Frejas stemme

Åbne/lukke.... ÅBNE

Det er underligt. Nu har jeg ikke skrevet i mange måneder. Har ikke haft det mindste drive i den retning. Har overvejet at lukke bloggen ned. Trække stikket ud og med glæde og tilfredshed kigge tilbage på et års tid med terapeutisk skrive-proces. Men se, se...

Den er ikke lukket endnu...

Mit primære fokus er mest af alt filosofiens og åndens domæne. Det er i hvert fald der jeg drives hen, - om jeg vil det eller ej. Det må jeg så slutte fred med... 

Ligesåvel som jeg må slutte fred med risikoen for at lyde overfladisk, når det nu netop er dybden af menneskets erfaringer jeg er optaget og fascineret af. Hmn. Måske er dybden netop det enkleste enkle. Og kun de øjne der ser, ser dybden i enkeltheden? Det mener i høj grad de gamle mystikere... Herfra kan jeg snildt springe til dagens enkle indlæg:

Og dagens tema er: Sjælefred. 

Dejligt ord. God fornemmelse. Det har jeg stort set. Endelig. Fred... i sjælen. Efter laaaaang tids kaos, er det vidunderligt at mærke det: Sjælefred. Gennem mange måneder.

Altså jeg tænker: Sjælen har sikkert altid fred!? Personligheden kan også opleve sin egen fred. Sikkert når der er overensstemmelse med den dybere viden om "sig selv" - som manifesteres i den fysiske verden. Altså når der er overensstemmelse mellem personens indre liv, personens egen opfattelse af sig selv og tilpasningen til samfund. Som jeg oplever det er vi jo sjæl på besøg i krop og personlighed - i et omgivende samfund. Så det handler garanteret om noget med at klinge rent med sig selv - i både indre og ydre verden. Tja, det giver måske kun mening, hvis man tror på sjælen og de indre verdner. Måske...

Gad vide om nogle mennesker bare er født med sjælefred? Jeg ved, jeg ikke er. Jeg har måttet arbejde for det. Har måttet lære transformationens kraft at kende. Dyb afgrund og høj opstigning. Fugl Fønix, du ved. Dø, før du kan dø. Indre arbejde. Alt det der... 

Og hvordan arbejder man sig så ind i det begreb: Sjælefred? Mon det er ligesom at lære et andet menneske virkeligt godt at kende. Det tager tid inden det opleves som en organisk forbindelse. Jeg tror naturen har brug for tid til at gå i samklang med sig selv i alle sine underafdelinger. Og vi er jo natur... Det er sikkert noget fysisk-kemisk noget med elektroniske forbindelser og vibrationer. Det må vi tage en anden dag.

Men lad os nu se... jeg ved der er noget der virker for mig, for at opnå sjælefred. Her er nogle enkle:

Træk vejret. Dybt. Hver dag. Hele tiden (wauw... mon man egentlig kan det? Jeg har ikke øvet mig nok endnu, men jeg VIL gerne!) Det lyder som den mest banale og kedelige ting i verden. Men tro mig: hvis du evner at trække vejret - sådan virkelig trække vejret, så kender du dig selv bedre. Så bliver du ikke overvældet så let. Dine rødder er dybere begravet i jorden. Du ånder (læs: du er ånd).

Overgiv dig til naturens processer. Til dine egne processer. Og tillad dig selv at have det som du har det. Dø lidt engang imellem. For du vil altid genopstå. Vær bange for det du er bange for - reflekter over det - og opdag, at der er ikke noget at være bange for. Det hele er bare natur.

Gør mindst én ting hver dag, som er virkelig, virkelig godt for DIG. Og KUN for dig! Og pyt hul i om der er (næsten) ingen mennesker, der forstår den handling, du gør. For pointen er nemlig den, at det skal være DIG der forstår det. Om det så er en forståelse, der udspringer af intellektet, kroppen, psyken eller sjælens stemme, det er lige gyldigt.

Jeg har f.eks. fundet ud af, at min dag bliver utroligt meget bedre, når jeg mediterer hver morgen. Og nu er jeg så heldig, at jeg har en masse guidede meditationer på CD, så jeg kan bare læne mig tilbage og nyde processen med at gøre mit daglige indre arbejde. Tænk sig, så føler jeg at dagens vigtigste arbejde er gjort. Smart. Så bliver resten af dagen en leg... Jeg synger også i skoven. Det kan være det ser fjollet ud udefra - men det er en super oplevelse!

Får du en tanke, som føles helt rigtig, - så handl på den. Det er i handlingen, energien akkumuleres! Og kun ved at føre tanken ud i livet bliver dens bæredygtighed afprøvet.

Hvis det lykkes i første forsøg: Tillykke og Hurra, så var timingen rigtig god!

Hvis det mislykkes i første hug, så pyt. Husk på, at hvis det stadig føles rigtigt, så er vedholdenhed jo også en ting, der giver sjælefred. Når man virkeligt skal kæmpe for noget, og man bliver testet i sin vedholdenhed, så finder man jo ud af, om idéen holder. Og om man selv skal blive lidt mere skærpet i nogle bestemte aspekter af opgaven. Nogle gange skal vi selv og omverdenen også bearbejdes over tid...

... Og nogle gange skal vi udvikle tålmodighed ;)

Vid at den findes. Sjælen. Man kan jo blive så træt af at tro man skal gøre alting selv. Jeg holder i hvert fald rigtigt meget af at vide at sjælen gør en stor del af arbejdet med at guide mig i en god retning. Vi har et samarbejde, tror jeg man kan kalde det. Min personlighed og sjælen... 

(Og angående "guide i en god retning"...: Jeg tror ikke der er én rigtig retning. Men jeg tror på, at sjælen også er min vurderingsmekanisme, som hjælper min personlighed til at balancere videre på livets line - med nogenlunde ro og orden.)

Ah. Det var vist det jeg ville lige nu. Måske er det lidt trivielt, men hey - det var det, der lige var her. 

God dag til dig, modige menneske, der tør trække vejret!

/Pernille