Det har været svært at skrive det her indlæg, fordi der er så fine vibrationer på spil, at ord næsten kun kan ødelægge. Men alle rekorder i "smukhed" er netop blevet slået, og jeg vil forsøge at beskrive det...
Så hold godt fast for her kommer mit bedste bud på en lovsang fra det høje!
Hyldest til kursus i Hjertehealing i Den Gyldne Cirkel. Har man længsel i hjertet, så findes der lindring her.
Hvad det var? Siger ordet Hjertehealing ikke det hele?
I fem dage har jeg badet mig i de skønneste, mildeste og dog mest kraftfulde og transformerende energier, jeg nogensinde har oplevet.
Ord som Helligånd, engle og Maria-energi siger mig nu noget ganske specifikt.
Jeg er ikke "gammeldags troende", så jeg har ikke noget forhold til begreberne i Biblen - bortset fra de gængse opfattelser. Men jeg skal da lige love for, at jeg nu ved hvad forskellen er på Helligåndsvibrationer og Kristusenergi. For belive you me - der er stoooor forskel.
Man skal nok have oplevet det, for at det virkelig giver mening.
Men tænk sig at mærke velsignelsen som en nådegave. Nåden er virkelig en gave. Det er noget helt særligt - det bliver givet af en højere kraft, som mennesket heldigvis kan være katalysator for. Og givet med et kærligt hjerte, er det noget af det mest opblødende, jeg har oplevet.
Jeg har deltaget i, givet og modtaget healing, gruppehealing, lys-/verdenstjeneste, velsignelser og åndelig terapi. Fem fulde dage booket op med rensende aktiviteter, smuk natur og ditto mennesker. Her var healing for hjertet, terapeutisk transformation for den sårede psyke, viden for intellektet og kærlig samvær for livsglæden.
Om jeg var høj? Jeps! I fem fulde dage har jeg nok været lidt udenfor pædagogisk rækkevidde, fordi mit sanselige nervesystem blev boostet med ren guddommelig kærlighed. (Jeg kan godt forstå narkomaner, hvis det er sådan det er at få sig et fix.) Og nu føles mit hjerte lige så levende som en nyfodret guldfisk i rent vand. Og jeg har et dybtfølt behov for at fortsætte med at vedligeholde hjertets åbenhed, - fordi det virker!
Måske er det universets stærkeste transformerende kræfter: Kærlighed og lys?!
Da jeg var yngre og læste musikterapi på uni, blev jeg og en tidligere kæreste enige om, at man burde opfinde en kærlighedsterapi, for kærlighed, mente vi, er det eneste der for alvor virker, når mennesker skal heles.
Og guess what?!: Det har jeg endelig fundet!
Så hvorfor var det nu så stærk en oplevelse for mig?
Sikkert fordi jeg er et sted i mit liv, hvor jeg endelig kan ressonere med disse energier. Det har ligget som en tone i mig, der ikke kunne komme igennem det personlige slør. Men nu er gardinerne blevet trukket fra.
Yderligere hænger det vel sammen med, at jeg har fået bearbejdet så tilpas mange traumelag i psyken gennem de sidste mange år - og især i forbindelse med depressionen hele sidste år, at jeg nu har tillid til mig selv og min indre styrke - og derfor kan give slip og give over til Gud/ Universets Hjerte.
Jeg tænker. at så længe vi mennesker har brug for vores stærkeste forsvar kan det være svært at opleve den store hengivenhed... jeg mærker i hvert fald nu en ganske anden tone i min hengivenhed. Som om jeg er nået et niveau dybere ind i mig selv. Helt derind, hvor der er plads til alt andet end mig. Og alligevel er det dybt vigtigt at jeg netop er mig. Først når jeg for alvor er mig, kan jeg give slip på mig, så noget andet og større kan træde ind. Faktisk oplever jeg det som om min personlighed er den organiske skal, som Guddommen kan træde ind i og virke igennem. Det er utroligt smukt og upersonligt - samtidig med at jeg bevarer mig selv. Mit ego må gerne være med i denne leg - også når det støjer!
Der er endvidere mange forskellige toner i lysets brydning gennem mennesket. I mit tilfælde er glæde en stor del af guddommens tone. For ih, hvor har jeg dog fået lukket op for glæden i hjertet. I mange år har mit hjerte grædt - men nu stråler det i tillid, glæde, nænsomhed og lykke.
Og nej, jeg har ikke mistet forstanden. Jeg er bare utroligt lettet over at være "kommet hjem". Jeg føler jeg har fået en ny familie, som kan forstå hvad jeg siger. I det forum jeg oplevede i Den Gyldne Cirkel, var der så højt til loftet og så langt ned til bunden, at ALLE åndeligt interesserede kan være med.
Her er ingen sekt, ingen leder der skal forgudes og ingen stramme leveregler.
Her er dig og din oplevelse af at være i verden - præcis som du er!
Og så er der englenes kærlige kraft.
... i min verden giver det dyb mening.
I love it!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar