torsdag den 7. april 2011

En hyggelig sygedag

Der er lagt op til en rolig dag. Min søn er lidt syg med feber. Og her er det absolut passende at sige Tak til Ramasjang! Så kan jeg sidde og rode med min computer, mens han stener. Min bil er ovenikøbet på værksted, så vi kan kun folde os ud på gåben eller cykel, hvis vi får eventyrlyst i løbet af dagen. Det er egentlig en rar fornemmelse. Så kan vi bare være lige her. En dag, der næsten er gået i stå på forhånd. Skønt.

Jeg tror, jeg er blevet bedre til at være aktiv, når jeg er aktiv - og slappe af, når jeg skal slappe af. Før i tiden kunne jeg sidde og føle, jeg spildte tiden, når det egentlig passede sig, at jeg bare skulle slappe af. Måske er det et halvt år som sygemeldt, der har affødt den dejlige evne til at slappe af ...
Faktisk tror jeg, jeg er blevet klar over, at jeg bliver nødt til at træffe nogle valg, der er sunde for mig. Jeg prioriterer helt anderledes end før. Ellers ved jeg nu -meget konkret - at jeg bliver syg i både hoved og krop.
Kort og godt: Før traf jeg valg baseret på, hvad der lige kunne passe ind i den samlede situation. Nu træffer jeg valg ud fra hvad der er sundt for mig. Og så må omgivelserne tilpasse sig. (Selvfølgelig kan jeg være fleksbel - men ikke i samme grad som før.)

Og indtil videre virker det. Jeg har truffet nogle valg, som jeg før nok ikke havde gjort. Bare i det små. Sagt nej, hvor jeg før troede jeg var uundværlig. Og verden går videre. Ingen er endnu blevet sure. Faktisk møder jeg stor forståelse. Det er lidt skræmmende, at jeg skulle igennem et sammenbrud, før jeg forstod, at jeg er vigtig. At der kun er MIG til at træffe sunde valg på mine egne vegne. Og at jeg bliver nødt til at gøre det, der skal til. Handling har ikke altid været min stærke side - men det bliver det nødt til at være! For uden handling bag ordene, bliver jeg syg.

I dag er det ikke mig, der er syg. Nu er det min søn. Og fordi jeg har været rigtig sund hele ugen (cyklet, gået og løbet i skoven, mediteret, spist sundt, været i biografen, læst, skrevet, malet, sunget, danset og hvilet), så kan jeg meget bedre passe på ham. Det er en god fornemmelse.

Nu har jeg gjort noget godt for mig selv: Blogget. Så nu kan jeg vende tilbage til ham igen.
Vi ses!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar