Bange for....

Hvad er du bange for?

Jeg er bange for mange ting - både svagheder og styrker er jeg bange for at jeg er bange for (ha ha). På ét plan. På et andet (og højere) plan er jeg ikke bange for noget som helst - men lige her taler jeg om frygt ud fra et meget menneskeligt ego-perspektiv.
Jeg bryder mig generelt ikke om at indrømme at jeg er bange for noget som helst ... Og dog ....
For efter mit skønne, lærerige, smertefulde, forvirrende og berigende sammenbrud har jeg virkeligt lært lektien: Selvaccept på dybt plan!
Når jeg indrømmer overfor mig selv at jeg er bange for en given ting - når jeg accepterer det fuldt ud som en sandhed - så opløses angsten i ren accept. Og så forsvinder bindingen/knuden/angsten. Så kan det godt være at tanken stadig smutter derhen en gang imellem - men der er sket en følelsesmæssig forløsning på det.

Som eksempel: I dag kunne jeg igen mærke, at jeg er bange for at være uintelligent! Det er virkelig en skræk-fantasi jeg har, at jeg pludseligt opdager at jeg er dybt uintelligent. (Jeg har været der før i forbindelse med at min hjerne gik i tomgang under min depressive periode). Så jeg så det i øjnene, - sagde det højt og stod ved at det er jeg bange for. Og på mindre end et øjeblik havde følelsen forladt mig. Som om min krop nu fortæller mig, at ja - ja - hvordan end du er, så er du dybt elsket. Fat det nu, Pernille. Det er det eneste der er vigtigt. Alt andet er bagateller.
For hvordan vi end vender og drejer det, så vender jeg igen og igen tilbage til udgangspunktet: At elske sig selv er at acceptere alt som det er. Uprætentiøst og meget jordbundet kan overjordisk kærlighed folde sig ud gennem os alle!

Kærlige tanker
Pernille