Nyeste skud på stammen

Jeg maler som sagt og her er mit nyeste billede. Det hedder den gyldne cirkel, fordi der er en kreds af guld om kloden. Enkelt og fyldt med god energi.

(Jeg skulle lige prøve den  hersens ting man kan med at tage et billede med telefonen og så lægge det direkte ud på bloggen. Kvaliteten er ikke særligt god, men ellers er det jo meget snedigt ... )

Alkymi = fri leg under ansvar

Hey
Lige en ekstra tanke: Når man betragter livet som en alkymistisk proces, så bliver det jo en eksperimenterende leg! Så bliver perspektivet løftet, så dagene ikke bare går i tomgang som en kopi af den forrige. Pludseligt forstår vi at hver eneste tanke er med til at skabe den udgave af os, som vi gerne vil blive til (og som vi gerne vil give videre til samfundet omkring os). 

Og det frigør os også fra forventningen om at vi kan handle og tænke"perfekt". Vi opdager at "det der er" er perfekt. Og jo mere vi står ved "det der er", jo lettere bliver det at acceptere den alkymistiske proces. For med baggrund i alkymien så ved vi, at vi kan ikke springe et eneste led i processen over. 
Så i det perspektiv kan vi ikke "fejle"! Vi behøver dermed ikke at blive bange for os selv og vores mangler - for vi kan ikke fake os til læring. Vi kan ikke bare læse om det i en bog. Det skal opleves! Autentisk væren handler jo netop om, at det kommer af sig selv. 
Helt autentisk alkymi!

Sjælens alkymi

Det lyder flot, ikke? Sjælens alkymi. 
(Jeg har lige set en foredragsrække og læst en del bøger af Asger Lorentsen, http://dengyldnecirkel.dk. Meget interessant...)

Men det er jo det vi laver (mere eller mindre bevidst), når vi modnes. Alkymi. Når vi oplever noget i verden, reagerer på det, reflekterer over det, integrerer det - og bliver klogere. Så vi næste gang kan reagere anderledes. Mere viist. 
Og det er det jeg virkelig elsker ved at være menneske. Tænk hvilke formidable muligheder vi har, ved at forme os selv. Vi begynder et sted - men ved ikke hvor vi ender. Det er da smukt. Og de eneste guider vi har er vores indre stemme og indre/ydre idealer og forbilleder. Processen er lang og til tider smertefuld, men ved gud, hvor kan vi være stolte over os selv, når vi på dybere og dybere måder forstår, at vi er ved at lave kul til diamanter.
Vi er bare så smukke! Allesammen. På hver vores unikke måde. 


Og ja, ja - selvfølgelig skal vi da igennem perioder hvor vi ikke fatter en brik. Hvor vi går dybere ned i stoffet og undersøger den del af livet. Eller hvor vi bare vil "hjem" og bliver overordentligt spirituelle, så jordforbindelsen ryger. Eller hvor vi opgiver og overgiver os - eller falder sammen i gråd og håbløshed. 
Og måske er det alt sammen netop vejen "hjem"?! Måske er alt det vi oplever vejen "hjem". Hjem til os selv. Nogle kalder det "det højere Selv" - og det tror jeg på: der er noget indeni os alle sammen der kalder os "hjem". Og jeg tror virkelig på, at det "hjem" er dybest inde i os selv (forbundet med alt andet). Og tro mig - der kan være lang vej derind.
Personligt synes jeg det er hele turen værd!

Det der er

Mit største ønske lige nu?
At være den bedste udgave af mig selv i forhold til at acceptere og holde af "det der er".

Er det for meget at forlange? Hm. Skal jeg også igennem alle mulige mærkelige læreprocesser? Ligesom alle andre... Øv. Må jeg godt synes, det er dumt? Ok. Så synes jeg at det er MEGET dumt at vi alle sammen skal igennem alt muligt tosset, - bare for at opnå visdom og fred. Helt ærligt. Det må da kunne gøres på en lettere måde? Kan jeg købe et weekendkursus og så er det overstået? Ikke? Nå men øv så igen da. Er det hver dag? Hver hverdag? Også i weekenden? Nå - OK. Hm... må jeg godt lige tænke mig om en ekstra gang? For så kan det godt være, jeg ikke vil ned på jorden alligevel. Er det for sent? Så man kan ligesom ikke bare vælge om...?
...
Nå. Men så må jeg jo bare fortsætte. Med mindre jeg finder en smutvej! For så kan du bide dig selv i halen på, - at den nupper jeg. Med mindre... jeg er jo nok egentlig ret vild med rejsen her. Hm... 


Jeg tror jeg ender hvor jeg startede: At jeg gerne vil være den bedste udgave af mig selv i forhold til at acceptere og holde af "det der er". 
Så nu er jeg her. Og jeg er faktisk ret heldig. Bare så du ved det... For det jeg har længtes efter i årevis: at mærke mig selv... det kan jeg faktisk nu. Rigtigt meget. Og at det så ikke er lige sjovt altid, det er en anden ting. He he... men jeg kan lide det. Det er stoooor gevinst - for dælan, hvor jeg kan mærke livet rykke i mig. 
I love it!

En af de tunge

Ok - her kommer en af de tunge. Men når den er gennemlæst og fordøjet er jeg sikker på hjertet er lettere, varmere og langt mere åbent!

Men først skal jeg lige lave mig en kop kaffe. For der skal lige være et anker til normaliteten her! Hvis der er noget der kan forankre, så er det kaffe. Og chokolade, naturligvis! Men det har jeg ikke noget af i huset i dag, så det bliver ved kaffen. Jeg må hellere lave den rigtig god!

(...)

Så er kaffen klar. 

Here we go:

Tænk hvis tanken en dag strejfede dig: "Mon jeg egentlig er skør?"

...Bøf...

Personligt ville jeg skyde den tanke meget langt væk meget hurtigt. Væk med dig - du er grim og ubehagelig. Dig vil jeg ikke kigge på. Hmn... hvad nu hvis den kom igen. Av. Ikke så rart. Mon der er en boomerang-effekt, man kan frakoble?

Altså jeg mener - hvad nu hvis du en dag blev i tvivl om, hvad der er normalt. Og om du selv faldt heeeelt udenfor kategori. Ikke bare i forhold til hvad der sådan lige er oppe i tiden og gængs adfærd... men helt fundamentalt: Tænk hvis tanken strejfede dig: "kan jeg slet ikke se, hvad der foregår omkring mig - er jeg ved at blive skør?"

Man kan være så optaget af sit eget landkort, at man glemmer at verden er fyldt med landkort. Vi har jo hver vores baseret på vores oplevelser i verden!

Stort spørgsmål: Hvad er normalt og hvornår er man skør ???

Ok - indrømmet jeg snakker om mig selv. Og ja - jeg har netop i dag måttet se ret dybt i øjnene, at tanken har strejfet mig. Om jeg er skør. Men aldrig har den fået lov til at fylde noget særligt, for den skulle jo bare væk med det samme. Mens jeg gik sygemeldt med min famøse depression/stress-agtige overbelastningsreaktion da var det jo helt ok for mig at være lidt skør. Men nu?! Nu er jeg jo rask og glad og eeeelsker at være mig. 

MEN!

- åbenbart er der noget jeg ikke har fanget endnu. For hvad andet kan "skør?"-spørgsmålet være tegn på, end at jeg ikke rummer mig selv godt nok endnu (som min kære psykolog fik mig til at indse). 

Det store spørgsmål er: Kan man være ligesom mig og stadig være normal? Og det store svar er jo selvfølgelig et kæmpe stort og kærligt JA!

Så kan det være det kræver lidt øvelse at komme tilbage til verden igen - efter en længere sygemelding/arbejdsløshedsperiode/barsel - hvad man nu har været ude i af livsomvæltende omstændigheder. Så er der åbenbart kun én ting at gøre: Opdag det og accepter det. Lad være med at skyde det væk. Så bliver det bare værre!

Tænk sig, at jeg kom ud i så stor en bekymring, som jo helt og aldeles er forankret i en sort/hvid opfattelse af verden. Jeg der virkelig elsker tanken om at integrere fremfor at projicere ud. Jeg blev fanget på det dybeste vand: Jeg kan ikke engang rumme mig selv og min egen "særlighed". 

Dén sad. AV!

Still got work to do! Men tro mig - jeg gør det gerne, for jeg har virkelig sat mig som livsopgave at hitte rede i mig selv. Når først man er startet på den vej kan det være svært at stoppe toget - og jeg elsker det. Men det er sgu ikke lige nemt!

Rule # 1: Walk the talk/practice what you preach og den slags - det er benhårdt arbejde. Men jeg vil langt hellere sluge 7 kameler og gå til bekendelse om mit eget forsvar; dykke ned på havets bund og dukke op til overfladen beriget med endnu en lille perle. Hellere pinlige selvretfærdige tårer, der opløses i fredfyldt lettelse over at kunne rumme endnu et lille aspekt af mig selv. For vil man lære sig selv at kende indgående - så koster det altså mange ture ned på havets bund. Til sidst kan det være man har perler nok til en hel landsby -og SÅ er det da bare om at dele ud af dem!

Det store kærlige JA skal sørme da integreres. Sikke en kærlig opgave at give sig selv (du er velkommen til at prøve). 

Inspiration fra alle sider

De sidste par dage er jeg blevet inspireret fra alle (net-)sider. Bl.a. fandt jeg - takket være Mette Holbæks nyhedsbrev - Julia Lahmes gratis e-bog om blogging. Super let og god indføring i blogger-verdenen. Godt jeg ikke vidste det hele før jeg startede, for så er jeg ikke sikker på, jeg var kommet i gang! Men nu hvor grundlaget er lagt og jeg har fundet ud af at jeg godt kan lide at skrive om det der optager mig, så har jeg hermed fundet inspiration til at stramme lidt op her og der. Det var i hvert fald god inspiration til en nybegynder udi bloggeri! (Nysgerrig? Så tjek http://julialahme.com)

Derudover faldt jeg over en se-værdig blog: http://www.holdaf.dk. Til dig der har børn eller bare godt kan lide børn (og deres forældre) og som virkelig gerne vil låne et andet par øjne i ny og næ. Her er masser af ærlige og kærlige historier, hvor opmærksomheden bliver lagt på, at børn er mennesker på vej. Ligesom alle os andre.

Og nu kalder dagen. Ciao!

Life is like a cup of coffee

En meget kort og præcis indføring i begrebet perspektiv på youtube:

http://www.youtube.com/watch?v=U3NgzQ9Pcsg&NR=1&feature=fvwp

I like ... 

Ang. energiskifte

Godmorgen.

I går skrev jeg om fysiske symptomer i forbindelse med energiaktivitet. Lad mig lige forklare yderligere, for de der måtte være nysgerrige. Min viden er baseret på hvad jeg har læst og set rundt om på nettet, fra spirituelt baserede bøger, viden fra venner og bekendte som beskæftiger sig med "den slags" og også mine egne levede erfaringer. Det skal lige understreges at dette er en mega-ligth intro. Jeg er ikke en ekspert på området - men ret nysgerrig, netop fordi jeg selv kan mærke en ganske anderledes energi i og omkring mig i denne tid. Og fordi jeg altid har troet på at der er en højere orden. Lets go:

Mange spirituelle kredse er ganske bevidste om, at der er et utroligts stort energiskifte i gang. Maya-indianerne havde en kalender, som viser en særlig udviklingsperiode. Denne kalender begynder før vores tidsregning og ender (ca.) d. 21. december 2012 (datoen varierer fra kilde til kilde)(http://skeptica.dk/artikler/?p=1325). Også astrologisk forlader vi nu en 2000-årig periode og påbegynder en ny (vandmandens tidsalder).
Hmm... Nogle er faldet i dommedagsprofetier om 2012 - men flest er heldigvis overbevist om, at det handler om et højdepunkt af mere diskret karakter. I sidstnævnte ser man det som en lang proces, som strækker sig over mange, mange år. 
Hvad handler så denne proces om? 
Det handler om at stige i energifrekvens. Det siges at energien og menneskene går fra at være 3 d. til 5 d. Personligt tænker jeg, at menneskets evige trang til udvikling sikrer at vi altid stiger i energi - men denne særlige periode har et tempo, der langt overstiger normalen. Energien påføres også udefra og så rammer den mange i stedet for at være en personlig udvikling.

Nogle taler om, at der er fysisk forankrede portaler der åbner sig i disse år. Portaler, der sikrer indstrømning af energi fra de gamle tider: Atlantis og Lemurien. Hjælpere fra andre verdener skulle også være om os i denne tid, fordi overgangen er langt voldsommere end nogensinde før oplevet på kloden. Spændende...
Gammel karma - gammel udtjent energi og gamle traumer skal forløses og vores krop, sind, ånd og sjæl får mulighed for at vibrere i højere frekvens. Så grunden til at vi får hjælp til denne proces er, at forløsning af gammelt stof kan forårsage uro og smerte, som vi skal have støtte til at tillade. Almindeligvis vil man jo hellere forsøge at undgå smerte og ubehag - men her skal vi ganske simpelt igennem det for at forløse det ved roden.


Selvfølgelig sker der meget på individ-niveau. Om alle mærker det, det ved jeg ikke, men det siges at grænserne mellem gammel energi og ny energi bliver trukket op, så man får lettere ved at vælge det nye. Dvs. ubehaget ved at vælge den gamle livsform bliver større end ubehaget ved at gennemgå transformationen til det nye.


Hvad ellers? Tja mon ikke verdensøkonomiens uro også har noget at gøre med at befri sig fra den gamle måde? Og at verden nærmest står uden leder, fordi USA har mistet sin økonomiske førertrøje - og selvom Kina har økonomien, har de ikke erfaringen til at overtage magten reelt. Og mon ikke også jordskælv, tsunamier og andre vejrkatastrofer har noget at gøre med at jorden er i gang med at ryste gammelt af sig? Det mener nogle bestemt!


Og det siges at det bedste vi kan gøre er at lade det ske. Jo mere vi samarbejder, - giver slip og siger farvel til det gamle og lukker det nye (ukendte) ind, - jo lettere er overgangen. Overgangen er vel at mærke en periode, som vil vare måske 30 år. 


Og hvad handler den nye kontra den gamle energi så om?

• Tja - i den gamle tid lærte man gennem modsætninger (dualitet). I den nye tid lærer vi gennem ressonans (enhed).
• Intuition og hjertet vil vægte lige så højt som hjernen i vores forståelse af intelligens.
• I den gamle energi er det i høj grad menneskets vilje, der har skabt verden. Fremover vil skabelse bygge på menneskets intention i samklang med universets energi. Dvs. processen vil blive meget træg, hvis mennesket forsøger at tvinge sin vilje igennem, hvis ikke det går i samklang med de universelle love (det vil jeg skrive mere om i et senere indlæg).
• Centrering, fred, hvilen i sig selv (i stedet for at skyde det ubehagelige ud, så andre skal lide under dit eget "skrald") vil blive dominerende.
• I gammel tid har vi ofte re-ageret. I ny tid vil vi overvejende agere. Dvs. vi behøver ikke tage til genmæle på alt det vi oplever. Vi er langt mere optaget af at skabe ud fra hvad der er i nuet. 
• Der bliver ikke samme trang til at "redde" andre, for vi får en langt højere forståelse af, at vi selv skaber vores verden. Til gengæld vil vi gerne være medskaber af verden - og dele ud af vores individuelle kreativitet. Alt til fælles bedste og til individuel glæde. 
• Kreativ skabelse i fællesskab er gode kodeord. Samt at handle ud fra nuet. Og at leve med en højere vibrerende krop - hvor bliver det mageløst, yndefuldt og festligt!

Der er sikkert megt mere som jeg ikke kender til, men dette er nogle af hovedpunkterne, som jeg har fæstnet mig ved. Og jeg kan lide, hvad jeg hører!

Det siges at der er en fortrop, der har manifesteret energierne i et net omkring jorden. Dvs. de der har gået vejen i første række, har gjort et forarbejde, så de næste lettere kan "springe på."  Som med al anden viden og udvikling bliver det lettere og lettere, jo flere der gør arbejdet.


Man kan mene meget om alt dette. Og mange mener meget! Ha ha. 
Jeg selv er glad. Virkeligt glad. For jeg kan mærke så meget godt. Jeg har skrevet om det før, men for at summere op: Gennem flere år har jeg været igennem en proces som jeg ikke selv kunne gennemskue. I min bevidsthed handlede det bare om smerte og et mislykket (og ensomt (selvvalgt?)) forsøg på at passe ind. I dag kigger jeg tilbage på det og tænker: Var det virkelig mig? What a waste of time and energy!
For i dag er jeg helt anderledes let og glad. Min krop er langt mere fri og jeg har en ro i og omkring mig, som jeg aldrig har haft før. Det er stadig en proces, der er i gang, men nu kan jeg virkelig se formålet - og så bliver det jo langt lettere at udholde de små selvskabte huller af sorg, smerte og ensomhed, der stadig dukker op i ny og næ. Jeg ved også i dag hvordan jeg skal reagere på det: Tage vare på den gamle energi: Den har tjent mig godt (og hvis jeg forsøger at flygte fra den, vil den bare gøre sig endnu mere bemærket) - og så kan jeg gå fri  i den nye energi.


Det ER en spændende tid. Og mit bedste råd er: Go with the flow! Forsøg at opnå bevidsthed på det der holder dig tilbage - så kan du gøre dig selv fri til at gå fremad i stedet!

Vi følges ad på rejsen!
... GO FOR IT! 
(Men skynd dig langsomt - processer tager den tid processer skal tage!)

Alment ubehag

Ah - nice to know!
Jeg render rundt (... render er ikke det rigtige ord... for jeg nærmest bare tuller. Måske ville nogle kalde det kravler?)... Nå - men jeg tuller rundt og har ret mærkelige symptomer for tredje dag nu. Svimmelhed, hovedpine, en lille men irriterende gentagen sammentrækning i mit højre øre, brændende øjne, svært ved at koncentrere mig. 
Overvejede kort at sige til min kæreste i går, at han gerne lige måtte holde øje med mig - jeg var vist lidt bekymret. Men på den anden side tænkte jeg at det bare er symptomer på den høje energi der kører omkring os alle sammen. 
(Desuden gider jeg heller ikke være en pylderrøv mere - jeg synes jeg har været YNK længe nok nu.)

Og i dag rendte jeg så også på den information jeg havde brug for:
If you have been experiencing unusual bouts of vertigo, unsteadiness, dizziness, sinus discomfort, blurred vision, inability to read or focus, burning/watery eyes, skull/eye pressure, ear aches, headaches/migraines, or out-of-body estrangement...most likely its related to what the Pleiadians refer to as "symptoms of the merge". (Citat fra bloggen Conscious co-creational coaching).


Så ja - nu tager jeg det heeeelt roligt. Og ved at den bedste reaktion på oplevelsen er at tillade det at ske. Jo mere modstand - jo mere besvær. Tillad smerten og den bliver lettere at håndtere. 

Så hvis andre derude oplever disse skøre symptomer, så er der da en mulighed for, at du kan tage det roligt og give lægen en rolig weekend!

Et eksempel på modstand og overgivelse

For mange år siden, mens jeg læste musikterapi på Aalborg Universitet, havde jeg en ganske enestående oplevelse. I får den fortalt her, fordi den er et markant eksempel på hvad jeg mener, når jeg taler om modstand, accept og at overgive sig til sig selv.

Hør: 

På et semester valgte jeg at skrive en opgave om angst. Jeg valgte at belyse begrebet ud fra to forskellige vinkler: psykoanalytisk (Freud) og eksistentialistisk (Yalom). Vældig interessant - bortset fra at jeg nok i virkeligheden ikke forstod helt nok til at løsrive mig fra teksterne, for at bringe mig selv op i et højere perspektiv. Jeg følte i hvert fald ikke, jeg havde greb om emnet,- muligvis fordi jeg ikke forstod begrebet angst. Ironisk nok udviklede jeg undervejs i processen rent faktisk angst - for første gang. (Ironisk - men yderst lærerigt!)

En aften blev jeg fuldstændigt overvældet af angsten. Jeg forlod opgave og skrivebord og lagde mig på sofaen med bankende hjerte og åndenød. Jeg forestillede mig at sofaen var det mest sikre sted at være. Men heller ikke der fik jeg fred, for jeg var så svimmel at jeg ikke kunne ligge stille. Det føltes som om jeg blev skubbet på gulvet fordi lejligheden snurrede rundt. Væggene faldt ind over mig og jeg var skrækslagen. Aldrig før eller siden har jeg prøvet noget lignende.

Så jeg ringede hjem til mine forældre: "Kom og hent mig!" Hvilket de naturligvis gjorde - kærlige og hjælpsomme som de er. Jeg husker at jeg lå på bagsædet i bilen med mit hoved i mors skød. Meget mærkeligt at opleve mig selv som et barn i en voksen krop. Men der var ikke andet at gøre: Jeg skulle have tryghed omkring mig.

Jeg blev boende derhjemme i en kort periode. Det var hverdag, og begge mine forældre blev nødt til at gå på arbejde. Så jeg var en del hjemme alene. Bange. Angsten fortsatte. Det var frygteligt. Om natten turde jeg ikke sove af angst for hvad der ville ske, når jeg lukkede øjnene - så jeg holdt mig vågen så meget som muligt. Om dagen var jeg alene - det var lige så forfærdeligt. Kun når mor og far var hjemme fik jeg hvilet mig lidt. Resten af dagen gik jeg rundt med konstant høj puls, tilbageholdt åndedræt og en følelse af konstant indre og ydre trussel. Jeg anede ikke hvad truslen egentlig bestod i - jeg følte mig bare konstant truet. Som om nogen eller noget hele tiden var efter mig. Og nøj, hvor jeg kæmpede imod. Jeg var så bange for at kigge efter, hvad det egentlig var, jeg var bange for .... PUHA - det var ikke meget jeg fik lavet i de dage! 

Så efter et par dage i højt alarmberedskab var jeg kørt træt! Meget, meget træt.

Jeg husker at jeg lå på sofaen en formiddag alene hjemme. Jeg var helt blæst i hovedet og havde ingen energi pga. for lidt søvn i for mange dage. Jeg var stage-træt, men kunne ikke sove. Og da jeg kiggede ud af panoramavinduet i stuen så jeg en ond mand stå derude og glo ind på mig. Jeg vidste godt, det var et fantasibillede - men i min angst oplevede jeg det ganske virkeligt. Jeg var i hvert fald rædselsslagen for at han skulle smadre vinduet og komme ind til mig. Det var ligesom hele essensen af alt hvad jeg syntes var farligt!

Heldigvis var jeg så træt at jeg ikke kunne opretholde mit forsvar længere. Der skete en ændring i min psyke: Jeg holdt op med at gøre modstand og tænkte i stedet stille og roligt: "Ok, så kom dog ind, hvis det er det du vil. Jeg er for træt til at holde dig ude længere - så kom bare og slå mig ihjel eller voldtag mig eller hvad du nu vil gøre af ondt. Gør det bare". Og med det samme smadrede manden vinduet og løb meget voldsomt op til mig - stoppede op og ændrede markant energi lige ved siden af mig - neutralt venskabeligt gav han mig hånden - og så var han væk. 

I det øjeblik kunne jeg sove. Jeg forstod omgående at jeg selv havde skabt angsten ved at forsøge at holde ham/noget ude af al kraft. Og først da jeg overgav mig til "det der er" - først da jeg lukkede alt det farlige ind opløstes spændingen. Angsten forsvandt og har ikke været der siden.

Er det ikke et vidunderligt og (voldsomt) billede på modstand, som ender med overgivelse og accept = fred? Jeg er meget taknemmelig for at have haft oplevelsen, fordi jeg bare ved at det er vejen til transformation - at give lov. Let go and let God, som et ordsprog siger. 

Måske er modstand netop det der gør alting så besværligt og smertefuldt?

I dag har jeg læst på nettet at 70 % af al smerte (fysisk, psykisk, spirituelt) er forårsaget af vores egen modstand... tænk lidt over den oplysning. Jeg synes det er mere end bare stof til eftertanke. Det er jo grundlaget for en hel verdensanskuelse!

Kærligst Pernille

Bange for....

Hvad er du bange for?

Jeg er bange for mange ting - både svagheder og styrker er jeg bange for at jeg er bange for (ha ha). På ét plan. På et andet (og højere) plan er jeg ikke bange for noget som helst - men lige her taler jeg om frygt ud fra et meget menneskeligt ego-perspektiv.
Jeg bryder mig generelt ikke om at indrømme at jeg er bange for noget som helst ... Og dog ....
For efter mit skønne, lærerige, smertefulde, forvirrende og berigende sammenbrud har jeg virkeligt lært lektien: Selvaccept på dybt plan!
Når jeg indrømmer overfor mig selv at jeg er bange for en given ting - når jeg accepterer det fuldt ud som en sandhed - så opløses angsten i ren accept. Og så forsvinder bindingen/knuden/angsten. Så kan det godt være at tanken stadig smutter derhen en gang imellem - men der er sket en følelsesmæssig forløsning på det.

Som eksempel: I dag kunne jeg igen mærke, at jeg er bange for at være uintelligent! Det er virkelig en skræk-fantasi jeg har, at jeg pludseligt opdager at jeg er dybt uintelligent. (Jeg har været der før i forbindelse med at min hjerne gik i tomgang under min depressive periode). Så jeg så det i øjnene, - sagde det højt og stod ved at det er jeg bange for. Og på mindre end et øjeblik havde følelsen forladt mig. Som om min krop nu fortæller mig, at ja - ja - hvordan end du er, så er du dybt elsket. Fat det nu, Pernille. Det er det eneste der er vigtigt. Alt andet er bagateller.
For hvordan vi end vender og drejer det, så vender jeg igen og igen tilbage til udgangspunktet: At elske sig selv er at acceptere alt som det er. Uprætentiøst og meget jordbundet kan overjordisk kærlighed folde sig ud gennem os alle!

Kærlige tanker
Pernille

At falde på plads

Er det ikke dejligt, når perioder med uro fader ud og roen sætter ind?! Intet er statisk og der skal nok komme gang i kludene igen - men jeg elsker den ro der er, når stormen har lagt sig. 

Jeg er så dybt taknemmelig for at jeg har lært så meget som jeg har. Jeg har virkeligt fået nogle ting på plads indeni. Igen. Som årene går bliver det lettere og lettere at "indrømme", hvad der virkeligt gemmer sig indeni. Ofte kæmper jeg ubevidst imod de forhindringer der måtte være i mig selv. Fordi det kan være for svært og smertefuldt at indrømme svage sider. Jeg har f.eks. ikke lyst til at være sårbar. Det falder mig svært at vise at jeg har brug for andres anerkendelse og accept - fordi jeg så føler mig sårbar. Men det må jeg se i øjnene. Jeg kan godt se, at det er et meget uskyldigt og menneskeligt behov. Men mit system har åbenbart fået det black-listed. 

Så at jeg nu kan sige det højt: "At jeg også nogle gange har brug for andres accept gør at jeg føler mig utrolig skrøbelig og sårbar" - tja ... så bliver det alligevel til at bære. Pludselig oplever jeg ikke sårbarheden så overvældende alligevel. Og jeg kan godt se, at får jeg accept og anerkendelse, så må jeg nok hellere bare tage imod den, i stedet for at forsvare mig og prøve at bakke ud af det (fordi jeg pludselig føler mig sårbar, når jeg er afhængig af andre....).

Pointen er såmen enkel: Når jeg prøver at flygte fra mig selv og mine forsvar bliver det hele meget sværere end det behøver. Og der er jo intet at skamme sig over! Vi har vel alle ting og sager vi slås med - mange af os døjer med noget på selvværdet. Men der er stadigvæk kun én vej: Stå ved dig selv på stærkt og svagt. Vi er sgu gode nok!

Jeg kan også bedre overskue nu, at jeg bliver nødt til at tage skæbnen i egen hånd. Ofte har jeg overladt til tilfældighederne hvad der skulle ske med mig. Og jeg har forklaret mig med, at der er en stor styrke i at tro på at livet fører os derhen, hvor det er bedst for os at være. Jeg tror det er en meget feminin kvalitet - meeen, mon ikke det også har haft sin bevæggrund i for lavt selvværd? Det tror jeg da!

SÅ! Jeg må da lige indrømme at jeg er blevet klar over, at der også er styrke i at tage en beslutning - tage ansvaret for det og blive ved med at gå i den udstukne retning (maskulin kvalitet) - og så derfra følge livets strøm (feminin kvalitet). 

Jeg mærker begge styrker ved at sige højt: "Jeg healer". Jeg har et naturtalent som jeg gerne vil dyrke og forfine. Og det gør jeg nu. Så jeg står ved det nu og gør nogle konkrete handlinger ude i verden - og så må jeg følge med flowet herfra. Og det virker: Jeg har allerede fået mig nogle gode erfaringer med de første "kaniner"! Og der er flere på vej - det giver en totalt god følelse, at jeg får positiv feedback på noget jeg så gerne vil lave! Tak!

Det var dagens tanker. God aften derude.

Læs!

Må. Anbefale. Denne. Blog... Igen:

http://consciousco-creationalcoaching.blogspot.com/

Og hendes søsters hjemmeside - også interessant:

http://kimberleegorgo.com/1324/why-authenticity/

Læs, læs, læs og bliv inspireret.

Jeg bliver så varm om hjertet og får lyst til at eksplodere af bare lykke over at der på kloden findes mennesker som taler så rent ud af posen. 
Jeg er i hvert fald indfanget af lyset fra de kloge søstre. Fordi det har så let en energi og samtidig lyser af dyb visdom. Og så vibrerer jeg med i hjerte og hjerne, når jeg læser. NICE!

 Jeg elsker amerikanerne for deres HAAAAALLELUJA!!!!

Nye tiltag - vil du, eller kender du nogen... ???

Denne sommer har bare været god for mig. Det er befriende at kunne gå på ferie - for at vende tilbage til hverdagen og vide at jeg bare er helt almindelig arbejdssøgende. 
 Eller det vil sige - helt almindelig er jeg ikke. Ha ha! (Jo, jo, jeg ved da godt at jeg er et helt almindeligt menneske som alle mulige andre! Bare rolig - ingen personlighedsforstyrrelse dér.)  
Altså ... det er måden jeg vil stykke mit arbejde sammen på, der er lidt ualmindelig. I hvert fald i forhold til hvordan jeg har turdet gøre det før. Jeg har tænkt på nogle muligheder før - men nu vil jeg ganske enkelt bare gøre det. Det er jo en fabelagtig mulighed at være uden arbejde, - for pludselig er alle muligheder åbne. TAK til universet (giv en klapsalve)!!!


Med sådan en total nedsmeltning som jeg har haft, så ved jeg ganske afgjort at jeg bliver nødt til at gøre det, der er godt for mig. NU! Der hvor jeg faktisk er god! Jeg kan ikke krybe udenom længere. Muligvis vil jeg prøve at kaste mig ned under gulvtæppet og måske endda også bide lidt i panelerne, vride mig som en orm og benægte al mulighed for handling - men jeg må simpelthen til at lære, at jeg ikke skal lade mig styre af frygt. For frygt leder altså til dovenskab. Og det går ikke længere! 
Jeg har ligesom indset på et ret dybt plan, at lykke på en eller anden måde hænger sammen med at handle i stedet for at udskyde og udskyde og udskyde. (PUHA jeg er i gang med at offentliggøre to af mine totalt pinlige sider: Dovenskab og frygt ... jeg håber jeg møder en smule forståelse her,  for ellers bliver jeg vist den sidste der bliver valgt til høvdingebold i morgen! - you get the picture?)

Hmn...
Så hvad er det så jeg skal? 
Det er ganske enkelt: Jeg skal have mig et arbejde på deltid, så jeg har en grundindkomst. Og så skal jeg heale ved siden af. Så kender du nogen, der gerne vil heales, så starter jeg op ganske billigt, indtil jeg føler jeg har fingeren på pulsen med det igen. Det er nemlig noget tid siden jeg har brugt det i ren form, så jeg skal lige op i gear. Prisen vil så selvfølgelig stige i takt med min fornemmelse af ejerskab og professionalisme.
Jeg tør sige det højt nu, fordi jeg i sandhed synes jeg har fundamentet i orden. Hør lige her engang: Jeg har en cand. mag. i musikterapi (psykoterapeutisk uddannelse), en international anerkendt coachuddannelse, et helt naturligt flair for healing samt indvielser i Reiki-energien. Og så har jeg fået mig nogle kraftfulde erfaringer på arbejdet, som jeg har forsøgt at suge så meget læring ud af som muligt. Jeg VIL vokse og lære - i stedet for at skamme mig!


Ved siden af det, vil jeg også ud og lave kreative workshops om kvinde-kraft og passion. For min kære ven - det er jo vokset eksplosivt i mig og min omverden den sidste tid! Jeg ved der er et stort marked for det. Det er en energi som vi simpelthen ikke kan komme udenom.
Almindeligvis har jeg en modstand mod sådanne modefænomener - men denne gang rammer det plet i mit kerneområde. Jeg ganske simpelt ELSKER at se kvinder modnes til kraft på den feminine måde. Og jeg har nogle super redskaber til at styrke processen.
For hvor er der meget usikkerhed om, hvad kvindelig kraft egentlig er. Og der er kun én måde at finde ud af det på: PRØV DET SELV!
 
Der er så utroligt meget levet liv, der bliver holdt tilbage i pænhedens og kompromissets tegn. But guess what!?! Når du opdager hvordan du kan fylde dig selv og dit eget liv ud, så behøver du ikke ofre dig for noget som helst. Når du giver plads til dig selv præcist som du er, - så behøver du ikke blive fyldt med alle de der følelser, som kan være så utroligt svære at håndtere. Vrede, utålmodighed og irritation, forvirring, selvfedme og afstandtagen er ligesom bare ikke nødvendigt mere (i hvert fald ikke i samme grad). Glæde har nemlig bare et helt naturligt udspring i viljen til at leve sit eget liv med alt hvad det indebærer. 
Måske kan processen være lidt smertefuld, indtil man får fat i den lange ende - men til gengæld er der bonus og ekstra trækning med joker når verden begynder at give dig feedback på din totalt skønne måde hvorpå du har udvidet din kraft. 
Og der er jo masser af kraft i alle! Den findes i utallige former og farver, rytmer og melodier - så find din egen palet frem og dans dig ud. 

Lyder det ikke skønt?! (og nej, jeg er heller ikke manisk... jeg er bare utroligt glad over endelig at være i stand til at trække vejret frit.)

Så vil du have healing (eller kender du en ven, der vil) så skriv en kommentar - jeg skal nok holde den privat.
Eller vil du og dine kvindelige kolleger/familiemedlemmer/veninder/mødregruppe/kageklubber eller andre dansende damer prøve en workshop hvor krop, stemme, farve og fordybelse er en vej til kraft, så giv mig besked - så stykker jeg noget godt sammen til jer. Og måske tager jeg en kvindelig kollega med - for vi er flere der ligger på lur med lidenskabelige kræfter!

Jeg glæder mig allerede til at se jer!

Tiden flyver og fokus flytter sig

Ok - indrømmet: Jeg tænker utroligt meget mere på alle mulige andre ting end min kære blog lige i øjeblikket. Og jeg synes simpelthen det er for intetsigende at skrive noget bare for at skrive. Selvfølgelig vil der komme indlæg hist og her - men ikke i så jævn en strøm som i foråret/forsommeren.
Jeg tager det klart som et sundhedstegn. Før havde jeg enormt meget brug for at udtrykke mig og få form på al det rod, der var indeni. Nu hvor der er langt mere orden, er mit behov for afklaring mindre. Og det er jo skønt. 

Indsigter og AHA'er, kommer heldigvis stadig (dog i et langsommere tempo) så jeg bliver helt sikkert ved med at blogge. Det er jo stadig total nice at se sit eget aftryk i verden. Pyt hul i hvem og hvor mange der læser hvad jeg skriver, - det vigtigste for mig er stadig (som det hele tiden har været) at jeg får oplevelsen af at komme ud med alt det indeni. Jeg kunne godt blive helt afhængig af at ytre mig (måske er jeg allerede hooked?!!)! Det er virkelig en skøn måde at få form på tankerne.
Fokus bliver muligvis lidt anderledes, fordi jeg begynder at tænke langt mere erhvervsrettet igen. Jeg kan nu i højere grad løfte blikket. Og jeg har vitterlig LYST til at være professionelt orienteret. Før var det ren og skær psykisk overlevelse.

Så kære blog-læser: Jeg er her stadig. Der er kog i gryden.... og det bobler....