mandag den 21. november 2011

Aldrig alene

Kære ven

Du skal aldrig føle dig alene. For ingen er alene. Ingen er nogensinde alene - lige meget hvor langt der er til nærmeste menneske. Jeg ved det bare. Sådan er det. For rummet omkring dig og cellerne som er dig er fyldt med vibration, glæde og kærlighed. Og her er ingen alene.
Prædikant? Nja.... du må jo selv bestemme hvad du tror og mener. Og din oplevelse kan jeg ikke tage fra dig. Men jeg vil bare gerne give dig flere muligheder. 
Selvfølgelig kan det være stort at være alene. Det kan være en lise for sjælen at være helt sig selv. Men kun i det øjeblik hvor man føler sig fyldt med glæde over denne ensomhed. For ensomhed kan jo også være vanvittig destruktiv. 
Men kender du det, når det er som om der er fylde hele vejen rundt om dig - i dig. Som om du ER fylde?! Så er der intet ensomt mere. Så er du en del af det helt store billede: Så er du en virkelig del af verden.
Så ER du.

Sådan kan jeg godt have det. Så ER jeg. Og for det elsker jeg mit liv ubetinget.
Mere om det senere. For nu: Godnat - og sov godt!

mandag den 14. november 2011

Lille note ang. 11:11:11:11:11

Jeg vil gerne melde mig ind i koret af skønne stemmer der danser rundt i glæde over tidernes skiften: Jeg havde en dejlig 11:11:11 kl. 11:11. 
I dagene op til kunne jeg i dén grad mærke energierne drøne derudaf. Jeg vågnede en nat med en strøm, der nærmest holdt mig nede i sengen. Som om jeg fik et stærkt brusebad i energi. Virkeligt dejligt. Men mon ikke jeg ville have været bange, hvis jeg ikke vidste noget om denne skiftetid...

På selve dagen oplevede jeg en stor glæde og forventning - som op til nytårsaften. Og en virkelig god stille stund med meditation, healing, bøn, smuk musik og smukke ord. Resten af dagen gik til "livets snak fra hjertet" med mine veninder - samt gigantiske mængder champagne! Afsluttet på bedste vis med middag i byen og dans til live-musik.

Jeg skal ikke klage. Når den spirituelle fryd og længsel går lige op med verdens tummel og virkelighed.

Og nu nyder jeg bare de smukke dage - det flotte efterår i skoven og stille stunder. Hvilen i hjertet og glæde over at være i live. Og forberedelse til undervisning hvor hvilen i hjertet står sin aktive prøve! 
Alt er vel. Naturen går sin gang og jeg følger med. Der er flow, samhørighed og skaberkraft.

Står du bedre i dine egne sko nu? - Bare rolig energitilpasningen fortsætter!

mandag den 7. november 2011

Powerjobsøgerne

Jeg er pt. arbejdssøgende og ønsker virkelig at bruge denne periode på bedst tænkelig måde. Så da jeg for nylig for anden gang stødte på begrebet Powerjobsøgerne, tænkte jeg, at jeg nok måtte undersøge hvad det egentlig er. Og heldet vil at de netop har startet en afdeling her i mit lokalområde. Så der har jeg været i dag.

Se evt. midtjydernes hjemmeside: http://powerjobmidt.dk/

Og må jeg lige sige: Det er da en fremragende måde at agere på i denne tid. Det er et ganske enkelt koncept baseret på frivillig arbejdskraft hvor arbejdsløse hjælper hinanden i arbejde. Der er en simpel organisationsopbygning med det primære formål at etablere kontakt til virksomheder på hele flokkens vegne - når én person etablerer kontakt til virksomheden gør han/hun det på vegne af alle Powerjobsøgere i netværket. 
I mine øjne har det nærmest form som en græsrodsbevægelse - fordi individer selv tager hånd om situationen og organiserer sig ud af et problem, som berører fællesskabet: I dette tilfælde: Arbejdsløshed.
Det er da smart!

Oven i købet får man opbygget et større netværk på tværs af fag, man får sparring på sin jobsøgning og i fald man føler sig lidt alene om at være arbejdssøgende, kan det ophæves ved at deltage i dette netværk.
Forskel fra kommunens og A-kassens tiltag: Det er frivilligt og det udspringer af enkeltindividers ønske om at gøre noget aktivt for at komme i arbejde.
Ulempe: Det tager tid... men hva' fa'en. Den tid er med høj sandsynlighed givet godt ud i forhold til at hjælpe sig selv og andre tilbage på arbejdsmarkedet.

Jeg er ved godt mod.

fredag den 4. november 2011

Gode folk på din vej

Er du klar over hvor meget hjælp du får på din vej?

Jeg har i dag mødt en skøn, skøn sjæl, der ganske gratis gav mig en gigantisk gave med på vejen. I form af god gedigen information og masser af "oplysning". 
Med stor taknemmelighed har jeg heldigvis taget imod det og ønsker at bruge det til fulde. 

Og nu sidder jeg og tænker: Er du klar over hvor mange mennesker der vil dig det godt? Tænk lige godt efter.... har du tal på alle de mennesker du møder på din vej, som bare vil dig det godt? Og kan du tage imod det???
Puha... det er jo et utal af venlige sjæle, som støtter, løfter, bærer og hjælper dig, når du har brug for det. 
Og ja ja - nogle gange føler man sig mutters alene på jord. Men tænk efter: Måske var den bedste gave at give dig, netop at lade dig være i fred i den periode? Måske var det i ensomheden den største lærdom lå?
Og måske ville du ønske at nogen var kommet og havde hjulpet dig - vend den så om og tænk: Hvad kan du gøre for andre? For min ven - giver du ud får du tilbage. Måske i en anden form end forventet - gaver er ofte overraskende.

... Damn! Hvor er jeg taknemmelig for gaven i dag. Tusinde mange tak for alle de kræfter der spiller deres rolle i livets store puslespil, når du og jeg skal føres bestemte steder hen! 
At være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt er en kunst - en kunst som kræver tillid, mavefornemmelse og handlekraft. 
Go for it!

onsdag den 2. november 2011

Glæder i jer forresten til d. 11:11:11 kl. 11:11 ?

... det gør jeg! 

Jeg glæder mig til at fordybe mig i meditation, healing og bøn sammen med to fantastiske kvinder, der også ønsker en lys og aktiv fremtid.Jeg glæder mig over at opleve tidspunktet - og ønsker en fantastisk fordybelse... noget må der ske, fordi der 100 % er ufatteligt mange mennesker verden over, som vil sidde i fordybelse på dette tidspunkt. Det bliver NICE at se, hvordan det kan opleves....
Og hvis det er sandt at nye energier aktiveres på dette tidspunkt, så siger jeg bare: Vær velkommen!

For mere lys info (der er også dommedagsprofetier, men helt ærligt: grow up!) læs evt.:
http://www.spiritweb.dk/Kanal/Kanal/Mariamagdalene1011.htm (og andre kanaliseringer fra spiritweb.dk)
Eller find bogen 2012 og se hvad Diana Cooper byder på.
Eller google du lidt rundt og bliv inspireret.

Kærlige Knus

Aktivitet trods Drøjhed

Ih - kender i det? Når man bare ikke kan hænge sammen og det føles som om man går i konstant tåge? Eller som om der er modstand på alle tiltag, så lige meget hvor meget du prøver at blive i godt humør eller se lyst på tingene, så lykkes det ikke helt?

Sådan har jeg det i disse dage. Jeg kan ikke rigtigt komme igennem med mig selv eller nogen verdens ting. Mit humør er (når det går højt) på et nulpunkt...

Dog besluttede jeg mig for, da den kedelige energi begyndte for et par dage siden, at dynen ikke skulle få overtaget. Mest af alt har jeg nemlig lyst til at gemme mig for verden, når jeg føler mig mørk og drøj. Lidt ligesom at have tømmermænd... Men jeg gider simpelthen ikke se mig selv som et hjælpeløst offer. Derfor besluttede jeg mig for at lave små praktiske ting: Vasketøj, rengøring, lidt spirituel læsning, en meditation, skrive en ansøgning selvom inspirationen manglede, tænke nogle tanker om fremtiden... den slags. Og nu kan jeg kigge tilbage på de sidste par dage og se, at jeg faktisk har fået lavet helt vildt meget. 

Det er ligegodt mærkeligt at opleve at dagen er som en tåge - og alligevel har jeg lavet så meget godt. Faktisk en del kontaktskabende arbejde - selvom jeg føler mig lidt hengemt.
Jeg indrømmer at det er et svagt punkt jeg har, at give op, når jeg føler mig "grim". Men halleluja, jeg kan godt være aktiv alligevel. Jeg behøver ikke at bukke under for følelserne, der prøver at spænde ben. Jeg har efterhånden lært at kigge på dem og sige: "Nå, er du der igen lille ven?! Dig der er doven og gerne vil give op, og som helst ikke vil forandre noget som helst - jeg kan godt se dig, og du får lige min opmærksomhed et par øjeblikke... så kan du jo lige fortælle mig, hvad du vil (f.eks. at du er bange for ikke at slå til) - og så kan jeg komme videre med mine rigtige gøremål, mens jeg passer lidt på dig."

Dagen er stadig fyldt med tåge, men mit hjerte kan godt synge alligevel.