En beskyttende funktion

Det er påske. Vi holder ferie. Og i morgen skal vi hente Freja. Vores nye hvalpede familiemedlem. Det bliver dejligt! Hele den lille familie glæder sig som var det den eneste juleaften i et helt liv.

Men det er ikke det, det skal handle om lige nu. For jeg fik lige det dejligste billede indeni, som jeg må skrive om.

Jeg er på ferie med svigerfamilien og som altid ender vi under aftensmaden i livlig (meget livlig) diskussion om dit og dat og alting og ingenting. Og mest af alt handler det bare om at få andre overbevist om det, man selv står for. Lidt álà "den der råber højest får ret". Jeg er ikke sikker på at alle opfatter det sådan, men det gør jeg. Og jeg bliver selv grebet af den konkurrenceprægede stemning, og vil også gerne "vinde" diskussionen.
Sikke noget rod!
En eller anden klog person har sagt at der er to måder at socialisere sig på: den konkurrerende eller den relaterende. Jeg har begge dele i mig. Men jeg kan bedst lide den relaterende... Dog kan jeg næsten få fråde om munden, når jeg sidder i en flok, hvor vi slår ind på den konkurrerende socialiseringsmåde. For den leg, kan jeg også blive fanget i.

Men det billede der dukkede op i min hjerne, var som følger: Alle deltagerne om bordet sad med hver deres elskede diamant i hjertet og beskyttede den med hjerte, hjerne, krop og sjæl. For alles diamant er blevet så rigeligt skadet, såret og underkendt gennem livet. Og i stedet for at blotte sig og vise den smukke diamant, opfører alle sig som om nogen vil stjæle deres personlige rigdom.
Jeg tænker, at det er forståeligt. Vi er alle blevet sårede engang. Mange gange. Så beskyttelsen har været sund for at beskytte vores integritet. Men det går jo ikke at fastholde en beskyttelsesfunktion, som nu ikke kun beskytter, men i højere grad skaber isolerende distance. Distance kan være godt - når den er afstemt efter samspillet med det indre liv og omgivelserne. Ellers forsvinder integriteten jo...

Tænk om man kunne ære både egne og andres skatte uden at såre - og uden at være bange for at blive såret. Jeg vil da virkeligt gerne se andre folks skatte og diamanter. Og jeg vil opfatte det som en stor ære, at få lov at være med til at glædes over de store ressourcer, alle bærer indeni.
Vi beskytter os, hvor vi i stedet kunne folde os ud og berige os selv og omverdenen. Men ja - det kan være sårbart og det kræver et miljø, hvor vi ikke bliver bange. Eller måske kræver det bare at vi selv er indstillet på, at intet i virkeligheden kan såre eller gøre os bange. For ... er der noget at tabe? Når først vi har vores integritet i orden, er der jo ikke noget der kan skade os - er der?
Jeg tror ikke der er noget at tabe - men alt at vinde.

Måske er det "mastery" at kunne være fleksibel i forhold til at vise den indre diamant og at skærme den, når presset udefra er for stort. Den fleksibilitet vil nok altid være under forandring alt efter hvor meget du hviler i dig selv? Det tror jeg. Der er desværre heller ikke her nogen let løsning andet end: Lyt til dig selv. Mærk omverdenen. Mærk dig selv. Brug dig selv. Og rid på bølgen, når den rammer rigtigt! Så kan diamanten stråle.
Så kan vi glædes over at vi forsvarer vores diamant - og glæde os over, når vi er trygge nok i os selv til at vise den frem i lyset. Det synes jeg er smukt!

PS: Og tænk så, hvis det i sidste ende er præcist den samme diamant, vi hver især beskytter? Er det ikke en vild tanke?