Fantasirejse

Fantasirejse til Det Sande Selv:

Så smukt, så sprødt, så dugfrisk og dejligt. Jeg lytter til Majbritte Ulrikkeholms bløde, behagelige stemme. Henders guidede, poetiske fantasirejse fører mig afsted i mit indre landskab.
Jeg rejser mig fra min seng. Går hen til terassedøren og åbner den. Opdager, at noget er forandret: Der er en tunnel foran. Jeg går nysgerrigt igennen tunellen mod en åbning i den anden ende. Da jeg kommer til åbningen, kan jeg se en grøn eng. Jeg stiller skoene inde i tunellen - oplevelsen af at tage skoene af, er dejligt befriende. Det er som om jeg stiller noget tungt fra mig. Som om skoene bærer en stor del af min personlighed, som bare tynger mig. Det er så dejligt, at jeg kan stille skoene, og sætte de bare fødder ud på dugfrisk grønt sommergræs. Luften er fyldt til bristepunktet med lethed. Jeg ser en kilde flyde gennem landskabet - med en bro henover. Jeg går over mod broen og stiller mig midt på broen. Jeg står med ryggen til kildens fald og mærker, hvordan vandets energi bevæger sig op til mig og stryger min krop. Ligesom at stå med ryggen mod vinden - bare meget mere mildt, blidt og favnende. Uhmn....
Da ser jeg en skikkelse komme hen mod mig. Det er en kentauer. Jeg er selv skytte af stjernetegn, så jeg er meget bekendt med denne figur. Det er en hoppe med krop af en mand. Og væsenet har en lille mus med sig. Kentaueren er stærk, smidig og spændstig. Ung, kontant og venlig. Musen er lille og lys - og bevæger sig hele tiden rundt på kentauren. Som om den har for meget energi til at stå stille. Da jeg spørger de to væsner, om der er noget, jeg skal vide, piler musen op på toppen af hovedet af kentauren og står helt stille i koncentration. Svaret kommer som ord, fornemmelser og kropssprog: "Du er stærk, spændstig og modig, min pige. Men du er træt. Udmattet. Du kan godt være stærk, spændstig og modig, mens du er træt. Det er helt ok at være træt. Vær værdig." Jeg er dybt rørt og taknemmelig. Forstår fuldstændigt hvad de fortæller mig.
Jeg rækker hånden frem, for de vil give mig en gave. Jeg modtager et blødt, smukt og eftergivende hjerte. Det skal jeg sætte ind på sin plads i mit bryst - og så skal jeg holde det i live. Bruge det. Derefter læner kentauren sig frem og puster mig blidt på min pande. Og en lethed trænger ind i mine tanker og mit sind. Som for at fortælle mig, at jeg skal tage livet let. Ikke tænke så tungt. Og det virker øjeblikkeligt: Det føles som om massefylden i min hjerne er udvidet. Min tunge, bekymrede hjerne får pludseligt lethed og rum. Fantastiske egenskaber.
Vi giver hinanden en varm omfavnelse som tak og farvel. Vi er begge dybt taknemmelige: Jeg, fordi jeg har fået værdifulde informationer og gaver - han, fordi jeg lyttede og tog imod.
Turen hjem går samme vej tilbage og da jeg tager skoene på i tunellen, vender min opmærksomhed på min fysiske verden tilbage. Jeg bliver lidt tynget igen, men er tilpas med situationen, fordi jeg ved, at livet er en læreproces, jeg gerne vil gennemleve. Jeg har selv bedt om det.
Da jeg vender hjem til min ventende krop og får mig på plads i mig selv, strækker jeg mig og er udhvilet som efter en god lang nattesøvn. Tusinde tak for turen, Majbritte (og det er en CD, så jeg kan komme afsted igen i morgen, hvis jeg vil! Haha...)

Note: Da jeg gennemlæste teksten, slog det mig, at vi bruger udsagnet "at stille (træ-)skoene", når nogen dør. Underfundigt, så fint det passer med min fornemmelse i fantasirejsen. Jeg elsker, når jeg opdager hvad der ligger bag et ordsprog!

Må i få en dejlig dag derude.