What's the point?

Ja så tænkte jeg lige, mens jeg kørte i min bil og lod tankerne flyve: What's the point?

Jeg mener... jeg er jo efterhånden lidenskabeligt optaget af indre liv på mange planer. Af transformation af indre psykisk materiale. Af åndelig videnskab og mysterieskolen. Af lysarbejde og personlig udvikling i et åndeligt perspektiv. Af kreativ skabelse og fri leg, intuition og improvisation.

Men HVORFOR? Hvad er det dog, der bliver ved med at motivere mig, inspirere mig? Hvorfor gider jeg blive ved med at lade mit sind være fyldt med lysten til lyset. Jeg aner jo ikke engang hvad det egentlig er for noget. Det er jo "bare" begreber. Lys, Gud, kærlighed, balance, udveksling, co-creation, bla, bla, bla. 

(Eller... det passer ikke. Det er ikke "bare" begreber - det er noget jeg mærker dybere og dybere som indre viden og kropslige fornemmelser. Det er ganske enkelt levet liv.)

Nogle gange tænker jeg, om det hele bare er en stor illusion. Tro og den slags. 

Men selvom jeg forholder mig så åben og nysgerrig som muligt, - og virkelig tillader tanken, at det kan være, der ingenting er udover det fysiske - så kan jeg ikke slippe det. Det strider mig ganske enkelt imod et sted meget dybt indeni. 

Ok - det kan være min åndelige forståelse bygger på en simpel overbevisning som en dygtig coach kunne få mig løsnet fra. Men indtil videre viser min historie mig, at når jeg prøver at slippe det åndelige, så får jeg det dårligt. Det er ganske enkelt alt for vigtigt for mig.

Men hvorfor? What's the point? Hvorfor bruge al den tid og energi på det?

Det eneste klare svar jeg har fundet endnu er: Fordi det er rart. Fordi det gør svære ting lettere. Fordi det er smukt og varmt og tillidsvækkende. Fordi det ganske enkelt er mere behageligt at mærke lys fremfor mørke. Hvis man altså skal vælge. Og når jeg ikke vælger, så bliver det hele bare gråt... og det er sgu da lidt kedeligt.

Så kan man mene, det er naivt at tro på at kærligheden sejrer og alt det der. At jeg selv skaber en illusion i forsøget på at løse et barndomstraume, eller at det er ansvarsforflygtigelse at "lægge mit liv i Guds hænder" og bla. bla.

Men faktum er blot, at efter jeg har overgivet mig til "Gud/solen i hjertet", eller hvad man nu skal kalde det, så er jeg blevet glad. Jeg er blevet mindre selvretfærdig men langt mere selvkærlig. Jeg har fået mod til at være mig og jeg tager lige så stille et større og større ansvar på mig. På en naturlig måde. Jeg kræver ikke så meget bekræftelse og kærlighed fra mine omgivelser, for jeg får nok fyldt op af mig selv - i meditation, i naturen, i min tillidsfuldhed. (Tænk sig at det kan opfattes som værende "naivt", at være tillidsfuld... hm...)

På en eller anden måde tænder det et kæmpe potentiale af kreativitet og fremadrettethed, fremfor at være bundet af fortidens traumer og ubehageligheder.

Så the point er måske bare det: At alting bliver lettere og sjovere?

At leve i pagt med polariteter

Min snørklede hjerne har været i gang igen!

Mennesket har generelt en evne til at dele op i godt og skidt, klogt og dumt, smukt og grimt. Kort sagt: Polariteter. Det kan skabe overblik og sammenhæng - og det kan skabe afstand...

Jeg ynder f.eks. at opfatte mig selv som åben og tolerant. Det definerer noget om mig, hvilket kan være udmærket. Men hvad er bagsiden?

Der er sikkert ikke noget "slemt" i at dele op i kategorier. Næ... Problemet opstår, når man synes at noget er bedre end andet. Som når jeg f.eks. synes det er bedre at være åben og tolerant (i modsætning til dem der ikke er det). Her glemmer jeg jo bare, at åbenhed og tolerance kun er godt i nogle sammenhænge - men ikke i alle. Og hvis alle var åbne og tolerante, så ville der klart være opgaver som ikke blev løst. Naturen har jo også brug for stærke, handlekraftige individer, som ikke forsøger at indlemme alt i helhedens hellige hus.  

 ... og forøvrigt kan jeg jo ikke være helt så åben og tolerant, som jeg gerne så mig selv - når jeg på den måde favoriserer netop disse egenskaber frem for andre. Måske findes åbenhed og tolerance i former jeg slet ikke kender!

(Jeg elsker når jeg opdager noget nyt og snirklet om mig selv - og det er faktisk ret nyt at jeg kan se den brøler i øjnene: At jeg (nogle gange !) render rundt i hovmod ved at prise mine egne kvaliteter højest. Ydmyghed kan være en svært lektie. Eller måske blot almindelig selv-kærlighed...

For i sidste ende er den største lektie måske evnen til at ophæve dommen over både hovmod og ydmyghed!? Puha... Filosofisk meltdown! I'm working on it!)

Men altså. Evnen til at opdele i kategorier og vurdere om noget er godt eller skidt - dvs. at skabe polariteter, er muligvis en evne vi har for at forstå den verden vi er en del af. Men selvfølgelig også for at overleve. 

I forhold til føde er det livsnødvendigt at kunne skelne: Hvad er giftigt - hvad er sundt - hvad er helbredende. Også i social kontekst er det væsentligt at man hører med i flokken og derfor finder plads i de forskellige undergrupper. 

Et studie af ulve viste f.eks. at ulve nederst i hierakiet gerne ville være der, selvom de blev mobbet, bidt, fik latterligt lidt mad og meget lidt positiv opmærksomhed. Klart, når alternativet er at blive smidt ud af flokken, hvilket er det samme som ensomhed og den sikre død.

Men alting skal jo vurderes ud fra en kontekst

I forhold til føde kan noget være meget farligt at spise - hvorimod det i bearbejdet form kan blive sundt - eller ligefrem helbredene. Jeg ville i hvert fald nødigt spise rå kartofler - men gerne kogt. Brændenælder vil jeg også gerne have bearbejdet. Kogende vand er nok.

(Hov - "vand er nok"... Symbolsk betragtet er vand emotioner. Betyder det så at alting kan transformeres fra usundt til sundt via vand/emotioner. Jeg har i hvert fald selv det grundprincip, at vi ejer alle vores følelser - det er vores motor. Nogle følelser er svært håndterbare og destruktive (f.eks. vrede eller afmagt) - men når de bliver forløst, kan det bruges sundt (f.eks. kraft og vedholdenhed). Og måden det kan forandres på, er ved bevidst arbejde med følelserne. Hmn... pudsigt sammenfald.)

I forhold til det sociale kan det i nogle sammenhænge være socialt fatalt at indtage et standpunkt, der er anderledes end "flokkens". Hvis en familie er bygget op om en stærk overbevisning, at "vi holder sammen", kan det blive en ensom affære at overskride normen og melde fra til tante Annas 80 års fødselsdag. I værste fald kan man miste størstedelen af ens familiære bånd. 

Men i bedste fald kan man være kulturskaber. Måske ånder flere lettede op, fordi der pludseligt bliver mulighed for at legalisere nye holdninger i en ellers tæt sammenvævet familie.  

Det er ikke for svage sjæle, at turde sige sin mening højt, hvis den falder udenfor normen. Heldigvis behøver man jo ikke råbe. Og man behøver heller ikke skabe afstand til den eksisterende norm. For det skaber ofte bare endnu mere kløft. Selvfølgelig kan man anerkende det eksisterende, selvom man vælger noget andet for sig selv.

Polariteter og social accept?

Anderledes valg behøver ikke at skabe polaritet. Hvis vi anerkender forskelligheden. Men kors, det kan være en udfordring for vores gamle overlevelses-hjerne.

Det må nok være vigtigt at afklare hvad konsekvenserne er for de valg vi nu engang overvejer. Nogle gange er prisen måske for høj. Om det så drejer sig om fysiske, sociale eller individuelle psykologiske konsekvenser. 

Men vi kan jo altid forsøge at hjælpe hinanden, tænker jeg. 

I første omgang ved at stå ved de valg vi nu engang træffer. 

Ved at tage det fulde ansvar for måden vi former vores liv på. 

Ved at give ærlig feedback til andre (hvis vi bliver spurgt!).

Ved at acceptere, at der er ting, vi ikke forstår.

Og selvfølgelig ved at acceptere de valg, der nu engang bliver truffet - også selvom det eventuelt skulle stride imod vores egne holdninger.

Det er jo også det store tema i coaching og den anerkendende tilgang: at være nysgerrig og forholde sig åben - fremfor at bedømme. Ofte kommer man (ubevidst) til at skabe afstand, når noget er ukendt. Af frygt for at det er farligt - enten i forhold til fysisk overlevelse eller i social kontekst (hvis jeg anerkender det her, mister jeg så respekt i gruppens øjne?). 

Måske er mennesker også bange i forhold til sit eget indre psykiske liv (som jo er temmelig stærke kræfter): Hvis jeg bearbejder dette på et dybt indre niveau, kommer jeg så til at se sider af mig selv, som jeg ikke ønsker at se? Enten fordi det forfærder mig - eller fordi det pirrer mine hemmelige længsler, som jeg ikke kan tillade mig at vedgå mig, fordi den sociale pris bliver for dyr?

Og her kommer vi til min pointe for nu

Selvfølgelig er der ting, vi er bange for og gerne vil beskytte os imod. Og selvfølgelig kan vi have brug for at dele op i godt og skidt og den slags polariteter. Men vi har også opdaget, at vi ikke behøver lade frygten styre vores liv. Og vi ved også godt, at dagens bedømmelse alligevel kan se anderledes ud i morgen. Fordi vi er så højt i Maslows behovspyramide, har vi mulighed for at reagere med skabertrang, fremfor frygt for egen overlevelse.  

Vi kan vælge mellem polaritet som grobund for "frygt for det fremmede", - eller som et simpelt navigationsredskab til at bevæge sig rundt i verden.

Det er det, hverdagens helte er gjort af - det kan godt være de er bange, men de besejrer dragen (læs: de indre dæmoner) og vinder prinsessen (læs: alkymisk sammensmeltning af de indre polariteter) og det halve kongerige (læs: nok vinder vi områder i vores indre/sjælsintegration, men vi skal stadig leve i samklang med andre landområder/ omgivelserne).

Så se for dig - hvor er det sjovt at være medskaber af vores fælles kultur, når vi med hånden på hjertet kan se folk træffe deres egne skæve, sjove, alvorlige, uforståelige, sprudlende, kedelige, individuelle valg - og ganske enkelt blot ønsker dem "lykke på rejsen".  Alt imens vi selv går vores egen tur - med storme og stilhed og alt derimellem. 

... og må jeg lige sige, det er fantastisk, at jeg har haft tid til refleksion. Tid til at fordøje svært fordøjeligt materiale. Tid til at integrere dobbeltheder og modsætninger, som under overfladen viser sig at være enhed. Tid til at lade kampen foregå indtil jeg kunne mærke, se og indse - at jeg selv har skabt den. At det er naturens lov, at vi selv skaber vores univers. Som foroven så forneden. Tid til at opdage Buddha-natur og renæssancemenneskets impulser. At få lov at opleve, at melankoli og refleksion kan være vejen til åndelig oplysning. Og at finde at åndelig oplysning ikke er "noget særligt". Det er lige for næsen af os. Hver dag. Men det er ikke sikkert vi ser det. Det er ikke sikkert det interesserer os. Det er ikke sikkert det er for alle. Men det er muligt for dem, der søger. Og jeg har sikkert kun set et glimt af et lysstrejf. Men det gør mig tryg, mæt og tilfreds. Og helt naturligt, ydmygt, kærligt bevidst om, at jeg blot er en lille del af universet. Samtidig med at jeg selv er et helt univers, som jeg må forvalte efter bedste evne. Ligesom du.

Med taknemmelig hilsen

Pernille

Åbne/lukke.... ÅBNE

Det er underligt. Nu har jeg ikke skrevet i mange måneder. Har ikke haft det mindste drive i den retning. Har overvejet at lukke bloggen ned. Trække stikket ud og med glæde og tilfredshed kigge tilbage på et års tid med terapeutisk skrive-proces. Men se, se...

Den er ikke lukket endnu...

Mit primære fokus er mest af alt filosofiens og åndens domæne. Det er i hvert fald der jeg drives hen, - om jeg vil det eller ej. Det må jeg så slutte fred med... 

Ligesåvel som jeg må slutte fred med risikoen for at lyde overfladisk, når det nu netop er dybden af menneskets erfaringer jeg er optaget og fascineret af. Hmn. Måske er dybden netop det enkleste enkle. Og kun de øjne der ser, ser dybden i enkeltheden? Det mener i høj grad de gamle mystikere... Herfra kan jeg snildt springe til dagens enkle indlæg:

Og dagens tema er: Sjælefred. 

Dejligt ord. God fornemmelse. Det har jeg stort set. Endelig. Fred... i sjælen. Efter laaaaang tids kaos, er det vidunderligt at mærke det: Sjælefred. Gennem mange måneder.

Altså jeg tænker: Sjælen har sikkert altid fred!? Personligheden kan også opleve sin egen fred. Sikkert når der er overensstemmelse med den dybere viden om "sig selv" - som manifesteres i den fysiske verden. Altså når der er overensstemmelse mellem personens indre liv, personens egen opfattelse af sig selv og tilpasningen til samfund. Som jeg oplever det er vi jo sjæl på besøg i krop og personlighed - i et omgivende samfund. Så det handler garanteret om noget med at klinge rent med sig selv - i både indre og ydre verden. Tja, det giver måske kun mening, hvis man tror på sjælen og de indre verdner. Måske...

Gad vide om nogle mennesker bare er født med sjælefred? Jeg ved, jeg ikke er. Jeg har måttet arbejde for det. Har måttet lære transformationens kraft at kende. Dyb afgrund og høj opstigning. Fugl Fønix, du ved. Dø, før du kan dø. Indre arbejde. Alt det der... 

Og hvordan arbejder man sig så ind i det begreb: Sjælefred? Mon det er ligesom at lære et andet menneske virkeligt godt at kende. Det tager tid inden det opleves som en organisk forbindelse. Jeg tror naturen har brug for tid til at gå i samklang med sig selv i alle sine underafdelinger. Og vi er jo natur... Det er sikkert noget fysisk-kemisk noget med elektroniske forbindelser og vibrationer. Det må vi tage en anden dag.

Men lad os nu se... jeg ved der er noget der virker for mig, for at opnå sjælefred. Her er nogle enkle:

Træk vejret. Dybt. Hver dag. Hele tiden (wauw... mon man egentlig kan det? Jeg har ikke øvet mig nok endnu, men jeg VIL gerne!) Det lyder som den mest banale og kedelige ting i verden. Men tro mig: hvis du evner at trække vejret - sådan virkelig trække vejret, så kender du dig selv bedre. Så bliver du ikke overvældet så let. Dine rødder er dybere begravet i jorden. Du ånder (læs: du er ånd).

Overgiv dig til naturens processer. Til dine egne processer. Og tillad dig selv at have det som du har det. Dø lidt engang imellem. For du vil altid genopstå. Vær bange for det du er bange for - reflekter over det - og opdag, at der er ikke noget at være bange for. Det hele er bare natur.

Gør mindst én ting hver dag, som er virkelig, virkelig godt for DIG. Og KUN for dig! Og pyt hul i om der er (næsten) ingen mennesker, der forstår den handling, du gør. For pointen er nemlig den, at det skal være DIG der forstår det. Om det så er en forståelse, der udspringer af intellektet, kroppen, psyken eller sjælens stemme, det er lige gyldigt.

Jeg har f.eks. fundet ud af, at min dag bliver utroligt meget bedre, når jeg mediterer hver morgen. Og nu er jeg så heldig, at jeg har en masse guidede meditationer på CD, så jeg kan bare læne mig tilbage og nyde processen med at gøre mit daglige indre arbejde. Tænk sig, så føler jeg at dagens vigtigste arbejde er gjort. Smart. Så bliver resten af dagen en leg... Jeg synger også i skoven. Det kan være det ser fjollet ud udefra - men det er en super oplevelse!

Får du en tanke, som føles helt rigtig, - så handl på den. Det er i handlingen, energien akkumuleres! Og kun ved at føre tanken ud i livet bliver dens bæredygtighed afprøvet.

Hvis det lykkes i første forsøg: Tillykke og Hurra, så var timingen rigtig god!

Hvis det mislykkes i første hug, så pyt. Husk på, at hvis det stadig føles rigtigt, så er vedholdenhed jo også en ting, der giver sjælefred. Når man virkeligt skal kæmpe for noget, og man bliver testet i sin vedholdenhed, så finder man jo ud af, om idéen holder. Og om man selv skal blive lidt mere skærpet i nogle bestemte aspekter af opgaven. Nogle gange skal vi selv og omverdenen også bearbejdes over tid...

... Og nogle gange skal vi udvikle tålmodighed ;)

Vid at den findes. Sjælen. Man kan jo blive så træt af at tro man skal gøre alting selv. Jeg holder i hvert fald rigtigt meget af at vide at sjælen gør en stor del af arbejdet med at guide mig i en god retning. Vi har et samarbejde, tror jeg man kan kalde det. Min personlighed og sjælen... 

(Og angående "guide i en god retning"...: Jeg tror ikke der er én rigtig retning. Men jeg tror på, at sjælen også er min vurderingsmekanisme, som hjælper min personlighed til at balancere videre på livets line - med nogenlunde ro og orden.)

Ah. Det var vist det jeg ville lige nu. Måske er det lidt trivielt, men hey - det var det, der lige var her. 

God dag til dig, modige menneske, der tør trække vejret!

/Pernille