Som mange andre i denne tid arbejder jeg med forandring. Jeg elsker indre forvandling. Jeg elsker at mærke mig selv vokse. Og jeg elsker i sandhed at følge andres forvandling. Modning, om man vil.
Tidligere var jeg så optaget af denne spændende terapeutiske verden, at jeg ønskede for alle, at de hurtigt kunne finde det bedste i dem selv. For jeg synes at mennesker har fortjent det bedste: At elske sig selv. At skabe plads til sig selv. At mærke sig selv. Og dermed få muligheden for at have samme holdning til andre, som til sig selv. Sikke en dejlig verden...
Men det skaber jo selvsagt en djævlens masse postyr og modstand, at jeg har ambitioner på andres vegne. Hvem er jeg til at vurdere, hvordan andre skal tænke, tro og opleve verden?!
Heldigvis blev jeg engang "reddet" af billedet af en jordemoder. For hvem er det, en jordmoder hjælper, støtter og forløser? - En fødende.
Kan en jordemoder hjælpe, støtte og forløse en ikke-gravid? - Næ.
På samme måde ser jeg mig selv og andre terapeuter: Hvem kan vi forløse? Det menneske, der selv er godt i gang med at gå vejen, men som ramler ind i indre smerte og konflikt, der skal forløses.
Kan vi hjælpe den, der ikke barsler med sig selv? - Næ.
Eller - jo, der findes selvfølgelig altid noget, man kan gøre. Men så handler det ikke om forløsning. Så handler det vel mere om information og inspiration:
Ligesåvel som der findes sexualundervisning i skolen, som en byggesten i den viden, der en dag fører frem til en konkret fødsel - ligesåvel finders information om menneskets psykiske, mentale og åndelige udviklingsmuligheder, der en dag kan lede frem til en indre forløsning.
Med (k)ærlig hilsen
Pernille
