Japansk Hjerne II

Ok - indrømmet: I går var jeg tæt på at gå i panik. Tænk at sammenligne sin hjerne med et beskadiget atomkraftværk. Hmn.... Men det var sådan jeg havde det og panikken fik luft. Mine tanker har heldigvis ændret sig over natten, og måske giver det nu mening:

I nat lå jeg vågnløs (HA! det var sjovt - det la'r jeg stå! Jeg mener selvfølgelig vågen/søvnløs) i et par timer. Lå og vendte og drejede mig og var igen tæt på at gå i panik.
Jeg var fuldstændigt grebet af den dybt ubehagelige tanke, om jeg var ved at miste alle mine elskede hjernefunktioner. Tænk sig at mærke på egen krop, hvordan de kognitive evner svinder ind. Puha. Længe lå jeg og overvejede hvordan jeg skulle forholde mig til det faktum, at min hjerne har taget orlov. Af en eller anden grund kom det til at stå utroligt tydeligt frem, at jeg ikke magter ret meget, fordi min hjerne er overbelastet. Selv i skrivende stund kan jeg mærke at den snurrer og værker. (Jeg kunne selvfølgelig håbe, det er vokseværk! Hehe...)

Til sidst var jeg så træt, at jeg måtte gribe til yderliggående metoder, for at få ro til at falde i søvn. Og den bedste kur jeg kender mod panik er meget simpel: Jeg lader mig overvælde af alle bekymringerne og tillader de ofte fuldstændigt ovedrevne tanker at fylde det hele. Dvs. jeg slipper ethvert forsøg på kontrol, for at finde ud af, hvor langt mine vilde tanker vil bære mig hen.
Når jeg gør det, oplever jeg altid at det overhovedet ikke er så slemt, som jeg kunne forestille mig. Der plejer altid at sænke sig en enorm ro og afklarethed over mig, når jeg har tilladt mig selv at tænke de vanvittige tanker til ende, i stedet for at forsøge at overhøre dem.
Så hvad fandt jeg ud af? Hvorfor var det så slemt for mig, at min hjerne slår knuder?

Jeg har i høj grad identificeret mig med min hjerne! Som om jeg ER min hjerne. Jeg er akademisk højtuddannet, og jeg sætter åbenbart en ære i at kunne tænke kloge tanker. Hmn... mit naturlige psykiske forsvar fungerer i høj grad på et intellektuelt plan, så det er også et slags våben for mig. Der ligger en form for magt i at have en velfungerende hjerne. Sådan har jeg i hvert fald tænkt indtil nu. For nu er jeg blevet udfrodret: Hvad er jeg, når jeg ikke er min hjerne?

Og BUM - så kom den velsignede forløsning, og jeg kunne falde i søvn. Seriøst! Jeg faldt i søvn kort efter jeg havde tænkt disse tanker:
Jeg er min krop. Jeg er mit sind. Jeg er en samlet udgave af alle mine kvaliteter. Jeg bruger alt for meget tid på at tænke. I stedet skal jeg nyde at gå en tur eller to hver dag. Jeg skal nyde at hvile, at gå i haven, at lege med min søn, at elske med min kæreste, at læse en almindelig roman (i stedet for at det altid skal være filosofiske tekster og faglitteratur), at blogge for at få tankerne ud, så jeg ikke skal gemme på dem i min trætte hjerne, nyde at bage brød og lave mad. Sanse verden. Ikke tænke den. Tankerne opstår jo alligevel af sig selv.
Pyt skidt om jeg bliver et glemmehoved som ikke kan huske en eneste teori - bare jeg kan mærke mit varme hjerte og min levende krop.