Mere på hjerte

Jeg tager på tur ind i mig selv. Ind i mit hjerte. Hvad mon jeg kan finde der i dag? Der er ofte noget forskelligt, som fortæller mig noget om min tilstand nu og her.

Lige nu står der en stille mand. Han ligesom luller mig i sine arme og tysser på mig for at fortælle mig, at jeg skal tage det roligt. Heeeelt roligt. At hvis jeg vil videre, bliver jeg nødt til at finde ro først. Så jeg lader mig lulle i hans arme. Jeg sætter mig ned i skrædderstilling foran ham. Lukker øjnene. Lader mig forbinde med lyset og energien i rummet - fra himlen over mig til jorden under mig. Jeg fylder rummet ud med min egen dejlige energi. Uhm... ro. Hvor dejligt. Min egen ro. Tak til mig selv. Mit eget højere selv. Her kan jeg sidde og hvile foran den gamle, viise mand. Bag ved ham aner jeg en skøn stemning. Som om der er liv i alle former i rummet bag ham: Mennesker, musik, planter, dyr, bygninger, latter, mad og drikke, dufte, lyde, varme stemninger. En god festlig sammenkomst af liv. Men jeg har ikke travlt med at komme derind. For de venter alligevel på mig. Jeg hører til derinde - når jeg er klar. Hvilken velsignelse at vide, at jeg skal tage mig min tid. Når jeg er klar vil dørene åbnes helt for mig og den gamle, viise mand vil føre mig hele vejen ind til festens midte. Hvor jeg hører til. Men lige nu nyder jeg bare at sidde alene i skrædderstilling foran den halvt åbne dør - med den gamle, viise mand foran mig - og nyde nuet. Ingen hast. Jeg skal ikke nå noget. Og det er virkeligt rart, det der venter mig!
Jeg nyder med krop, sind og ånd. Ren tilstedeværelse. Nærvær. Nu.

God energi

To morgener er vi vågnet af os selv her i huset. En hel nattesøvn og ingen bidte sko. Ingen hund der har tisset på gulvet, spist sin egen afføring eller som bjæffer efter mad, gåtur eller mental stimulering. Vores døre kan stå åbne i hele huset, uden at vi skal være bekymrede for hvad en hvalp kan finde på af underholdning. Og der er rent igen. I mere end 5 minutter.

En glad dreng. En glad mor. En glad far. Ingen savne-ord om Freja. Ren hygge.
Selvom vi har været glade for Freja, så kommer vi os vist hurtigt over hende...

Verden åbner sig for mig igen. Jeg er glad og føler mig enormt fri. Er fyldt med kraft og handling.
Og selvom vi siden påske har været presset i bund her i familien, så tror jeg sørme det har givet mig et spark i rø... - jeg har mærket nogle kræfter, jeg ikke kunne huske, jeg havde. Men jeg er jo stærk. Virkelig, virkelig stærk!

JUHUUUUUU. Der er masser af liv i mig!

Stort lys

Hejsa

Åh jeg synes maj har været en svær én at komme igennem. Jeg vil så gerne rende fra mig selv - men det dur jo bare ikke! Så nu har jeg prøvet lidt forskelligt:

I starten af maj måtte jeg overgive mig (endnu en gang). Erkende, at jeg ikke magtede at klare ærterne selv. Og for første gang var jeg lydhør overfor anti-depressiv medicin. Jeg havde ikke modstand på, og jeg trængte i den grad til at blive båret lidt. Føle at jeg kunne "reddes". At nogen eller noget udenfor mig selv kunne gøre arbejdet lidt. At få hunde-Freja var langt mere hårdt, end jeg havde troet muligt.
Så jeg sagde ja til at få sertralin hexal.
Og det virkede faktisk relativt hurtigt. Efter et par dages gevaldig nedtur, fik jeg det rigtigt godt. Jeg kunne pludseligt huske, hvordan mit stærke, selvstændige jeg fungerer. Tænk sig - jeg havde næsten glemt, at jeg kan være en stærk og modig kvinde. Pludselig en dag opdagede jeg at jeg gik og smilede over, at blomsterne har så smukke farver. Jeg kunne glædes over ting, der i lang tid har været mig fuldstændigt ligegyldige. Hvilken lettelse. Jeg kunne mærke sider af mig selv, jeg havde glemt. DEJLIGT!
Bagsiden af medaljen er selvfølgelig bivirkeningerne. Jeg er blevet svimmel, har haft hovedpine og vågner om natten og ligger søvnløs. Jeg har også en underlig uvirkelighedsfornemmelse, som jeg ikke bryder mig om. Det er måske lidt som den osteklokke, andre beretter om. En form for følelsesforfladigelse. Det er altså ret store omkostninger. Og jeg vil jo så gerne lære at leve med mine følelser - uden at lade dem styre mit liv. Det MÅ kunne lade sig gøre!

En dag, jeg havde det rigtigt skidt, fik jeg et fantastisk råd af min mors kloge (og klarsynede) kollega: Gå i kirke!
Så det gjorde jeg. Og det har jeg gjort lige siden. Næsten dagligt. Jeg er alene derinde. Synger en sang eller en salme. Mediterer. Græder eller griner. Elsker den energi der er forbundet med figuren Jesus. Han har en renhed, styrke, kærlighed jeg virkelig kan finde trøst i. Der kan jeg forløses og lettes. Jeg tænker: Han stod igennem så meget. Han troede - og han tvivlede - men fandt altid troen. Igen. Igen og igen. Det må jeg også.
Og den anden dag begyndte jeg at gå op på talerstolen. Og holdt en prædiken for mig selv! Det var ret fantastisk. Ordene flød bare. Og jeg troede på dem. Mit hjerte voksede. Jeg ved ikke hvad jeg ville have gjort, hvis nogen var dukket op - men jeg havde det fantastisk, mens jeg stod der og lod mig lede... Eller hvad der nu skete!?

Så i dag har jeg besluttet mig for at trappe ud af medicinen igen (i samråd med lægen). Om det er et godt valg, ved jeg ikke. Det må tiden vise. I stedet skiller jeg mig af med hunden og går i kirke. Jeg har bare brug for igen at tage ansvaret for mig selv. Og jeg kan altså ikke forlige mig med tanken om den der kemi i min krop. Selvom min hjerne nød at blive aflastet. Jeg må selv aflaste den med alle de andre redskaber jeg har. Og så op på hesten igen.

Så nu er jeg igang med at finde lyset igen. Et stort, dejligt, varmt lys!

Hundekrise

Kaostanker om det at få en hund for første gang: Der er nemlig hundekrise i det lille hjem. Det er indrømmelsernes tid igen. Jeg kan ikke overskue det. Jeg er næsten bange for det lille dyr og så bliver jeg vred. Jeg synes den fylder alt for meget i huset - der er beskidt og rodet. Og så snapper den efter mig og min dreng. Jeg ved godt, det er leg - men jeg kan ikke lide det. Jeg er ganske vist fascineret af Freja - men jeg synes bestemt ikke der er sammenhæng mellem det der skal lægges i foretagenet i forhold til, hvad vi får igen. Indtilvidere er der ikke rigtigt "return of investment"! Det er jo et kæmpe arbejde at få en hund tilpasset et menneskefamilieliv.

Hvorfor har mennesket i det hele taget hentet et ulve-dyr ind i stuerne?
Jeg kan egentlig godt lide tanken om at komme tæt på noget naturligt. Men jeg kan ikke lide, at vi skal tæmme den så meget, for at få den tilpasset vores vilje. Det er jo lidt ligesom dyr i zoo, som vi holder i fangenskab for vores egen fornøjelses skyld.

Jeg er træt af alt det, der skal tilpasses Freja. En ting er at få et barn - noget andet er en hund. I forhold til barnet er der jo ligesom et helt andet naturligt drive og et kæmpe beskyttergen. Men med hunden har jeg det ganske anderledes. Jeg bliver irriteret over alt det der skal arrangeres pga. hende. Og det er jo ret beset ikke hendes skyld at hun er her - så det er jo lidt synd, at jeg bliver irriteret på hende, bare fordi hun er her. Jeg burde blive irriteret på mig selv.
Og det er jeg også. Jeg tænker: Hvorfor skulle jeg absolut tro, at jeg havde kræfter til at få en hvalp lige nu!? Når jeg aldrig før i mit liv har villet have en hund.

Og så falder jeg lige i et analyse-hul: Mon det handler om, at Freja er et stykke rent natur, og at jeg bliver skræmt over hendes vildskab - fordi jeg har en vildskab i mig, som jeg ikke har tilstrækkelig kontakt med? Hvis jeg var lige så utæmmet som Freja, ville jeg så bedre kunne rumme hende? Måske synes jeg at Freja er for meget, fordi jeg selv er for lidt??? (Omformuleret citat fra Lotte Heise.) Og måske handler det så ikke om at jeg skal af med Freja - men at hun skal tilpasses vores "kultur" - og jeg skal tilpasses hendes "natur"?!
Eller. Handler det bare om at jeg skal sige stop! Det er for meget! Jeg vil have rum og plads og ro omkring mig!????!

Hmn.... heldigvis er der kommet en hunde-frelsende engel i mit liv. Eva. Hun har passet Freja og vil gerne passe hende igen. Og vil gerne hjælpe mig med at finde et godt hjem til hende et andet sted, hvis det er det, vi beslutter. Hvis det er det, jeg beslutter. For beslutningen er min. Min kæreste vil gerne beholde Freja. Jeg er absolut ikke sikker. Så det er op til mig nu at komme med den endelige dom.

Placebo?

Jeg har nu taget Sertralin Hexal siden fredag - og jeg har det klart bedre. Det burde ikke kunne virke så hurtigt - men det gør det for mig. Med mindre der er tale om placebo-effekt. Men helt i orden med mig. Bare noget virker!

Og så har jeg fået gode råd af kloge mennesker. F.eks. gik jeg i går i min barndoms kirke og bad om fred. Og fik det. Mediterede lidt over altertavlen. Og i dag har jeg undersøgt mulighederne for at komme i min lokale kirke - og det er der heldigvis rig mulighed for. Ikke for at tale med præst eller noget - bare være der selv. I rummet. Synge, meditere, være stille. Fred med et stort rum udenom.

Og det virker. Puha - at mærke håb for alvor. Det er en lise for sjælen. Jeg føler mig ikke så alene mere og har langt mere fred med at sige det højt: Jeg  har en depression. Af en eller anden grund behøver jeg ikke flygte fra den mere. Måske fordi jeg har fået medicin, der virker. For så er det jo "bare" min krop, der er syg - og ikke min sjæl.

Jeg har stadig skrupler over at tage medicin, men hva fa'en. Så har jeg prøvet det med, og vil måske ikke være så bange for at anbefale det til andre, der måtte have brug for det i en periode. Hvis det er lidt symptom-dæmpende medicin, der skal til, for at man kan arbejde med årsagen, så gerne for mig. Sådan har jeg aldrig tænkt før. Man har et standpunkt til man tager et nyt...

Skrammer i lakken...

For dælan. Det er jo længe siden jeg har skrevet. Jeg er ikke på toppen - og bloggen er desværre en af de ting, der ryger i svinget. Jeg skal have lavet mig et dagsprogram, så jeg kan få gjort de ting, der gør mig godt. Nå - men nu er jeg her igen. Og jeg skal have styr på nogle tanker. Der er rodeo i mit hoved, og det er ikke godt. Men skal tyren tæmmes, må jeg jo hellere komme i gang og tage den ved hornene...

Jeg er nede og bide i panelerne. Efter vi har fået hund, er jeg blevet slået tilbage til start. Jeg har slet ikke kræfterne til det - hvis jeg vidste, hvad jeg gik ind til, ville jeg absolut ikke have gjort det. Jeg er begyndt at sige, at jeg har fået en fødselsdepression da jeg fik hund. Og det er såmen sandt nok. Jeg er blevet meget dårligere - og har for første gang accepteret, at jeg er syg med depression i en grad, så jeg må tage medicin.
Det troede jeg ikke om mig! Medicin! Lykkepiller...
Pernille på lykkepiller. Det strider meget imod min forestilling om mig selv - og det er det værste. For jeg vil da vildt gerne leve op til mine egne forestillinger om at være en slags naturlig superhelt. (Hehe - selvindsigten stiger til uanede højder.)

Men nu er jeg bare en helt almindelig gennemsnitsdansker med skrammer i lakken, som må have hjælp af kemi, for at holde hjernen kørene. 

I et par dage har jeg siddet fast i et forfærdeligt billede af mig selv som hjælpeløs. ØV!
Jo - jeg har god glæde af min terapi. Og af at spise sundt, at løbe, at meditere, at være kreativ. Det er godt for krop, sind og sjæl - men det er bare desværre ikke nok for min hjernes evne til at producere serotonin. Og efter at hunden er kommet til, er jeg ved at drukne. Nu ved jeg virkeligt noget om, hvor dårligt man kan have det, når selvkontrollen mister grebet. Jeg har for første gang sagt om mig selv, at jeg er syg i hovedet... PIS!

Jeg bliver nødt til at skabe et andet billede af mig selv.

Heldigvis var hjælpen på vej i dag. Netop som jeg lå med dårlig samvittighed over hvor dårligt et menneske, jeg syntes jeg var her til formiddag, ringede et menneske, som står mig meget nær. Hun kunne berette om stress-reaktioner over lang tid, og jeg blev på forunderlig vis mere rolig. Fordi jeg ikke er alene om at opleve en overbelastningsreaktion. Jeg blev taget ud af min opfattelse af mig selv som syg i hovedet - og fik en ramme af følelsesmæssigt belastende omstændigheder i stedet.
Stress kommer jo netop, når man står i situationer, man ikke kan håndtere. Og det er jo noget vi alle kan komme ud for. Jeg hørte også i P1 en fagperson sige: "Vi kan alle blive psykisk syge - spørgsmålet er, hvad vi bliver udsat for."
Og tænk sig - så er det jo lettere at handle sig ud af det. For det er jo svært at redde sig selv, hvis man bare opfatter sig som syg og hjælpeløs. Jeg kan meget bedre lide at tænke om mig selv, at jeg er overbelastet. Og at min hjerne skal have hjælp, så jeg bedre kan arbejde mig igennem denne svære tid.

Jeg tror på, at det er nødvendigt for mig at være tro mod mig selv. At finde hjem til min krop, min tro og min tillid til verden igen. At finde mine værdier og leve efter dem. Men lige nu er alting kastet i ringen til debat, og det gør det ekstra svært. Jeg er klart i identitetskrise.

Men tilbage til hunden. Problemet er, at jeg ikke kan leve op til anvaret lige nu. Og det er faktisk en ganske god oplevelse at høre mig selv sige: "Jeg vil ikke have den hund". Det er godt, fordi jeg sætter en klar grænse for mig selv. Det er for meget, og jeg vil ikke have det.
Jeg gjorde det klart for min kæreste her til eftermiddag: Enten skal Freja ud af huset, eller også er det din hund. For det er ikke min hund mere. Det magter jeg ikke. Jeg kan ikke elske hende. Og han valgte at tage ansvaret for hunden.
Så nu har jeg en hund i huset, men det er ikke mit ansvar. Og jeg føler, jeg kan trække vejret igen. Jeg vil meget gerne gå tur med hende og give hende mad. Men jeg vil ikke være forpligtet til at binde mig følelsesmæsigt til hende. For der er ikke flere følelser tilbage i mig lige nu.

Det er en deprimeret tid det her. Men jeg tænker, jeg hellere vil være ærlig, for ellers kommer jeg ikke videre. Når jeg er ærlig omkring det, der som regel er så utroligt svært at indrømme, så letter det hele. Så bliver der åbnet op for nye muligheder. Så jeg skriver... og du må selv om, om du vil læse med! Jeg har ikke noget valg, for jeg lever med en stressudløst depression. Den kan man ikke lige sådan slukke for. Måske kan man afhjælpe med noget medicin - det finder jeg ud af i løbet af en uges tid.

Så en pointe for i dag: Det er en forfærdelig oplevelse at miste grebet om sig selv. Men forunderligt nok er det også vejen hjem. For jo mere jeg holder tilbage i forsøget på at kontrollere mig selv, jo sværere bliver det. Men når jeg giver slip og indrømmer, hvor svært det er, jo mere kan jeg trække vejret frit. Og jo mere slipper det svære taget i mig.
Heldigvis kan jeg også godt være glad og elske livet! Det er ikke ren ynk det hele. Der er faktisk meget, jeg godt kan nyde at sætte pris på. Og det, min ven, skal jeg huske!!!Puha. Der er kun én vej: Igennem!

Et lille bjæf fra Frejas mor

Jo jo - jeg er glad for vores hund. Men GUD hvor tager det dog på kræfterne at få et nyt familiemedlem. Jeg har haft travlt med at få indlemmet den lille labrador i familiens liv. Hunden fylder og min søn er pludseligt blevet "storebror". Det kan jo godt være lidt svært... 
Så jeg har slet ikke gjort, hvad der skulle gøres, for at bevare min gode energi. Der skal nye rutiner på banen, hvor der er plads til både hund, familie og mig selv.
En lille hvalp er næsten som en baby - heldigvis rammer de teenageårene langt tidligere, og så skulle det være til at have med at gøre bagefter. Men indtilvidere står dagen mest på træning med hvalp, motion med hvalp, opmærksomhed på hvalps signaler og så naturligvis vedligehold af almindelig familie. Og hvor blev tiden til mig selv så lige af?

Her til aften fandt jeg ud af, at jeg heldigvis kan indlemme min daglige meditation på hundeluftningstur! Vi går på hundeskole og skal bl.a. træne hunden i at finde hvile, når vi er på tur. Dvs. stoppe op undervejs og læse en bog, eller hvad vi nu kan finde på (meditere f.eks.). Og imens skal hunden så finde ud af selv at finde hvile. Dét er jo ret smart at kombinere to fantastiske ting: hunde- og menneskesundhed!
Jeg prøvede det på tur i hundeskoven/Den Jyske Skovhave her til aften. Vi var de eneste i skoven, så jeg satte mig på hug ved et dejligt stort træ og hvilede panden på stammen og mine hænder mod dets rødder. Skøn fornemmelse at udveksle energi med et træ. Og imens rendte Freja rundt og snusede om mig - bjæffede lidt undrende og utålmodigt en gang imellem, men fandt ro i situationen.

Så det skal nok gå. Jeg finder mine måder at tage min plads på. Det er noget af det, der er svært for mig - at tage min plads. Men nu bliver jeg gud hjælpe mig tvunget til det, for der er ikke meget plads, når der er barn, mand og hund. Og uden plads mister jeg al min energi. Så der er ingen vej udenom. Jeg skal tage min plads! Det var heldigvis en rigtig god start her til aften, at jeg tog plads til mig selv på tur i hundeskoven.

Indtil jeg har fået nye gode vaner på plads kan det godt være at Frejas Stemme lider lidt overlast. Men eftersom det er en af de ting, der giver mig god energi, står den højt på min liste over (næsten) daglige gøremål. Ligesom Freja skal mentalt stimuleres, skal jeg også. Løbe, skrive, male, meditere, læse. Så er jeg glad! Og ja - jeg er glad! Vi ses!