Kære læser: Hvis du ikke bryder dig om dette indlæg, så tilgiv mig (og dig selv) og spring det over. Læs et andet. Jeg har selv en stor privathed om emnet kærlighed og seksualitet - men det ville skrives...
Dette indlæg har været længe undervejs. Fordi jeg gerne har villet undersøge det grundigt først. Selvom jeg mener, det har almenmenneskelig værdi, har jeg været meget privat omkring det, mens processen stod på - fordi jeg ikke vidste, hvor det bragte mig hen. Men nu er jeg ved et godt ståsted, hvor der er kommet et solidt perspektiv. Og nu tænker jeg, at en beskrivelse af så utrolig smuk en rejse måske kunne være inspiration for de, der måtte opleve noget tilsvarende. Emnet er: Integration gennem Kvindelig Kærlighed.
Så her kommer en beskrivelse af en slående oplevelse af at finde kærlighed til sig selv gennem forestillingen om sanseligt/ nærværende/ overgivende/ seksuelt/ erotisk samvær med andre af samme køn.
For nogen tid tilbage var jeg i mange måneder i en underlig tilstand af forelskelse i kvindekønnet. Ikke i nogen specifik person, men i kvinder i al almindelighed. Jeg har været i tvivl, om jeg mon havde biseksuelle tendenser, som burde føres ud i livet. Men forestillingen om at have en kvindelig kæreste, gjorde mig utryg - som om det alligevel ikke var det, det handlede om.
Min analytiske tilgang til livet fik mig på rundtur omkring integration af min egen femininitet - om det handlede om den uerkendte kvindelighed jeg aner dybden af indeni. Jeg var ret sikker på, at det var det, det handlede om - men mit sind overtog i en periode styringen, så jeg ikke selv kunne bestemme farten. Jeg drømte i mange måneder om kvinder. Både kendte kvinder, som jeg betragter som kreative forbilleder på forskellig vis, og også ukendte, ansigtsløse kvinder. Det var både seksuelle drømme og også hengivne drømme, hvor både jeg og den anden kvinde overgav sig til en form for sammensmeltning. Alle mine seksuelle forestillinger i den periode drejede sig om samvær, sammensmelting og overgivelse til en anden kvinde. Kendt eller ukendt. Det var underordnet. Pointen var, at mit sind overmandede mig fuldstændigt - jeg havde kun én mulighed: at overgive mig til den kvindelige energi.
(I samme periode lå min længsel efter den mandelige kærlighed og erotik i dvale. Det var hårdt for både mig om min kæreste - men der var ingen vej udenom... nogle brikker i mit indre puslespil ville simpelthen selv finde vej til deres rette plads. Så jeg måtte bare følge efter!)
Og det var smukt. Så smukt! Som en fuldstændig naturbåren ting. Ikke erotik - men natur. Som om orgasmen er en naturnødvendighed for at overgive sig til sig selv og livet. Til liv og død. Ikke for at være fræk - men for at blive sund og levende vibrerende. Tænk sig at turde overgive sig til sig selv og den fulde oplevelse af egen krop, sind og ånd i dyb forening.
Jeg oplevede helt klart at finde min femininitet på ny. Tænk sig at turde begære sit eget køn så rent. Kvinde til kvinde. En enkelt gang oplevede jeg (i en fantasi, der udfoldede sig selv) at spise af og næres ved en moders bryst i erotisk overgivelse. Det var fuldstændig fantastisk trygt, nært og uimodståeligt. Der var ingen skyld og skam - kun ren naturlig væren.
Jeg oplevede at tage en kvinde, som en mand ville tage hende: Dvs. at kunne bruge den maskuline bevægelse og energi. Gennem den fantasi foregik helt klart en integration af dyb femininitet og voldsom maskulinitet. Uden vold - men i total hengivelse til naturens kræfter i alle mulige menneskelige former.
Mit sind drev også fantasierne ud i det jeg vil kalde spirituelle orgasmer: Her udspillede scenerne sig i gudindetempler, udspændt mellem jord og himmel, elskende med naturens egen energi - uden krop og køn - men med usynlige energiers dans. En fallos, der rækker lige så langt op i himlen, som ned i jorden - og mig dansende ovenpå, mens jeg forbinder jordens fallos med himlens legeme. Jamen hvor fantastisk er det ikke?! Mindblowing.
Disse fantasier stod på i flere måneder, og på et tidspunkt overvejede jeg som sagt, om det var nødvendigt at udleve dem, for at finde ud af, hvor "alvorligt" det var. Det betød, at jeg tog mig sammen og fortalte det til min psykolog, hvor jeg for første gang sagde det højt til nogen (ud over antydninger overfor nære veninder). Hun tog det (heldigvis) dybt seriøst og foreslog mig at overveje nøje, hvordan jeg kunne gribe det an - og gjorde mig meget opmærksom på, at det er vigtigt for ens integritet og livskvalitet, at man tager sin seksualitet helt alvorligt. Derefter valgte jeg at tale med min kæreste om det, så vi kunne få mulighed for at gribe det an i fællesskab. Han var helt fantastisk imødekommende og havde stor respekt for mit "problem". Puha! Sikke en lettelse!
Og vups!: Da jeg først havde sagt det højt til betydningsfulde mennesker i mit liv - og blev mødt med stor respekt og samarbejdsvilje - da begyndte det at slippe sit tag i mig. Jeg begyndte at kunne give mig hen til mine behov på en måde, hvor det ikke kun foregik i min private, hemmelige verden. Den kvindelige kraft blev på en måde legaliseret (selvom jeg stadig ikke førte det ud livet). Og lige så stille fik jeg min lyst til mænd tilbage. Som om det der skulle til var, at den kvindelige lyst skulle have lov at folde sig åbent ud -så kunne den pludseligt være der side om side med min lyst til mænd.
Og så faldt der fuldstændigt ro på sagerne igen! Fantasierne fortog sig og jeg kom langt mere til stede i mit eksisterende parforhold, end jeg har været længe. Tak skæbne, hvor var det dejligt!
Mens jeg skriver dette tænker jeg: Kan jeg udgive dette? Er det ikke alt for grænseoverskridende? Men noget i mig har en stærk tro på, at det er en så naturlig, ren og frigørende proces, som jeg ville ønske alle kunne opleve - det har givet mig en langt større grad af bevægelsesfrihed i mit indre landskab. Og det har givet mig en utrolig dejlig bevidsthed om min egen kvindelighed, moderlighed og også min maskulinitet.
I denne kategori af selvudvikling har jeg læst to bøger, jeg gerne vil anbefale:
- Den nye tantra - forny din seksualitet og dit kærlighedsliv af Anne Sophie Jørgensen, Nyt Nordisk Forlag
- Seksualitet, selvudvikling og tantra - en vestlig vej af Neel Fasting, Borgen
Tja... jeg synes selv, det er lidt mærkeligt at skrive om emnet. Erotisk overgivelse er ganske vist vidunderligt, når det foregår i privatlivets rammer. Men derfor behøver man jo ikke at blogge om det! Dog: Jeg bliver ved med at vende tilbage til det, fordi det har haft så stor en positiv betydning for min nødvendige forandringsproces. Det er ovenikøbet som om oplevelsen for mig har været langt mere universel end personlig.
Og helt ærligt: Vi har vel alle lyst til at have lyst til livet!?!
Så jeg er kommet frem til den konklusion, at jeg hellere vil vove pelsen og skrive om et (for mig) meget privat emne, hvis det kan give andre grønt lys for at overgive sig til nogle fantastiske forløsende indre oplevelser.
Indrømmet: Jeg synes det er en fantastisk måde at komme sig selv og livet nærmere på !!!
Jeg har glædet mig til hverdagen. Og nu er den her. Uhm. Suk - hvor dejligt. Jeg kan komme i gang med mine rutiner igen. Og jeg kan få min alenetid, som jeg har så vanvittigt meget brug for. Det er virkelig en enorm lettelse at finde ud af, hvad der er godt for mig. Og så ovenikøbet at leve efter det! Hvor herligt.
I dag har jeg været ved psykolog. Og fået trykket på en betændt tå. Efter i mange måneder at have arbejdet godt indad og nedad i mig selv med mine dybere strukturer, er der kommet så meget ro på mig, at vi i dag kunne kigge lidt på "de gamle traumer". Grunden til at jeg overhovedet startede i terapi udsprang jo af min kontakt med en voldelig borger på mit arbejde. Den oplevelse kom frem igen i dag - og nogle endnu ældre oplevelser, som var reelt livsfarlige.
Min første reaktion var angst og kamp/flugt-reaktion. Afløst af en oplevelse af ikke at kunne forandre verdens agression og uvidenhed - så hellere flytte sig fra det, end forsøge at bekæmpe det. Og endeligt afløst (hjulpet på vej af min psykolog) af en naturlig vrede. I den sunde vrede følte jeg mig handlingsparat, men uden at være aggressiv og forsvarspræget.
Om det var godt?!!! Jeps!
Min krop blev "fyldt helt ud". Jeg blev varm og levende og det føltes som om hver celle i min krop var vågen og parat - som sagt ikke som et forsvar, men som en naturlig aktiv vilje til at værne om min egen integritet. Så jo - det kan selvfølgelig siges at være et forsvar. Men ikke den form for forsvar, hvor der bagved ligger en afmagtsfølelse. Den naturlige vrede aktiverede simpelthen bare en sund form for "pissen-territorie-af". Og jeg kunne sagtens hvile i det og rumme den forholdsvis store følelse.
Hvor var det godt! Det er ikke sådan at jeg går rundt og har lyst til at slå nogen ned (slet ikke). Men jeg har lyst til at mærke denne her rummelige, sunde, stærke, integrerede følelse af at være vred over at få overskredet min integretet. Jeg vil fandme have herredømme i eget hus!
Og hermed er hverdagen skudt i gang igen! Juhuuu!
Det er vi altså. Vi er alle sammen bare små bitte individer, der - om vi vil det eller ej - er en lille bitte del af et meget større hele. På en måde betyder det absolut INGENTING hvad vi hver især gør. I et andet perspektiv betyder det ALT, hvad vi gør. For måske er hver en tanke vi tænker med til at skabe nuet. Det tror jeg. Det tror jeg virkeligt på. Jeg tror på at vi er så usandsynligt små - men med kæmpe gennemslagskraft, fordi vi har evnen til at samarbejde, samtænke, samskabe. Så tænk og skab, min ven - alt det bedste og det højeste gode, du har lært!
Et stort problem må være, at vi tror, vi er betydningsfulde på en individuel facon... det er vi selvfølgelig også. Men kun når vi fungerer som en del af et system. Alene er vi ingenting. Sammen er vi utroligt stærke. Men vi skal kunne agere alene i fællesskabet - ellers bli'r det ingenting til. Paradoksalt, ikke?!
Og sidst men ikke mindst: Måske er vores største forhindring for at leve et meningsfuldt og glædesfuldt liv - os selv. Jeg kender ingenting i hele verden, der kan forhindre ting i at ske mere effektivt end mennesket selv. Giv dig selv en gave og lær dig selv nogle stærke, værdige leveregler, der giver dig styrke, smidighed og handlekraft. F.eks. den enkle tilgang at tillade alting at være præcis som det er. Først når du tillader alting at være præcis som det er, kan du ånde lettet op og gå videre i dit liv - befriet fra forventningens tunge byrde. Ansvar og kærlighed kan man jo sagtens bære yndefuldt med sig og sprede ud af, når det kommer indefra som et oprigtigt ønske om at gøre godt i verden. Ikke fordi andre har sagt, at du skal opføre dig voksent. Men fordi det gør dig godt at sætte dig selv fri og bære ansvaret og kærligheden frivilligt. Så er livet ikke voksent - så er det modent!
Tja. Det er jo et banalt budskab, men det har alligevel fyldt mig i dag. Sikkert fordi jeg er træt. Det er hård for mig at holde ferie. Min tid er jo ikke min egen, og min grundige grounding forsvinder, når der hele tiden er dejlige mennesker omkring mig, som jeg gerne vil være sammen med. Jeg nyder ferien med alt hvad der hører med - og samtidig glæder jeg mig til min hverdag, hvor jeg kan have mine ritualer i fred. Ritualer som bygger mig op og beriger min sjæl med glæde.
Så i disse dage - i en dejlig lang og indholdsrig ferie bryder følelsen af skrøbelighed frem igen. Tænk sig, hvor skal man være utrolig god til at mestre sin egen energi, - for konstant at kunne finde den gode balance. Det kræver selvfølgelig hele tiden en god selvregulering at kunne finde et godt balancepunkt for en glædesfuld og meningsfuld hverdag. Og når rutinerne smuldrer, så skal man da være virkelig opmærksom på at komme tilbage på sporet. Ellers bliver man bare alt, alt for lille. Energien smuldrer som sand mellem fingrene på mig. Og kun de gode rutiner bygger over tid energien op igen.
Jeg er faktisk virkelig glad for at have opdaget den enkle sandhed: Rutinerne er det der skal til, for at min hverdag fungerer uden alt for meget spild af energi. Om det er sådan for alle? Aner det ikke. Men det er sådan for mig! Det ved jeg nu...
Det er påske. Vi holder ferie. Og i morgen skal vi hente Freja. Vores nye hvalpede familiemedlem. Det bliver dejligt! Hele den lille familie glæder sig som var det den eneste juleaften i et helt liv.
Men det er ikke det, det skal handle om lige nu. For jeg fik lige det dejligste billede indeni, som jeg må skrive om.
Jeg er på ferie med svigerfamilien og som altid ender vi under aftensmaden i livlig (meget livlig) diskussion om dit og dat og alting og ingenting. Og mest af alt handler det bare om at få andre overbevist om det, man selv står for. Lidt álà "den der råber højest får ret". Jeg er ikke sikker på at alle opfatter det sådan, men det gør jeg. Og jeg bliver selv grebet af den konkurrenceprægede stemning, og vil også gerne "vinde" diskussionen.
Sikke noget rod!
En eller anden klog person har sagt at der er to måder at socialisere sig på: den konkurrerende eller den relaterende. Jeg har begge dele i mig. Men jeg kan bedst lide den relaterende... Dog kan jeg næsten få fråde om munden, når jeg sidder i en flok, hvor vi slår ind på den konkurrerende socialiseringsmåde. For den leg, kan jeg også blive fanget i.
Men det billede der dukkede op i min hjerne, var som følger: Alle deltagerne om bordet sad med hver deres elskede diamant i hjertet og beskyttede den med hjerte, hjerne, krop og sjæl. For alles diamant er blevet så rigeligt skadet, såret og underkendt gennem livet. Og i stedet for at blotte sig og vise den smukke diamant, opfører alle sig som om nogen vil stjæle deres personlige rigdom.
Jeg tænker, at det er forståeligt. Vi er alle blevet sårede engang. Mange gange. Så beskyttelsen har været sund for at beskytte vores integritet. Men det går jo ikke at fastholde en beskyttelsesfunktion, som nu ikke kun beskytter, men i højere grad skaber isolerende distance. Distance kan være godt - når den er afstemt efter samspillet med det indre liv og omgivelserne. Ellers forsvinder integriteten jo...
Tænk om man kunne ære både egne og andres skatte uden at såre - og uden at være bange for at blive såret. Jeg vil da virkeligt gerne se andre folks skatte og diamanter. Og jeg vil opfatte det som en stor ære, at få lov at være med til at glædes over de store ressourcer, alle bærer indeni.
Vi beskytter os, hvor vi i stedet kunne folde os ud og berige os selv og omverdenen. Men ja - det kan være sårbart og det kræver et miljø, hvor vi ikke bliver bange. Eller måske kræver det bare at vi selv er indstillet på, at intet i virkeligheden kan såre eller gøre os bange. For ... er der noget at tabe? Når først vi har vores integritet i orden, er der jo ikke noget der kan skade os - er der?
Jeg tror ikke der er noget at tabe - men alt at vinde.
Måske er det "mastery" at kunne være fleksibel i forhold til at vise den indre diamant og at skærme den, når presset udefra er for stort. Den fleksibilitet vil nok altid være under forandring alt efter hvor meget du hviler i dig selv? Det tror jeg. Der er desværre heller ikke her nogen let løsning andet end: Lyt til dig selv. Mærk omverdenen. Mærk dig selv. Brug dig selv. Og rid på bølgen, når den rammer rigtigt! Så kan diamanten stråle.
Så kan vi glædes over at vi forsvarer vores diamant - og glæde os over, når vi er trygge nok i os selv til at vise den frem i lyset. Det synes jeg er smukt!
PS: Og tænk så, hvis det i sidste ende er præcist den samme diamant, vi hver især beskytter? Er det ikke en vild tanke?
Jeg er lige startet på at male et billede mere. Det er stadig en god måde for mig at få udtrykt det indeni. Det er ligesom at skrive: Der bliver sat bevægelse på det, som ellers let kan komme til at gå i stå for mig. Der er så meget i mig, som er virkeligt godt og kraftfuldt, men som jeg ikke altid kan få i form på en god måde. Så jeg bliver nødt til at finde måder at omforme mine fornemmelser og følelser, til noget der giver mening udenfor mig selv... i øjeblikket formes det gennem malerier og skriverier.
Min psykolog talte i dag om fysisk og emotionel forstoppelse - at der er sammenhæng mellem hjerneceller i hovedet og i maven. (Der ér fundet hjerneceller i tarmsystemet.) Spændende tanke at de to slags forstoppelse kan hænge sammen. Der skal flow på begge dele. Det skal igennem systemet: Mad, tanker, følelser... Så da jeg kom hjem fra psykolog, fik jeg en enorm lyst til at male brunt. Mørk olivengrøn, brun og sort. Og inden jeg fik set mig om, faldt jeg nærmest i trance over den skønne fornemmelse jeg fik af at male brunt. Et utroligt enkelt billede af en farve. Jeg tror, der kommer mere ovenpå - det er ikke færdigt endnu. Men som en del af en tilblivelsesproces, er det lige nu bare ganske brunt.
Hvad mon der ligger i det brune? Det vil jeg mærke - her kommer en brainstorm:
Brun er lort. Brun er jord. Brun er næring. Brun er affald. Brun er vores rødder. Brun er der hvor alt bliver født - og der vi støder dødt til hvile. Brun er transformationens mester. Brun er dulm smerte og varm, trøstende favn. Brun er moder jord. Måske lugter brun af muld og mørke. Måske gemmer der sig dufte af græs, der ligger på lur for at bryde igennem. Når brun bliver vendt, passet og plejet, giver hun gaver som smukke blomster. Vi spiser brun og lader det gå igennem vores system, så der bliver plads til skabelsens mirakel. Brun er smuk og den fortæller os, at der er hemmeligheder i hver en krog af skabelsens stuer. Brun står aldrig stille. Brun bevæger sig altid og omformes ved ethvert åndedrag til noget nyt. Brun er en del af dig og mig. Brun er aldrig alene, for brun er en del af det hele.
Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Brun. Jord.
Fantasirejse til Det Sande Selv:
Så smukt, så sprødt, så dugfrisk og dejligt. Jeg lytter til Majbritte Ulrikkeholms bløde, behagelige stemme. Henders guidede, poetiske fantasirejse fører mig afsted i mit indre landskab.
Jeg rejser mig fra min seng. Går hen til terassedøren og åbner den. Opdager, at noget er forandret: Der er en tunnel foran. Jeg går nysgerrigt igennen tunellen mod en åbning i den anden ende. Da jeg kommer til åbningen, kan jeg se en grøn eng. Jeg stiller skoene inde i tunellen - oplevelsen af at tage skoene af, er dejligt befriende. Det er som om jeg stiller noget tungt fra mig. Som om skoene bærer en stor del af min personlighed, som bare tynger mig. Det er så dejligt, at jeg kan stille skoene, og sætte de bare fødder ud på dugfrisk grønt sommergræs. Luften er fyldt til bristepunktet med lethed. Jeg ser en kilde flyde gennem landskabet - med en bro henover. Jeg går over mod broen og stiller mig midt på broen. Jeg står med ryggen til kildens fald og mærker, hvordan vandets energi bevæger sig op til mig og stryger min krop. Ligesom at stå med ryggen mod vinden - bare meget mere mildt, blidt og favnende. Uhmn....
Da ser jeg en skikkelse komme hen mod mig. Det er en kentauer. Jeg er selv skytte af stjernetegn, så jeg er meget bekendt med denne figur. Det er en hoppe med krop af en mand. Og væsenet har en lille mus med sig. Kentaueren er stærk, smidig og spændstig. Ung, kontant og venlig. Musen er lille og lys - og bevæger sig hele tiden rundt på kentauren. Som om den har for meget energi til at stå stille. Da jeg spørger de to væsner, om der er noget, jeg skal vide, piler musen op på toppen af hovedet af kentauren og står helt stille i koncentration. Svaret kommer som ord, fornemmelser og kropssprog: "Du er stærk, spændstig og modig, min pige. Men du er træt. Udmattet. Du kan godt være stærk, spændstig og modig, mens du er træt. Det er helt ok at være træt. Vær værdig." Jeg er dybt rørt og taknemmelig. Forstår fuldstændigt hvad de fortæller mig.
Jeg rækker hånden frem, for de vil give mig en gave. Jeg modtager et blødt, smukt og eftergivende hjerte. Det skal jeg sætte ind på sin plads i mit bryst - og så skal jeg holde det i live. Bruge det. Derefter læner kentauren sig frem og puster mig blidt på min pande. Og en lethed trænger ind i mine tanker og mit sind. Som for at fortælle mig, at jeg skal tage livet let. Ikke tænke så tungt. Og det virker øjeblikkeligt: Det føles som om massefylden i min hjerne er udvidet. Min tunge, bekymrede hjerne får pludseligt lethed og rum. Fantastiske egenskaber.
Vi giver hinanden en varm omfavnelse som tak og farvel. Vi er begge dybt taknemmelige: Jeg, fordi jeg har fået værdifulde informationer og gaver - han, fordi jeg lyttede og tog imod.
Turen hjem går samme vej tilbage og da jeg tager skoene på i tunellen, vender min opmærksomhed på min fysiske verden tilbage. Jeg bliver lidt tynget igen, men er tilpas med situationen, fordi jeg ved, at livet er en læreproces, jeg gerne vil gennemleve. Jeg har selv bedt om det.
Da jeg vender hjem til min ventende krop og får mig på plads i mig selv, strækker jeg mig og er udhvilet som efter en god lang nattesøvn. Tusinde tak for turen, Majbritte (og det er en CD, så jeg kan komme afsted igen i morgen, hvis jeg vil! Haha...)
Note: Da jeg gennemlæste teksten, slog det mig, at vi bruger udsagnet "at stille (træ-)skoene", når nogen dør. Underfundigt, så fint det passer med min fornemmelse i fantasirejsen. Jeg elsker, når jeg opdager hvad der ligger bag et ordsprog!
Må i få en dejlig dag derude.
Shit! Og fuck. Arrggggggggggggghhhhh... ØV!
Jeg har lige ladet tankerne vandre. Øjnene faldt på mit indre spejl. Og det var absolut ikke pænt, det jeg så! Gad vide om det er fordi jeg har stiklet noget der ligner 200 mælkebøtter op de sidste par dage: Så kommer alt op med rod?!!!
Hør: Jeg har lige opdaget, at jeg i denne underlige periode, hvor jeg ikke kan arbejde, er blevet "frarøvet" en af mine store, trygge - men også absolut udslidte - forsvarsmekanismer! Jeg har altid kunnet skærme mig trygt og sikkert (og usundt) bag en fæstning af at være professionel hjælper. For pokker! Og jeg troede endda, at jeg havde gennemskuet mig selv. Jeg troede, at jeg havde styr på mine egne problemer. Jeg var jo bare en af de mange, som er "wounded healer".
I virkeligheden, kan jeg se nu, har jeg haft en overbevisning (og det er ikke pænt) om at jeg kunne holde folk på afstand ved at være lidt mere menneske-klog end dem. Jeg var jo terapeuten. Sikke da et trygt sted at gemme sig: Bag en professionel maske af "jeg-har-styr-på-det-at-være-menneske,-så-kom-du-bare-an". Sikke noget bull-shit!
Jeg kan se nu, at jeg har prøvet at nedtone min distance og min gøren-mig-bedre-end-de-andre, ved at gøre mig lidt hjælpeløs og beslutningssvag. Jeg har bøjet mig lidt, så der var bedre plads til andre. Men indeni mente jeg, at alle mulige andre tog fejl. At jeg egentlig var klogere...
UPS! Det er vist det grimmeste billede jeg har haft af mig selv endnu.
For nu hvor jeg har mistet mit overblik, min autoritet og min handlekraft, så kan jeg se helt anderedes på det. Jeg ser, at jeg har været skide bange for at blive såret, så derfor har jeg holdt andre væk, ved at forestille mig, at jeg var bedre end dem. Og samtidig har jeg gjort mig "mindre-end", for ikke at skubbe dem helt væk. Og det bliver jo en underlig blanding af holden-fast og skubben-væk. Puha. Det er jeg virkeligt glad for, at jeg har fået øje på!
Gad vide, hvor længe det tager at skifte den vane-tænkning ud?!
Jeg oplever, at alle forsvar har tjent et formål engang. Jeg er ikke ked af, at jeg har haft det - for det må jo have reddet mig engang. Men nu er det udtjent. Det er ikke nødvendigt mere, at adskille mig fra folk. Og jeg vil jo langt hellere være på lige fod med andre, skønne mennesker. Så kan jeg trække mig lidt tilbage på de områder, hvor andre har mere på hjerte end jeg - og til gengæld kan jeg sætte mig i karakter på de områder, hvor jeg har noget på hjerte.
Sikke en befrielse. Et forsvar kan være en jernnæve omkring hjertet - indtil det pludseligt er trygt nok til at give lidt slip. Så kan der komme frisk luft ind og puste liv i de gamle, hårde systemer. Tak skæbne, hvor er jeg glad for, at jeg kan se mange af mine forsvar - nu vil jeg gerne have vilje og mod til at finde på nye måder at håndtere mit liv på.
Og tilgiv mig derude, hvis jeg kommer til at falde i de gamle rytmer. Jeg ønsker virkeligt at finde takten i den nye symfoni! Hjælp mig gerne ... for jeg ved faktisk ikke helt, hvordan jeg skal være stærk, når det ikke skal være på den gamle, udslidte og usunde måde.
Da jeg var barn svarede jeg altid, når nogen spurgte mig, hvad jeg ønskede mig i fødselsdagsgave: "Fred i verden". Det ønsker jeg mig stadig...
Mit største ønske er at blive fri og fredelig. Eller måske skal det formuleres sådan her: Jeg ønsker at genfinde min frihed. Og ikke nok med det: Jeg ønsker også at resten af verden må genfinde sin frihed. I hvilken form, den så end må komme.
Jeg tror nemlig det ligger nedarvet i os - som Adam og Eva, der ønsker at finde hjem til Paradisets have: De ved, hvordan der ser ud, og hvordan man har det, når man er dér. Sådan tror jeg også vi alle opdager det, når vi genfinder hver vores frihed.
Og med frihed knytter jeg ingen særlige føleslesmæssige oplevelser. Jeg er f.eks. ikke specielt glad i øjeblikket. Men jeg er alligevel fyldt af en stor grad af frihed, fordi jeg har tid til at være mig. Og det gør mig fredfyldt på en eller anden måde.
For mig handler det heller ikke om, hvad jeg laver: Bare det passer til mig, på det pågældende tidspunkt. Jeg tror der er stor og konstant forandring forbundet med frihed. Så at jeg går sygemeldt lige nu, har ikke noget at gøre med min følelse af frihed: Jeg ønsker også at føle frihed mens jeg arbejder. Det må være målet!
Sådan set anser jeg denne lange periode med nedtur på nedtur - som en kæmpe stor optur. Jeg er dybest set ikke i tvivl om, at jeg er ved at smide endnu en ham/pubbe på vejen i at folde mig ud. Og i den proces kan man sige, at jeg er syg - i virkeligheden er jeg bare ikke stærk nok til at håndtere verden som den ser ud i al almindelighed. Det er ret store krav, der stilles, når man skal kunne fungere på arbejdsmarkedet. Og der er ligesom ikke indregnet et behov for dyb reflektion og tilbagetrækning.
Og underligt nok: Selvom der ikke er meget overskud at komme efter her hos mig, så mærkes det alligevel så utroligt levende indeni. Jeg oplever en ufattelig levende, sansende rigdom. Kunne indre rigdom omsættes til kontanter, ville jeg have mange penge på kistebunden på nuværende tidspunkt.
En del af min optur handler om, at jeg får mulighed for virkeligt, virkeligt at mærke efter, hvad der er godt og sundt for mig. Før havde jeg masser af overskud - og så kunne jeg jo snildt lave alt muligt, som egentlig ikke gav så meget mening for mig. Men nu bliver jeg nødt til at sortere. Ikke bare grovsortere - nej, der skal finsorteres i alle kasser, for der er (stadig) ikke overskud til noget som helst overflødigt.
Selvom det selvfølgelig er drønhårdt på én måde, så er det alligevel er lettelse. Jeg laver en lang indre feng shui-proces.
Så her på Frejas Stemme, skriver jeg, når jeg kan komme til det. Det er ikke hver dag jeg får givet mig selv tid til at lade inspirationen flyde - men når jeg gør, er jeg taknemmelig. Jeg elsker den styrke, jeg får af at skrive, fordi jeg afklarer en del undervejs. Det, min ven, er totalt optur!
Der er lagt op til en rolig dag. Min søn er lidt syg med feber. Og her er det absolut passende at sige Tak til Ramasjang! Så kan jeg sidde og rode med min computer, mens han stener. Min bil er ovenikøbet på værksted, så vi kan kun folde os ud på gåben eller cykel, hvis vi får eventyrlyst i løbet af dagen. Det er egentlig en rar fornemmelse. Så kan vi bare være lige her. En dag, der næsten er gået i stå på forhånd. Skønt.
Jeg tror, jeg er blevet bedre til at være aktiv, når jeg er aktiv - og slappe af, når jeg skal slappe af. Før i tiden kunne jeg sidde og føle, jeg spildte tiden, når det egentlig passede sig, at jeg bare skulle slappe af. Måske er det et halvt år som sygemeldt, der har affødt den dejlige evne til at slappe af ...
Faktisk tror jeg, jeg er blevet klar over, at jeg bliver nødt til at træffe nogle valg, der er sunde for mig. Jeg prioriterer helt anderledes end før. Ellers ved jeg nu -meget konkret - at jeg bliver syg i både hoved og krop.
Kort og godt: Før traf jeg valg baseret på, hvad der lige kunne passe ind i den samlede situation. Nu træffer jeg valg ud fra hvad der er sundt for mig. Og så må omgivelserne tilpasse sig. (Selvfølgelig kan jeg være fleksbel - men ikke i samme grad som før.)
Og indtil videre virker det. Jeg har truffet nogle valg, som jeg før nok ikke havde gjort. Bare i det små. Sagt nej, hvor jeg før troede jeg var uundværlig. Og verden går videre. Ingen er endnu blevet sure. Faktisk møder jeg stor forståelse. Det er lidt skræmmende, at jeg skulle igennem et sammenbrud, før jeg forstod, at jeg er vigtig. At der kun er MIG til at træffe sunde valg på mine egne vegne. Og at jeg bliver nødt til at gøre det, der skal til. Handling har ikke altid været min stærke side - men det bliver det nødt til at være! For uden handling bag ordene, bliver jeg syg.
I dag er det ikke mig, der er syg. Nu er det min søn. Og fordi jeg har været rigtig sund hele ugen (cyklet, gået og løbet i skoven, mediteret, spist sundt, været i biografen, læst, skrevet, malet, sunget, danset og hvilet), så kan jeg meget bedre passe på ham. Det er en god fornemmelse.
Nu har jeg gjort noget godt for mig selv: Blogget. Så nu kan jeg vende tilbage til ham igen.
Vi ses!
Jeg talte for nylig med en sælger i en lækker urte-agtig-sundheds-butik. Hun var vældig rar og fortalte mig en masse gode ting, jeg havde brug for at vide. Jeg har svært ved at blive gravid, og vil selvfølgelig gerne vide noget om vitaminer og mineraler, som jo er byggesten i den proces. Vældig, vældig nyttigt.
Men hen i samtalen kunne jeg fornemme en vis irritation hos hende over et eller andet. Jeg var heldigvis frisk nok til at joke lidt med hende og prikke lidt til hende. Og så fortalte hun, at hun var så vred over, at hun ikke måtte fortælle mig det, hun var i gang med at fortælle mig. Hun måtte faktisk ikke give mig informationerne om sine egne produkter.
WHAT?! Ja! Hun blev så vred over, at hun er underlagt et system, der gør, at man ikke må informere om noget, der ikke er opført som lægemidler. (Eller noget i den retning.) Så hun mødte jo mange mennesker i sin butik, som kunne have god brug for hjælp - men som hun kun kunne hjælpe ved at overskride loven.
Først tænkte jeg, at det lød fuldstændigt vanvittigt. Jeg kom faktisk til at grine, hvilket hun absolut ikke så ud til at imødekomme... Men nu er jeg netop faldet over denne artikel:
http://lnsnatur.dk/nyhedsbrev-2011-april.shtml
Og denne her, som godtnok er ældre, men stadig relevant:
http://www.mayday-info.dk/170.shtml
Læs selv og bedøm.
Her er et link - www.spiritweb.dk/Kanal/pl0311adk.htm - så kan du jo snuppe en kanalisering på vejen. Jeg synes det er en meget god beskrivelse af hvilken forvirrende tid vi lever i. Mange forandringer og et behov for at byde en ny tid velkommen - og samtidig en holden sig fast i det gamle. Både individuelt og globalt. Og økonomisk.
Og ja ja - det er en laaaang tekst i et meget spirituelt lys. Men læs den evt. med dine jordnære briller og tjek dit eget liv igennem. Måske der alligevel er noget om snakken for dig også? Jeg kan i hvert fald godt melde mig ind i gruppen af mennesker, der mærker forandringerne individuelt.
Der er masser af kanaliseringer her: http://www.spiritweb.dk/Kanal/Kanaliseringer.html
Hvis du er nysgerrig ...
Bare rolig - det er ikke i ordets oprindelige, psykiatriske betydning. I den forstand skulle jeg mene at være fritaget. Men i overført betydning.
Jeg ved godt, at alle mennesker dybest set har hvert sit verdensbillede. Alt afhængig af baggrund, tro og erfaring i vid forstand. Vi opfatter den samme ting forskelligt.
Tænk på den enkle fortælling om menneskene, der bliver præsenteret for en elefant - hver især synes de, de har "sandheden" om hvad elefanten er. Problemet er bare, at de står og sanser forskellige steder på elefanten: én står ved hovedet, én ved siden, én bagved, én kravler op på elefanten,etc. Og alle tror de, de har fat i den lange ende. I stedet for at blive uvenner over, hvad "elefant" er for noget, kunne de med fordel arbejde sammen om at stykke opdagelserne sammen til et helt billede.
Jeg oplever f.eks. at jeg står ét sted ved elefanten. Og jeg ved egentlig ikke hvor jeg står - før jeg får snakket med andre, som også er i gang med at undersøge samme fænomen. Men når så de andre forsøger at fortælle mig, hvordan elefanten ser ud, der hvor de står, - så kan jeg blive helt i tvivl om, om det jeg oplever, er rigtigt. Og så kommer jeg til at synes, at elefanten er forkert. Men - øh - elefanter kan da ikke være forkerte. Mine iagttagelser kan sådan set heller ikke være forkerte. Men måden, jeg sætter mine oplevelser sammen med andre menneskers iagttagelser på, skal være velfungerende, for at få et helt og solidt billede.
Så når jeg kalder det at leve "skizofrent", så er det for at fortælle mig selv, at det er vigtigt, jeg bliver ved med at holde fast i min oplevelse af elefanten - og naturligvis lytte til de andres. For hvis jeg begynder at tro på de andres fortællinger, uden at holde fast i mine egne - så kommer jeg til at leve skizofrent. Så bliver billedet skrøbeligt og jeg kommer til at tvivle på min egen virkelighed. Og det går bare ikke!
Vi skal selvfølgelig være opmærksomme på hvordan vi FORTOLKER, det vi oplever. Men hold nu bare fast i dine egne oplevelser, og hold dig åben for andres. Der er plads til det hele. Og mon ikke det er lettere at skabe fællesskab når vi samarbejder om at finde ud af, hvordan det samlede billede af elefanten mon ser ud?
Når først bussen kører, så skal jeg ellers love for, at man ikke bare sådan lige kan komme af igen. Kender i det? Altså... jeg elsker virkelig at livet konstant forandrer sig, og at vi gør klogest i at forsøge at give os hen til flowet. Det er jo det der gør os så utroligt levende. Darwins "survivel of the fittest" har absolut sin berettigelse, - hvis der menes, at de mest tilpasningsdygtige overlever. For jeg skal da ellers lige love for, at alting kan forandre sig - bum.
Jeg ved bare også, at jeg kan være en kende ... øh ... tilbagelænet... afventende... Men så er det, at livet siger stop! Og minder mig om, at jeg skal tage det der ansvar - én gang til!
Nu er det ikke sådan at der er sket noget særligt over night, her hos mig. Min hjernenedsmeltning har selvfølgelig tændt en rød knap. Og så faldt jeg i tanken, at mit liv så en hel del anderledes ud for et par år siden. Og jeg kunne på ingen måde have regnet ud, at jeg ville stå hvor jeg gør i dag. Der er ligesom ikke noget, der forbereder os på turen, vel.
Ligesom en fødsel: Man kan høre nok så mange historier om andre kvinders fødsel, man kan læse om det og lytte på jordemodern. Men jeg må da nok sige, at intet af det kunne forberede mig rigtigt på den konkrete oplevelse. Og det er jo nok det samme med livet.
I går aftes så vi "The kids are all right" - super film. Og en pointe, der kan tilpasses min tankerække her: Ægteskab (og livet generelt) er hårdt arbejde. Nogle gange opfører man sig tåbeligt, fordi man glemmer perspektiverne og måske ikke får (beder om/tager imod) helt den hjælp på vejen, som man kunne behøve. Men det er det hele værd. Det er det heeeeele værd!
Den gode nyhed (som man opdager med alderen, måske?) er, at man bliver bedre til at være medbestemmende på at definere reglerne.
Jeg har da nogle opgraderinger, som jeg vil undersøge effekten af: De klassiske m'er: Mad, motion, meditation. (Har netop bestilt hjælpemidler: meditations CD'er (bl.a. for særligt sensitive) og en madbog, min psykolog anbefalede: "Spis dig glad")
Foråret inspirerer og min hjerne kalder på hjælp!
Ok - indrømmet: I går var jeg tæt på at gå i panik. Tænk at sammenligne sin hjerne med et beskadiget atomkraftværk. Hmn.... Men det var sådan jeg havde det og panikken fik luft. Mine tanker har heldigvis ændret sig over natten, og måske giver det nu mening:
I nat lå jeg vågnløs (HA! det var sjovt - det la'r jeg stå! Jeg mener selvfølgelig vågen/søvnløs) i et par timer. Lå og vendte og drejede mig og var igen tæt på at gå i panik.
Jeg var fuldstændigt grebet af den dybt ubehagelige tanke, om jeg var ved at miste alle mine elskede hjernefunktioner. Tænk sig at mærke på egen krop, hvordan de kognitive evner svinder ind. Puha. Længe lå jeg og overvejede hvordan jeg skulle forholde mig til det faktum, at min hjerne har taget orlov. Af en eller anden grund kom det til at stå utroligt tydeligt frem, at jeg ikke magter ret meget, fordi min hjerne er overbelastet. Selv i skrivende stund kan jeg mærke at den snurrer og værker. (Jeg kunne selvfølgelig håbe, det er vokseværk! Hehe...)
Til sidst var jeg så træt, at jeg måtte gribe til yderliggående metoder, for at få ro til at falde i søvn. Og den bedste kur jeg kender mod panik er meget simpel: Jeg lader mig overvælde af alle bekymringerne og tillader de ofte fuldstændigt ovedrevne tanker at fylde det hele. Dvs. jeg slipper ethvert forsøg på kontrol, for at finde ud af, hvor langt mine vilde tanker vil bære mig hen.
Når jeg gør det, oplever jeg altid at det overhovedet ikke er så slemt, som jeg kunne forestille mig. Der plejer altid at sænke sig en enorm ro og afklarethed over mig, når jeg har tilladt mig selv at tænke de vanvittige tanker til ende, i stedet for at forsøge at overhøre dem.
Så hvad fandt jeg ud af? Hvorfor var det så slemt for mig, at min hjerne slår knuder?
Jeg har i høj grad identificeret mig med min hjerne! Som om jeg ER min hjerne. Jeg er akademisk højtuddannet, og jeg sætter åbenbart en ære i at kunne tænke kloge tanker. Hmn... mit naturlige psykiske forsvar fungerer i høj grad på et intellektuelt plan, så det er også et slags våben for mig. Der ligger en form for magt i at have en velfungerende hjerne. Sådan har jeg i hvert fald tænkt indtil nu. For nu er jeg blevet udfrodret: Hvad er jeg, når jeg ikke er min hjerne?
Og BUM - så kom den velsignede forløsning, og jeg kunne falde i søvn. Seriøst! Jeg faldt i søvn kort efter jeg havde tænkt disse tanker:
Jeg er min krop. Jeg er mit sind. Jeg er en samlet udgave af alle mine kvaliteter. Jeg bruger alt for meget tid på at tænke. I stedet skal jeg nyde at gå en tur eller to hver dag. Jeg skal nyde at hvile, at gå i haven, at lege med min søn, at elske med min kæreste, at læse en almindelig roman (i stedet for at det altid skal være filosofiske tekster og faglitteratur), at blogge for at få tankerne ud, så jeg ikke skal gemme på dem i min trætte hjerne, nyde at bage brød og lave mad. Sanse verden. Ikke tænke den. Tankerne opstår jo alligevel af sig selv.
Pyt skidt om jeg bliver et glemmehoved som ikke kan huske en eneste teori - bare jeg kan mærke mit varme hjerte og min levende krop.
