Din egen kraft

Det står tydeligt for mig i dag, at det kan være en lang og sej opgave at finde indre fred. Jeg taler selvfølgelig af egen erfaring, men alt peger også på at det er et fællestræk for mange danskere i dag. Hvor fa'en skulle al den stress ellers komme fra? Hvis vi alle havde indre (og ydre) ro, kunne vi så også have stress???

Mange har stadig som ideal at man skal være hurtig, have mange relationer (som skal dyrkes konstant), man skal favne bredt og lære hurtigt, man skal tænke kreativt og være skabende, samtidig med at man skal indgå i de fælles rammer. Man skal leve op til andres/fællesskabets/ens egne indgroede forventninger om, hvad der er "rigtigt" og "forkert" og man skal samtidig være nytænkende. Man skal læse, stave, tale flere sprog, begå sig med over- og underordnede på en konfliktfri måde. Have godt humør og bla bla bla ....

Jeg selv har en oplevelse i disse måneder, som jeg ikke ville være foruden: Jeg føler mig befriet fra en hulens masse spindelvæv. Som om jeg stille og roligt træder ud af "det skal man jo, Pernille" - den selvpåtagede rolle, jeg troede jeg skulle spille for at være "en ordentlig voksen". Men min sandhed er nok den, at jeg kun bliver "en ordentlig voksen", når jeg finder min egen måde at være det på.  Og når jeg anerkender den. For måske er det det, der er den største stopklods? At jeg ikke helt har turdet at stå ved mig selv...

Det skal nok komme - jeg kan jo allerede mærke, at jeg står langt stærkere i min egen lille verden nu, end nogensinde før. På en langt mere fredelig måde.

Det kræver mod og handlekraft at mærke sig selv og handle derefter. Og det kræver tid til at mærke efter, hvad der virker for mig. Og jeg glæder mig! Ud i verden stille og roligt, så jeg kan følges med mig selv.

Vi ses derude!