Valg-terapi

Allerførst: Jeg glæder mig til at se Danmark styret af både kvinder og mænd. Jeg mener: Tre kvinder på rød fløj, som skal vise verden, hvordan man kan samarbejde over midten. Jeg sender al min kærlige opmærksomhed den vej. Håber de kommer godt i gang med opgaven.

Mon der egentlig skal meget selverkendelse til hvis man skal kunne samarbejde mens man styrer sit temperament og sine følelser som politiker? Eller skal der meget LIDT selverkendelse til?
Jeg tror der findes begge modeller...

Tænk at skulle bevare sin egen balance og fokus på opgaven, mens andre forsøger at trække gulvtæppet væk under dig konstant og fra alle kanter. En ting er, når man sammen kan holde sig oppe i et godt perspektiv - en anden ting er, når man bliver forsøgt skubbet ned i et personligt perspektiv. Det bliver så lavt. Og det kan være svært at bevare det høje perspektiv, hvis andre responderer på et lavere perspektiv.

Puha. Balance er jo en livslang kunst. Det er så ufatteligt let at kigge på verden omkring og sige: Det er jeres skyld!! Det kan være decideret smertefuldt at trække opmærksomheden hjem og pille navle: Hvilke dele af det her tilhører mig selv. Og taber jeg ansigt, hvis jeg indrømmer?! 
Til gengæld er det utroligt forløsende når man opdager, at vreden over andre egentlig bunder i en følelse af afmagt eller flovhed - og et stort ønske om selv at håndtere en given situation bedre. Eller hvad det nu kunne være.... der kan ligge utallige mindre flatterende ting til grund for en ubalance.

Sagen er den, at jeg elsker folk der har temperament (det har jeg nemlig selv). Jeg synes det er så levende, sprudlende og farverigt. Og det kan virkeligt bruges til at skabe nyt. Men det kan også blive for meget og for larmende, hvis man glemmer at lytte til andre.
Jeg synes verden bliver så lille, når der skal slås for meningerne. Og det er egentlig så ensomt, når først man har vundet... 

Jeg har aldrig rigtigt interesseret mig for politik, men jeg blev alligevel lidt nysgerrig til valget i år. Måske er politik egentlig meget sjovt, når man kan håndtere sig selv, fokusere på bolden og ikke på manden - og bevare det høje perspektiv, ligegyldigt hvad der rammer af lavt skyts.

Ellers ligner det jo bare lidt en almindelig dag i sandkassen i sønnikes børnehave.

Men dejligt at Danmark gik til valg. Var valgdeltagelsen ikke på 83 %? - meget højt i hvert fald. Skønt som en krise kan få folk op af sofaen. Og for en gangs skyld kommer jeg nok til at begynde at følge lidt med i hvordan politikerne egentlig arbejder (med sig selv OG med opgaven)!


God weekend!