Ferien er ved at være til ende

Så har Italien og Fjellerups sommerhusområde fået et årligt eftersyn - og jeg er hjemme ved en computer og et velfungerende net igen. 

Det føles godt at have fået lidt italiensk farve på kroppen. Regndråberne skaber jo ikke noget synderligt sommerligt indtryk. Velsignet være sydens sjældent svigtende sol.

Har lige brug for at fortælle: Der findes mange følelser. Og de kan sørme også være til stede i krop og sind på samme tid - og det kan let blive noget værre rod. Så et godt råd: Skil tingene ad - og hvis det ikke kan lade sig gøre, så VENT til der falder lidt ro på. Så falder brikkerne ofte på plads af sig selv.

I øjeblikket venter jeg. For der er lidt rodet indeni. Spørgsmål er oppe at vende - som f.eks. "hvor meget plads skal der være til mig?" Og "hvor meget kan man give uden selv at blive klemt?" eller måske "hvor barnlig må man være???"

Det er ikke altid let at være menneske. Vi er jo alle barn, ung, voksen og tudsegammel indeni. Og nogle gange taler jeg i munden på mig selv.

Hmn... Jeg venter lidt endnu, mens jeg prøver at tænke på noget andet end mig selv!

Så tilbage til start: Det har været en virkelig god ferie og jeg har i sinde at nyde de sidste dage! Ciao.

Nyt om Freja

Så har jeg nyt om månepræstinden Freja. Ny inspiration indhentet fra en skønlitterær roman: Freja af Johanne Hildebrandt. Jeg vil klart anbefale den som god sommerlæsning. Der er krig og lidenskab, overjordiske kræfter og magtmisbrug, urkraft og visdom. Bogen er baseret på både mytologien og arkæologiske fund. 

...sikke da en lidenskabelig fortælling jeg er blevet ført igennem. Og det er endda en trilogi, så jeg har mere godt i vente! 

Og for søren da en brat udviklingskurve Freja oplever! Historien er dramatisk og jeg vil ikke fortælle så meget, for de der gerne vil nyde bogen selv. En pointe vil jeg dog afsløre: I slutningen af første bog løsriver Freja sig fra slægtens forpligtelser og sine egne forestillinger om hvad hun skulle med sit liv, og begiver sig på egen hånd ud for at bygge noget nyt. Uden vejledning af noget menneske - kun af Gudinden. Et lille indblik fra slutningen af bogen: 

- Hvorfor vil du gøre det? spurgte Njorunn

- Jeg vil bygge noget nyt i Gudindens navn, svarede Freja.

- Og hvad skal det være?

Freja trak på skuldrene.

- Hun vil vejlede mig. Det bliver et liv i frihed. Ingen skal foræres bort som gidsler til fremmede folk. Ingen skal dømmes for at ville følge sin egen vej. Det er det eneste jeg ved.

Kan i genkende det? Jeg kan. Det spirer rundt omkring. Jeg ved ikke selv hvor jeg ender, men når jeg lytter dybt i mig selv og i verden omkring mig, ved jeg skridt for skridt hvilken vej jeg skal gå.

Jeg glæder mig til at opleve, hvordan Frejas historie folder sig ud. Det er ikke et kedeligt liv, og der er helt sikkert energi at hente til os, der vil selv! 

Forvandlingens velsignelse

Der findes ikke noget bedre i verden end at udvikle sig. Nogle gange foregår udviklingen dynamisk og naturligt. Som en stille brise, der flytter lidt rundt på bladene på jorden. Andre gange er det en storm der tager alt affald med sig. 
Jeg har jo lige været igennem stormen. Det kan være ubehageligt at opleve, når verden går op i limningen. Når de ting man troede på forandrer sig, flytter sig, går i stykker. Når den måde man så verden på, ikke mere giver mening.
Hvordan håndterer man bedst den oplevelse: Når verden holder op med at give mening?
  
Jeg har prøvet at kæmpe imod. Har prøvet at holde fast i alt det løse og har surret tingene fast, så de kunne blive, hvor de var. Det mislykkedes. For ih, hvor krævede det mange kræfter. Og øv, hvor blev det grimt at se på. Ikke særligt elegant. Nærmest bare krampagtigt.


Da jeg blev træt nok, gav jeg slip. Jeg orkede ikke at kæmpe mere, så jeg gav slip. Tænkte PYT. Det er bare et liv. Hvad mere har jeg at miste? Jeg har mistet stort set al min selvrespekt - jeg står alene her - og jeg bærer ansvaret selv. Det er i orden. Jeg kan tåle at blive grim! 
Og taa-daaaa. Pludseligt begyndte det hele at fungere. Jeg lod mig selv blive grim - og pludseligt blev jeg så blød indeni, at jeg syntes, jeg begyndte at blive smuk... hov. Hvad var nu det?! Jeg lod mig blive grim: Indrømmede alle mine menneskelige fejl og mangler... og hvad skete der? En skal krakelerede - jeg lod mig selv få plads. Og pludselig kunne jeg være i mig selv. Jeg kunne mærke mig. Jeg kunne trække vejret. Og nok så jeg anderledes ud, end jeg plejede... men det var til det bedre! Jeg blev blød og smuk.

Så mit bedste råd er: Lad verden gå i stykker Lad dig selv gå i stykker. Kæmp ikke imod når der er noget, der ikke virker. For at få det til at virke igen, må brikkerne løsnes... Når hele puslespillet er kastet op i luften og alt er fragmenteret og itu - så kan det hele falde på plads på ny. Og denne gang kan det være, at du får samlet brikkerne bedre end før. Tænk nu hvis det viser sig, at den hjørnebrik, der før lå så sikkert i øverste højre hjørne i virkeligheden skulle være i bunden til venstre?! Tænk sig - så giver alting jo en helt anden mening end før... Måske var det forkert før - men det gav mening, fordi det var det, man kunne se.
Før troede man, hjørnebrikken var en del af himlen - men nu kan du se, det var faktisk en del af en sø. Sikke en mindblowing oplevelse. 


Husk det - det vedkommer dig. Måske troede du, at du var en del af himlen. Men måske er du i virkeligheden en del af en sø... og hvordan finder du ud af det? For mig er der kun en vej: Giv slip. Giv slip på alle de opfattelser, du måtte have om dig selv. Og ja - det kan være ubehageligt at finde ud af, at du indeholder andet, end du troede. Men sikke da også en lettelse: Der er kvaliteter i dig, du ikke troede muligt!


Og her kommer drømmen og fantasien ind igen: Hvad drømmer du om? Hvad ville du ønske, du indeholdt? Måske indeholder du det. Faktisk tror jeg, at du gør. For hvorfor skulle du ellers drømme om det? 
Måske tager det tid at få det udfoldet helt - men tænk på larven, der skal igennem et pubbestadie, før den springer ud som sommerfugl. Findes der noget smukkere?
Jeg tror vi alle har en flig af den grimme ælling i os. Gammel som ung. Høj som lav. Rig som fattig. Kærlig som vred. Alle har kvaliteter, som kan udfolde sig. Nogle gange gennem smertefuld proces - andre gange blot som en smuk blomst, der åbner sig. 
Nyd det. Du skal nok komme frem. Du skal nok finde hjem til dig selv. Det er det vi er her for.
Det ved jeg!

Fantasi

Jeg elsker fantasi. Den reder min dag. Det er den der gør, at jeg kan skabe min egen indre verden, der giver mig ro. Og ro er jo ikke det letteste at finde i den ydre verden. Fantasi sættes også i gang når man skaber. Fantasi vokser når man bruger den - og alle har den.

Det store spørgsmål er; hvad er fantasi egentlig? Er det impulser, der udspringer fra blokeret psykisk materiale i dig selv? Fra det personligt ubevidste? Det kollektive ubevidste? Er det viden der stammer fra dit højere selv? Er det impulser fra engle eller andre spændende væsner, der vil dig noget? Hvad er det dog for noget? Og hvordan opnår man den vidunderlige evne til at være fuldt ansvarligt til stede i fantasien - samtidig med at man lader den flyde og udfolde sig frit? Der hvor virkelighed og fantasi mødes - det er skæringspunktet.

For mennesker som mig, er fantasien en rød tråd i livet. En virkelighedsflugt? Tja... jeg vil hellere være medskaber ud fra min evne til kærlige fantasier - frem for ud fra voldelige og trøstesløse nyheder fra virkelighedens verden. Eftersom vi selv er skaber af vores verden, så vil jeg anbefale alle at fantasere noget mere. Fantasi er der eddermame gods i!

Hvad skal man tro?!

Tjek det ud.... det er totalt sjovt. 

Og så er der sørme en god pointe gemt i al det sjove. Kanaliseringer er ikke kun alvorlige!

http://www.youtube.com/watch?v=9xLQcgksNfI&feature=related

Ær dine følelser

Brainstorm:

Det er det vigtigste i hele verden. Dine følelser. Det er dine bedste vejvisere. Lær dem at kende, ær dem og brug dem. Lad dem ikke vildlede dig - lad dem vejlede dig. Lad dem fylde dig ud og giv slip på dem i samme øjeblik du har iagttaget dem. Når de får lov at fylde, anerkender du dem - og så kan de forløses. Ønsker du at kaste dem væk, vil de komme lige i nakken tilbage igen. Det er fluepapir - lige indtil du ser følelserne dybt i øjnene - så opløses klistret.

Ær dine følelser. Det er dine bedste venner - det er din indre mor og far. Når du forstår dynamikken i at mærke deres budskab. Hvad vil følelserne dig? Tro mig - de har altid et fantastisk relevant budskab. Det kan være der skal lægges lidt mentalt puslespil, inden du knækker koden på, hvad de vil fortælle - men der er altid en positiv intention! 

Følelser har altid en positiv intention. Selvom det kan være smertefuldt at opleve dem i fuldt flor. Når følelser har fyldt hele din krop, kan du give slip på dem. Lad nu bare alt det grimme, alt det smertefulde, alt det skamfulde og kedelige fylde dig. Og opdag at der er intet at skamme sig over. Der er ingen smerte bag smerten. Intet grimt er uden formål. Og kedeligt er limen i et liv. Lad blot det hele folde sig ud - undersøg det med rationelt overblik: "Hvad vil denne følelse mig? Det er min - hvad vil den fortælle? Hvordan tjener den mig?" Og mærk roen sænke sig, når du lytter til dig selv! Lyt som en far ville have gjort. Elsk som en mor ville have gjort - Der er plads til det hele. Far ville sige: Slog du dig? Hvad lærte du af det? Mor ville sige: Du er altid elsket.

Underfundigt: Den bedste måde at få kontrol over sine følelser på, er ved at give slip på kontrollen. Når du glider med følelsesstrømmen, falder der med tiden fuldstændigt ro over hele din væren. For når alle følelser får deres berettigelse, bliver der pludselig uendeligt meget plads. Og så kan du trække vejret frit! 

(Og husk: Du behøver ikke handle ud i verden. Det behøver ikke vedkomme andre end dig selv. Ofte er det nok at lade det hele folde sig ud i dit eget indre liv. Så er det kun dig selv, der skal give plads til dig selv... men tror mig - det kan ofte være det sværeste. Kan du give dig selv al den plads du har brug for???)

God fornøjelse!