Under min studietid på musikterapi på Aalborg Universitet lavede vi denne øvelse:
Baggrund: God og rolig, dynamisk musik. Gerne klassisk eller anden instrumental musik.
Læg dig på gulvet sammenkrøllet som et lille frø og opdag rejsen fra frø til blomst. I dit eget tempo!
Lyt ind i musikken - og ind i dig selv. Blot observer dig selv, som du ligger der og er et frø, som endnu ikke er klar til at spire. Lyt efter din egen naturlige rytme/impulser: Hvornår er du klar til at spire - hvornår er du klar til at gro - hvornår rejser stænglen sig op - hvornår folder blomsten sig ud og strækker sig mod solen? Og hvordan føles det hele?
Prøv det. Og giv dig for guds skyld god tid. Der er rigeligt af stof til eftertanke.
...Tro det eller ej: Kroppen skaber selv de impulser der fører til næste trin. Du skal på ingen måde gøre noget bevidst eller forceret. Kroppen gør det hele. Bare giv slip og giv dig hen...
Da jeg selv lavede øvelsen blev jeg virkelig slået af, hvor naturlig kroppen finder frem til næste fase. I starten lå jeg f.eks. længe - meget længe - og havde det vildt godt med at ligge i jordens varme, trygge rum. Ingen lyst til at begynde den krævende bevægelse for at gennembryde jorden. Og dog kom der helt af sig selv en bevægelse lige pludselig. En begyndende trang til at gennembryde jorden, så jeg kunne få rettet mig ud. Men det tog lang tid. Og det var vidunderligt.
Skal man overføre det til vores levede liv?
Tja - jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det er et fantastisk billede på, hvordan mennesket helt naturligt vokser. Ikke (nødvendigvis) fysisk, men psykisk, mentalt, åndeligt. Ofte forcerer vi en vækst, som så ikke modnes ordentligt. Som en kunstigt gødet hollandsk peberfrugt: Lækker, flot og farvestrålende - men ikke særligt næringsrig, og desværre fyldt med kunstige stoffer.
Personligt vil jeg hellere være en bette, økologisk peberfrugt, saftig og med kraftig smag. Måske lidt mindre og lidt langsommere... Men til gengæld temmelig lækker!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar