søndag den 3. juli 2011

Ær dine følelser

Brainstorm:
Det er det vigtigste i hele verden. Dine følelser. Det er dine bedste vejvisere. Lær dem at kende, ær dem og brug dem. Lad dem ikke vildlede dig - lad dem vejlede dig. Lad dem fylde dig ud og giv slip på dem i samme øjeblik du har iagttaget dem. Når de får lov at fylde, anerkender du dem - og så kan de forløses. Ønsker du at kaste dem væk, vil de komme lige i nakken tilbage igen. Det er fluepapir - lige indtil du ser følelserne dybt i øjnene - så opløses klistret.
Ær dine følelser. Det er dine bedste venner - det er din indre mor og far. Når du forstår dynamikken i at mærke deres budskab. Hvad vil følelserne dig? Tro mig - de har altid et fantastisk relevant budskab. Det kan være der skal lægges lidt mentalt puslespil, inden du knækker koden på, hvad de vil fortælle - men der er altid en positiv intention! 
Følelser har altid en positiv intention. Selvom det kan være smertefuldt at opleve dem i fuldt flor. Når følelser har fyldt hele din krop, kan du give slip på dem. Lad nu bare alt det grimme, alt det smertefulde, alt det skamfulde og kedelige fylde dig. Og opdag at der er intet at skamme sig over. Der er ingen smerte bag smerten. Intet grimt er uden formål. Og kedeligt er limen i et liv. Lad blot det hele folde sig ud - undersøg det med rationelt overblik: "Hvad vil denne følelse mig? Det er min - hvad vil den fortælle? Hvordan tjener den mig?" Og mærk roen sænke sig, når du lytter til dig selv! Lyt som en far ville have gjort. Elsk som en mor ville have gjort - Der er plads til det hele. Far ville sige: Slog du dig? Hvad lærte du af det? Mor ville sige: Du er altid elsket.
Underfundigt: Den bedste måde at få kontrol over sine følelser på, er ved at give slip på kontrollen. Når du glider med følelsesstrømmen, falder der med tiden fuldstændigt ro over hele din væren. For når alle følelser får deres berettigelse, bliver der pludselig uendeligt meget plads. Og så kan du trække vejret frit! 
(Og husk: Du behøver ikke handle ud i verden. Det behøver ikke vedkomme andre end dig selv. Ofte er det nok at lade det hele folde sig ud i dit eget indre liv. Så er det kun dig selv, der skal give plads til dig selv... men tror mig - det kan ofte være det sværeste. Kan du give dig selv al den plads du har brug for???)
God fornøjelse!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar