En kappe af fred

Jeg er meget tilfreds i dag. Mit humør har været godt i en uge nu. Min energi bliver ved med at være god. Jeg er stadig stabil og har handlekraft. Jeg husker, hvad jeg har gang i. Jeg kan forblive i samtaler uden at miste tråden. Jeg har lyst til at læse udfordrende faglitteratur (Essens af Almaas). Jeg er ikke grådlabil. Jeg er ikke træt som en hængt kat.
Til gengæld er jeg træt på en enormt sund måde, fordi jeg er tilpas aktiv fysisk, psykisk, socialt. Jeg sover virkeligt tungt om natten - og er frisk, når jeg vågner. (Jeg plejer ellers at sove meget let og vågne ved lyde og bevægelser, men nu sover jeg helt tungt og sundt.) Jeg beskytter mig selv på en god måde, ved at sove til middag og sige nej tak, til ting der ikke er vigtige for mig. Jeg sorterer en masse fra - og nyder til gengæld at invitere det ind, jeg vælger. Det er meget tilfredsstillende. Og meget nyt.

Feks. har min familie været samlet i et par dage for at fejre min mor, og jeg havde forestillet mig, at jeg ville blive meget udkørt og have lyst til at tage hjem tidligt... Men jeg skulle nærmest smides ud! Fordi jeg bare hyggede mig og hvilede i mig selv - og gav slip på alt det, som ikke vedkommer mig. Alt i alt er jeg gennemstrømmet af en stille, rislende glæde. Jeg er træt uden at være udkørt. Hvor er det dejligt!

Min mors kollega (som er klarsynet og virkeligt god til at beskrive, hvad der sker) har fortalt min mor, at både mor og jeg netop har fået Michaels kappe. Den siges at beskytte os mod alt det, vi ellers er så følsomme til at tage ind. Alt det, som hurtigt bliver "for meget" og for smertefuldt. 
Jeg kan godt lide billedet, for det føles virkeligt som om jeg har fået et ekstra beskyttelseslag udefra.

Det, at jeg har været så grådlabil og sensitiv så længe, har jo været utroligt hårdt. Fordi jeg tog alting ind i min egen krop (både mine egne og andres følelser og sansninger). Som om jeg ikke kunne finde ud af at holde andres energi ude. Når et barn faldt og slog knæet, kunne jeg mærke det på min egen krop, og jeg fik gysninger gennem kroppen, så jeg næsten havde lyst til selv at græde. Når en voksen fortalte en personlig oplevelse, kunne jeg mærke følelserne, som var det mine egne.
Min psykolog brugte også udtrykket, at det ville være godt for mig at lære at holde tingene ude i auraen i stedet for at slide på kroppens celler. Og selv om jeg har forsøgt at holde ting uden for min krop, så føles det som om det ekstra beskyttelseslag jeg endelig oplever, er noget der er kommet af sig selv.
Jeg kan faktisk virkeligt godt lide tanken, at jeg har fået en kappe af ærkeenglen Michael!

Hmn... gad vide om der er en sammenhæng mellem det, at jeg overgav mig og accepterede, at jeg blev nødt til at tage imod hjælp fra pillerne (antidrepressiv medicin). Måske lukkede jeg op for at modtage hjælp fra hvem som helst, der er klar til at hjælpe mig.
Hvor jeg ellers plejer at være højrøvet nok til at tro, jeg kan redde mig selv, har jeg indset på et meget grundlæggende niveau, at jeg ikke behøver redde mig selv - det er ikke engang sikkert, at jeg kan redde mig selv. Og da jeg gav slip på viljestyrken (som i virkeligheden var delvist selvdestruktivt), gav jeg plads til at hjælpen kunne komme udefra...

Tanken om Michaels kappe passer ind i et særligt verdenssyn. Det kræver selvfølgelig, at man kan anerkende eksistensen af ikke-jordiske væsener/energier, som har handlekraft på vores energiplan. Det ressonerer meget fint med mig...
Og jeg er meget glad for min kappe/min beskyttelseshjælp. Så ligegyldigt hvad det er - så tak. Tusinde, tusinde tak! Tak til Michael - og tak til mig selv!