Skrammer i lakken...

For dælan. Det er jo længe siden jeg har skrevet. Jeg er ikke på toppen - og bloggen er desværre en af de ting, der ryger i svinget. Jeg skal have lavet mig et dagsprogram, så jeg kan få gjort de ting, der gør mig godt. Nå - men nu er jeg her igen. Og jeg skal have styr på nogle tanker. Der er rodeo i mit hoved, og det er ikke godt. Men skal tyren tæmmes, må jeg jo hellere komme i gang og tage den ved hornene...

Jeg er nede og bide i panelerne. Efter vi har fået hund, er jeg blevet slået tilbage til start. Jeg har slet ikke kræfterne til det - hvis jeg vidste, hvad jeg gik ind til, ville jeg absolut ikke have gjort det. Jeg er begyndt at sige, at jeg har fået en fødselsdepression da jeg fik hund. Og det er såmen sandt nok. Jeg er blevet meget dårligere - og har for første gang accepteret, at jeg er syg med depression i en grad, så jeg må tage medicin.
Det troede jeg ikke om mig! Medicin! Lykkepiller...
Pernille på lykkepiller. Det strider meget imod min forestilling om mig selv - og det er det værste. For jeg vil da vildt gerne leve op til mine egne forestillinger om at være en slags naturlig superhelt. (Hehe - selvindsigten stiger til uanede højder.)

Men nu er jeg bare en helt almindelig gennemsnitsdansker med skrammer i lakken, som må have hjælp af kemi, for at holde hjernen kørene. 

I et par dage har jeg siddet fast i et forfærdeligt billede af mig selv som hjælpeløs. ØV!
Jo - jeg har god glæde af min terapi. Og af at spise sundt, at løbe, at meditere, at være kreativ. Det er godt for krop, sind og sjæl - men det er bare desværre ikke nok for min hjernes evne til at producere serotonin. Og efter at hunden er kommet til, er jeg ved at drukne. Nu ved jeg virkeligt noget om, hvor dårligt man kan have det, når selvkontrollen mister grebet. Jeg har for første gang sagt om mig selv, at jeg er syg i hovedet... PIS!

Jeg bliver nødt til at skabe et andet billede af mig selv.

Heldigvis var hjælpen på vej i dag. Netop som jeg lå med dårlig samvittighed over hvor dårligt et menneske, jeg syntes jeg var her til formiddag, ringede et menneske, som står mig meget nær. Hun kunne berette om stress-reaktioner over lang tid, og jeg blev på forunderlig vis mere rolig. Fordi jeg ikke er alene om at opleve en overbelastningsreaktion. Jeg blev taget ud af min opfattelse af mig selv som syg i hovedet - og fik en ramme af følelsesmæssigt belastende omstændigheder i stedet.
Stress kommer jo netop, når man står i situationer, man ikke kan håndtere. Og det er jo noget vi alle kan komme ud for. Jeg hørte også i P1 en fagperson sige: "Vi kan alle blive psykisk syge - spørgsmålet er, hvad vi bliver udsat for."
Og tænk sig - så er det jo lettere at handle sig ud af det. For det er jo svært at redde sig selv, hvis man bare opfatter sig som syg og hjælpeløs. Jeg kan meget bedre lide at tænke om mig selv, at jeg er overbelastet. Og at min hjerne skal have hjælp, så jeg bedre kan arbejde mig igennem denne svære tid.

Jeg tror på, at det er nødvendigt for mig at være tro mod mig selv. At finde hjem til min krop, min tro og min tillid til verden igen. At finde mine værdier og leve efter dem. Men lige nu er alting kastet i ringen til debat, og det gør det ekstra svært. Jeg er klart i identitetskrise.

Men tilbage til hunden. Problemet er, at jeg ikke kan leve op til anvaret lige nu. Og det er faktisk en ganske god oplevelse at høre mig selv sige: "Jeg vil ikke have den hund". Det er godt, fordi jeg sætter en klar grænse for mig selv. Det er for meget, og jeg vil ikke have det.
Jeg gjorde det klart for min kæreste her til eftermiddag: Enten skal Freja ud af huset, eller også er det din hund. For det er ikke min hund mere. Det magter jeg ikke. Jeg kan ikke elske hende. Og han valgte at tage ansvaret for hunden.
Så nu har jeg en hund i huset, men det er ikke mit ansvar. Og jeg føler, jeg kan trække vejret igen. Jeg vil meget gerne gå tur med hende og give hende mad. Men jeg vil ikke være forpligtet til at binde mig følelsesmæsigt til hende. For der er ikke flere følelser tilbage i mig lige nu.

Det er en deprimeret tid det her. Men jeg tænker, jeg hellere vil være ærlig, for ellers kommer jeg ikke videre. Når jeg er ærlig omkring det, der som regel er så utroligt svært at indrømme, så letter det hele. Så bliver der åbnet op for nye muligheder. Så jeg skriver... og du må selv om, om du vil læse med! Jeg har ikke noget valg, for jeg lever med en stressudløst depression. Den kan man ikke lige sådan slukke for. Måske kan man afhjælpe med noget medicin - det finder jeg ud af i løbet af en uges tid.

Så en pointe for i dag: Det er en forfærdelig oplevelse at miste grebet om sig selv. Men forunderligt nok er det også vejen hjem. For jo mere jeg holder tilbage i forsøget på at kontrollere mig selv, jo sværere bliver det. Men når jeg giver slip og indrømmer, hvor svært det er, jo mere kan jeg trække vejret frit. Og jo mere slipper det svære taget i mig.
Heldigvis kan jeg også godt være glad og elske livet! Det er ikke ren ynk det hele. Der er faktisk meget, jeg godt kan nyde at sætte pris på. Og det, min ven, skal jeg huske!!!Puha. Der er kun én vej: Igennem!