Tsunami

Jeg har lige set en udsendelse på en times tid om den kæmpe tsunami, der ramte det Indiske Ocean i 2004.

For s.... da! 

Jeg vidste godt det var en kæmpe katastrofe. Kæmpe! Men at se en hel udsendelse, hvor man følger de mennesker, der var i landet før, under og efter tsunamien - det er dybt, dybt, dybt bevægende. Jeg græd af hjertet halvdelen af tiden. Det var jo forfærdeligt. Ord er bare slet ikke nok til at beskrive noget så ... overvældende.

En detalje: Fiskene forsvandt inden det hele gik løs. De vidste, noget var på vej. Hvad gjorde menneskene? De blev stående og kiggede nysgerrigt ud i horisonten. Ingen havde nogen fornemmelse af hvilken katastrofe de stod overfor. Hvordan kan fisk have så stærk en viden, når mennesker ingen har?

Eller... dvs. en teenager havde haft 7 drømme før ulykken indtraf, og han blev ved med at sige, at noget virkeligt forfærdeligt var på vej - men ingen tog det helt alvorligt. I hvert fald ikke alvorligt nok til at smutte væk i tide.

Men hvorfor skriver jeg om det her på Frejas stemme?

Hvad der sker i det ydre, sker også i det indre. Og selvom det var hårdt at se de private videooptagelser, var jeg fuldstændigt draget af det. Som om det vedkommer mig lige netop her og nu. 

Mens og efter jeg så udsendelsen oplevede jeg det som om jeg selv var der. Som om jeg kunne mærke vandmassernes tryk. Som om jeg selv blev revet med af vandet - og som om jeg selv så verden blive revet væk under fødderne på mig. Som om jeg selv rakte hånden ud for at hjælpe det ældre ægtepar, der ikke magtede strømmen og blev revet bort en meter fra mig. Som om jeg mistede alt liv på et knips med fingrene. Som om al verdens sorg gik igennem mig.

Ikke konkret. Men i indre liv. Som om mit eget indre blev vasket igennem på den mest effektive måde. Som om min psyke i den grad blev endevendt og kastet rundt og rundt - og i sidste ende blev revet med ud i havet igen, hvor det hele faldt til ro - og fiskene vendte tilbage. Som om en bølge af natur rystede min grundvold og efterlod mig tømt for alt. Med kun ét tilbage: Det ene liv jeg har. 

Hvor er det sårbart. Og hvor er det ufatteligt dualistisk, at vi det ene øjeblik har alt at leve for - et liv hvor alt er fyldt med mening - for at risikere at miste alt på et splitsekund.

Men hvor skal vi rette blikket hen? Hvor førte mine følelser mig hen i den rutsjetur jeg lige har fået? 

En retning er ulykken. Tabet. Sorgen. Meningsløsheden. Døden.

En anden retning er overlevelsen. Livet. En mulighed for at se alting i et helt andet perspektiv - at virkeligt værdsætte det liv man har.

Alt i alt tror jeg vi er nødt til at integrere de to. For ulykken er uundgåelig. Sorg, tab og fiasko er uundgåelig. Men livet, glæden og friheden er også uundgåelig. 

Med ønsket om at vi alle må forstå og acceptere, at lidelse og livsglæde er to sider af samme sag. 

Livet er det hele.

Pernille

Naturlig vækst

Under min studietid på musikterapi på Aalborg Universitet lavede vi denne øvelse:

Baggrund: God og rolig, dynamisk musik. Gerne klassisk eller anden instrumental musik.

 Læg dig på gulvet sammenkrøllet som et lille frø og opdag rejsen fra frø til blomst. I dit eget tempo!

Lyt ind i musikken - og ind i dig selv. Blot observer dig selv, som du ligger der og er et frø, som endnu ikke er klar til at spire. Lyt efter din egen naturlige rytme/impulser: Hvornår er du klar til at spire - hvornår er du klar til at gro - hvornår rejser stænglen sig op - hvornår folder blomsten sig ud og strækker sig mod solen? Og hvordan føles det hele?

Prøv det. Og giv dig for guds skyld god tid. Der er rigeligt af stof til eftertanke.

...Tro det eller ej: Kroppen skaber selv de impulser der fører til næste trin. Du skal på ingen måde gøre noget bevidst eller forceret. Kroppen gør det hele. Bare giv slip og giv dig hen...

Da jeg selv lavede øvelsen blev jeg virkelig slået af, hvor naturlig kroppen finder frem til næste fase. I starten lå jeg f.eks. længe - meget længe - og havde det vildt godt med at ligge i jordens varme, trygge rum. Ingen lyst til at begynde den krævende bevægelse for at gennembryde jorden. Og dog kom der helt af sig selv en bevægelse lige pludselig. En begyndende trang til at gennembryde jorden, så jeg kunne få rettet mig ud. Men det tog lang tid. Og det var vidunderligt.

Skal man overføre det til vores levede liv? 

Tja - jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det er et fantastisk billede på, hvordan mennesket helt naturligt vokser. Ikke (nødvendigvis) fysisk, men psykisk, mentalt, åndeligt. Ofte forcerer vi en vækst, som så ikke modnes ordentligt. Som en kunstigt gødet hollandsk peberfrugt: Lækker, flot og farvestrålende - men ikke særligt næringsrig, og desværre fyldt med kunstige stoffer.

Personligt vil jeg hellere være en bette, økologisk peberfrugt, saftig og med kraftig smag. Måske lidt mindre og lidt langsommere... Men til gengæld temmelig lækker!

God fornøjelse!

Jordemoder

Som mange andre i denne tid arbejder jeg med forandring. Jeg elsker indre forvandling. Jeg elsker at mærke mig selv vokse. Og jeg elsker i sandhed at følge andres forvandling. Modning, om man vil.

Tidligere var jeg så optaget af denne spændende terapeutiske verden, at jeg ønskede for alle, at de hurtigt kunne finde det bedste i dem selv. For jeg synes at mennesker har fortjent det bedste: At elske sig selv. At skabe plads til sig selv. At mærke sig selv. Og dermed få muligheden for at have samme holdning til andre, som til sig selv. Sikke en dejlig verden...

Men det skaber jo selvsagt en djævlens masse postyr og modstand, at jeg har ambitioner på andres vegne. Hvem er jeg til at vurdere, hvordan andre skal tænke, tro og opleve verden?!

Heldigvis blev jeg engang "reddet" af billedet af en jordemoder. For hvem er det, en jordmoder hjælper, støtter og forløser? - En fødende. 

Kan en jordemoder hjælpe, støtte og forløse en ikke-gravid? - Næ.

På samme måde ser jeg mig selv og andre terapeuter: Hvem kan vi forløse? Det menneske, der selv er godt i gang med at gå vejen, men som ramler ind i indre smerte og konflikt, der skal forløses. 

Kan vi hjælpe den, der ikke barsler med sig selv? - Næ.

Eller - jo, der findes selvfølgelig altid noget, man kan gøre. Men så handler det ikke om forløsning. Så handler det vel mere om information og inspiration:

Ligesåvel som der findes sexualundervisning i skolen, som en byggesten i den viden, der en dag fører frem til en konkret fødsel - ligesåvel finders information om menneskets psykiske, mentale og åndelige udviklingsmuligheder, der en dag kan lede frem til en indre forløsning.

Tja - billedet har støttet mig i at finde min rette plads. Og jeg griner nu og da, når jeg ser tilbage på de tidspunkter, jeg har forsøgt at "forløse en gold kvinde". Det er på én gang grænseoverskridende af mig at pådutte andre min vilje (undskyld) - og samtidig virkeligt morsomt (i et højere perspektiv) at jeg har prøvet at heppe på folk, der slet ikke var så langt i graviditeten!

Med (k)ærlig hilsen 

Pernille

Får

Et billede er blevet ved med at dukke op i mit hoved over de sidste par uger.

Samme scene; to forskellige udgaver. 

Grundscenen er et stort åbent landskab. Åbne vidder, bakker, frodig natur. Og en flok får. 

I det ene billede er der hegn om flokken, for at holde styr på dem. Fårene har det umiddelbart godt - er sunde og tykke. Men grundstemningen er alligevel trist og fyldt med undertoner af regler og begrænsninger i den naturlige udfoldelse. Selvom fårene går sammen, er de isolerede følelsesmæssigt. Hegnet er sat op i god tro - men på baggrund af frygten for, hvad der kan ske, hvis man bare "slipper kontrollen". Og den frygt mærkes subtilt i hele billedet.

I det andet billede er der ingen hegn, men til gengæld en hyrde. Han går og fløjter og har fuld tillid til at fårene har det godt og følger ham. Han kan holde pauser, spise, tage middagslur. Her handler det ikke om kontrol - hyrden skal ikke kontrollere noget eller nogen. Han skal bare være samlingspunktet og styrmand. Fårene har selv en naturlig forståelse af, at de følges, fordi det giver størst fælles udbytte og sikkerhed. Og selvom de er frie og der kan være fysisk langt fra den ene til den anden, oplever de stor samhørighed og fælles glæde over livet. Ganske enkelt elsker de at være en del af naturen. At være til.

Enkelt - og fyldt med mening.

F.eks. vores forhold til vores børn. Forholder vi os til dem som i det første billede, hvor de bliver begrænset af frygten for, hvad de dog kan finde på? (Underforstået at vi ikke har tillid til deres skelneevne.) Og måske også fordi der så ikke behøver være så meget voksenkontakt? 

Eller gør vi som i andet billede, hvor vi har tillid til deres egen naturlige skelneevne - og anerkender deres ret til at være individer med forskellig lyst til eventyr. I det sidste billede er vi voksne naturligvis også altid til stede (fysisk og emotionelt), hvis der skulle ske noget. 

Det kan også overføres til vores egen voksenliv: Accepterer vi de generelle rammer omkring vores livsførsel med kreditlån, fuldtidsarbejde, fodbold og flimmerkasse - og forsøget på at fremstå normale - med de begrænsninger det giver i forhold til den kreative, følelsesmæssige, uerkendte udfoldelse? 

Eller giver vi os selv og hinanden lov til at strejfe om i ånden? Med bevidstheden om, at vi hver især må bære et ansvar for fællesskabet, - og derudover er frie til at være hvem vi virkelig er. Selvom det kan fremstå specielt og "langt ude"...?

Jeg ved godt hvilket billede jeg bedst kan lide.

What's the point?

Ja så tænkte jeg lige, mens jeg kørte i min bil og lod tankerne flyve: What's the point?

Jeg mener... jeg er jo efterhånden lidenskabeligt optaget af indre liv på mange planer. Af transformation af indre psykisk materiale. Af åndelig videnskab og mysterieskolen. Af lysarbejde og personlig udvikling i et åndeligt perspektiv. Af kreativ skabelse og fri leg, intuition og improvisation.

Men HVORFOR? Hvad er det dog, der bliver ved med at motivere mig, inspirere mig? Hvorfor gider jeg blive ved med at lade mit sind være fyldt med lysten til lyset. Jeg aner jo ikke engang hvad det egentlig er for noget. Det er jo "bare" begreber. Lys, Gud, kærlighed, balance, udveksling, co-creation, bla, bla, bla. 

(Eller... det passer ikke. Det er ikke "bare" begreber - det er noget jeg mærker dybere og dybere som indre viden og kropslige fornemmelser. Det er ganske enkelt levet liv.)

Nogle gange tænker jeg, om det hele bare er en stor illusion. Tro og den slags. 

Men selvom jeg forholder mig så åben og nysgerrig som muligt, - og virkelig tillader tanken, at det kan være, der ingenting er udover det fysiske - så kan jeg ikke slippe det. Det strider mig ganske enkelt imod et sted meget dybt indeni. 

Ok - det kan være min åndelige forståelse bygger på en simpel overbevisning som en dygtig coach kunne få mig løsnet fra. Men indtil videre viser min historie mig, at når jeg prøver at slippe det åndelige, så får jeg det dårligt. Det er ganske enkelt alt for vigtigt for mig.

Men hvorfor? What's the point? Hvorfor bruge al den tid og energi på det?

Det eneste klare svar jeg har fundet endnu er: Fordi det er rart. Fordi det gør svære ting lettere. Fordi det er smukt og varmt og tillidsvækkende. Fordi det ganske enkelt er mere behageligt at mærke lys fremfor mørke. Hvis man altså skal vælge. Og når jeg ikke vælger, så bliver det hele bare gråt... og det er sgu da lidt kedeligt.

Så kan man mene, det er naivt at tro på at kærligheden sejrer og alt det der. At jeg selv skaber en illusion i forsøget på at løse et barndomstraume, eller at det er ansvarsforflygtigelse at "lægge mit liv i Guds hænder" og bla. bla.

Men faktum er blot, at efter jeg har overgivet mig til "Gud/solen i hjertet", eller hvad man nu skal kalde det, så er jeg blevet glad. Jeg er blevet mindre selvretfærdig men langt mere selvkærlig. Jeg har fået mod til at være mig og jeg tager lige så stille et større og større ansvar på mig. På en naturlig måde. Jeg kræver ikke så meget bekræftelse og kærlighed fra mine omgivelser, for jeg får nok fyldt op af mig selv - i meditation, i naturen, i min tillidsfuldhed. (Tænk sig at det kan opfattes som værende "naivt", at være tillidsfuld... hm...)

På en eller anden måde tænder det et kæmpe potentiale af kreativitet og fremadrettethed, fremfor at være bundet af fortidens traumer og ubehageligheder.

Så the point er måske bare det: At alting bliver lettere og sjovere?

At leve i pagt med polariteter

Min snørklede hjerne har været i gang igen!

Mennesket har generelt en evne til at dele op i godt og skidt, klogt og dumt, smukt og grimt. Kort sagt: Polariteter. Det kan skabe overblik og sammenhæng - og det kan skabe afstand...

Jeg ynder f.eks. at opfatte mig selv som åben og tolerant. Det definerer noget om mig, hvilket kan være udmærket. Men hvad er bagsiden?

Der er sikkert ikke noget "slemt" i at dele op i kategorier. Næ... Problemet opstår, når man synes at noget er bedre end andet. Som når jeg f.eks. synes det er bedre at være åben og tolerant (i modsætning til dem der ikke er det). Her glemmer jeg jo bare, at åbenhed og tolerance kun er godt i nogle sammenhænge - men ikke i alle. Og hvis alle var åbne og tolerante, så ville der klart være opgaver som ikke blev løst. Naturen har jo også brug for stærke, handlekraftige individer, som ikke forsøger at indlemme alt i helhedens hellige hus.  

 ... og forøvrigt kan jeg jo ikke være helt så åben og tolerant, som jeg gerne så mig selv - når jeg på den måde favoriserer netop disse egenskaber frem for andre. Måske findes åbenhed og tolerance i former jeg slet ikke kender!

(Jeg elsker når jeg opdager noget nyt og snirklet om mig selv - og det er faktisk ret nyt at jeg kan se den brøler i øjnene: At jeg (nogle gange !) render rundt i hovmod ved at prise mine egne kvaliteter højest. Ydmyghed kan være en svært lektie. Eller måske blot almindelig selv-kærlighed...

For i sidste ende er den største lektie måske evnen til at ophæve dommen over både hovmod og ydmyghed!? Puha... Filosofisk meltdown! I'm working on it!)

Men altså. Evnen til at opdele i kategorier og vurdere om noget er godt eller skidt - dvs. at skabe polariteter, er muligvis en evne vi har for at forstå den verden vi er en del af. Men selvfølgelig også for at overleve. 

I forhold til føde er det livsnødvendigt at kunne skelne: Hvad er giftigt - hvad er sundt - hvad er helbredende. Også i social kontekst er det væsentligt at man hører med i flokken og derfor finder plads i de forskellige undergrupper. 

Et studie af ulve viste f.eks. at ulve nederst i hierakiet gerne ville være der, selvom de blev mobbet, bidt, fik latterligt lidt mad og meget lidt positiv opmærksomhed. Klart, når alternativet er at blive smidt ud af flokken, hvilket er det samme som ensomhed og den sikre død.

Men alting skal jo vurderes ud fra en kontekst

I forhold til føde kan noget være meget farligt at spise - hvorimod det i bearbejdet form kan blive sundt - eller ligefrem helbredene. Jeg ville i hvert fald nødigt spise rå kartofler - men gerne kogt. Brændenælder vil jeg også gerne have bearbejdet. Kogende vand er nok.

(Hov - "vand er nok"... Symbolsk betragtet er vand emotioner. Betyder det så at alting kan transformeres fra usundt til sundt via vand/emotioner. Jeg har i hvert fald selv det grundprincip, at vi ejer alle vores følelser - det er vores motor. Nogle følelser er svært håndterbare og destruktive (f.eks. vrede eller afmagt) - men når de bliver forløst, kan det bruges sundt (f.eks. kraft og vedholdenhed). Og måden det kan forandres på, er ved bevidst arbejde med følelserne. Hmn... pudsigt sammenfald.)

I forhold til det sociale kan det i nogle sammenhænge være socialt fatalt at indtage et standpunkt, der er anderledes end "flokkens". Hvis en familie er bygget op om en stærk overbevisning, at "vi holder sammen", kan det blive en ensom affære at overskride normen og melde fra til tante Annas 80 års fødselsdag. I værste fald kan man miste størstedelen af ens familiære bånd. 

Men i bedste fald kan man være kulturskaber. Måske ånder flere lettede op, fordi der pludseligt bliver mulighed for at legalisere nye holdninger i en ellers tæt sammenvævet familie.  

Det er ikke for svage sjæle, at turde sige sin mening højt, hvis den falder udenfor normen. Heldigvis behøver man jo ikke råbe. Og man behøver heller ikke skabe afstand til den eksisterende norm. For det skaber ofte bare endnu mere kløft. Selvfølgelig kan man anerkende det eksisterende, selvom man vælger noget andet for sig selv.

Polariteter og social accept?

Anderledes valg behøver ikke at skabe polaritet. Hvis vi anerkender forskelligheden. Men kors, det kan være en udfordring for vores gamle overlevelses-hjerne.

Det må nok være vigtigt at afklare hvad konsekvenserne er for de valg vi nu engang overvejer. Nogle gange er prisen måske for høj. Om det så drejer sig om fysiske, sociale eller individuelle psykologiske konsekvenser. 

Men vi kan jo altid forsøge at hjælpe hinanden, tænker jeg. 

I første omgang ved at stå ved de valg vi nu engang træffer. 

Ved at tage det fulde ansvar for måden vi former vores liv på. 

Ved at give ærlig feedback til andre (hvis vi bliver spurgt!).

Ved at acceptere, at der er ting, vi ikke forstår.

Og selvfølgelig ved at acceptere de valg, der nu engang bliver truffet - også selvom det eventuelt skulle stride imod vores egne holdninger.

Det er jo også det store tema i coaching og den anerkendende tilgang: at være nysgerrig og forholde sig åben - fremfor at bedømme. Ofte kommer man (ubevidst) til at skabe afstand, når noget er ukendt. Af frygt for at det er farligt - enten i forhold til fysisk overlevelse eller i social kontekst (hvis jeg anerkender det her, mister jeg så respekt i gruppens øjne?). 

Måske er mennesker også bange i forhold til sit eget indre psykiske liv (som jo er temmelig stærke kræfter): Hvis jeg bearbejder dette på et dybt indre niveau, kommer jeg så til at se sider af mig selv, som jeg ikke ønsker at se? Enten fordi det forfærder mig - eller fordi det pirrer mine hemmelige længsler, som jeg ikke kan tillade mig at vedgå mig, fordi den sociale pris bliver for dyr?

Og her kommer vi til min pointe for nu

Selvfølgelig er der ting, vi er bange for og gerne vil beskytte os imod. Og selvfølgelig kan vi have brug for at dele op i godt og skidt og den slags polariteter. Men vi har også opdaget, at vi ikke behøver lade frygten styre vores liv. Og vi ved også godt, at dagens bedømmelse alligevel kan se anderledes ud i morgen. Fordi vi er så højt i Maslows behovspyramide, har vi mulighed for at reagere med skabertrang, fremfor frygt for egen overlevelse.  

Vi kan vælge mellem polaritet som grobund for "frygt for det fremmede", - eller som et simpelt navigationsredskab til at bevæge sig rundt i verden.

Det er det, hverdagens helte er gjort af - det kan godt være de er bange, men de besejrer dragen (læs: de indre dæmoner) og vinder prinsessen (læs: alkymisk sammensmeltning af de indre polariteter) og det halve kongerige (læs: nok vinder vi områder i vores indre/sjælsintegration, men vi skal stadig leve i samklang med andre landområder/ omgivelserne).

Så se for dig - hvor er det sjovt at være medskaber af vores fælles kultur, når vi med hånden på hjertet kan se folk træffe deres egne skæve, sjove, alvorlige, uforståelige, sprudlende, kedelige, individuelle valg - og ganske enkelt blot ønsker dem "lykke på rejsen".  Alt imens vi selv går vores egen tur - med storme og stilhed og alt derimellem. 

... og må jeg lige sige, det er fantastisk, at jeg har haft tid til refleksion. Tid til at fordøje svært fordøjeligt materiale. Tid til at integrere dobbeltheder og modsætninger, som under overfladen viser sig at være enhed. Tid til at lade kampen foregå indtil jeg kunne mærke, se og indse - at jeg selv har skabt den. At det er naturens lov, at vi selv skaber vores univers. Som foroven så forneden. Tid til at opdage Buddha-natur og renæssancemenneskets impulser. At få lov at opleve, at melankoli og refleksion kan være vejen til åndelig oplysning. Og at finde at åndelig oplysning ikke er "noget særligt". Det er lige for næsen af os. Hver dag. Men det er ikke sikkert vi ser det. Det er ikke sikkert det interesserer os. Det er ikke sikkert det er for alle. Men det er muligt for dem, der søger. Og jeg har sikkert kun set et glimt af et lysstrejf. Men det gør mig tryg, mæt og tilfreds. Og helt naturligt, ydmygt, kærligt bevidst om, at jeg blot er en lille del af universet. Samtidig med at jeg selv er et helt univers, som jeg må forvalte efter bedste evne. Ligesom du.

Med taknemmelig hilsen

Pernille

Åbne/lukke.... ÅBNE

Det er underligt. Nu har jeg ikke skrevet i mange måneder. Har ikke haft det mindste drive i den retning. Har overvejet at lukke bloggen ned. Trække stikket ud og med glæde og tilfredshed kigge tilbage på et års tid med terapeutisk skrive-proces. Men se, se...

Den er ikke lukket endnu...

Mit primære fokus er mest af alt filosofiens og åndens domæne. Det er i hvert fald der jeg drives hen, - om jeg vil det eller ej. Det må jeg så slutte fred med... 

Ligesåvel som jeg må slutte fred med risikoen for at lyde overfladisk, når det nu netop er dybden af menneskets erfaringer jeg er optaget og fascineret af. Hmn. Måske er dybden netop det enkleste enkle. Og kun de øjne der ser, ser dybden i enkeltheden? Det mener i høj grad de gamle mystikere... Herfra kan jeg snildt springe til dagens enkle indlæg:

Og dagens tema er: Sjælefred. 

Dejligt ord. God fornemmelse. Det har jeg stort set. Endelig. Fred... i sjælen. Efter laaaaang tids kaos, er det vidunderligt at mærke det: Sjælefred. Gennem mange måneder.

Altså jeg tænker: Sjælen har sikkert altid fred!? Personligheden kan også opleve sin egen fred. Sikkert når der er overensstemmelse med den dybere viden om "sig selv" - som manifesteres i den fysiske verden. Altså når der er overensstemmelse mellem personens indre liv, personens egen opfattelse af sig selv og tilpasningen til samfund. Som jeg oplever det er vi jo sjæl på besøg i krop og personlighed - i et omgivende samfund. Så det handler garanteret om noget med at klinge rent med sig selv - i både indre og ydre verden. Tja, det giver måske kun mening, hvis man tror på sjælen og de indre verdner. Måske...

Gad vide om nogle mennesker bare er født med sjælefred? Jeg ved, jeg ikke er. Jeg har måttet arbejde for det. Har måttet lære transformationens kraft at kende. Dyb afgrund og høj opstigning. Fugl Fønix, du ved. Dø, før du kan dø. Indre arbejde. Alt det der... 

Og hvordan arbejder man sig så ind i det begreb: Sjælefred? Mon det er ligesom at lære et andet menneske virkeligt godt at kende. Det tager tid inden det opleves som en organisk forbindelse. Jeg tror naturen har brug for tid til at gå i samklang med sig selv i alle sine underafdelinger. Og vi er jo natur... Det er sikkert noget fysisk-kemisk noget med elektroniske forbindelser og vibrationer. Det må vi tage en anden dag.

Men lad os nu se... jeg ved der er noget der virker for mig, for at opnå sjælefred. Her er nogle enkle:

Træk vejret. Dybt. Hver dag. Hele tiden (wauw... mon man egentlig kan det? Jeg har ikke øvet mig nok endnu, men jeg VIL gerne!) Det lyder som den mest banale og kedelige ting i verden. Men tro mig: hvis du evner at trække vejret - sådan virkelig trække vejret, så kender du dig selv bedre. Så bliver du ikke overvældet så let. Dine rødder er dybere begravet i jorden. Du ånder (læs: du er ånd).

Overgiv dig til naturens processer. Til dine egne processer. Og tillad dig selv at have det som du har det. Dø lidt engang imellem. For du vil altid genopstå. Vær bange for det du er bange for - reflekter over det - og opdag, at der er ikke noget at være bange for. Det hele er bare natur.

Gør mindst én ting hver dag, som er virkelig, virkelig godt for DIG. Og KUN for dig! Og pyt hul i om der er (næsten) ingen mennesker, der forstår den handling, du gør. For pointen er nemlig den, at det skal være DIG der forstår det. Om det så er en forståelse, der udspringer af intellektet, kroppen, psyken eller sjælens stemme, det er lige gyldigt.

Jeg har f.eks. fundet ud af, at min dag bliver utroligt meget bedre, når jeg mediterer hver morgen. Og nu er jeg så heldig, at jeg har en masse guidede meditationer på CD, så jeg kan bare læne mig tilbage og nyde processen med at gøre mit daglige indre arbejde. Tænk sig, så føler jeg at dagens vigtigste arbejde er gjort. Smart. Så bliver resten af dagen en leg... Jeg synger også i skoven. Det kan være det ser fjollet ud udefra - men det er en super oplevelse!

Får du en tanke, som føles helt rigtig, - så handl på den. Det er i handlingen, energien akkumuleres! Og kun ved at føre tanken ud i livet bliver dens bæredygtighed afprøvet.

Hvis det lykkes i første forsøg: Tillykke og Hurra, så var timingen rigtig god!

Hvis det mislykkes i første hug, så pyt. Husk på, at hvis det stadig føles rigtigt, så er vedholdenhed jo også en ting, der giver sjælefred. Når man virkeligt skal kæmpe for noget, og man bliver testet i sin vedholdenhed, så finder man jo ud af, om idéen holder. Og om man selv skal blive lidt mere skærpet i nogle bestemte aspekter af opgaven. Nogle gange skal vi selv og omverdenen også bearbejdes over tid...

... Og nogle gange skal vi udvikle tålmodighed ;)

Vid at den findes. Sjælen. Man kan jo blive så træt af at tro man skal gøre alting selv. Jeg holder i hvert fald rigtigt meget af at vide at sjælen gør en stor del af arbejdet med at guide mig i en god retning. Vi har et samarbejde, tror jeg man kan kalde det. Min personlighed og sjælen... 

(Og angående "guide i en god retning"...: Jeg tror ikke der er én rigtig retning. Men jeg tror på, at sjælen også er min vurderingsmekanisme, som hjælper min personlighed til at balancere videre på livets line - med nogenlunde ro og orden.)

Ah. Det var vist det jeg ville lige nu. Måske er det lidt trivielt, men hey - det var det, der lige var her. 

God dag til dig, modige menneske, der tør trække vejret!

/Pernille

Oh, at ville noget

Dette her kommer til at handle om visioner. Om ambitioner. Om at ville noget.
Fordi ...  nogle gange får jeg det sådan:


Jeg vil være i mål NU! Jeg vil stå på toppen af bjerget NU! 


Men sådan spiller klaveret ikke...


Fri tænkning: Jeg gad godt, at jeg havde opfundet noget stort, noget smukt eller noget utroligt funktionelt. Tænk sig at kunne sige: Det har jeg tegnet. Det har jeg skabt. Det har jeg bygget.
Eller at have skrevet en bog. En af de fantastiske naturligvis. En af de bøger, der har inspireret tusindvis af mennesker til at leve og trække vejret dybt. Eller en bog der har uddybet viden og gjort andre i stand til at træffe bedre valg i deres liv. Eller en bog der åbner øjnene hos læseren for en dybere værdi og fylde i livet.
Om jeg dog bare havde udført en operation, der redder menneskeliv.
Havde jeg dog bare kæmpet for de svages rettigheder. Du ved - virkeligt kæmpet! I modvind og med faste og modige holdninger, der virkeligt nytter noget for de mennesker det vedkommer. Tænk sig om jeg kunne sige, at jeg havde kæmpet for de udstødtes rettigheder til at være sig selv.
Eller om jeg havde opfundet ... vitaminpillen, f.eks. Eller gær. Jeg gad godt have fundet gæren som den første. Eller tænk at have været klog og dygtig dronning. Det kunne se godt ud på CV'et! Ha!


Men jeg drømmer jo. En underlig, umulig drøm om at gøre noget andre har gjort. For jeg ved jo godt, der ingen vej er udenom: Jeg kan kun være mig selv. Lille, dybe, finurlige, tænksomme, venlige mig. Som dummer mig, har små succeer, siger skæve, ugennemtænkte, fjollede ting. Tænker mine tanker ligesom alle andre - og tror at det betyder noget. Som elsker at udfolde kreativitet og at forsøge at rykke på bånd der snærer, og som kaster mig over mange ting, men sjældent over en. Som har drømme og håb om fremtiden - mens livet og nu'et langsomt passerer forbi.


Men kompleksiteten opstår i dette felt: Ambitionerne kontra hverdagens små skridt.


Jeg har iværksat nogle små drømme. Det er gode, gedigne, små skridt og det føles godt.
Men det er en konstant tilblivelsesproces hvor ingen kan se, hvad det reelt bliver til. Og se det er underligt. For jeg drømmer om et endemål, - men det er de små bider af hverdagen jeg mærker.
Det er underligt at have ambitioner. For det der driver, er jo en vision ude i fremtiden. Men man bliver nødt til at handle på nutidens små finurligheder.
Det siges: "Rom blev ikke bygget på en dag" - men gad vide, hvad bygningsarbejderne og arkitekterne egentlig gik og tænkte i hverdagen? Troede de altid selv på deres ide? Havde de altid visionen foran sig? Eller tog de også blot et skridt af gangen? Og et til. Og et til. Og kom de også nogle gange på et sidespor?


Hmn... samtidig med alle mine ambitioner og visioner (om mennesket som frit og kærligt, kreativt skabende væsen i fuld samklang med sig selv og omgivelserne - og min funktion i den henseende) - så tænker jeg: EN klog tanke. EN god gerning. EN god kontakt til et menneske i nød. Har man så egentlig ikke gjort det godt i det her liv?


Dog - mine ambitioner vender altid tilbage... visionen vil ikke sådan dø.
Jeg er efterhånden blevet klar over, at der kun er en vej. Det passer: Man må handle i det små. Man må tage små skridt, før de store linier begynder at tegne sig. Og frustrationerne melder sig, når man ikke får gjort det lidt, der skal til.
Man skal turde at begynde et sted, selvom det kan føles som om man er langt fra mål. Og når der lever en vision indeni - så er det vigtigt at blive ved med at forsøge at tage de små skridt, der skal til. Og blive ved, og ved, og ved.


Drømme bliver først til virkelighed når du går de små skridt.
Visionen kan kun indfries, når ambitionerne fører dig derhen.
Selv et barn har ambitioner: Det vil også strække sig, for at kunne nå det dørhåndtag mor og far kan nå - så det selv kan åbne døren til en større verden.
I det perspektiv er det jo virkeligt spændende at leve. Så er der ikke meget vi skal nå. Blot blive ved at bestige bjerget - holde en spisepause i ny og næ, holde fodtøjet i orden og nyde udsigten.
Så er ambitionerne blot et middel til at komme frem - ikke et mål i sig selv!!!

Sygdom, død og forandringens lise

Det er store emner, der drejer i livets hjul i øjeblikket. Sygdom og død har fyldt mere end rigeligt med januars indtog. 2012 er skudt i gang på mange måder - og det man må huske er, at med enhver begyndelse er der også en afslutning.

Mine tanker drejer om dette: 

Hvorfor er vi så bange for at forandre os? Så bange for forandring? Så bange for at gøre det, der gør os levende?

Jeg tror egentlig selv jeg er kommet til et vist modningspunkt, hvor forandringer har holdt sit helt store indtog i mit liv over så tilstrækkelig lang tid, at jeg har let ved overgivelsen nu. Og som lillesøster tænker jeg måske også lidt naivt, at der altid er en redning mulig. Eller også har det intet med søskenderækken at gøre - men pga. det faktum at jeg aldrig har følt mig alene. Måske nok alene i menneskenes verden, men ikke alene i sjælens verden. Der har vist altid været nærvær om mig. I hvert fald husker jeg kun den totale fred der falder over mig, når jeg overgiver mig til det faktum at livet er, som det er. Og ikke som den drøm jeg ønsker. Eller som den forventning jeg kan have. Nej liver lader sig ikke manipulere - og det kræver i høj grad en evne til fleksibilitet. Man må så at sige indrette sig efter livet, når man blot er menneske. 

Og tænk sig - jeg kan holde af det sådan. Jeg elsker at livet kan ruske os. For det modner. I den grad! Og man kan jo stadig være en del af det hele...

Problemet er, når vi ikke kan overgive os. Der bliver det svært. Når vi for alt i verden vil være, som vi kender os selv. Og vil have at omverdenen er som den plejer - fordi det er trygt. Det er genkendeligt. Det er på en eller anden måde en lovning om, at alt er evigt. 

Men intet er evigt. Alt forandres. 

Jeg forstår dog godt spørgsmålet: Hvem er "jeg", hvis jeg ikke er, som jeg kender mig selv? Hvis jeg overgiver mig til at lade mig forandre, - er jeg så stadig mig? Kan jeg stadig stole på mig selv? Og kan andre? Hvordan skal jeg forholde mig til andre, hvis jeg forandres? Andre har jo også brug for kontinuitet - så hvis jeg ændrer slagets gang, så skaber jeg jo bump på vejen for mine medmennesker - kan jeg tillade mig det?

Gæt selv hvad mit entydige svar er: JA! Du kan altid tillade dig at forandre dig. Vær nu ikke så bange for andres holdning. Vær nu ikke så bange for andres angst!

Min grundholdning er efterhånden blevet sådan: Hellere være udstødt og lykkelig i at være sig selv tro, end ulykkelig og tilpasset. 

Hvis det da er så sort/hvidt. 

Det tror jeg nu ikke det behøver at være, men når vejen til hjertet er ny, kan det føles meget konkret. Som om man må vælge. For en stund kan det være, man må vælge at forandres på en måde andre ikke kan forstå. Fordi livet byder det. Fordi der ikke er nogen vej udenom. Men vejen bliver tryg. Forandringen bliver tryg. Og snart er stilstand en fare... fordi forandring i virkeligheden tilbyder livet at være levende. Og så er det genkendelige måske nærmere døden, end forandringen før syntes. 

Det er snirklet tale - jeg ved det. Men jeg er ramt på en poetisk og filosofisk åre, fordi liv og død er på spil. Livet er nådigt - men først når man forstår at overgive sig til det ukendte. Kæmper du imod at se dig selv i nye klæder, så taber du autenticitet. Du taber levet liv. Du taber dig selv. 

Lader du dig flyde med livets strøm - selvom du får hovedet under vand i perioder - så vinder du evnen til at trække vejret frit! Dybt og frit og længe. Så pulser blodet i dine årer og du er fri. 

Din sjæl kan ikke holdes nede, når den evner at flyde som en korkprop. Måske nok din krop skal gentage dagligdagens trædemølle - men du trækker vejret frit imens, når du tillader dig selv at overgive dig til at vælge det frie fald. 

Det eneste det for alvor kræver er, at du tør se angsten i øjnene og elske det. For angsten er jo også blot en del af dig, der længes efter at blive elsket.

Dybden af dit engagement

Vi kender ikke dybden af vores engagement. I livet. I de ting vi beskæftiger os med.

Vi kan tro vi gør - men vi kan ikke være sikre på at kende den dybere sandhed om vores engagement. Eller om andres for den sags skyld.

Spørg dig selv: Hvad er mit motiv? Mit dybeste motiv? 

Bare luk øjnene og mærk efter. Giv dig tid til at stille samme spørgsmål mange gange. Hvad er mit motiv? 

Hvad er det højeste motiv? Det mest inderlige motiv? Hvad er min aftale med Gud?

Måske får du et andet svar end du havde troet... måske får du bekræftet en fornemmelse. Måske vågner du op til en ny erkendelse. 

Mit spørgsmål er nu: Hvad skal jeg her på Jorden? Hvad er mit engagement her på Jorden?
Jeg har fået et svar. Måske ligger der flere svar på dybere niveauer - så mon ikke jeg spørger igen og igen og igen. Med tiden. Jo mere åndeligt moden jeg bliver, jo dybere bliver både spørgsmål og svar. Det er en spændende proces.

Inspirationskilden er helt klart Asger Lorentsen. Jeg er netop i gang med et videokursus om åndelige psykologi og hjertets vej. Tak skæbne det er inspirerende og forløsende.

Mit allerbedste råd til dig, der er ved at vågne til en åndelig bevidsthed: Søg viden, søg ligesindede, find personer der inspirerer dig til at finde svar på de underlige spørgsmål, fornemmelser og overvældende følelser der dukker op i din krop. 

For der findes svar! Der er masser af åndelig litteratur (noget bedre end andet) - så læs, vær kritisk, vær undersøgende og bliv ved med at lede! Du skal nok finde noget, der falder i hak med din åndelige vej.
Og måske allervigtigst: Find de spørgsmål du skal stille dig selv, - for du har masser af svar! Svarene kommer ikke altid af sig selv - så etabler en praksis, hvor du lærer at spørge dit højere selv. Læn dig ind i hjertet og stol på processen. 

Du har et dybere engagement! Det er helt sikkert!

Nyt år

Nyt år - nye muligheder. Jeg elsker allerede 2012. 

Jeg vågnede i morges med lyst til at gøre noget nyt. Eller rettere noget som jeg blot har tænkt på, uden dog at have haft handlekraft til at gøre noget ved det. Nu er det gjort: Nu er året skudt i gang med aktiv handling. Dejligt! Jeg har meldt mig på malerkursus, så jeg kan opgraderes fra glad amatør til glad amatør med en vis håndværksmæssig viden og kunnen.

Det eneste der skal til for at ændre noget er jo egentlig blot at gøre noget. Noget andet end det man plejer. Og når energien er til det, så er det let. Slutningen af 2012 tror jeg, jeg brugte til at finde ud af at slippe noget af det gamle, udslidte. Det var lidt tungt. Men den universelle energi bærer os jo let igennem, hvis vi tillader det, og nu er der åbenbart sluppet nok til at noget nyt kan træde i kraft.

For mig at se er det lige vigtigt at slippe det gamle på en ordentlig måde, som at starte på noget nyt. Jeg er måske af gammel skole, men jeg ønsker virkeligt at ære det gamle. Og de gamle. For der er jo meget visdom at hente i tiden der er gået. Vi handler altid ud fra den viden vi har på det pågældende tidspunkt. Og på den måde er alt gammelt jo gammeldags og forældet - men hvis ikke det var gjort, var vi aldrig blevet klogere.

Sådan er det med livet og med al videnskab. Man kan kun blive klogere ved at tage fejl! Eller omformuleret: Ved at opdage at man har ret på et vist niveau. Og at der er flere niveauer og mere viden at udfolde.

Never-ending story.

Og 2012 er endnu en mulighed for at udfolde nyt liv, ny videnskab, kreative talenter og al verdens muligheder.

Tag du blot fat i livet og dans din dans. Ballet er åbent!