Så små ...

Det er vi altså. Vi er alle sammen bare små bitte individer, der - om vi vil det eller ej - er en lille bitte del af et meget større hele. På en måde betyder det absolut INGENTING hvad vi hver især gør. I et andet perspektiv betyder det ALT, hvad vi gør. For måske er hver en tanke vi tænker med til at skabe nuet. Det tror jeg. Det tror jeg virkeligt på. Jeg tror på at vi er så usandsynligt små - men med kæmpe gennemslagskraft, fordi vi har evnen til at samarbejde, samtænke, samskabe. Så tænk og skab, min ven - alt det bedste og det højeste gode, du har lært!

Et stort problem må være, at vi tror, vi er betydningsfulde på en individuel facon... det er vi selvfølgelig også. Men kun når vi fungerer som en del af et system. Alene er vi ingenting. Sammen er vi utroligt stærke. Men vi skal kunne agere alene i fællesskabet - ellers bli'r det ingenting til. Paradoksalt, ikke?!

Og sidst men ikke mindst: Måske er vores største forhindring for at leve et meningsfuldt og glædesfuldt liv - os selv. Jeg kender ingenting i hele verden, der kan forhindre ting i at ske mere effektivt end mennesket selv. Giv dig selv en gave og lær dig selv nogle stærke, værdige leveregler, der giver dig styrke, smidighed og handlekraft. F.eks. den enkle tilgang at tillade alting at være præcis som det er. Først når du tillader alting at være præcis som det er, kan du ånde lettet op og gå videre i dit liv - befriet fra forventningens tunge byrde. Ansvar og kærlighed kan man jo sagtens bære yndefuldt med sig og sprede ud af, når det kommer indefra som et oprigtigt ønske om at gøre godt i verden. Ikke fordi andre har sagt, at du skal opføre dig voksent. Men fordi det gør dig godt at sætte dig selv fri og bære ansvaret og kærligheden frivilligt. Så er livet ikke voksent - så er det modent!