Forvandlingens velsignelse

Der findes ikke noget bedre i verden end at udvikle sig. Nogle gange foregår udviklingen dynamisk og naturligt. Som en stille brise, der flytter lidt rundt på bladene på jorden. Andre gange er det en storm der tager alt affald med sig. 
Jeg har jo lige været igennem stormen. Det kan være ubehageligt at opleve, når verden går op i limningen. Når de ting man troede på forandrer sig, flytter sig, går i stykker. Når den måde man så verden på, ikke mere giver mening.
Hvordan håndterer man bedst den oplevelse: Når verden holder op med at give mening?
  
Jeg har prøvet at kæmpe imod. Har prøvet at holde fast i alt det løse og har surret tingene fast, så de kunne blive, hvor de var. Det mislykkedes. For ih, hvor krævede det mange kræfter. Og øv, hvor blev det grimt at se på. Ikke særligt elegant. Nærmest bare krampagtigt.


Da jeg blev træt nok, gav jeg slip. Jeg orkede ikke at kæmpe mere, så jeg gav slip. Tænkte PYT. Det er bare et liv. Hvad mere har jeg at miste? Jeg har mistet stort set al min selvrespekt - jeg står alene her - og jeg bærer ansvaret selv. Det er i orden. Jeg kan tåle at blive grim! 
Og taa-daaaa. Pludseligt begyndte det hele at fungere. Jeg lod mig selv blive grim - og pludseligt blev jeg så blød indeni, at jeg syntes, jeg begyndte at blive smuk... hov. Hvad var nu det?! Jeg lod mig blive grim: Indrømmede alle mine menneskelige fejl og mangler... og hvad skete der? En skal krakelerede - jeg lod mig selv få plads. Og pludselig kunne jeg være i mig selv. Jeg kunne mærke mig. Jeg kunne trække vejret. Og nok så jeg anderledes ud, end jeg plejede... men det var til det bedre! Jeg blev blød og smuk.

Så mit bedste råd er: Lad verden gå i stykker Lad dig selv gå i stykker. Kæmp ikke imod når der er noget, der ikke virker. For at få det til at virke igen, må brikkerne løsnes... Når hele puslespillet er kastet op i luften og alt er fragmenteret og itu - så kan det hele falde på plads på ny. Og denne gang kan det være, at du får samlet brikkerne bedre end før. Tænk nu hvis det viser sig, at den hjørnebrik, der før lå så sikkert i øverste højre hjørne i virkeligheden skulle være i bunden til venstre?! Tænk sig - så giver alting jo en helt anden mening end før... Måske var det forkert før - men det gav mening, fordi det var det, man kunne se.
Før troede man, hjørnebrikken var en del af himlen - men nu kan du se, det var faktisk en del af en sø. Sikke en mindblowing oplevelse. 


Husk det - det vedkommer dig. Måske troede du, at du var en del af himlen. Men måske er du i virkeligheden en del af en sø... og hvordan finder du ud af det? For mig er der kun en vej: Giv slip. Giv slip på alle de opfattelser, du måtte have om dig selv. Og ja - det kan være ubehageligt at finde ud af, at du indeholder andet, end du troede. Men sikke da også en lettelse: Der er kvaliteter i dig, du ikke troede muligt!


Og her kommer drømmen og fantasien ind igen: Hvad drømmer du om? Hvad ville du ønske, du indeholdt? Måske indeholder du det. Faktisk tror jeg, at du gør. For hvorfor skulle du ellers drømme om det? 
Måske tager det tid at få det udfoldet helt - men tænk på larven, der skal igennem et pubbestadie, før den springer ud som sommerfugl. Findes der noget smukkere?
Jeg tror vi alle har en flig af den grimme ælling i os. Gammel som ung. Høj som lav. Rig som fattig. Kærlig som vred. Alle har kvaliteter, som kan udfolde sig. Nogle gange gennem smertefuld proces - andre gange blot som en smuk blomst, der åbner sig. 
Nyd det. Du skal nok komme frem. Du skal nok finde hjem til dig selv. Det er det vi er her for.
Det ved jeg!