Japansk Hjerne I

Nu ved jeg, hvordan det er at være et japansk atomkraftværk i disse tider: Min hjerne er nedsmeltet. Intet mindre. Og det er faktisk ikke sjovt. Jeg er i forvejen nede i gear - men det her tager prisen i nedtur.
I går shoppede jeg i en lille times tid (fandt heldigvis en skøn kjole til et herligt bryllup, jeg snart skal til). Bagefter lavede jeg 1½ timers venskabelig faglig sparing med en pædagogstuderende jeg kender.
I alt var jeg i gang i ca. 3 timer. Og jeg var fuldstændig færdig bagefter. Udmattet. Træt. Ufokuseret. Gik hjem og sov en drømmeløs middagslur. Hyggede lidt med familien. Kunne stort set ikke tænke. Hang desværre for længe i lænestolen om aftenen og kom nok lidt for sent i seng. Sov igen en drømmeløs søvn - og har været lige så udkørt i dag som efter aktiviteterne i går.
Jeg kan ikke tænke sammenhængende. Jeg glemmer halvdelen af det jeg sætter i værk ("ristet brød er let at lave, blot man vil erindre - når det brænder skal det have to minutter mindre" Piet Hein - du er min ven.). Jeg er grådlabil. Kan ikke tage initiativ til noget. De få ting jeg gerne ville lave i dag fik jeg gjort i formiddag (som f.eks. at ringe til kommunen og redigere og udsende lidt i et indlæg til denne blog, som jeg har skrevet for nogle dage siden).
Og derfra gik jeg så i stå. Måtte melde fra en ellers nok så spændende aktivitet her til aften.
Puha! Aldrig har jeg oplevet noget lignende.

Det her vil jeg virkeligt ikke ønske for nogen. Det er meget mærkeligt når hjernen på den måde siger stop. Jeg mener, tænke, det plejer jeg at være ret skrap til. Men nu gør mit hoved bare ondt, når jeg prøver.
Det er faktisk også nok nu med dette indlæg. Mit hoved siger stop. Så - tak for i dag. Jeg håber en sød japaner smider noget koldt vand på min hjerne, så processen stopper her!