Oh, at ville noget

Dette her kommer til at handle om visioner. Om ambitioner. Om at ville noget.
Fordi ...  nogle gange får jeg det sådan:


Jeg vil være i mål NU! Jeg vil stå på toppen af bjerget NU! 


Men sådan spiller klaveret ikke...


Fri tænkning: Jeg gad godt, at jeg havde opfundet noget stort, noget smukt eller noget utroligt funktionelt. Tænk sig at kunne sige: Det har jeg tegnet. Det har jeg skabt. Det har jeg bygget.
Eller at have skrevet en bog. En af de fantastiske naturligvis. En af de bøger, der har inspireret tusindvis af mennesker til at leve og trække vejret dybt. Eller en bog der har uddybet viden og gjort andre i stand til at træffe bedre valg i deres liv. Eller en bog der åbner øjnene hos læseren for en dybere værdi og fylde i livet.
Om jeg dog bare havde udført en operation, der redder menneskeliv.
Havde jeg dog bare kæmpet for de svages rettigheder. Du ved - virkeligt kæmpet! I modvind og med faste og modige holdninger, der virkeligt nytter noget for de mennesker det vedkommer. Tænk sig om jeg kunne sige, at jeg havde kæmpet for de udstødtes rettigheder til at være sig selv.
Eller om jeg havde opfundet ... vitaminpillen, f.eks. Eller gær. Jeg gad godt have fundet gæren som den første. Eller tænk at have været klog og dygtig dronning. Det kunne se godt ud på CV'et! Ha!


Men jeg drømmer jo. En underlig, umulig drøm om at gøre noget andre har gjort. For jeg ved jo godt, der ingen vej er udenom: Jeg kan kun være mig selv. Lille, dybe, finurlige, tænksomme, venlige mig. Som dummer mig, har små succeer, siger skæve, ugennemtænkte, fjollede ting. Tænker mine tanker ligesom alle andre - og tror at det betyder noget. Som elsker at udfolde kreativitet og at forsøge at rykke på bånd der snærer, og som kaster mig over mange ting, men sjældent over en. Som har drømme og håb om fremtiden - mens livet og nu'et langsomt passerer forbi.


Men kompleksiteten opstår i dette felt: Ambitionerne kontra hverdagens små skridt.


Jeg har iværksat nogle små drømme. Det er gode, gedigne, små skridt og det føles godt.
Men det er en konstant tilblivelsesproces hvor ingen kan se, hvad det reelt bliver til. Og se det er underligt. For jeg drømmer om et endemål, - men det er de små bider af hverdagen jeg mærker.
Det er underligt at have ambitioner. For det der driver, er jo en vision ude i fremtiden. Men man bliver nødt til at handle på nutidens små finurligheder.
Det siges: "Rom blev ikke bygget på en dag" - men gad vide, hvad bygningsarbejderne og arkitekterne egentlig gik og tænkte i hverdagen? Troede de altid selv på deres ide? Havde de altid visionen foran sig? Eller tog de også blot et skridt af gangen? Og et til. Og et til. Og kom de også nogle gange på et sidespor?


Hmn... samtidig med alle mine ambitioner og visioner (om mennesket som frit og kærligt, kreativt skabende væsen i fuld samklang med sig selv og omgivelserne - og min funktion i den henseende) - så tænker jeg: EN klog tanke. EN god gerning. EN god kontakt til et menneske i nød. Har man så egentlig ikke gjort det godt i det her liv?


Dog - mine ambitioner vender altid tilbage... visionen vil ikke sådan dø.
Jeg er efterhånden blevet klar over, at der kun er en vej. Det passer: Man må handle i det små. Man må tage små skridt, før de store linier begynder at tegne sig. Og frustrationerne melder sig, når man ikke får gjort det lidt, der skal til.
Man skal turde at begynde et sted, selvom det kan føles som om man er langt fra mål. Og når der lever en vision indeni - så er det vigtigt at blive ved med at forsøge at tage de små skridt, der skal til. Og blive ved, og ved, og ved.


Drømme bliver først til virkelighed når du går de små skridt.
Visionen kan kun indfries, når ambitionerne fører dig derhen.
Selv et barn har ambitioner: Det vil også strække sig, for at kunne nå det dørhåndtag mor og far kan nå - så det selv kan åbne døren til en større verden.
I det perspektiv er det jo virkeligt spændende at leve. Så er der ikke meget vi skal nå. Blot blive ved at bestige bjerget - holde en spisepause i ny og næ, holde fodtøjet i orden og nyde udsigten.
Så er ambitionerne blot et middel til at komme frem - ikke et mål i sig selv!!!