om, at alt er evigt.
Men intet er evigt. Alt forandres.
Jeg forstår dog godt spørgsmålet: Hvem er "jeg", hvis jeg ikke er, som jeg kender mig selv? Hvis jeg overgiver mig til at lade mig forandre, - er jeg så stadig mig? Kan jeg stadig stole på mig selv? Og kan andre? Hvordan skal jeg forholde mig til andre, hvis jeg forandres? Andre har jo også brug for kontinuitet - så hvis jeg ændrer slagets gang, så skaber jeg jo bump på vejen for mine medmennesker - kan jeg tillade mig det?
Gæt selv hvad mit entydige svar er: JA! Du kan altid tillade dig at forandre dig. Vær nu ikke så bange for andres holdning. Vær nu ikke så bange for andres angst!
Min grundholdning er efterhånden blevet sådan: Hellere være udstødt og lykkelig i at være sig selv tro, end ulykkelig og tilpasset.
Hvis det da er så sort/hvidt.
Det tror jeg nu ikke det behøver at være, men når vejen til hjertet er ny, kan det føles meget konkret. Som om man må vælge. For en stund kan det være, man må vælge at forandres på en måde andre ikke kan forstå. Fordi livet byder det. Fordi der ikke er nogen vej udenom. Men vejen bliver tryg. Forandringen bliver tryg. Og snart er stilstand en fare... fordi forandring i virkeligheden tilbyder livet at være levende. Og så er det genkendelige måske nærmere døden, end forandringen før syntes.
Det er snirklet tale - jeg ved det. Men jeg er ramt på en poetisk og filosofisk åre, fordi liv og død er på spil. Livet er nådigt - men først når man forstår at overgive sig til det ukendte. Kæmper du imod at se dig selv i nye klæder, så taber du autenticitet. Du taber levet liv. Du taber dig selv.
Lader du dig flyde med livets strøm - selvom du får hovedet under vand i perioder - så vinder du evnen til at trække vejret frit! Dybt og frit og længe. Så pulser blodet i dine årer og du er fri.
Din sjæl kan ikke holdes nede, når den evner at flyde som en korkprop. Måske nok din krop skal gentage dagligdagens trædemølle - men du trækker vejret frit imens, når du tillader dig selv at overgive dig til at vælge det frie fald.
Det eneste det for alvor kræver er, at du tør se angsten i øjnene og elske det. For angsten er jo også blot en del af dig, der længes efter at blive elsket.
