Nogle mennesker motiveres ved at få at vide af andre, hvad de skal. Giv mig en opgave, og jeg løser den, tak. Trygt og godt, så her præsterer jeg max.
Andre motiveres af følelsen af frihed. Giv mig fred, plads og tid, så skaber jeg bedst. Og presser du mig, går jeg i står. For ud af intet opstår alt.
En kombination af de to kan også være god: En løst defineret opgave og frihed til selv at vælge løsningsmodel.
Hvilken en er du til?
Hvor jeg vil hen? Hmn... tænker i øjeblikket lidt over, hvordan det nu lige er med motivation. Hvad skal der til, for at man virkelig har lyst til at løse en opgave? Eller hvordan kommer man derhen, hvor man virkelig har lyst til at deltage, så det bliver en fryd at tage imod alt hvad livet nu byder på? "Come what may!"
Det er selvfølgelig store forhåbninger, når man taler om at det skal være "en fryd" at deltage i livet...
Men sådan kan det jo være!
Hvor er jeg heldig, at jeg (stort set) har fået det sådan!
Og hvor har jeg dog arbejdet hårdt og længe med mig selv for at det skulle blive sådan... For sådan har det skam ikke altid været. Så utroligt befriende at vide, at vil man virkelig knokle seriøst med sig selv over en årrække, så har man mulighed for at lave mirakler. Man kan virkeligt blive en bedre udgave af sig selv. Det kan man altså.
Og tag nu bare imod den hjælp der skal til på vejen - du gør jo alligevel det hårde arbejde selv. Ingen kan tage sejren fra dig, når du selv har fortjent den!
Hvilken tro jeg har? Jeg tror på forandring.
Emne: Cocktail af almindeligheder og spirituel forståelse gennem en personlig udviklingsproces. En søgen efter et højere perspektiv i et meget sanseligt liv. Formål: At opnå bevidst udvikling og bevare fred og sammenhængskraft. Og at være til inspiration for andre refleksionslystne danskere. Og så handler det måske også lidt om kaffe og chokolade (det grounder så godt!).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar