Alting i dig

Vi er jo alting.

Vi er gode, søde, sjove, kærlige, naturlige, stræbsomme, smukke, fuldendte, vidunderlige, unikke, særlige, intelligente, arbejdsomme og dovne, grimme, ufærdige, stærke, svage, søgende, spørgende, vidende, uduelige, dumme, stædige, forlorne, usande, venlige, afholdte og hadte. Og alt der imellem. Ensomme og sociale. Forladte og fundne. Individuelle og universelle.

Jeg er mig - men uden dig er jeg intet. For at være individuel må der være en omgivende verden. En helhed at være en del af.

For at være glade må vi kende sorg. For at have fred må vi kende smerte. 

Og ikke bare som i en intellektuel viden. Men som levet liv. Forstår du virkelig med hele din livsverden hvad det betyder at føle sig dum. Så har du også muligheden for at opdage hvordan det føles at være vidende.  Bruger du al din tid på at søge - så har du muligheden for at opdage hvordan det er at have fundet.

For nylig opdagede jeg at livet ikke handler om at gå i en bestemt retning på en bestemt måde. Jeg troede tidligere at jeg skulle gå efter "målet" og arbejde på at leve op til mine idealer - hvorfor skulle jeg ellers have idealer? 

Heldigvis opdagede jeg at idealer blot er pejlemærker. Et spørgsmål om individuel smag. Men de står ikke alene, for de har altid en modpol. Og kunsten er at kende begge dele. At være begge dele. At rumme begge dele og have fred med det. At lade sjælen vokse med det hele.

Alt det der har spændt ben for mig i mit liv, har været det i mig selv jeg ville flygte fra.

Nu flygter jeg ikke mere. Nu favner jeg alt hvad jeg opdager i og om mig selv. Og believe you me - der er meget. Meget lort og meget helligt. Måske er lorten hellig? Og måske er det hellige noget lort.

Nogle gange tager det tid at opdage hvad der er på færde... men jeg er ikke bange mere. For der er plads til det hele. Både det smukke og det grimme. 

Og jeg tror faktisk jeg er blevet et bedre menneske end før. Jeg er i hvert fald blevet meget, meget glad. Lykken bor i mig hver eneste dag, fordi jeg lever. Fordi jeg endelig har opdaget at det bare handler om at være mig. Det er så enkelt - men det var svært for mig at komme herhen! Og nogle gange synes jeg stadig det er svært - men nu ved jeg også, at det er let. Og så griner mit hjerte kærligt med mig. For nu er der plads.
Giv hjertet plads...

Feminin styrke og sensitivitet

Det siges at kræve stor styrke at bære sin sensitivitet. Det forstår jeg på et dybere og dybere niveau. 

Tag nu f.eks. hvordan man kan blive påvirket af musik...

I mange år har jeg ikke haft lyst til at høre klassisk musik. Og jeg er endda uddannet cand. mag. i musikterapi! Men det der skete når jeg lyttede var, at jeg blev overvældet. Det føltes som om min krop blev invaderet af vibrationerne, og mine dybeste og mest sårbare følelser blev tvunget frem. Selvom det kan være en vej til en bearbejdning af psykiske skjold, så var det i en meget lang periode alt for smertefuldt for mig. Jeg kunne ikke bære al den sorg og smerte, kærlighed, håb og længsel. I stedet for at føle mig forløst, følte jeg mig fortabt. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle hænge sammen igen bagefter, for det føltes som om jeg blev revet op - på et meget dybt niveau. 

Det er forandret nu. 

Det er højst sandsynligt det lange år med kontinuerlig terapi og healing, der har hjulpet mig. Som jeg før har skrevet, så har jeg været gået i stykker - psykisk set. Og det allerbedste der kom ud af det er, at jeg ikke behøvede at blive ved med at holde sammen på mig selv. For jeg var officielt syg. I krise, stresset, deprimeret what  ever! Pointen er: Jeg fik et helle, hvor jeg kunne slippe kontrollen over mine legemer (krop, psyke, det mentale, min åndelige kontakt) - så det hele kunne falde fra hinanden. 

Over tid blev det hele undersøgt og vendt, drejet, ødelagt endnu mere, sat sammen igen, finpudset, set og elsket.

Og stille og roligt fandt mine legemer formen igen. En form der føles som om jeg består af magneter, som endelig vender rigtigt og passer sammen. Nu er der ikke meget der støder fra hinanden i mig. For jeg har fundet ud af at mit liv bliver lettere, når jeg er oprigtig - så vil magneterne gerne finde hinanden.

Det betyder også at jeg kan lade mig berøre igen. Jeg kan give slip på min kontrol, leve mig ind i musikken, filmen, følelserne, livet der folder sig ud. For jeg skal ikke holde sammen på mere. Nu holder magneterne sammen på sig selv. Tænk hvor meget energi der bliver frigjort til andre og meget mere spændende ting!

Det føles helt konkret som om mit indre mentale og psykiske skelet har været brækket og lagt i gips - og nu efter at være helet og genoptrænet, kan jeg motionere igen. På de indre planer. 

Så jeg forstår det så meget bedre nu: Det kræver stor styrke at bære sin sensitivitet.

Og husk - det kræver både maskulin og feminin styrke. Det kræver både vand og ild. Mod, tålmodighed, fleksibilitet, hvile og vedholdenhed. Så kan sensitiviteten blive smuk, indholdsrig og udtryksfuld. Og så kan musikken bruges som middel til forandring - uden at smerten overvælder. 

Og skulle smerten alligevel overvælde, så overvej om det er rette tid og sted. Hvis du gerne vil overgive dig til smerten, så gør det. På den måde forløses den jo lidt efter lidt. Og hav tillid til at alt er godt. Du er god. Du er præcist som du skal være lige nu!  
Og musikken formidler alligevel kun livet - som det nu engang kan være...