Link til det hellige ægteskab

Smuk læsning, for dem, der kan lide den slags.

En hilsen fra Kryon med budskab om det hellige ægteskab:

http://www.spiritweb.dk/Kanal/kryon0611db.htm

Jeg bliver selv opslugt af energierne i sådan en tekst. Og med en tilpas åbenhed er jeg sikker på, at man kan få kontakt med healingen, der ligger i budskabet. Jeg blev renset undervejs - gav mig selv pauser med lukkede øjne, mens jeg lod teksten sive ind. Energierne skal jo lige have lov at finde plads... 
I teksten står, at "loving relationships" ikke ligger i det fælles ubevidste - men at healingen kanaliseret gennem denne tekst manifesterer det. Og se, det synes jeg er værdigt, tiltrængt og en tanke værd. At heale sine indre partnere i helligt ægteskab. 


God fornøjelse.

Gudindefest

I weekenden var jeg til Gudindefest. Hvilken kvinde kunne ikke tænke sig at deltage? Det er simpelthen en vidunderlig ide. Og konceptet er enkelt: Smukke, livskloge kvinder samles til en lang gåtur i det grønne efterfulgt af champagne, forretter og desserter til langt ud på natten. Og naturligvis er det tiden til at dele de gode historier. De dybe emner.  Jeg følte mig hjemme.

Jeg er måske ved at være helet for denne gang. Det har været en stor omgang i mange, mange måneder (år?). Men jeg oplevede for første gang længe, at jeg til Gudindefesten kunne slappe fuldstændigt af og være fuldt tilstede. Hvor var det vidunderligt! Ingen flugt, ingen bekymring. Blot et stille nærvær. Dejligt.

Prøv det - skab din egen gudindekreds. Og mærk kærligheden.

Skriv dit eget liv

Livet er en historie - og du har selv blyanten i hånden. 

Skriv! 

(Og syng og dans imens...)

Til fælles bedste.

God fornøjelse

Hurtig manifestation

Tak til kvinden, der ved for de gode ord der kom for et par timer siden:
Efter jeg havde skrevet beskeden fra hende (fra mit eget højere selv), gik jeg til frisør. Vi var alene i salonen - og kom til at tale om vores værdier og måden hvorpå vi oplever verden. Og hun forstod, for energien flyder på samme måde hos hende. Fra hjertet. 

Hvor er det befriende at opleve, at ingen er alene - at alle kan blive forstået.
Tja - det var vist en hurtig manifestation, der viste og bekræftede min indre sandhed. 


Lad hjertet vise vej...

Kvinden der ved

Forkølelse, Pernille. Måske er det tid, at du skal geare lidt ned, min pige. Du har haft så travlt med at mærke efter hele tiden. Tro mig: Du ER rask. Du er ikke deprimeret mere. Du er helt normal. Og du har det faktisk rigtigt godt. Og ja, lige nu er du forkølet, så måske du kunne slappe lidt af. Du vil altid have behov for blidhed overfor dig selv. Først når du har blidheden iboende, har du din sande styrke. Sådan er det.

Du har klaret dig så fint. Har udviklet dine gode evner til at mærke efter og handle på det. Jeg bliver varm helt ind i hjertet, når jeg ser dig: Hvordan du gør det, der skal til. 
Tidligere havde du så  svært ved at mærke efter og tage det alvorligt. Men nu ved du, at det er dyb alvor. Det er ikke pjat at have lyst til - ja ligefrem behov for - at male et billede, blogge et indlæg eller synge en sang. Det er skaberkraft og du deler ud af dig selv. Når du maler, skriver, synger og bevæger dig i verden, deler du ud af dig selv - og du deler ud af universel viden. Det gør alle mennesker! Så tag det helt alvorligt og nyd processen. 

Sandheden forandrer sig altid. Sandheden afhænger af de erfaringer du har med dig. Og eftersom du hver dag får nye erfaringer, vil sandheden naturligt også forandres. Det ophæver ikke den tidligere sandhed. Brug det klogt. Ær sandhedens mange ansigter. Du kan sagtens rumme det og forstå det. Der er ikke noget at være bange for.

For din største angst, Pernille, er nok den at blive misforstået. Men vid, kære Pernille, at hvert menneske hører med egne ører. Og eftersom hvert menneske har egne erfaringer, vil der være ligeså mange sandheder, som der er mennesker. Og det er meningen... 
Du er aldrig alene. Og også du er elsket.

Mvh. Kvinden der ved

Lækkerier for bløde ører

http://www.youtube.com/watch?v=EkHTsc9PU2A


I like !!!

Ren nydelse for det spirituelle sind

Se lige denne blog:

http://consciousco-creationalcoaching.blogspot.com

Den gør mig flyvende glad!

Der er f.eks. tidligere indlæg, som beskriver, hvordan mange har haft det virkeligt underligt i slutningen af 2010. Og det passer alarmerende godt til min egen tilstand!

Jeg har selv tænkt, at det ikke kun var en stress/depressions tilstand jeg har været i - men også en udrensning af en energetisk/spirituel slags. Og sørme om ikke denne blog beskriver det så fint for mig.

Desuden beskriver hun også præcis den følelse af frihed og skaberlyst, som jeg selv mærker nu. Endelig! Det er simpelthen vidunderligt, som hun skriver på en måde, der matcher mine egne oplevelser. 

Jeg er overvældet!

TAK Lauren!

Det er selvfølgelig spirituelle beskeder - nyd dem, med hjerterne åbne.

For mig er det ren lørdagsslik af den supersunde slags!

PS: Læs evt. denne danske oversættelse af et af indlæggene fra 2010:
http://www.spiritweb.dk/Artikler/largo1210.htm

Akupunktøren

Har i dag været ved en kinesisk læge og akupunktør på Vesterbro i Aalborg. En god oplevelse. Og en pointe for nu:

Hvor vi danskere generelt gerne vil have en interpersonel følelsesladet og personligt udvekslende kontakt, havde denne venlige kineser med kyndige, healende hænder (og nåle) en ganske anden og nøgtern indstilling. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg var i gode hænder. Ganske rent og utvetydig gjorde han sit helbredende arbejde, uden at forsøge på at skabe en følelsesmæssig binding til mig. Det var skønt! Jeg følte mig som et individ som kom for at blive reguleret - hvilket jeg blev - og så ikke mere.

Og mest af alt var han venlig. Helt enkelt bare venlig - uden at forvente noget til gengæld! 

Befriende...

Jeg må indrømme, jeg godt kan blive lidt træt af min egen (vestlige) måde at være følelsesladet på. Fordi jeg desværre ofte kommer til at forvente, at folk skal give mig noget igen. Dagens kineser (ha ha) viste en for mig behagelig måde at være i kontakt på. Det skal jeg helt klart huske.

Faktisk minder det utroligt meget om den indstilling jeg opdagede, da jeg uddannede mig som ICC coach. Den indstilling er utrolig venlig. Oprigtig og ikke-dømmende. Helbredende og autentisk. Med følelserne i en enkel balance. Og med muligheden for at sætte ord på det, som ellers kan være lidt for "farligt". 

Uhm!I like!

Din egen kraft

Det står tydeligt for mig i dag, at det kan være en lang og sej opgave at finde indre fred. Jeg taler selvfølgelig af egen erfaring, men alt peger også på at det er et fællestræk for mange danskere i dag. Hvor fa'en skulle al den stress ellers komme fra? Hvis vi alle havde indre (og ydre) ro, kunne vi så også have stress???

Mange har stadig som ideal at man skal være hurtig, have mange relationer (som skal dyrkes konstant), man skal favne bredt og lære hurtigt, man skal tænke kreativt og være skabende, samtidig med at man skal indgå i de fælles rammer. Man skal leve op til andres/fællesskabets/ens egne indgroede forventninger om, hvad der er "rigtigt" og "forkert" og man skal samtidig være nytænkende. Man skal læse, stave, tale flere sprog, begå sig med over- og underordnede på en konfliktfri måde. Have godt humør og bla bla bla ....

Jeg selv har en oplevelse i disse måneder, som jeg ikke ville være foruden: Jeg føler mig befriet fra en hulens masse spindelvæv. Som om jeg stille og roligt træder ud af "det skal man jo, Pernille" - den selvpåtagede rolle, jeg troede jeg skulle spille for at være "en ordentlig voksen". Men min sandhed er nok den, at jeg kun bliver "en ordentlig voksen", når jeg finder min egen måde at være det på.  Og når jeg anerkender den. For måske er det det, der er den største stopklods? At jeg ikke helt har turdet at stå ved mig selv...

Det skal nok komme - jeg kan jo allerede mærke, at jeg står langt stærkere i min egen lille verden nu, end nogensinde før. På en langt mere fredelig måde.

Det kræver mod og handlekraft at mærke sig selv og handle derefter. Og det kræver tid til at mærke efter, hvad der virker for mig. Og jeg glæder mig! Ud i verden stille og roligt, så jeg kan følges med mig selv.

Vi ses derude!

Less is more

Uhm..... nice! 

Fred.

Om ikke udenom, så indeni.

God aften.

Malerhjerne

Så har jeg malet igen. Igen. Igen. Igen. Igen. Helt hvidt. Vores flade tag er såmen snart færdig-malet. Og det er MIG, der har gjort det hele! HAHA! Det er altså sejt, skulle jeg lige hilse og sige!

Vi har stillads stående på udvalgte steder rundt om huset. Så jeg har tænkt, at det ville være meget hensigtsmæssigt, hvis jeg fik malet alt (og husk nu at fjerne malertape!), inden tømrene kommer og henter stilladset.
Og her til aften blev jeg så færdig med at male de sværeste steder - hvor stilladset står på skrånende grund, og der hvor der er meget højt. Det er virkeligt dejligt. Og sejt!
(Men husk nu malertapen i morgen, Pernille.)

Der er ingen tvivl i mit sind, at det at male et kæmpe tag - i godt, dansk sommervejr - har været med til at gøre mig mere sund og rask. Jeg er i virkeligt godt humør, og jeg tror, det er fordi jeg er så meget udenfor. Og fordi jeg præsterer et gedigent stykke arbejde - uden stress.

Så nu en hjemmebagt knækbrød og hygge med en god bog, inden jeg skal puttesove med god samvittighed og træt krop.

Sov godt!

En kappe af fred

Jeg er meget tilfreds i dag. Mit humør har været godt i en uge nu. Min energi bliver ved med at være god. Jeg er stadig stabil og har handlekraft. Jeg husker, hvad jeg har gang i. Jeg kan forblive i samtaler uden at miste tråden. Jeg har lyst til at læse udfordrende faglitteratur (Essens af Almaas). Jeg er ikke grådlabil. Jeg er ikke træt som en hængt kat.
Til gengæld er jeg træt på en enormt sund måde, fordi jeg er tilpas aktiv fysisk, psykisk, socialt. Jeg sover virkeligt tungt om natten - og er frisk, når jeg vågner. (Jeg plejer ellers at sove meget let og vågne ved lyde og bevægelser, men nu sover jeg helt tungt og sundt.) Jeg beskytter mig selv på en god måde, ved at sove til middag og sige nej tak, til ting der ikke er vigtige for mig. Jeg sorterer en masse fra - og nyder til gengæld at invitere det ind, jeg vælger. Det er meget tilfredsstillende. Og meget nyt.

Feks. har min familie været samlet i et par dage for at fejre min mor, og jeg havde forestillet mig, at jeg ville blive meget udkørt og have lyst til at tage hjem tidligt... Men jeg skulle nærmest smides ud! Fordi jeg bare hyggede mig og hvilede i mig selv - og gav slip på alt det, som ikke vedkommer mig. Alt i alt er jeg gennemstrømmet af en stille, rislende glæde. Jeg er træt uden at være udkørt. Hvor er det dejligt!

Min mors kollega (som er klarsynet og virkeligt god til at beskrive, hvad der sker) har fortalt min mor, at både mor og jeg netop har fået Michaels kappe. Den siges at beskytte os mod alt det, vi ellers er så følsomme til at tage ind. Alt det, som hurtigt bliver "for meget" og for smertefuldt. 
Jeg kan godt lide billedet, for det føles virkeligt som om jeg har fået et ekstra beskyttelseslag udefra.

Det, at jeg har været så grådlabil og sensitiv så længe, har jo været utroligt hårdt. Fordi jeg tog alting ind i min egen krop (både mine egne og andres følelser og sansninger). Som om jeg ikke kunne finde ud af at holde andres energi ude. Når et barn faldt og slog knæet, kunne jeg mærke det på min egen krop, og jeg fik gysninger gennem kroppen, så jeg næsten havde lyst til selv at græde. Når en voksen fortalte en personlig oplevelse, kunne jeg mærke følelserne, som var det mine egne.
Min psykolog brugte også udtrykket, at det ville være godt for mig at lære at holde tingene ude i auraen i stedet for at slide på kroppens celler. Og selv om jeg har forsøgt at holde ting uden for min krop, så føles det som om det ekstra beskyttelseslag jeg endelig oplever, er noget der er kommet af sig selv.
Jeg kan faktisk virkeligt godt lide tanken, at jeg har fået en kappe af ærkeenglen Michael!

Hmn... gad vide om der er en sammenhæng mellem det, at jeg overgav mig og accepterede, at jeg blev nødt til at tage imod hjælp fra pillerne (antidrepressiv medicin). Måske lukkede jeg op for at modtage hjælp fra hvem som helst, der er klar til at hjælpe mig.
Hvor jeg ellers plejer at være højrøvet nok til at tro, jeg kan redde mig selv, har jeg indset på et meget grundlæggende niveau, at jeg ikke behøver redde mig selv - det er ikke engang sikkert, at jeg kan redde mig selv. Og da jeg gav slip på viljestyrken (som i virkeligheden var delvist selvdestruktivt), gav jeg plads til at hjælpen kunne komme udefra...

Tanken om Michaels kappe passer ind i et særligt verdenssyn. Det kræver selvfølgelig, at man kan anerkende eksistensen af ikke-jordiske væsener/energier, som har handlekraft på vores energiplan. Det ressonerer meget fint med mig...
Og jeg er meget glad for min kappe/min beskyttelseshjælp. Så ligegyldigt hvad det er - så tak. Tusinde, tusinde tak! Tak til Michael - og tak til mig selv!

Tillykke mor

Moar hun har fødselsdag,
og det har hun jo, og det er i dag!
Moar hun har fødselsdag,
og det har hun jo i dag!!!
Og høøøør nu her, hvordan vi alle synge vil,
og høøøør nu her, hvordan vi synge vil:
Hurra, hurraaa, hurra, hurra,
hurra, hurra, hurra, hurra.
Hurra, hurraaa, hurra, hurra,
hurra, hurra, hurra!!! HEY!

Tillykke mor! Tillykke med en rund og flot dag! Temmelig regnvåd, men det renser og blomsterne får noget at vokse af. Jeg synes i hvert fald det er en sund, frisk og dejlig dag. Ligeså sund, frisk og dejlig som dig!

Jeg vil gerne takke dig, fordi du er dig:

Tak mor. Fordi du er en smuk kvinde, der bliver ved med at forholde dig åben overfor livet i og omkring dig. Fordi du har bevaret og udviklet din kærlige indstilling til livet og til de mennesker, du omgiver dig med. Tak fordi du og far bliver ved med at ville hinanden. Fordi i gør en masse ting for jer selv (spiller musik, maler, går i haven, læser, arbejder, finder på projekter derhjemme, rejser etc...) - så i også stadig har overskud til os andre. Tak fordi du er en aktiv og kærlig mormor. Fordi du bliver ved med at prøve at få livet til at give mening. Tak fordi vi to kan undersøge verden og filosofere i timevis - og dele vores liv med hinanden. Tak fordi du altid tror på det gode. Tak for din tålmodighed, din kærlighed, din ærlighed, din diplomati, din kreativitet, din sans for leg og alvor. Tusinde, tusinde tak fordi du har valgt hele dit liv at kæmpe for at være glad. Og tak fordi du også kan være ked af det, vred, træt, urimelig og helt almindelig. Og tak fordi du kan indrømme dine menneskelige fejl og mangler.
Tusinde, tusinde tak, fordi du er her. Fordi du er min mor. Fordi du har valgt far. Og fordi i lavede mig og min søster. 
Jeg vil altid elske dig. Og du har bare at love at blive ved med at have kontakt til mig - med eller uden fysisk krop!

Stort og kærligt tillykke med fødselsdagen mor.

Intuition/logik

Nu har jeg haft nok at gøre med at male sternbrædder i et par dage. Male, male, male. I dag kan jeg ikke, fordi det regner (og min krop er træt efter al det fysiske arbejde). Så da jeg kom hjem efter at have afleveret sønnike, lagde jeg mig 5 minutter på sengen for at hvile, inden jeg ville gå i gang med dagens opgaver.
Og ved i hvad?! Jeg blev simpelthen ramt af en dejlig indsigt: Når jeg har travlt med at arbejde, så viger min evnen til at reflektere. Og jeg elsker ellers at reflektere - så sørme da, jeg blev mindet om at tage tid til at sidde og kigge ud af vinduet. Vel at mærke med følelsen af tid og rum omkring mig. For når jeg sidder og kigger ud af vinduet, men ved, jeg skal noget lige om lidt - så virker det ikke lige så frit. Og så blokerer jeg for de helt frie tanker. Måske er den gode "glo-ud-af-vinduet" i virkeligheden meget lig meditation, hvor oplevelsen af tid og rum ophæves.

Jeg holder virkeligt meget af at være praktisk! Og samtidig holder jeg også rigtigt meget af at lade tankerne flyde - ud af ingenting opstår der nogle gange (tit) vidunderlige tanker, og lyst til at handle på dem.
Allermest elsker jeg, når hvile og aktivitet er i samklang!


Ydermere nåede jeg på de 5 minutter i sengen at tænke noget om forskellen mellem at træffe beslutninger ud fra logik eller intuition.
Jeg er overordnet en intuitions-beslutningstager. Og hvordan er det lige ?... skal man så argumentere udfra følelsen eller skal man finde på nogle logisk argumenter, for at overbevise dem, der ikke har så megen fidus til følelser. Det er jo lidt en omvej at skulle finde logiske argumenter. Og det holder heller ikke altid vand. Hmn... Jeg vil vist egentlig gerne være bedre til at stå fast på mine beslutninger og argumenter og være helt ok med at jeg ikke altid logisk kan argumentere for det.

Det tror jeg da nok lige, jeg gerne vil være opmærksom på fremover: At stå ved min mavefornemmelse uden nødvendigvis at skulle forsøge at argumentere logisk for det...

Tillid eller tryghed

... for der er stor forskel.

I øjeblikket har jeg ikke meget tryghed, for jeg kommer lige fra et hav med høj sø, og ingen kan love mig, det er overstået. Men jeg har alligevel dyb tillid til at det stille vand, jeg nu er i, vil fortsætte. Eller at jeg i det mindste kan håndtere den høje sø bedre nu, hvis jeg skal derud igen.

Hvad er forskellen mellem tryghed og tillid?
http://www.ordnet.dk/ siger:

Tillid:

• stærk følelse af at kunne tro på, stole på eller regne med nogen eller noget

Tryghed:

• det at være rolig og afslappet i tillid til at andre beskytter og tager sig kærligt af én
• det at være eller føle sig sikker og uden for fare

Jeg tænker, at tryghed er den reelle oplevelse af at være tryg og sikker. Det kan være i et varmt hus, når regnen styrter ned udenfor. I armene på den, man elsker. En hverdag med faste rutiner, en god indkomst, kære venner, en tryghed i at kende sig selv.

Tillid er derimod en indstilling eller følelse, der hviler i nuet og læner mod fremtiden. Man kan have tillid til folk og dermed signalere, at man tror på dem og tænker godt om dem. På samme måde kan man have tillid til sig selv. Tillid til at livet former sig på en måde, man kan håndtere. Tillid til - hvad end man føler, man kan have tillid til, uden at have beviser for det.

Måske hænger de to sammen på en sådan måde, at mister man den reelle tryghed, så må man finde følelsen af tillid igen, før trygheden kan bygges op - over tid...

Har man tillid - og viser den sig at holde stik - bliver det med tiden til tryghed.

Men der hvor det bliver ugunstigt, er når man har tryghed, og bliver bange for at miste den. Når trygheden bliver så vigtig, at man ikke kan give slip, bliver det en falsk tryghed uden tillid til livets strøm. Og mon ikke det er en lille psykisk død?

Når man ønsker at kæmpe for det trygge, selvom det trygge måske har udtjent sin opgave.

Ironisk at det trygge ikke kan tilbyde tryghed mere - når tilliden til forandringer er forsvundet.

Så jeg tænker at både tryghed og tillid er skønne at kende. Kan man nyde trygheden, når den er der - og give sig hen i det nye ukendte med tillid, så kan man opdage "nyt land". Og alt nyt kan jo blive velkendt og trygt. Og vups - du er vokset og udvidet som menneske!

Jeg har fuldstændigt mistet tryghed over de sidste par år. Men med tillid i hjertet, går jeg i nuet og glæder mig over, at jeg har prøvet at mærke jorden brænde under mine fødder. For min tryghed forsvandt og jeg blev nødt til at finde min tillid dybt, dybt inde. Tillid til livet. Til min egen styrke. Til kærligheden i og omkring mig. Og tryghed skal jeg nok finde igen. Og igen. Og igen.

Så længe jeg har tillid!

Stadig god energi

Jeg er stadig glad for min beslutning om minus-medicin. Tænk sig at slippe for underlige bivirkninger. Skønt. Tak. Jeg har f.eks. lige løbet 7 km. i streg - ingen pauser og ingen selvmedlidenhed. Bare nyde at lade kroppen finde sit eget tempo ... dejligt. Og jeg har malet, læst spændende litt. og drukket en kop kaffe - og nu, når jeg er færdig med bloggen, skal jeg en tur i haven og plante nogle små bunddække. Det er en god dag!

Faktisk føles det som om en spændetrøje er taget af mig. Men jeg ved stadig ikke om det er sertralinen, der virker endnu - eller om jeg er lidt "høj" af at føle mig rask - eller om jeg ganske simpelt bare er ved at være i balance igen?

I wonder... men må lade tiden gå lidt endnu. Der skal nok gå et par uger, før jeg kan komme med en relevant bedømmelse.

Jeg talte i går med en læge-ven jeg har. Hun fortalte mig, at det er hver 3., der rammes af en depression. WHAT!!??! Hver TREDJE! Det er altså helt vildt. Så behøver jeg ikke føle mig svag og anderledes.
Som en psykisk syg sagde på P1 den anden dag: "En psykisk sygdom er en sund reaktion på et usundt samfund."

Tja... det kunne jeg da godt sætte mig ind i. For i mit eget stille hjerte oplever jeg, at det er helt naturligt, at jeg har haft brug for at trække de psykiske gardiner ned i en lang periode. For at finde hjem til mig selv igen.
Men selvfølgelig skal det ikke kamme derover, hvor det bliver regressivt og hvor sygdommen bliver et skjul. Så længe der er total forvirring og "overload", tænker jeg, at en sygdomsdiagnose er på sin plads. Men når det bliver en undskyldning for ikke at tage ansvar, så tænker jeg, det er på tide at tænke sig om en ekstra gang. Hvis man ikke kan tænke sig om en ekstra gang - så er man nok stadig "syg".

Hmn??? Der er mange overvejelser i forhold til psykisk sygdom/stress/depression og følelsesmæssige overbelastninger. Og der er nok ikke rigtigt nogle endegyldige svar. Det er en trial-and-error proces, som heldigvis modner.
Med begge ben på jorden og et skævt smil i mundvigen kan man med sort humor komme med den gamle frase: "Hvad der ikke slår dig ihjel, bliver du stærkere af!"

Og nu skal der plantes en grøn plante!

Det gav sig selv!

En opfølgning på weekendens tvivl og uro i forhold til, om jeg skulle fortsætte med den antidepressive medicin eller ej: Det gav sig selv.

Søndag gik med tømmermænd efter en skøn 40-års fødselsdagsfest, så jeg glemte at tage min halve pille. Og nu til morgen havde jeg ikke lyst. Sådan en fin, ren fornemmelse af, at det er ok at stoppe nu.

Jeg ved jo, at jeg kan begynde igen, hvis min hjerne genoptager sin problemadfærd.

Og nu hvor jeg sidder og glæder mig over min beslutning, kommer jeg i tanke om nogle kloge ord, jeg støvede op i weekenden: Når man bliver liggende i sin seng, så har man tabt på forhånd. Men står man op og giver livet et forsøg, har man muligheden for at vinde. Det kan også være, at man taber, men så har man da gjort forsøget.
Sådan har jeg det med medicinen: Jeg tog pillerne, fordi jeg var så langt nede, og jeg havde brug for at trække vejret frit. Men eftersom jeg dybest set ikke havde lyst til at tage pillerne, ville jeg gerne stoppe, da jeg fik kræfterne tilbage. Så nu gør jeg forsøget, og jeg går efter at vinde. Det kan også være, jeg taber - men så har jeg da gjort hvad jeg kunne!

Hvor er jeg spændt på at læse min egen blog om en måned eller to... hvad mon det ender med, det her???

Sjovt nok har jeg det fint med hvad end der sker. For jeg er villig til at lære, at antidepressiv medicin har sin berettigelse, og at jeg måske er så syg, at jeg har brug for den. Og jeg er også villig til at lære, at jeg kan finde kræfterne i mig selv, og skabe mig det liv, jeg har brug for, for at bevare min sundhed. Eller - surprise me - måske sker der noget uforudsigeligt...

Jeg tror bare jeg vil læne mig tilbage og tage livet som det kommer nu. I stedet for at forsøge at regne ud, hvad der skal ske. Det bliver sgu dejligt! Med alt, hvad det indebærer.

What to do?

(Dette indlæg skrev jeg i weekenden, men glemte at offentliggøre det.)

Tja... jeg var ikke så sikker i min sag alligevel: Da jeg havde trappet ud af sertralinen (antidepressiv) og skulle til at lægge den sidste lille dose på hylden, blev jeg alligvel i tvivl. På en måde lidt bange for mig selv. For jeg orker ikke at udsætte mig selv og mine omgivelser for endnu en tung nedtur.
På den anden side synes jeg, at jeg "snyder", når jeg bruger medicin. Fordi jeg ser det som en slags flugt fra mig selv. Og det bryder jeg mig ikke om.

Jeg tænker, at min depression kommer af en blanding af ubalancer på krop, sind og ånd. Og det er jo noget jeg bliver nødt til at rette op på under alle omstændigheder.
Eller er jeg naiv? Jeg ved det ikke. Det er en deadlock: Hvis jeg stopper med medicinen, så risikerer jeg at miste mit gode humør igen. Hvis jeg fortsætter, så risikerer jeg at miste den reelle oplevelse af at være mig selv lige nu.
Og lige meget hvad jeg vælger, føles det som om det går ud over mit selvbillede og selvværd.

Jeg hælder klart til at stoppe, fordi jeg ikke kan lade være med at tænke, at jeg skader mig selv ved at tage sertralin. Men jeg synes jo egentlig også jeg skader mig selv ved at gå rundt og være deprimeret.

For ½ år siden var jeg ikke i tvivl - jeg skulle nok arbejde mig igennem krisen. Men jeg synes nu, jeg har arbejdet længe nok. Og jeg trænger til at føle mig normal og i balance igen ... lige nu er det bare ikke sådan - ligegyldigt hvad jeg gør. Det må jeg nok hellere finde fred med.

Hmn... Hvad ville du gøre?

Niceville

Læs den! Niceville. Det er længe siden jeg har læst en bog, der på så mange måder beskriver hvordan vi mennesker er vores eget værste fængsel. Hvordan man kan tro at verden hænger sammen på bestemte måder - indtil man opdager, at bare en enkelt tanke kan ophæve den gængse verdensorden.
Niceville handler om raceadskillelsen i Mississippi og oprøret mod den. Men den handler om meget mere end det.
Og så er den utroligt velskrevet.

Niceville af Kathryn Stockett.

Ha' en go' dag!