What's the point?

Ja så tænkte jeg lige, mens jeg kørte i min bil og lod tankerne flyve: What's the point?

Jeg mener... jeg er jo efterhånden lidenskabeligt optaget af indre liv på mange planer. Af transformation af indre psykisk materiale. Af åndelig videnskab og mysterieskolen. Af lysarbejde og personlig udvikling i et åndeligt perspektiv. Af kreativ skabelse og fri leg, intuition og improvisation.

Men HVORFOR? Hvad er det dog, der bliver ved med at motivere mig, inspirere mig? Hvorfor gider jeg blive ved med at lade mit sind være fyldt med lysten til lyset. Jeg aner jo ikke engang hvad det egentlig er for noget. Det er jo "bare" begreber. Lys, Gud, kærlighed, balance, udveksling, co-creation, bla, bla, bla. 

(Eller... det passer ikke. Det er ikke "bare" begreber - det er noget jeg mærker dybere og dybere som indre viden og kropslige fornemmelser. Det er ganske enkelt levet liv.)

Nogle gange tænker jeg, om det hele bare er en stor illusion. Tro og den slags. 

Men selvom jeg forholder mig så åben og nysgerrig som muligt, - og virkelig tillader tanken, at det kan være, der ingenting er udover det fysiske - så kan jeg ikke slippe det. Det strider mig ganske enkelt imod et sted meget dybt indeni. 

Ok - det kan være min åndelige forståelse bygger på en simpel overbevisning som en dygtig coach kunne få mig løsnet fra. Men indtil videre viser min historie mig, at når jeg prøver at slippe det åndelige, så får jeg det dårligt. Det er ganske enkelt alt for vigtigt for mig.

Men hvorfor? What's the point? Hvorfor bruge al den tid og energi på det?

Det eneste klare svar jeg har fundet endnu er: Fordi det er rart. Fordi det gør svære ting lettere. Fordi det er smukt og varmt og tillidsvækkende. Fordi det ganske enkelt er mere behageligt at mærke lys fremfor mørke. Hvis man altså skal vælge. Og når jeg ikke vælger, så bliver det hele bare gråt... og det er sgu da lidt kedeligt.

Så kan man mene, det er naivt at tro på at kærligheden sejrer og alt det der. At jeg selv skaber en illusion i forsøget på at løse et barndomstraume, eller at det er ansvarsforflygtigelse at "lægge mit liv i Guds hænder" og bla. bla.

Men faktum er blot, at efter jeg har overgivet mig til "Gud/solen i hjertet", eller hvad man nu skal kalde det, så er jeg blevet glad. Jeg er blevet mindre selvretfærdig men langt mere selvkærlig. Jeg har fået mod til at være mig og jeg tager lige så stille et større og større ansvar på mig. På en naturlig måde. Jeg kræver ikke så meget bekræftelse og kærlighed fra mine omgivelser, for jeg får nok fyldt op af mig selv - i meditation, i naturen, i min tillidsfuldhed. (Tænk sig at det kan opfattes som værende "naivt", at være tillidsfuld... hm...)

På en eller anden måde tænder det et kæmpe potentiale af kreativitet og fremadrettethed, fremfor at være bundet af fortidens traumer og ubehageligheder.

Så the point er måske bare det: At alting bliver lettere og sjovere?