SHIT!

Shit! Og fuck. Arrggggggggggggghhhhh... ØV!
Jeg har lige ladet tankerne vandre. Øjnene faldt på mit indre spejl. Og det var absolut ikke pænt, det jeg så! Gad vide om det er fordi jeg har stiklet noget der ligner 200 mælkebøtter op de sidste par dage: Så kommer alt op med rod?!!!

Hør: Jeg har lige opdaget, at jeg i denne underlige periode, hvor jeg ikke kan arbejde, er blevet "frarøvet" en af mine store, trygge - men også absolut udslidte - forsvarsmekanismer! Jeg har altid kunnet skærme mig trygt og sikkert (og usundt) bag en fæstning af at være professionel hjælper. For pokker! Og jeg troede endda, at jeg havde gennemskuet mig selv. Jeg troede, at jeg havde styr på mine egne problemer. Jeg var jo bare en af de mange, som er "wounded healer". 
I virkeligheden, kan jeg se nu, har jeg haft en overbevisning (og det er ikke pænt) om at jeg kunne holde folk på afstand ved at være lidt mere menneske-klog end dem. Jeg var jo terapeuten. Sikke da et trygt sted at gemme sig: Bag en professionel maske af "jeg-har-styr-på-det-at-være-menneske,-så-kom-du-bare-an". Sikke noget bull-shit!
Jeg kan se nu, at jeg har prøvet at nedtone min distance og min gøren-mig-bedre-end-de-andre, ved at gøre mig lidt hjælpeløs og beslutningssvag. Jeg har bøjet mig lidt, så der var bedre plads til andre. Men indeni mente jeg, at alle mulige andre tog fejl. At jeg egentlig var klogere...

UPS! Det er vist det grimmeste billede jeg har haft af mig selv endnu.
For nu hvor jeg har mistet mit overblik, min autoritet og min handlekraft, så kan jeg se helt anderedes på det. Jeg ser, at jeg har været skide bange for at blive såret, så derfor har jeg holdt andre væk, ved at forestille mig, at jeg var bedre end dem. Og samtidig har jeg gjort mig "mindre-end", for ikke at skubbe dem helt væk. Og det bliver jo en underlig blanding af holden-fast og skubben-væk. Puha. Det er jeg virkeligt glad for, at jeg har fået øje på!

Gad vide, hvor længe det tager at skifte den vane-tænkning ud?!
Jeg oplever, at alle forsvar har tjent et formål engang. Jeg er ikke ked af, at jeg har haft det - for det må jo have reddet mig engang. Men nu er det udtjent. Det er ikke nødvendigt mere, at adskille mig fra folk. Og jeg vil jo langt hellere være på lige fod med andre, skønne mennesker. Så kan jeg trække mig lidt tilbage på de områder, hvor andre har mere på hjerte end jeg - og til gengæld kan jeg sætte mig i karakter på de områder, hvor jeg har noget på hjerte.

Sikke en befrielse. Et forsvar kan være en jernnæve omkring hjertet - indtil det pludseligt er trygt nok til at give lidt slip. Så kan der komme frisk luft ind og puste liv i de gamle, hårde systemer. Tak skæbne, hvor er jeg glad for, at jeg kan se mange af mine forsvar - nu vil jeg gerne have vilje og mod til at finde på nye måder at håndtere mit liv på.

Og tilgiv mig derude, hvis jeg kommer til at falde i de gamle rytmer. Jeg ønsker virkeligt at finde takten i den nye symfoni! Hjælp mig gerne ... for jeg ved faktisk ikke helt, hvordan jeg skal være stærk, når det ikke skal være på den gamle, udslidte og usunde måde.