Det gav sig selv!

En opfølgning på weekendens tvivl og uro i forhold til, om jeg skulle fortsætte med den antidepressive medicin eller ej: Det gav sig selv.

Søndag gik med tømmermænd efter en skøn 40-års fødselsdagsfest, så jeg glemte at tage min halve pille. Og nu til morgen havde jeg ikke lyst. Sådan en fin, ren fornemmelse af, at det er ok at stoppe nu.

Jeg ved jo, at jeg kan begynde igen, hvis min hjerne genoptager sin problemadfærd.

Og nu hvor jeg sidder og glæder mig over min beslutning, kommer jeg i tanke om nogle kloge ord, jeg støvede op i weekenden: Når man bliver liggende i sin seng, så har man tabt på forhånd. Men står man op og giver livet et forsøg, har man muligheden for at vinde. Det kan også være, at man taber, men så har man da gjort forsøget.
Sådan har jeg det med medicinen: Jeg tog pillerne, fordi jeg var så langt nede, og jeg havde brug for at trække vejret frit. Men eftersom jeg dybest set ikke havde lyst til at tage pillerne, ville jeg gerne stoppe, da jeg fik kræfterne tilbage. Så nu gør jeg forsøget, og jeg går efter at vinde. Det kan også være, jeg taber - men så har jeg da gjort hvad jeg kunne!

Hvor er jeg spændt på at læse min egen blog om en måned eller to... hvad mon det ender med, det her???

Sjovt nok har jeg det fint med hvad end der sker. For jeg er villig til at lære, at antidepressiv medicin har sin berettigelse, og at jeg måske er så syg, at jeg har brug for den. Og jeg er også villig til at lære, at jeg kan finde kræfterne i mig selv, og skabe mig det liv, jeg har brug for, for at bevare min sundhed. Eller - surprise me - måske sker der noget uforudsigeligt...

Jeg tror bare jeg vil læne mig tilbage og tage livet som det kommer nu. I stedet for at forsøge at regne ud, hvad der skal ske. Det bliver sgu dejligt! Med alt, hvad det indebærer.