Et billede er blevet ved med at dukke op i mit hoved over de sidste par uger.
Samme scene; to forskellige udgaver.
Grundscenen er et stort åbent landskab. Åbne vidder, bakker, frodig natur. Og en flok får.
I det ene billede er der hegn om flokken, for at holde styr på dem. Fårene har det umiddelbart godt - er sunde og tykke. Men grundstemningen er alligevel trist og fyldt med undertoner af regler og begrænsninger i den naturlige udfoldelse. Selvom fårene går sammen, er de isolerede følelsesmæssigt. Hegnet er sat op i god tro - men på baggrund af frygten for, hvad der kan ske, hvis man bare "slipper kontrollen". Og den frygt mærkes subtilt i hele billedet.
I det andet billede er der ingen hegn, men til gengæld en hyrde. Han går og fløjter og har fuld tillid til at fårene har det godt og følger ham. Han kan holde pauser, spise, tage middagslur. Her handler det ikke om kontrol - hyrden skal ikke kontrollere noget eller nogen. Han skal bare være samlingspunktet og styrmand. Fårene har selv en naturlig forståelse af, at de følges, fordi det giver størst fælles udbytte og sikkerhed. Og selvom de er frie og der kan være fysisk langt fra den ene til den anden, oplever de stor samhørighed og fælles glæde over livet. Ganske enkelt elsker de at være en del af naturen. At være til.
Enkelt - og fyldt med mening.
F.eks. vores forhold til vores børn. Forholder vi os til dem som i det første billede, hvor de bliver begrænset af frygten for, hvad de dog kan finde på? (Underforstået at vi ikke har tillid til deres skelneevne.) Og måske også fordi der så ikke behøver være så meget voksenkontakt?
Eller gør vi som i andet billede, hvor vi har tillid til deres egen naturlige skelneevne - og anerkender deres ret til at være individer med forskellig lyst til eventyr. I det sidste billede er vi voksne naturligvis også altid til stede (fysisk og emotionelt), hvis der skulle ske noget.
Det kan også overføres til vores egen voksenliv: Accepterer vi de generelle rammer omkring vores livsførsel med kreditlån, fuldtidsarbejde, fodbold og flimmerkasse - og forsøget på at fremstå normale - med de begrænsninger det giver i forhold til den kreative, følelsesmæssige, uerkendte udfoldelse?
Eller giver vi os selv og hinanden lov til at strejfe om i ånden? Med bevidstheden om, at vi hver især må bære et ansvar for fællesskabet, - og derudover er frie til at være hvem vi virkelig er. Selvom det kan fremstå specielt og "langt ude"...?
