For mange år siden, mens jeg læste musikterapi på Aalborg Universitet, havde jeg en ganske enestående oplevelse. I får den fortalt her, fordi den er et markant eksempel på hvad jeg mener, når jeg taler om modstand, accept og at overgive sig til sig selv.
Hør:
På et semester valgte jeg at skrive en opgave om angst. Jeg valgte at belyse begrebet ud fra to forskellige vinkler: psykoanalytisk (Freud) og eksistentialistisk (Yalom). Vældig interessant - bortset fra at jeg nok i virkeligheden ikke forstod helt nok til at løsrive mig fra teksterne, for at bringe mig selv op i et højere perspektiv. Jeg følte i hvert fald ikke, jeg havde greb om emnet,- muligvis fordi jeg ikke forstod begrebet angst. Ironisk nok udviklede jeg undervejs i processen rent faktisk angst - for første gang. (Ironisk - men yderst lærerigt!)
En aften blev jeg fuldstændigt overvældet af angsten. Jeg forlod opgave og skrivebord og lagde mig på sofaen med bankende hjerte og åndenød. Jeg forestillede mig at sofaen var det mest sikre sted at være. Men heller ikke der fik jeg fred, for jeg var så svimmel at jeg ikke kunne ligge stille. Det føltes som om jeg blev skubbet på gulvet fordi lejligheden snurrede rundt. Væggene faldt ind over mig og jeg var skrækslagen. Aldrig før eller siden har jeg prøvet noget lignende.
Så jeg ringede hjem til mine forældre: "Kom og hent mig!" Hvilket de naturligvis gjorde - kærlige og hjælpsomme som de er. Jeg husker at jeg lå på bagsædet i bilen med mit hoved i mors skød. Meget mærkeligt at opleve mig selv som et barn i en voksen krop. Men der var ikke andet at gøre: Jeg skulle have tryghed omkring mig.
Jeg blev boende derhjemme i en kort periode. Det var hverdag, og begge mine forældre blev nødt til at gå på arbejde. Så jeg var en del hjemme alene. Bange. Angsten fortsatte. Det var frygteligt. Om natten turde jeg ikke sove af angst for hvad der ville ske, når jeg lukkede øjnene - så jeg holdt mig vågen så meget som muligt. Om dagen var jeg alene - det var lige så forfærdeligt. Kun når mor og far var hjemme fik jeg hvilet mig lidt. Resten af dagen gik jeg rundt med konstant høj puls, tilbageholdt åndedræt og en følelse af konstant indre og ydre trussel. Jeg anede ikke hvad truslen egentlig bestod i - jeg følte mig bare konstant truet. Som om nogen eller noget hele tiden var efter mig. Og nøj, hvor jeg kæmpede imod. Jeg var så bange for at kigge efter, hvad det egentlig var, jeg var bange for .... PUHA - det var ikke meget jeg fik lavet i de dage!
Så efter et par dage i højt alarmberedskab var jeg kørt træt! Meget, meget træt.
Jeg husker at jeg lå på sofaen en formiddag alene hjemme. Jeg var helt blæst i hovedet og havde ingen energi pga. for lidt søvn i for mange dage. Jeg var stage-træt, men kunne ikke sove. Og da jeg kiggede ud af panoramavinduet i stuen så jeg en ond mand stå derude og glo ind på mig. Jeg vidste godt, det var et fantasibillede - men i min angst oplevede jeg det ganske virkeligt. Jeg var i hvert fald rædselsslagen for at han skulle smadre vinduet og komme ind til mig. Det var ligesom hele essensen af alt hvad jeg syntes var farligt!
Heldigvis var jeg så træt at jeg ikke kunne opretholde mit forsvar længere. Der skete en ændring i min psyke: Jeg holdt op med at gøre modstand og tænkte i stedet stille og roligt: "Ok, så kom dog ind, hvis det er det du vil. Jeg er for træt til at holde dig ude længere - så kom bare og slå mig ihjel eller voldtag mig eller hvad du nu vil gøre af ondt. Gør det bare". Og med det samme smadrede manden vinduet og løb meget voldsomt op til mig - stoppede op og ændrede markant energi lige ved siden af mig - neutralt venskabeligt gav han mig hånden - og så var han væk.
I det øjeblik kunne jeg sove. Jeg forstod omgående at jeg selv havde skabt angsten ved at forsøge at holde ham/noget ude af al kraft. Og først da jeg overgav mig til "det der er" - først da jeg lukkede alt det farlige ind opløstes spændingen. Angsten forsvandt og har ikke været der siden.
Måske er modstand netop det der gør alting så besværligt og smertefuldt?
I dag har jeg læst på nettet at 70 % af al smerte (fysisk, psykisk, spirituelt) er forårsaget af vores egen modstand... tænk lidt over den oplysning. Jeg synes det er mere end bare stof til eftertanke. Det er jo grundlaget for en hel verdensanskuelse!
Kærligst Pernille
Ingen kommentarer:
Send en kommentar