Stort lys

Hejsa

Åh jeg synes maj har været en svær én at komme igennem. Jeg vil så gerne rende fra mig selv - men det dur jo bare ikke! Så nu har jeg prøvet lidt forskelligt:

I starten af maj måtte jeg overgive mig (endnu en gang). Erkende, at jeg ikke magtede at klare ærterne selv. Og for første gang var jeg lydhør overfor anti-depressiv medicin. Jeg havde ikke modstand på, og jeg trængte i den grad til at blive båret lidt. Føle at jeg kunne "reddes". At nogen eller noget udenfor mig selv kunne gøre arbejdet lidt. At få hunde-Freja var langt mere hårdt, end jeg havde troet muligt.
Så jeg sagde ja til at få sertralin hexal.
Og det virkede faktisk relativt hurtigt. Efter et par dages gevaldig nedtur, fik jeg det rigtigt godt. Jeg kunne pludseligt huske, hvordan mit stærke, selvstændige jeg fungerer. Tænk sig - jeg havde næsten glemt, at jeg kan være en stærk og modig kvinde. Pludselig en dag opdagede jeg at jeg gik og smilede over, at blomsterne har så smukke farver. Jeg kunne glædes over ting, der i lang tid har været mig fuldstændigt ligegyldige. Hvilken lettelse. Jeg kunne mærke sider af mig selv, jeg havde glemt. DEJLIGT!
Bagsiden af medaljen er selvfølgelig bivirkeningerne. Jeg er blevet svimmel, har haft hovedpine og vågner om natten og ligger søvnløs. Jeg har også en underlig uvirkelighedsfornemmelse, som jeg ikke bryder mig om. Det er måske lidt som den osteklokke, andre beretter om. En form for følelsesforfladigelse. Det er altså ret store omkostninger. Og jeg vil jo så gerne lære at leve med mine følelser - uden at lade dem styre mit liv. Det MÅ kunne lade sig gøre!

En dag, jeg havde det rigtigt skidt, fik jeg et fantastisk råd af min mors kloge (og klarsynede) kollega: Gå i kirke!
Så det gjorde jeg. Og det har jeg gjort lige siden. Næsten dagligt. Jeg er alene derinde. Synger en sang eller en salme. Mediterer. Græder eller griner. Elsker den energi der er forbundet med figuren Jesus. Han har en renhed, styrke, kærlighed jeg virkelig kan finde trøst i. Der kan jeg forløses og lettes. Jeg tænker: Han stod igennem så meget. Han troede - og han tvivlede - men fandt altid troen. Igen. Igen og igen. Det må jeg også.
Og den anden dag begyndte jeg at gå op på talerstolen. Og holdt en prædiken for mig selv! Det var ret fantastisk. Ordene flød bare. Og jeg troede på dem. Mit hjerte voksede. Jeg ved ikke hvad jeg ville have gjort, hvis nogen var dukket op - men jeg havde det fantastisk, mens jeg stod der og lod mig lede... Eller hvad der nu skete!?

Så i dag har jeg besluttet mig for at trappe ud af medicinen igen (i samråd med lægen). Om det er et godt valg, ved jeg ikke. Det må tiden vise. I stedet skiller jeg mig af med hunden og går i kirke. Jeg har bare brug for igen at tage ansvaret for mig selv. Og jeg kan altså ikke forlige mig med tanken om den der kemi i min krop. Selvom min hjerne nød at blive aflastet. Jeg må selv aflaste den med alle de andre redskaber jeg har. Og så op på hesten igen.

Så nu er jeg igang med at finde lyset igen. Et stort, dejligt, varmt lys!