What to do?

(Dette indlæg skrev jeg i weekenden, men glemte at offentliggøre det.)

Tja... jeg var ikke så sikker i min sag alligevel: Da jeg havde trappet ud af sertralinen (antidepressiv) og skulle til at lægge den sidste lille dose på hylden, blev jeg alligvel i tvivl. På en måde lidt bange for mig selv. For jeg orker ikke at udsætte mig selv og mine omgivelser for endnu en tung nedtur.
På den anden side synes jeg, at jeg "snyder", når jeg bruger medicin. Fordi jeg ser det som en slags flugt fra mig selv. Og det bryder jeg mig ikke om.

Jeg tænker, at min depression kommer af en blanding af ubalancer på krop, sind og ånd. Og det er jo noget jeg bliver nødt til at rette op på under alle omstændigheder.
Eller er jeg naiv? Jeg ved det ikke. Det er en deadlock: Hvis jeg stopper med medicinen, så risikerer jeg at miste mit gode humør igen. Hvis jeg fortsætter, så risikerer jeg at miste den reelle oplevelse af at være mig selv lige nu.
Og lige meget hvad jeg vælger, føles det som om det går ud over mit selvbillede og selvværd.

Jeg hælder klart til at stoppe, fordi jeg ikke kan lade være med at tænke, at jeg skader mig selv ved at tage sertralin. Men jeg synes jo egentlig også jeg skader mig selv ved at gå rundt og være deprimeret.

For ½ år siden var jeg ikke i tvivl - jeg skulle nok arbejde mig igennem krisen. Men jeg synes nu, jeg har arbejdet længe nok. Og jeg trænger til at føle mig normal og i balance igen ... lige nu er det bare ikke sådan - ligegyldigt hvad jeg gør. Det må jeg nok hellere finde fred med.

Hmn... Hvad ville du gøre?