Alting i dig

Vi er jo alting.

Vi er gode, søde, sjove, kærlige, naturlige, stræbsomme, smukke, fuldendte, vidunderlige, unikke, særlige, intelligente, arbejdsomme og dovne, grimme, ufærdige, stærke, svage, søgende, spørgende, vidende, uduelige, dumme, stædige, forlorne, usande, venlige, afholdte og hadte. Og alt der imellem. Ensomme og sociale. Forladte og fundne. Individuelle og universelle.

Jeg er mig - men uden dig er jeg intet. For at være individuel må der være en omgivende verden. En helhed at være en del af.

For at være glade må vi kende sorg. For at have fred må vi kende smerte. 

Og ikke bare som i en intellektuel viden. Men som levet liv. Forstår du virkelig med hele din livsverden hvad det betyder at føle sig dum. Så har du også muligheden for at opdage hvordan det føles at være vidende.  Bruger du al din tid på at søge - så har du muligheden for at opdage hvordan det er at have fundet.

For nylig opdagede jeg at livet ikke handler om at gå i en bestemt retning på en bestemt måde. Jeg troede tidligere at jeg skulle gå efter "målet" og arbejde på at leve op til mine idealer - hvorfor skulle jeg ellers have idealer? 

Heldigvis opdagede jeg at idealer blot er pejlemærker. Et spørgsmål om individuel smag. Men de står ikke alene, for de har altid en modpol. Og kunsten er at kende begge dele. At være begge dele. At rumme begge dele og have fred med det. At lade sjælen vokse med det hele.

Alt det der har spændt ben for mig i mit liv, har været det i mig selv jeg ville flygte fra.

Nu flygter jeg ikke mere. Nu favner jeg alt hvad jeg opdager i og om mig selv. Og believe you me - der er meget. Meget lort og meget helligt. Måske er lorten hellig? Og måske er det hellige noget lort.

Nogle gange tager det tid at opdage hvad der er på færde... men jeg er ikke bange mere. For der er plads til det hele. Både det smukke og det grimme. 

Og jeg tror faktisk jeg er blevet et bedre menneske end før. Jeg er i hvert fald blevet meget, meget glad. Lykken bor i mig hver eneste dag, fordi jeg lever. Fordi jeg endelig har opdaget at det bare handler om at være mig. Det er så enkelt - men det var svært for mig at komme herhen! Og nogle gange synes jeg stadig det er svært - men nu ved jeg også, at det er let. Og så griner mit hjerte kærligt med mig. For nu er der plads.
Giv hjertet plads...

Feminin styrke og sensitivitet

Det siges at kræve stor styrke at bære sin sensitivitet. Det forstår jeg på et dybere og dybere niveau. 

Tag nu f.eks. hvordan man kan blive påvirket af musik...

I mange år har jeg ikke haft lyst til at høre klassisk musik. Og jeg er endda uddannet cand. mag. i musikterapi! Men det der skete når jeg lyttede var, at jeg blev overvældet. Det føltes som om min krop blev invaderet af vibrationerne, og mine dybeste og mest sårbare følelser blev tvunget frem. Selvom det kan være en vej til en bearbejdning af psykiske skjold, så var det i en meget lang periode alt for smertefuldt for mig. Jeg kunne ikke bære al den sorg og smerte, kærlighed, håb og længsel. I stedet for at føle mig forløst, følte jeg mig fortabt. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle hænge sammen igen bagefter, for det føltes som om jeg blev revet op - på et meget dybt niveau. 

Det er forandret nu. 

Det er højst sandsynligt det lange år med kontinuerlig terapi og healing, der har hjulpet mig. Som jeg før har skrevet, så har jeg været gået i stykker - psykisk set. Og det allerbedste der kom ud af det er, at jeg ikke behøvede at blive ved med at holde sammen på mig selv. For jeg var officielt syg. I krise, stresset, deprimeret what  ever! Pointen er: Jeg fik et helle, hvor jeg kunne slippe kontrollen over mine legemer (krop, psyke, det mentale, min åndelige kontakt) - så det hele kunne falde fra hinanden. 

Over tid blev det hele undersøgt og vendt, drejet, ødelagt endnu mere, sat sammen igen, finpudset, set og elsket.

Og stille og roligt fandt mine legemer formen igen. En form der føles som om jeg består af magneter, som endelig vender rigtigt og passer sammen. Nu er der ikke meget der støder fra hinanden i mig. For jeg har fundet ud af at mit liv bliver lettere, når jeg er oprigtig - så vil magneterne gerne finde hinanden.

Det betyder også at jeg kan lade mig berøre igen. Jeg kan give slip på min kontrol, leve mig ind i musikken, filmen, følelserne, livet der folder sig ud. For jeg skal ikke holde sammen på mere. Nu holder magneterne sammen på sig selv. Tænk hvor meget energi der bliver frigjort til andre og meget mere spændende ting!

Det føles helt konkret som om mit indre mentale og psykiske skelet har været brækket og lagt i gips - og nu efter at være helet og genoptrænet, kan jeg motionere igen. På de indre planer. 

Så jeg forstår det så meget bedre nu: Det kræver stor styrke at bære sin sensitivitet.

Og husk - det kræver både maskulin og feminin styrke. Det kræver både vand og ild. Mod, tålmodighed, fleksibilitet, hvile og vedholdenhed. Så kan sensitiviteten blive smuk, indholdsrig og udtryksfuld. Og så kan musikken bruges som middel til forandring - uden at smerten overvælder. 

Og skulle smerten alligevel overvælde, så overvej om det er rette tid og sted. Hvis du gerne vil overgive dig til smerten, så gør det. På den måde forløses den jo lidt efter lidt. Og hav tillid til at alt er godt. Du er god. Du er præcist som du skal være lige nu!  
Og musikken formidler alligevel kun livet - som det nu engang kan være...

Aldrig alene

Kære ven

Du skal aldrig føle dig alene. For ingen er alene. Ingen er nogensinde alene - lige meget hvor langt der er til nærmeste menneske. Jeg ved det bare. Sådan er det. For rummet omkring dig og cellerne som er dig er fyldt med vibration, glæde og kærlighed. Og her er ingen alene.

Prædikant? Nja.... du må jo selv bestemme hvad du tror og mener. Og din oplevelse kan jeg ikke tage fra dig. Men jeg vil bare gerne give dig flere muligheder. 

Selvfølgelig kan det være stort at være alene. Det kan være en lise for sjælen at være helt sig selv. Men kun i det øjeblik hvor man føler sig fyldt med glæde over denne ensomhed. For ensomhed kan jo også være vanvittig destruktiv. 

Men kender du det, når det er som om der er fylde hele vejen rundt om dig - i dig. Som om du ER fylde?! Så er der intet ensomt mere. Så er du en del af det helt store billede: Så er du en virkelig del af verden.

Så ER du.

Sådan kan jeg godt have det. Så ER jeg. Og for det elsker jeg mit liv ubetinget.

Mere om det senere. For nu: Godnat - og sov godt!

Lille note ang. 11:11:11:11:11

Jeg vil gerne melde mig ind i koret af skønne stemmer der danser rundt i glæde over tidernes skiften: Jeg havde en dejlig 11:11:11 kl. 11:11. 

I dagene op til kunne jeg i dén grad mærke energierne drøne derudaf. Jeg vågnede en nat med en strøm, der nærmest holdt mig nede i sengen. Som om jeg fik et stærkt brusebad i energi. Virkeligt dejligt. Men mon ikke jeg ville have været bange, hvis jeg ikke vidste noget om denne skiftetid...

På selve dagen oplevede jeg en stor glæde og forventning - som op til nytårsaften. Og en virkelig god stille stund med meditation, healing, bøn, smuk musik og smukke ord. Resten af dagen gik til "livets snak fra hjertet" med mine veninder - samt gigantiske mængder champagne! Afsluttet på bedste vis med middag i byen og dans til live-musik.

Jeg skal ikke klage. Når den spirituelle fryd og længsel går lige op med verdens tummel og virkelighed.

Og nu nyder jeg bare de smukke dage - det flotte efterår i skoven og stille stunder. Hvilen i hjertet og glæde over at være i live. Og forberedelse til undervisning hvor hvilen i hjertet står sin aktive prøve! 
Alt er vel. Naturen går sin gang og jeg følger med. Der er flow, samhørighed og skaberkraft.

Står du bedre i dine egne sko nu? - Bare rolig energitilpasningen fortsætter!

Powerjobsøgerne

Jeg er pt. arbejdssøgende og ønsker virkelig at bruge denne periode på bedst tænkelig måde. Så da jeg for nylig for anden gang stødte på begrebet Powerjobsøgerne, tænkte jeg, at jeg nok måtte undersøge hvad det egentlig er. Og heldet vil at de netop har startet en afdeling her i mit lokalområde. Så der har jeg været i dag.

Se evt. midtjydernes hjemmeside: http://powerjobmidt.dk/

Og må jeg lige sige: Det er da en fremragende måde at agere på i denne tid. Det er et ganske enkelt koncept baseret på frivillig arbejdskraft hvor arbejdsløse hjælper hinanden i arbejde. Der er en simpel organisationsopbygning med det primære formål at etablere kontakt til virksomheder på hele flokkens vegne - når én person etablerer kontakt til virksomheden gør han/hun det på vegne af alle Powerjobsøgere i netværket. 

I mine øjne har det nærmest form som en græsrodsbevægelse - fordi individer selv tager hånd om situationen og organiserer sig ud af et problem, som berører fællesskabet: I dette tilfælde: Arbejdsløshed.

Det er da smart!

Oven i købet får man opbygget et større netværk på tværs af fag, man får sparring på sin jobsøgning og i fald man føler sig lidt alene om at være arbejdssøgende, kan det ophæves ved at deltage i dette netværk.

Forskel fra kommunens og A-kassens tiltag: Det er frivilligt og det udspringer af enkeltindividers ønske om at gøre noget aktivt for at komme i arbejde.

Ulempe: Det tager tid... men hva' fa'en. Den tid er med høj sandsynlighed givet godt ud i forhold til at hjælpe sig selv og andre tilbage på arbejdsmarkedet.

Jeg er ved godt mod.

Gode folk på din vej

Er du klar over hvor meget hjælp du får på din vej?

Jeg har i dag mødt en skøn, skøn sjæl, der ganske gratis gav mig en gigantisk gave med på vejen. I form af god gedigen information og masser af "oplysning". 
Med stor taknemmelighed har jeg heldigvis taget imod det og ønsker at bruge det til fulde. 

Og nu sidder jeg og tænker: Er du klar over hvor mange mennesker der vil dig det godt? Tænk lige godt efter.... har du tal på alle de mennesker du møder på din vej, som bare vil dig det godt? Og kan du tage imod det???

Puha... det er jo et utal af venlige sjæle, som støtter, løfter, bærer og hjælper dig, når du har brug for det. 

Og ja ja - nogle gange føler man sig mutters alene på jord. Men tænk efter: Måske var den bedste gave at give dig, netop at lade dig være i fred i den periode? Måske var det i ensomheden den største lærdom lå?

Og måske ville du ønske at nogen var kommet og havde hjulpet dig - vend den så om og tænk: Hvad kan du gøre for andre? For min ven - giver du ud får du tilbage. Måske i en anden form end forventet - gaver er ofte overraskende.

... Damn! Hvor er jeg taknemmelig for gaven i dag. Tusinde mange tak for alle de kræfter der spiller deres rolle i livets store puslespil, når du og jeg skal føres bestemte steder hen! 

At være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt er en kunst - en kunst som kræver tillid, mavefornemmelse og handlekraft. 

Go for it!

Glæder i jer forresten til d. 11:11:11 kl. 11:11 ?

... det gør jeg! 

Jeg glæder mig til at fordybe mig i meditation, healing og bøn sammen med to fantastiske kvinder, der også ønsker en lys og aktiv fremtid.Jeg glæder mig over at opleve tidspunktet - og ønsker en fantastisk fordybelse... noget må der ske, fordi der 100 % er ufatteligt mange mennesker verden over, som vil sidde i fordybelse på dette tidspunkt. Det bliver NICE at se, hvordan det kan opleves....

Og hvis det er sandt at nye energier aktiveres på dette tidspunkt, så siger jeg bare: Vær velkommen!

For mere lys info (der er også dommedagsprofetier, men helt ærligt: grow up!) læs evt.:

http://www.thinkwithyourheart.net/

http://www.spiritweb.dk/Kanal/Kanal/Mariamagdalene1011.htm (og andre kanaliseringer fra spiritweb.dk)

Eller find bogen 2012 og se hvad Diana Cooper byder på.

Eller google du lidt rundt og bliv inspireret.

Kærlige Knus

Aktivitet trods Drøjhed

Ih - kender i det? Når man bare ikke kan hænge sammen og det føles som om man går i konstant tåge? Eller som om der er modstand på alle tiltag, så lige meget hvor meget du prøver at blive i godt humør eller se lyst på tingene, så lykkes det ikke helt?

Sådan har jeg det i disse dage. Jeg kan ikke rigtigt komme igennem med mig selv eller nogen verdens ting. Mit humør er (når det går højt) på et nulpunkt...

Dog besluttede jeg mig for, da den kedelige energi begyndte for et par dage siden, at dynen ikke skulle få overtaget. Mest af alt har jeg nemlig lyst til at gemme mig for verden, når jeg føler mig mørk og drøj. Lidt ligesom at have tømmermænd... Men jeg gider simpelthen ikke se mig selv som et hjælpeløst offer. Derfor besluttede jeg mig for at lave små praktiske ting: Vasketøj, rengøring, lidt spirituel læsning, en meditation, skrive en ansøgning selvom inspirationen manglede, tænke nogle tanker om fremtiden... den slags. Og nu kan jeg kigge tilbage på de sidste par dage og se, at jeg faktisk har fået lavet helt vildt meget. 

Det er ligegodt mærkeligt at opleve at dagen er som en tåge - og alligevel har jeg lavet så meget godt. Faktisk en del kontaktskabende arbejde - selvom jeg føler mig lidt hengemt.

Jeg indrømmer at det er et svagt punkt jeg har, at give op, når jeg føler mig "grim". Men halleluja, jeg kan godt være aktiv alligevel. Jeg behøver ikke at bukke under for følelserne, der prøver at spænde ben. Jeg har efterhånden lært at kigge på dem og sige: "Nå, er du der igen lille ven?! Dig der er doven og gerne vil give op, og som helst ikke vil forandre noget som helst - jeg kan godt se dig, og du får lige min opmærksomhed et par øjeblikke... så kan du jo lige fortælle mig, hvad du vil (f.eks. at du er bange for ikke at slå til) - og så kan jeg komme videre med mine rigtige gøremål, mens jeg passer lidt på dig."

Dagen er stadig fyldt med tåge, men mit hjerte kan godt synge alligevel.

At være...

Tænk at være lykkelig lige her midt i alt det som er. Tænk at lade sig skabe fra dag til dag. Tænk at turde overgive sig- lidt her, lidt der... nogle gange frivilligt, andre gange med friktion og modstand.

Tænk at turde lade sig bruge af livets strøm. Tænk sig at være menneske, kød og blod, behov og nydelser, modstand og forløsninger - og tænk at være sjæl imens. At være bredt ud som menneske mellem himmel og jord, som et redskab i verden. At være i verden uden at være af verden - og samtidig at være verden.

Der findes så utroligt mange facetter i det at være menneske. Tænk at elske dem alle: Sorg og glæde, ensomhed og længsel, nærvær og nydelse, angst, vrede frustration - friktion - og mildhed, omsorg og kærlighed. 

Vi kan så meget, når vores sind bliver fleksibelt. 

Og ikke kun når weekenden står for døren. Om der er larm og uro, trafik og kaos eller om der er ro og varme, balance og tillid - vi kan stadig være det hele!

Og det, min ven, er jo "blot" en træningssag! Livet lærer os det, - så mit bedste råd er: 

Hengiv dig til det og nyd det blot! 
(Og tag nu bare imod hjælp, hvis livet overvælder... ingen er alene.)

Ord og indre musik

Lille filosofisk indspark fra et tænksomt hjørne af dagligdagen:

Der er så meget, der skal formidles: Jeg har det som musik indeni, og musik eksisterer jo kun, når nogen spiller og andre lytter - og dog giver ord kun ringe mening, når det gælder musik. Hvordan kan man formidle noget, der er uafhængig af ord? (Godt jeg er uddannet musikterapeut, så jeg har en fornemmelse af, hvad det er jeg snakker om!)

Så her på bloggen, hvor ord er redskabet, hvad gør jeg så?

Ord kan være en afklaringsproces på vejen. Ord kan vejlede og kaste lys i mørket. Og det er skønt og utroligt værdifuldt! Hvor ville vi have været uden ord? Ord kan fortælle historier vi kan spejle os i, ord kan forløse, lindre og lære os noget nyt. Ord kan give os en fornemmelse af noget, der ligger bagved ordet selv. Et ord er jo ingenting, hvis ikke det er formidlet i en kontekst af andre ord - og med en hensigt. En vibration, om du vil. Ord er et perfekt redskab til at bevæge os - røre os dybt inde. For man kan jo mærke, når ord vil noget. Ord kan formidle forskellige tilstande. Og ord kan få os til at handle.

Men ord kan ikke være netop dette nu. Og ord er ikke dig.

Noget kan ikke formidles gennem ord. For ord kan også begrænse og kategorisere på måder, hvor forenklingen ødelægger kompleksiteten eller omvendt - besværliggør enkelheden. En oplevelse af enhed gennemsyrer min opfattelse af verden - og ord kan umuligt beskrive det. For selv i sin enkleste og reneste form kan denne oplevelse kun forstås gennem ren oplevelse. 

Og tænk sig, det er ikke engang sikkert det giver mening at forsøge at forstå den indre oplevelse. 

Måske er kunsten blot selv at rumme al den smukke musik. Måske ER vi alle hver vores musik. Jo bedre vi kender vores egen indre musik, jo bedre er vi tunet ind på os selv... Og når vi finder sammen med mennesker, som man kan mærke man svinger med, - så er det måske netop fordi den indre musik lyder godt, når netop disse mennesker spiller sammen. 

Så giver det mening at tale om, at vi alle har forskellige vibrationer.

Det er en kunst at være, og det er en kunst at handle mens man er. 

Halleluja - sikke en fest!

Men hey, jeg tænker lige: Mon dette er en overspringshandling? ...sikkert. 

Men pointen er klar: Jeg synes det er så UTROLIGT vigtigt at finde sig til rette med sig selv og sin egen indre musik/tone, så man bevidst kan gå ud og deltage i livet og formidle netop det, man selv har indeni. For der er kun et menneske, der er dig. Og det er DIG. Og selvom det måske ikke kommer ud i de konkrete handlinger du gør i din hverdag eller i de ord du siger, så vibrerer du alligevel, så andre har en fornemmelse af dig som person/din indre musik/tone - og det er ofte nok! 

For så er der jo altid nogen der lytter til netop din musik. 

Og du har altid nogen at spille sammen med!

Så er du aldrig alene...

Hjertehealing

Det har været svært at skrive det her indlæg, fordi der er så fine vibrationer på spil, at ord næsten kun kan ødelægge. Men alle rekorder i "smukhed" er netop blevet slået, og jeg vil forsøge at beskrive det...
Så hold godt fast for her kommer mit bedste bud på en lovsang fra det høje!
Hyldest til kursus i Hjertehealing i Den Gyldne Cirkel. Har man længsel i hjertet, så findes der lindring her.

Hvad det var? Siger ordet Hjertehealing ikke det hele?

I fem dage har jeg badet mig i de skønneste, mildeste og dog mest kraftfulde og transformerende energier, jeg nogensinde har oplevet.
Ord som Helligånd, engle og Maria-energi siger mig nu noget ganske specifikt.
Jeg er ikke "gammeldags troende", så jeg har ikke noget forhold til begreberne i Biblen - bortset fra de gængse opfattelser. Men jeg skal da lige love for, at jeg nu ved hvad forskellen er på Helligåndsvibrationer og Kristusenergi. For belive you me - der er stoooor forskel.
Man skal nok have oplevet det, for at det virkelig giver mening.
Men tænk sig at mærke velsignelsen som en nådegave. Nåden er virkelig en gave. Det er noget helt særligt - det bliver givet af en højere kraft, som mennesket heldigvis kan være katalysator for. Og givet med et kærligt hjerte, er det noget af det mest opblødende, jeg har oplevet.

Jeg har deltaget i, givet og modtaget healing, gruppehealing, lys-/verdenstjeneste, velsignelser og åndelig terapi. Fem fulde dage booket op med rensende aktiviteter, smuk natur og ditto mennesker. Her var healing for hjertet, terapeutisk transformation for den sårede psyke, viden for intellektet og kærlig samvær for livsglæden.

Om jeg var høj? Jeps! I fem fulde dage har jeg nok været lidt udenfor pædagogisk rækkevidde, fordi mit sanselige nervesystem blev boostet med ren guddommelig kærlighed. (Jeg kan godt forstå narkomaner, hvis det er sådan det er at få sig et fix.) Og nu føles mit hjerte lige så levende som en nyfodret guldfisk i rent vand. Og jeg har et dybtfølt behov for at fortsætte med at vedligeholde hjertets åbenhed, - fordi det virker!
Måske er det universets stærkeste transformerende kræfter: Kærlighed og lys?!

Da jeg var yngre og læste musikterapi på uni, blev jeg og en tidligere kæreste enige om, at man burde opfinde en kærlighedsterapi, for kærlighed, mente vi, er det eneste der for alvor virker, når mennesker skal heles.
Og guess what?!: Det har jeg endelig fundet!

Så hvorfor var det nu så stærk en oplevelse for mig?
Sikkert fordi jeg er et sted i mit liv, hvor jeg endelig kan ressonere med disse energier. Det har ligget som en tone i mig, der ikke kunne komme igennem det personlige slør. Men nu er gardinerne blevet trukket fra.
Yderligere hænger det vel sammen med, at jeg har fået bearbejdet så tilpas mange traumelag i psyken gennem de sidste mange år - og især i forbindelse med depressionen hele sidste år, at jeg nu har tillid til mig selv og min indre styrke - og derfor kan give slip og give over til Gud/ Universets Hjerte.

Jeg tænker. at så længe vi mennesker har brug for vores stærkeste forsvar kan det være svært at opleve den store hengivenhed... jeg mærker i hvert fald nu en ganske anden tone i min hengivenhed. Som om jeg er nået et niveau dybere ind i mig selv. Helt derind, hvor der er plads til alt andet end mig. Og alligevel er det dybt vigtigt at jeg netop er mig. Først når jeg for alvor er mig, kan jeg give slip på mig, så noget andet og større kan træde ind. Faktisk oplever jeg det som om min personlighed er den organiske skal, som Guddommen kan træde ind i og virke igennem. Det er utroligt smukt og upersonligt - samtidig med at jeg bevarer mig selv. Mit ego må gerne være med i denne leg - også når det støjer!

Der er endvidere mange forskellige toner i lysets brydning gennem mennesket. I mit tilfælde er glæde en stor del af guddommens tone. For ih, hvor har jeg dog fået lukket op for glæden i hjertet. I mange år har mit hjerte grædt - men nu stråler det i tillid, glæde, nænsomhed og lykke.

Og nej, jeg har ikke mistet forstanden. Jeg er bare utroligt lettet over at være "kommet hjem". Jeg føler jeg har fået en ny familie, som kan forstå hvad jeg siger. I det forum jeg oplevede i Den Gyldne Cirkel, var der så højt til loftet og så langt ned til bunden, at ALLE åndeligt interesserede kan være med.
Her er ingen sekt, ingen leder der skal forgudes og ingen stramme leveregler.
Her er dig og din oplevelse af at være i verden - præcis som du er!
Og så er der englenes kærlige kraft.  
... i min verden giver det dyb mening. 
I love it!

Gylden kvinde

Jeg lavede et maleri færdig i går. Jeg havde bare lyst til at male GUL - og pludselig var der en dejlig kvinde...

 

Dyrenes verden

Jeg interesserer mig jo for energi. Jow, jow, - det gør jeg skam. Hvad det så end er for noget, det der man ikke kan veje og måle? Jeg kan mærke så meget nu, at jeg kan sige, det er en integreret del af min hverdag. Og det er virkeligt dejligt, for jeg har ved Gud haft en længsel, som min oplevelse af mig selv og mit selvværd ikke understøttede. Men nu har jeg været igennem en ordentlig proces, og det har forløst så meget i mig, så jeg nu tydeligt kan mærke livet som energi. Før var det blot antydninger - nu tør jeg mærke det helt tydeligt. Mit syn på mig selv har reguleret sig, så jeg nu har hverken mere- eller mindreværd. Nu er jeg her bare, som jeg er. Og det betyder altså, at jeg interesserer mig for energi - for det er det, jeg kan mærke.

Og nu har jeg en idé om, hvordan tingene hænger sammen i dyrenes verden.

Jeg tænker: Hvordan kan dyr leve sammen i så flot en dynamisk sammenhæng? Hvordan kan de snige sig listigt omkring i tæt bevoksning eller flyve i flok uden at ramle sammen? Hvordan kan gazellen give sig til løvens gab som i nådig overgivelse?
Jeg tænker at dyr har en markant bedre sanseevne og fornemmelse for vibrationer. Jeg tror simpelthen at dyr er så fordybede i livets strøm (og ja her tænker jeg på den helt konkrete strøm/energi), at de har oplevelsen af, at de blot er en lille brik i et stort puslespil. De fungerer som en celle i en stor organisme.

Det er jo fantastisk at mennesket har fri vilje og mentalt overskud. Jeg tror bare at vi engang kunne det samme som dyrene - engang var vi sikkert fin-tunede med alt omgivende. Men hen ad vejen blev vi splittede, fordi vi lærte at styre vores intellekt, så vi kunne træffe valg på baggrund af vilje og magt. Sundt og udviklende - men det giver desværre en oplevelse af dis-integration. Mange af os har glemt at vi er en del af himmel og jord.

Den gode nyhed er, at vi alle har muligheder for at blive re-integrerede. Vi kan endda bevare vores mentale styrke - men på en eller anden måde bliver vi nødt til at lære at give slip og give over. At overgive sig til livets strøm betyder ikke at vi mister vores egen vilje. Og dog... det er en fin balance.
Overgiver vi os til livet opnår vi kraft. Beholder vi vores mentale fokusering opnår vi magt.
Hvad vil du helst have - kraft eller magt? Jeg selv er ikke i tvivl om hvad jeg vil have...

Dyr er ikke magtfulde. De er kraftfulde. Og utroligt smukke! Ligesom vi kan blive.

Lille note om Motivation

Nogle mennesker motiveres ved at få at vide af andre, hvad de skal. Giv mig en opgave, og jeg løser den, tak. Trygt og godt, så her præsterer jeg max.
Andre motiveres af følelsen af frihed. Giv mig fred, plads og tid, så skaber jeg bedst. Og presser du mig, går jeg i står. For ud af intet opstår alt.
En kombination af de to kan også være god: En løst defineret opgave og frihed til selv at vælge løsningsmodel.


Hvilken en er du til?

Hvor jeg vil hen? Hmn... tænker i øjeblikket lidt over, hvordan det nu lige er med motivation. Hvad skal der til, for at man virkelig har lyst til at løse en opgave? Eller hvordan kommer man derhen, hvor man virkelig har lyst til at deltage, så det bliver en fryd at tage imod alt hvad livet nu byder på? "Come what may!"
Det er selvfølgelig store forhåbninger, når man taler om at det skal være "en fryd" at deltage i livet...
Men sådan kan det jo være!
Hvor er jeg heldig, at jeg (stort set) har fået det sådan! 
Og hvor har jeg dog arbejdet hårdt og længe med mig selv for at det skulle blive sådan... For sådan har det skam ikke altid været. Så utroligt befriende at vide, at vil man virkelig knokle seriøst med sig selv over en årrække, så har man mulighed for at lave mirakler. Man kan virkeligt blive en bedre udgave af sig selv. Det kan man altså.
Og tag nu bare imod den hjælp der skal til på vejen - du gør jo alligevel det hårde arbejde selv. Ingen kan tage sejren fra dig, når du selv har fortjent den!

Hvilken tro jeg har? Jeg tror på forandring.

Løs pen

Der er sket så meget de sidste par måneder og jeg har haft begrænset fokus på at skrive og male. Men jeg savner det og vil gerne have luft igennem systemet igen. Så jeg lader "hende der ved" skrive for en stund (metode til at komme i kontakt med det højere selv) .
Jeg skriver til mig. Og måske ligger der også budskaber til dig?
...

Jeg er "hende der ved". Jeg skriver til dig, Pernille. For du er mig, og jeg er dig. Du ved det ikke altid. Men du er blevet klogere her på det sidste. Du forstår mere og mere at jeg er en del af dig. Jeg flagrer omkring dig hvor end du er. Og jeg flagrer i dig. Det er dit job at skabe strukturen omkring dig selv og dit liv. Og imens fylder jeg dig med liv og fylde. For det er min natur: Liv og fylde. Kærlighed. Lige meget hvordan verden end møder dig - eller hvordan du møder dig selv (... du har været en hård dommer over dig selv, Pernille), så vil jeg dele med dig liv og fylde og kærlighed. Jeg kan ikke andet. Stram buen du skytte og skyd pilen afsted. Pilen ER Liv Fylde Kærlighed. Det er din force, søde ven. Det er det du kan. Og med din mentale skærebrænder, skal der nok komme noget godt ud af det. For du kan brænde dig vej ind i mørke hjørner af verden. Der er noget ved dit væsen, som kan favne både hårdt og blødt. Og der er mennesker, der har brug for hårdt stadigvæk. Der er ikke ren kærlighed overalt. Eller - det er der - men ikke alle ved det endnu. Hvil du bare hvor du er og lad det lys stråle fra dig, som du nu kan. Du kan ikke andet. Og der er masser af mennesker, som kan alt muligt andet. Så forbliv i din egen ro. Det er der du skal være - det er der, du har det godt. Og ja liv, fylde og kærlighed er blot et delaspekt af verden - og det er den del du skal leve. Mange skal leve samme vibration som du og jeg, kære Pernille. Ingen er alene - sjæle i hobetal skaber den fælles virkelighed vi lever i hver dag. Og ja - alting forandres altid. Det vigtigste du skal er at være dig selv. For du kan ikke andet. Og det er det der er så smukt: At være fanget i friheden til at være sig selv. Enhver må leve op til sig selv. Og kun sig selv. Og vid, du er blot en del af det hele.
Skønhed og viden, hjertets smerte blødgør sindet. Lov mig aldrig mere end du kan holde. Så holder jeg det med dig. Gå vejen. Alene og sammen. Gå. Afsted med dig. At folde sig ud er som det skal være - det er rart. Befriende. Modigt og inspirerende. Skaber energi og synergi.
Og ja - du kan sagtens være tung og træt og lykkelig let. Dybden kræver sin kraft. Og når du lever i kraften, så får du fjerlette vinger, der kan bære dig ud over dig selv. Tung som et blylod - let som en fjer. De to ting fungerer side om side. Bliver nødt til at være sådan, fordi du går på jord. Kærligheden i og omkring dig fæstnes ned i jorden. Sådan lever du den fulde udgave af dig selv.
Pyt med hvad du laver af "småting" på jorden. Dit ego må gerne elske sig selv og må gerne leve op til sine egne grænser for lykke - men sjælens kærlighed er højere. Sikke en befrielse, at du er kommet dertil, hvor du mærker - for alvor mærker - at livet er mere end personlighedens tilfredsstillelse. Livet er så stort. Kig op, kig ud, kig ned, kig ind. Der er fylde overalt. Og du er en del af det hele. Gå som du er. Midt i det hele holder du dit lys. Din sjæl taler til dig - gennem dig. Og nu kan du høre.
Du er fylde, liv, kærlighed.

Du er et lille univers?

Hvad nu hvis du var et lille univers i dig selv. Hvis du var din helt egen skaber og dermed din helt egen Gud. Det ville betyde, at du havde magten og kraften til at handle ud fra det højeste perspektiv du kender til. Og at det netop var DIG, der skulle handle. Mon du var perfekt fra starten som det lille univers? Næppe. Mon ikke der skulle rettes lidt til hist og her. Og mon ikke det var helt i orden, at der skulle læres lidt undervejs. Jeg mener - et helt univers er alligevel en del at håndtere...

Tænk hvis du var et univers, som du helt selv måtte forvalte. Hvordan ville du så kigge på det univers? Med kærlige øjne? Med dømmende øjne? Med tilgivende og overbærende øjne? Med visdom eller foragt?

Som jeg lige har læst i en bog af Asger Lorentsen: Fordømmer man en rødbede for ikke at være en gulerod? Eller bliver man vred over at rødbeden ikke er fuldmoden, når den kun er en måned gammel?

Nej - vel!?

Med de briller er det måske lidt lettere at se på sit eget univers og dens ufuldkommenhed med lidt mildere øjne. For tænk hvor meget der egentlig skal foldes ud og afprøves, inden man kan lære af det. 

Et univers har jo mange lag. Og de mange lag skal gerne spille fint sammen. 

Et univers er heller ikke færdigudviklet bare fordi en enkelt del er fin. Der skal gerne være sammenhæng i hver del - og i samspillet mellem delene. 

Sikke en opgave...

Held og lykke med dit eget lille univers. Sikke en skaber-leg!

Valg-terapi

Allerførst: Jeg glæder mig til at se Danmark styret af både kvinder og mænd. Jeg mener: Tre kvinder på rød fløj, som skal vise verden, hvordan man kan samarbejde over midten. Jeg sender al min kærlige opmærksomhed den vej. Håber de kommer godt i gang med opgaven.

Mon der egentlig skal meget selverkendelse til hvis man skal kunne samarbejde mens man styrer sit temperament og sine følelser som politiker? Eller skal der meget LIDT selverkendelse til?
Jeg tror der findes begge modeller...

Tænk at skulle bevare sin egen balance og fokus på opgaven, mens andre forsøger at trække gulvtæppet væk under dig konstant og fra alle kanter. En ting er, når man sammen kan holde sig oppe i et godt perspektiv - en anden ting er, når man bliver forsøgt skubbet ned i et personligt perspektiv. Det bliver så lavt. Og det kan være svært at bevare det høje perspektiv, hvis andre responderer på et lavere perspektiv.

Puha. Balance er jo en livslang kunst. Det er så ufatteligt let at kigge på verden omkring og sige: Det er jeres skyld!! Det kan være decideret smertefuldt at trække opmærksomheden hjem og pille navle: Hvilke dele af det her tilhører mig selv. Og taber jeg ansigt, hvis jeg indrømmer?! 
Til gengæld er det utroligt forløsende når man opdager, at vreden over andre egentlig bunder i en følelse af afmagt eller flovhed - og et stort ønske om selv at håndtere en given situation bedre. Eller hvad det nu kunne være.... der kan ligge utallige mindre flatterende ting til grund for en ubalance.

Sagen er den, at jeg elsker folk der har temperament (det har jeg nemlig selv). Jeg synes det er så levende, sprudlende og farverigt. Og det kan virkeligt bruges til at skabe nyt. Men det kan også blive for meget og for larmende, hvis man glemmer at lytte til andre.
Jeg synes verden bliver så lille, når der skal slås for meningerne. Og det er egentlig så ensomt, når først man har vundet... 

Jeg har aldrig rigtigt interesseret mig for politik, men jeg blev alligevel lidt nysgerrig til valget i år. Måske er politik egentlig meget sjovt, når man kan håndtere sig selv, fokusere på bolden og ikke på manden - og bevare det høje perspektiv, ligegyldigt hvad der rammer af lavt skyts.

Ellers ligner det jo bare lidt en almindelig dag i sandkassen i sønnikes børnehave.

Men dejligt at Danmark gik til valg. Var valgdeltagelsen ikke på 83 %? - meget højt i hvert fald. Skønt som en krise kan få folk op af sofaen. Og for en gangs skyld kommer jeg nok til at begynde at følge lidt med i hvordan politikerne egentlig arbejder (med sig selv OG med opgaven)!


God weekend!

Børns Livskundskab

Kære venner - jeg bliver ganske simpelt nødt til at gøre opmærksom på denne her forening: børnslivskundskabdk

Jeg fik næsten kuldegysninger, da jeg fandt deres hjemmeside. Hjerne&hjerte-intelligente mennesker har stiftet en forening lige i tidens ånd. Den er et par år gammel, og jeg tænker, det er lidt mærkeligt jeg ikke har hørt om den. Har den ikke været godt eksponeret?  
For det er da vigtigt stof!

Citat fra hjemmesiden: "Forinden havde vi på kryds og tværs drøftet, hvordan vi kunne være med til at give børns hverdag nogle elementer, som kunne hjælpe dem til at holde balancen og kontakten med sig selv i en travl og udadvendt hverdag med mange krav og tilbud.

I den sammenhæng gav det mening at samle arbejdet under begreberne spirituel og eksistentiel intelligens – to begreber som af nogle i forlængelse af Howard Gardners teori om forskellige intelligensformer betegnes som den niende intelligens."

Jeg er begejstret.

Kender du en skolelærer, pædagog - eller andre der på nogen måde har med børn og unge at gøre, så giv dem da lige linket!

Halleluja! 

/Pernille

Glæde - selv med en djævel på skulderen

Der er meget at være glad over!

Og glæde er mange ting.

I dag er jeg f.eks. glad over at jeg er her - præcis som jeg er. Med godt selvværd, masser af kærlighed, eksistentiel forvirring og en smule praktisk usikkerhed. 

Jeg køber hele pakken!

HURRA!

Til gengæld skal jeg stadig minde mig selv om, at verden ikke er farlig. Tænk sig - der sidder en lille djævel på min skulder og fryder sig over, at jeg ikke kommer helt ud i verden. Utroligt... djævlen tror ganske enkelt, at den passer på mig. Og jeg ved, der kun er én ting at gøre: Jeg må til stadighed forsøge at forstå dens hensigt - jeg kan nemlig ikke flygte fra den.

Så hvad er det den vil? Den vil beskytte mig fra at blive såret, hånet og forladt. Hvorfor? Sikkert fordi jeg har oplevet tidligere (i tidligere liv?) at når jeg trådte frem som den jeg dybest set er og gerne vil være - så møder jeg modstand fra omverdenen. 

Så jeg vælger at forstå min djævle-vens formål: Beskyttelse. Men jeg vil ikke tage imod det. Den form for beskyttelse er ikke relevant mere. Ikke i den grad - i hvert fald. Jeg vil selvfølgelig gerne have en bremse, hvis jeg mister overblikket - men jeg vil ikke lade mig begrænse af fortiden.

Der er nok også en anden djævel - den der holder mig tilbage fra at se min egen storhed og styrke. For erkender jeg min egen storhed, kan jeg jo ende med at blive så grueligt skuffet, hvis ikke det går som jeg drømmer om ... Og det vil desuden også kræve, at jeg tager ansvaret på mig. Ups. Damn!

Kender du det? 

Og netop derfor er jeg så glad for, at jeg har opdaget at jeg godt kan opleve glæde og handlefrihed, selvom jeg stadig har små djævelske beskyttere med mig. Når bare jeg lytter til dem, ser dem, forstår deres angst - så kan jeg få fred til at handle som jeg selv ønsker i dette NU. 

... Hvad fortæller dine djævle dig? Lytter og forstår du hvad deres bevæggrund er? Og handler du efter deres anvisninger - eller efter dine egne højeste ønsker?!

Hav en god dag!

Kys dine forandringer

ALTSÅ!

Det er jo en evighed siden jeg har skrevet. Jeg kan simpelthen ikke "finde på". En rigtig forfatter sætter sig ned og skriver hver dag. Totalt disciplineret - men jeg er ikke rigtig forfatter. Jeg er blogger. Og hvis der er noget jeg synes er lamt, så er det at skrive bare for at skrive. (Når det skal offentliggøres, vel at mærke.)

Der er sket en del for mig de sidste par uger, så min opmærksomhed har været andre steder end her på bloggen. Og det jeg så har siddet og små-skrevet lidt på, det har ikke den rigtige "tone"endnu. 

Men nu skriver jeg. For der er nu alligevel noget der optager mig. Som i selvfølgelig gerne må være med til at reflektere over ...

Jeg læste en lille artikel i et prøvenummer af Nyt Aspekt (http://www.e-pages.dk/glumsoe/364/). Om forfatter og spirituel lærer Neale Donald Walsch. Ham der bl.a. har skrevet Samtaler med Gud-serien. Som jeg da forøvrigt gerne vil anbefale. 

Den ganske interessante mand har skrevet en ny bog (som jeg ikke har læst endnu). Den hedder When everything changes - change everything. 

Hvad den handler om?: Han kalder den tid vi er i nu for den ny rennæssance - hvor den tidligere rennæssance tog 300 år, går forandringerne nu så hurtigt, at han gætter på at denne omvæltningsproces kun vil vare måske 30 år. Så no wonder, at det kan være svært at følge med. Hvad er det for forandringer han taler om? Som jeg kan forstå er det (citat:) "alle vores tanker om betydningen af det at være menneske". Livsstil, sociale systemer, filosofiske holdninger, moral, psykologiske opfattelser og kulturelle historier... etc. Alt er under forandring. 

Og pointen fra Mr. Walsch: Når alting alligevel forandrer sig, kan du jo lige så godt selv tage teten og være den der forandrer. Hvis ikke vi ser anderledes - og mindre frygtbetonet - på selve fænomenet forandring, så bliver det meget svært at leve de næste årtier. Han giver os nogle metoder til at gøre os forandringsparate - det er vel det bogen handler om. Der er blot en lille punktopstilling i artiklen med 9 punkter.
F.eks.: 
1. Lav om på din beslutning om at "gå vejen alene." 
2. Lav om på dit valg af følelser. 
3. Lav om på dit valg af tanker. 
4. Lav om på dit valg af sandheder. 
(etc...) 
9. Lav om på din identitet.

Det er stort og enkelt. Og ganske svært i praksis. Med mindre det er let!?!

Men den helt store positive bundlinje i hans budskab er: Al forandring er positiv. For det modsatte ville være naturstridigt. Dvs. det kan godt være at vi fra vores personligheds synsvinkel ikke kan se hvad det positive er - men på sjælsplan, mener han, vil vi kunne se et ganske andet positivt billede. 

Sindet har viden. Sjælen har visdom.

Og kære læser. Det forstår jeg bare så fint. Og ved Gud, jeg håber han har ret! Min sjæl synger af ren glæde over genkendelsen af artiklens indhold. Min personlighed kæmper lidt imod og forsøger at overbevise mig om, at jeg skal tænke fornuftigt og få mig et reelt arbejde.

Ha ha! 

Det er jo netop en af de helt store udfordringer han peger på: For på et meget dybt plan står vi med muligheden for at overgive os til vores sjæls visdom. Meget mod personlighedens vilje. Hvilken del af os sejrer? Hovedet og den indgroede moral? Mavefornemmelsen? (NB: Der FINDES hjerneceller i maven og i hjertet - er det ikke vildt?!).

Hvis jeg gerne vil mærke mit hjerte danse og synge, så er der kun en vej at gå: Gennem tågen, hvor man kun kan se et enkelt skridt frem. Jeg aner ikke om det er den rigtige vej jeg går - for jeg har ikke andet at forlade mig på end min egen fornemmelse. Jeg tror nemlig ikke rigtigt på autoriteter og systemer sådan i al almindelighed. Jeg tror heller ikke på mig selv alene - jeg lytter meget gerne på individer. Jeg elsker at være en del af et hele - no man is an island.

Så kære venner - budskabet må være: Tag imod forandringerne med kyshånd. Og har du modstand mod forandringer, så stop en halv. Muligvis er der alle tiders mulighed for at lære noget nyt om dig selv. Som gør dig klar til morgendagens forandringer.

Mit eget bedste råd: Træk vejret. Og bliv ved med det. Så enkelt - men når alting stormer omkring dig, så glem det ikke: Træk vejret. Behold fødderne på jorden, når du kan. Og husk at når du hænger med hovedet nedad og fødderne ikke kan nå jorden - så er hjertet stadigvæk i midten!

Nord, Syd, Øst og Vest - jeg (og hjertet) er altid i midten!

Greetings and breathings my friends!

Nyeste skud på stammen

Jeg maler som sagt og her er mit nyeste billede. Det hedder den gyldne cirkel, fordi der er en kreds af guld om kloden. Enkelt og fyldt med god energi.

(Jeg skulle lige prøve den  hersens ting man kan med at tage et billede med telefonen og så lægge det direkte ud på bloggen. Kvaliteten er ikke særligt god, men ellers er det jo meget snedigt ... )

Alkymi = fri leg under ansvar

Hey
Lige en ekstra tanke: Når man betragter livet som en alkymistisk proces, så bliver det jo en eksperimenterende leg! Så bliver perspektivet løftet, så dagene ikke bare går i tomgang som en kopi af den forrige. Pludseligt forstår vi at hver eneste tanke er med til at skabe den udgave af os, som vi gerne vil blive til (og som vi gerne vil give videre til samfundet omkring os). 

Og det frigør os også fra forventningen om at vi kan handle og tænke"perfekt". Vi opdager at "det der er" er perfekt. Og jo mere vi står ved "det der er", jo lettere bliver det at acceptere den alkymistiske proces. For med baggrund i alkymien så ved vi, at vi kan ikke springe et eneste led i processen over. 
Så i det perspektiv kan vi ikke "fejle"! Vi behøver dermed ikke at blive bange for os selv og vores mangler - for vi kan ikke fake os til læring. Vi kan ikke bare læse om det i en bog. Det skal opleves! Autentisk væren handler jo netop om, at det kommer af sig selv. 
Helt autentisk alkymi!

Sjælens alkymi

Det lyder flot, ikke? Sjælens alkymi. 
(Jeg har lige set en foredragsrække og læst en del bøger af Asger Lorentsen, http://dengyldnecirkel.dk. Meget interessant...)

Men det er jo det vi laver (mere eller mindre bevidst), når vi modnes. Alkymi. Når vi oplever noget i verden, reagerer på det, reflekterer over det, integrerer det - og bliver klogere. Så vi næste gang kan reagere anderledes. Mere viist. 
Og det er det jeg virkelig elsker ved at være menneske. Tænk hvilke formidable muligheder vi har, ved at forme os selv. Vi begynder et sted - men ved ikke hvor vi ender. Det er da smukt. Og de eneste guider vi har er vores indre stemme og indre/ydre idealer og forbilleder. Processen er lang og til tider smertefuld, men ved gud, hvor kan vi være stolte over os selv, når vi på dybere og dybere måder forstår, at vi er ved at lave kul til diamanter.
Vi er bare så smukke! Allesammen. På hver vores unikke måde. 


Og ja, ja - selvfølgelig skal vi da igennem perioder hvor vi ikke fatter en brik. Hvor vi går dybere ned i stoffet og undersøger den del af livet. Eller hvor vi bare vil "hjem" og bliver overordentligt spirituelle, så jordforbindelsen ryger. Eller hvor vi opgiver og overgiver os - eller falder sammen i gråd og håbløshed. 
Og måske er det alt sammen netop vejen "hjem"?! Måske er alt det vi oplever vejen "hjem". Hjem til os selv. Nogle kalder det "det højere Selv" - og det tror jeg på: der er noget indeni os alle sammen der kalder os "hjem". Og jeg tror virkelig på, at det "hjem" er dybest inde i os selv (forbundet med alt andet). Og tro mig - der kan være lang vej derind.
Personligt synes jeg det er hele turen værd!

Det der er

Mit største ønske lige nu?
At være den bedste udgave af mig selv i forhold til at acceptere og holde af "det der er".

Er det for meget at forlange? Hm. Skal jeg også igennem alle mulige mærkelige læreprocesser? Ligesom alle andre... Øv. Må jeg godt synes, det er dumt? Ok. Så synes jeg at det er MEGET dumt at vi alle sammen skal igennem alt muligt tosset, - bare for at opnå visdom og fred. Helt ærligt. Det må da kunne gøres på en lettere måde? Kan jeg købe et weekendkursus og så er det overstået? Ikke? Nå men øv så igen da. Er det hver dag? Hver hverdag? Også i weekenden? Nå - OK. Hm... må jeg godt lige tænke mig om en ekstra gang? For så kan det godt være, jeg ikke vil ned på jorden alligevel. Er det for sent? Så man kan ligesom ikke bare vælge om...?
...
Nå. Men så må jeg jo bare fortsætte. Med mindre jeg finder en smutvej! For så kan du bide dig selv i halen på, - at den nupper jeg. Med mindre... jeg er jo nok egentlig ret vild med rejsen her. Hm... 


Jeg tror jeg ender hvor jeg startede: At jeg gerne vil være den bedste udgave af mig selv i forhold til at acceptere og holde af "det der er". 
Så nu er jeg her. Og jeg er faktisk ret heldig. Bare så du ved det... For det jeg har længtes efter i årevis: at mærke mig selv... det kan jeg faktisk nu. Rigtigt meget. Og at det så ikke er lige sjovt altid, det er en anden ting. He he... men jeg kan lide det. Det er stoooor gevinst - for dælan, hvor jeg kan mærke livet rykke i mig. 
I love it!

En af de tunge

Ok - her kommer en af de tunge. Men når den er gennemlæst og fordøjet er jeg sikker på hjertet er lettere, varmere og langt mere åbent!

Men først skal jeg lige lave mig en kop kaffe. For der skal lige være et anker til normaliteten her! Hvis der er noget der kan forankre, så er det kaffe. Og chokolade, naturligvis! Men det har jeg ikke noget af i huset i dag, så det bliver ved kaffen. Jeg må hellere lave den rigtig god!

(...)

Så er kaffen klar. 

Here we go:

Tænk hvis tanken en dag strejfede dig: "Mon jeg egentlig er skør?"

...Bøf...

Personligt ville jeg skyde den tanke meget langt væk meget hurtigt. Væk med dig - du er grim og ubehagelig. Dig vil jeg ikke kigge på. Hmn... hvad nu hvis den kom igen. Av. Ikke så rart. Mon der er en boomerang-effekt, man kan frakoble?

Altså jeg mener - hvad nu hvis du en dag blev i tvivl om, hvad der er normalt. Og om du selv faldt heeeelt udenfor kategori. Ikke bare i forhold til hvad der sådan lige er oppe i tiden og gængs adfærd... men helt fundamentalt: Tænk hvis tanken strejfede dig: "kan jeg slet ikke se, hvad der foregår omkring mig - er jeg ved at blive skør?"

Man kan være så optaget af sit eget landkort, at man glemmer at verden er fyldt med landkort. Vi har jo hver vores baseret på vores oplevelser i verden!

Stort spørgsmål: Hvad er normalt og hvornår er man skør ???

Ok - indrømmet jeg snakker om mig selv. Og ja - jeg har netop i dag måttet se ret dybt i øjnene, at tanken har strejfet mig. Om jeg er skør. Men aldrig har den fået lov til at fylde noget særligt, for den skulle jo bare væk med det samme. Mens jeg gik sygemeldt med min famøse depression/stress-agtige overbelastningsreaktion da var det jo helt ok for mig at være lidt skør. Men nu?! Nu er jeg jo rask og glad og eeeelsker at være mig. 

MEN!

- åbenbart er der noget jeg ikke har fanget endnu. For hvad andet kan "skør?"-spørgsmålet være tegn på, end at jeg ikke rummer mig selv godt nok endnu (som min kære psykolog fik mig til at indse). 

Det store spørgsmål er: Kan man være ligesom mig og stadig være normal? Og det store svar er jo selvfølgelig et kæmpe stort og kærligt JA!

Så kan det være det kræver lidt øvelse at komme tilbage til verden igen - efter en længere sygemelding/arbejdsløshedsperiode/barsel - hvad man nu har været ude i af livsomvæltende omstændigheder. Så er der åbenbart kun én ting at gøre: Opdag det og accepter det. Lad være med at skyde det væk. Så bliver det bare værre!

Tænk sig, at jeg kom ud i så stor en bekymring, som jo helt og aldeles er forankret i en sort/hvid opfattelse af verden. Jeg der virkelig elsker tanken om at integrere fremfor at projicere ud. Jeg blev fanget på det dybeste vand: Jeg kan ikke engang rumme mig selv og min egen "særlighed". 

Dén sad. AV!

Still got work to do! Men tro mig - jeg gør det gerne, for jeg har virkelig sat mig som livsopgave at hitte rede i mig selv. Når først man er startet på den vej kan det være svært at stoppe toget - og jeg elsker det. Men det er sgu ikke lige nemt!

Rule # 1: Walk the talk/practice what you preach og den slags - det er benhårdt arbejde. Men jeg vil langt hellere sluge 7 kameler og gå til bekendelse om mit eget forsvar; dykke ned på havets bund og dukke op til overfladen beriget med endnu en lille perle. Hellere pinlige selvretfærdige tårer, der opløses i fredfyldt lettelse over at kunne rumme endnu et lille aspekt af mig selv. For vil man lære sig selv at kende indgående - så koster det altså mange ture ned på havets bund. Til sidst kan det være man har perler nok til en hel landsby -og SÅ er det da bare om at dele ud af dem!

Det store kærlige JA skal sørme da integreres. Sikke en kærlig opgave at give sig selv (du er velkommen til at prøve). 

Inspiration fra alle sider

De sidste par dage er jeg blevet inspireret fra alle (net-)sider. Bl.a. fandt jeg - takket være Mette Holbæks nyhedsbrev - Julia Lahmes gratis e-bog om blogging. Super let og god indføring i blogger-verdenen. Godt jeg ikke vidste det hele før jeg startede, for så er jeg ikke sikker på, jeg var kommet i gang! Men nu hvor grundlaget er lagt og jeg har fundet ud af at jeg godt kan lide at skrive om det der optager mig, så har jeg hermed fundet inspiration til at stramme lidt op her og der. Det var i hvert fald god inspiration til en nybegynder udi bloggeri! (Nysgerrig? Så tjek http://julialahme.com)

Derudover faldt jeg over en se-værdig blog: http://www.holdaf.dk. Til dig der har børn eller bare godt kan lide børn (og deres forældre) og som virkelig gerne vil låne et andet par øjne i ny og næ. Her er masser af ærlige og kærlige historier, hvor opmærksomheden bliver lagt på, at børn er mennesker på vej. Ligesom alle os andre.

Og nu kalder dagen. Ciao!

Life is like a cup of coffee

En meget kort og præcis indføring i begrebet perspektiv på youtube:

http://www.youtube.com/watch?v=U3NgzQ9Pcsg&NR=1&feature=fvwp

I like ... 

Ang. energiskifte

Godmorgen.

I går skrev jeg om fysiske symptomer i forbindelse med energiaktivitet. Lad mig lige forklare yderligere, for de der måtte være nysgerrige. Min viden er baseret på hvad jeg har læst og set rundt om på nettet, fra spirituelt baserede bøger, viden fra venner og bekendte som beskæftiger sig med "den slags" og også mine egne levede erfaringer. Det skal lige understreges at dette er en mega-ligth intro. Jeg er ikke en ekspert på området - men ret nysgerrig, netop fordi jeg selv kan mærke en ganske anderledes energi i og omkring mig i denne tid. Og fordi jeg altid har troet på at der er en højere orden. Lets go:

Mange spirituelle kredse er ganske bevidste om, at der er et utroligts stort energiskifte i gang. Maya-indianerne havde en kalender, som viser en særlig udviklingsperiode. Denne kalender begynder før vores tidsregning og ender (ca.) d. 21. december 2012 (datoen varierer fra kilde til kilde)(http://skeptica.dk/artikler/?p=1325). Også astrologisk forlader vi nu en 2000-årig periode og påbegynder en ny (vandmandens tidsalder).
Hmm... Nogle er faldet i dommedagsprofetier om 2012 - men flest er heldigvis overbevist om, at det handler om et højdepunkt af mere diskret karakter. I sidstnævnte ser man det som en lang proces, som strækker sig over mange, mange år. 
Hvad handler så denne proces om? 
Det handler om at stige i energifrekvens. Det siges at energien og menneskene går fra at være 3 d. til 5 d. Personligt tænker jeg, at menneskets evige trang til udvikling sikrer at vi altid stiger i energi - men denne særlige periode har et tempo, der langt overstiger normalen. Energien påføres også udefra og så rammer den mange i stedet for at være en personlig udvikling.

Nogle taler om, at der er fysisk forankrede portaler der åbner sig i disse år. Portaler, der sikrer indstrømning af energi fra de gamle tider: Atlantis og Lemurien. Hjælpere fra andre verdener skulle også være om os i denne tid, fordi overgangen er langt voldsommere end nogensinde før oplevet på kloden. Spændende...
Gammel karma - gammel udtjent energi og gamle traumer skal forløses og vores krop, sind, ånd og sjæl får mulighed for at vibrere i højere frekvens. Så grunden til at vi får hjælp til denne proces er, at forløsning af gammelt stof kan forårsage uro og smerte, som vi skal have støtte til at tillade. Almindeligvis vil man jo hellere forsøge at undgå smerte og ubehag - men her skal vi ganske simpelt igennem det for at forløse det ved roden.


Selvfølgelig sker der meget på individ-niveau. Om alle mærker det, det ved jeg ikke, men det siges at grænserne mellem gammel energi og ny energi bliver trukket op, så man får lettere ved at vælge det nye. Dvs. ubehaget ved at vælge den gamle livsform bliver større end ubehaget ved at gennemgå transformationen til det nye.


Hvad ellers? Tja mon ikke verdensøkonomiens uro også har noget at gøre med at befri sig fra den gamle måde? Og at verden nærmest står uden leder, fordi USA har mistet sin økonomiske førertrøje - og selvom Kina har økonomien, har de ikke erfaringen til at overtage magten reelt. Og mon ikke også jordskælv, tsunamier og andre vejrkatastrofer har noget at gøre med at jorden er i gang med at ryste gammelt af sig? Det mener nogle bestemt!


Og det siges at det bedste vi kan gøre er at lade det ske. Jo mere vi samarbejder, - giver slip og siger farvel til det gamle og lukker det nye (ukendte) ind, - jo lettere er overgangen. Overgangen er vel at mærke en periode, som vil vare måske 30 år. 


Og hvad handler den nye kontra den gamle energi så om?

• Tja - i den gamle tid lærte man gennem modsætninger (dualitet). I den nye tid lærer vi gennem ressonans (enhed).
• Intuition og hjertet vil vægte lige så højt som hjernen i vores forståelse af intelligens.
• I den gamle energi er det i høj grad menneskets vilje, der har skabt verden. Fremover vil skabelse bygge på menneskets intention i samklang med universets energi. Dvs. processen vil blive meget træg, hvis mennesket forsøger at tvinge sin vilje igennem, hvis ikke det går i samklang med de universelle love (det vil jeg skrive mere om i et senere indlæg).
• Centrering, fred, hvilen i sig selv (i stedet for at skyde det ubehagelige ud, så andre skal lide under dit eget "skrald") vil blive dominerende.
• I gammel tid har vi ofte re-ageret. I ny tid vil vi overvejende agere. Dvs. vi behøver ikke tage til genmæle på alt det vi oplever. Vi er langt mere optaget af at skabe ud fra hvad der er i nuet. 
• Der bliver ikke samme trang til at "redde" andre, for vi får en langt højere forståelse af, at vi selv skaber vores verden. Til gengæld vil vi gerne være medskaber af verden - og dele ud af vores individuelle kreativitet. Alt til fælles bedste og til individuel glæde. 
• Kreativ skabelse i fællesskab er gode kodeord. Samt at handle ud fra nuet. Og at leve med en højere vibrerende krop - hvor bliver det mageløst, yndefuldt og festligt!

Der er sikkert megt mere som jeg ikke kender til, men dette er nogle af hovedpunkterne, som jeg har fæstnet mig ved. Og jeg kan lide, hvad jeg hører!

Det siges at der er en fortrop, der har manifesteret energierne i et net omkring jorden. Dvs. de der har gået vejen i første række, har gjort et forarbejde, så de næste lettere kan "springe på."  Som med al anden viden og udvikling bliver det lettere og lettere, jo flere der gør arbejdet.


Man kan mene meget om alt dette. Og mange mener meget! Ha ha. 
Jeg selv er glad. Virkeligt glad. For jeg kan mærke så meget godt. Jeg har skrevet om det før, men for at summere op: Gennem flere år har jeg været igennem en proces som jeg ikke selv kunne gennemskue. I min bevidsthed handlede det bare om smerte og et mislykket (og ensomt (selvvalgt?)) forsøg på at passe ind. I dag kigger jeg tilbage på det og tænker: Var det virkelig mig? What a waste of time and energy!
For i dag er jeg helt anderledes let og glad. Min krop er langt mere fri og jeg har en ro i og omkring mig, som jeg aldrig har haft før. Det er stadig en proces, der er i gang, men nu kan jeg virkelig se formålet - og så bliver det jo langt lettere at udholde de små selvskabte huller af sorg, smerte og ensomhed, der stadig dukker op i ny og næ. Jeg ved også i dag hvordan jeg skal reagere på det: Tage vare på den gamle energi: Den har tjent mig godt (og hvis jeg forsøger at flygte fra den, vil den bare gøre sig endnu mere bemærket) - og så kan jeg gå fri  i den nye energi.


Det ER en spændende tid. Og mit bedste råd er: Go with the flow! Forsøg at opnå bevidsthed på det der holder dig tilbage - så kan du gøre dig selv fri til at gå fremad i stedet!

Vi følges ad på rejsen!
... GO FOR IT! 
(Men skynd dig langsomt - processer tager den tid processer skal tage!)

Alment ubehag

Ah - nice to know!
Jeg render rundt (... render er ikke det rigtige ord... for jeg nærmest bare tuller. Måske ville nogle kalde det kravler?)... Nå - men jeg tuller rundt og har ret mærkelige symptomer for tredje dag nu. Svimmelhed, hovedpine, en lille men irriterende gentagen sammentrækning i mit højre øre, brændende øjne, svært ved at koncentrere mig. 
Overvejede kort at sige til min kæreste i går, at han gerne lige måtte holde øje med mig - jeg var vist lidt bekymret. Men på den anden side tænkte jeg at det bare er symptomer på den høje energi der kører omkring os alle sammen. 
(Desuden gider jeg heller ikke være en pylderrøv mere - jeg synes jeg har været YNK længe nok nu.)

Og i dag rendte jeg så også på den information jeg havde brug for:
If you have been experiencing unusual bouts of vertigo, unsteadiness, dizziness, sinus discomfort, blurred vision, inability to read or focus, burning/watery eyes, skull/eye pressure, ear aches, headaches/migraines, or out-of-body estrangement...most likely its related to what the Pleiadians refer to as "symptoms of the merge". (Citat fra bloggen Conscious co-creational coaching).


Så ja - nu tager jeg det heeeelt roligt. Og ved at den bedste reaktion på oplevelsen er at tillade det at ske. Jo mere modstand - jo mere besvær. Tillad smerten og den bliver lettere at håndtere. 

Så hvis andre derude oplever disse skøre symptomer, så er der da en mulighed for, at du kan tage det roligt og give lægen en rolig weekend!

Et eksempel på modstand og overgivelse

For mange år siden, mens jeg læste musikterapi på Aalborg Universitet, havde jeg en ganske enestående oplevelse. I får den fortalt her, fordi den er et markant eksempel på hvad jeg mener, når jeg taler om modstand, accept og at overgive sig til sig selv.

Hør: 

På et semester valgte jeg at skrive en opgave om angst. Jeg valgte at belyse begrebet ud fra to forskellige vinkler: psykoanalytisk (Freud) og eksistentialistisk (Yalom). Vældig interessant - bortset fra at jeg nok i virkeligheden ikke forstod helt nok til at løsrive mig fra teksterne, for at bringe mig selv op i et højere perspektiv. Jeg følte i hvert fald ikke, jeg havde greb om emnet,- muligvis fordi jeg ikke forstod begrebet angst. Ironisk nok udviklede jeg undervejs i processen rent faktisk angst - for første gang. (Ironisk - men yderst lærerigt!)

En aften blev jeg fuldstændigt overvældet af angsten. Jeg forlod opgave og skrivebord og lagde mig på sofaen med bankende hjerte og åndenød. Jeg forestillede mig at sofaen var det mest sikre sted at være. Men heller ikke der fik jeg fred, for jeg var så svimmel at jeg ikke kunne ligge stille. Det føltes som om jeg blev skubbet på gulvet fordi lejligheden snurrede rundt. Væggene faldt ind over mig og jeg var skrækslagen. Aldrig før eller siden har jeg prøvet noget lignende.

Så jeg ringede hjem til mine forældre: "Kom og hent mig!" Hvilket de naturligvis gjorde - kærlige og hjælpsomme som de er. Jeg husker at jeg lå på bagsædet i bilen med mit hoved i mors skød. Meget mærkeligt at opleve mig selv som et barn i en voksen krop. Men der var ikke andet at gøre: Jeg skulle have tryghed omkring mig.

Jeg blev boende derhjemme i en kort periode. Det var hverdag, og begge mine forældre blev nødt til at gå på arbejde. Så jeg var en del hjemme alene. Bange. Angsten fortsatte. Det var frygteligt. Om natten turde jeg ikke sove af angst for hvad der ville ske, når jeg lukkede øjnene - så jeg holdt mig vågen så meget som muligt. Om dagen var jeg alene - det var lige så forfærdeligt. Kun når mor og far var hjemme fik jeg hvilet mig lidt. Resten af dagen gik jeg rundt med konstant høj puls, tilbageholdt åndedræt og en følelse af konstant indre og ydre trussel. Jeg anede ikke hvad truslen egentlig bestod i - jeg følte mig bare konstant truet. Som om nogen eller noget hele tiden var efter mig. Og nøj, hvor jeg kæmpede imod. Jeg var så bange for at kigge efter, hvad det egentlig var, jeg var bange for .... PUHA - det var ikke meget jeg fik lavet i de dage! 

Så efter et par dage i højt alarmberedskab var jeg kørt træt! Meget, meget træt.

Jeg husker at jeg lå på sofaen en formiddag alene hjemme. Jeg var helt blæst i hovedet og havde ingen energi pga. for lidt søvn i for mange dage. Jeg var stage-træt, men kunne ikke sove. Og da jeg kiggede ud af panoramavinduet i stuen så jeg en ond mand stå derude og glo ind på mig. Jeg vidste godt, det var et fantasibillede - men i min angst oplevede jeg det ganske virkeligt. Jeg var i hvert fald rædselsslagen for at han skulle smadre vinduet og komme ind til mig. Det var ligesom hele essensen af alt hvad jeg syntes var farligt!

Heldigvis var jeg så træt at jeg ikke kunne opretholde mit forsvar længere. Der skete en ændring i min psyke: Jeg holdt op med at gøre modstand og tænkte i stedet stille og roligt: "Ok, så kom dog ind, hvis det er det du vil. Jeg er for træt til at holde dig ude længere - så kom bare og slå mig ihjel eller voldtag mig eller hvad du nu vil gøre af ondt. Gør det bare". Og med det samme smadrede manden vinduet og løb meget voldsomt op til mig - stoppede op og ændrede markant energi lige ved siden af mig - neutralt venskabeligt gav han mig hånden - og så var han væk. 

I det øjeblik kunne jeg sove. Jeg forstod omgående at jeg selv havde skabt angsten ved at forsøge at holde ham/noget ude af al kraft. Og først da jeg overgav mig til "det der er" - først da jeg lukkede alt det farlige ind opløstes spændingen. Angsten forsvandt og har ikke været der siden.

Er det ikke et vidunderligt og (voldsomt) billede på modstand, som ender med overgivelse og accept = fred? Jeg er meget taknemmelig for at have haft oplevelsen, fordi jeg bare ved at det er vejen til transformation - at give lov. Let go and let God, som et ordsprog siger. 

Måske er modstand netop det der gør alting så besværligt og smertefuldt?

I dag har jeg læst på nettet at 70 % af al smerte (fysisk, psykisk, spirituelt) er forårsaget af vores egen modstand... tænk lidt over den oplysning. Jeg synes det er mere end bare stof til eftertanke. Det er jo grundlaget for en hel verdensanskuelse!

Kærligst Pernille

Bange for....

Hvad er du bange for?

Jeg er bange for mange ting - både svagheder og styrker er jeg bange for at jeg er bange for (ha ha). På ét plan. På et andet (og højere) plan er jeg ikke bange for noget som helst - men lige her taler jeg om frygt ud fra et meget menneskeligt ego-perspektiv.
Jeg bryder mig generelt ikke om at indrømme at jeg er bange for noget som helst ... Og dog ....
For efter mit skønne, lærerige, smertefulde, forvirrende og berigende sammenbrud har jeg virkeligt lært lektien: Selvaccept på dybt plan!
Når jeg indrømmer overfor mig selv at jeg er bange for en given ting - når jeg accepterer det fuldt ud som en sandhed - så opløses angsten i ren accept. Og så forsvinder bindingen/knuden/angsten. Så kan det godt være at tanken stadig smutter derhen en gang imellem - men der er sket en følelsesmæssig forløsning på det.

Som eksempel: I dag kunne jeg igen mærke, at jeg er bange for at være uintelligent! Det er virkelig en skræk-fantasi jeg har, at jeg pludseligt opdager at jeg er dybt uintelligent. (Jeg har været der før i forbindelse med at min hjerne gik i tomgang under min depressive periode). Så jeg så det i øjnene, - sagde det højt og stod ved at det er jeg bange for. Og på mindre end et øjeblik havde følelsen forladt mig. Som om min krop nu fortæller mig, at ja - ja - hvordan end du er, så er du dybt elsket. Fat det nu, Pernille. Det er det eneste der er vigtigt. Alt andet er bagateller.
For hvordan vi end vender og drejer det, så vender jeg igen og igen tilbage til udgangspunktet: At elske sig selv er at acceptere alt som det er. Uprætentiøst og meget jordbundet kan overjordisk kærlighed folde sig ud gennem os alle!

Kærlige tanker
Pernille

At falde på plads

Er det ikke dejligt, når perioder med uro fader ud og roen sætter ind?! Intet er statisk og der skal nok komme gang i kludene igen - men jeg elsker den ro der er, når stormen har lagt sig. 

Jeg er så dybt taknemmelig for at jeg har lært så meget som jeg har. Jeg har virkeligt fået nogle ting på plads indeni. Igen. Som årene går bliver det lettere og lettere at "indrømme", hvad der virkeligt gemmer sig indeni. Ofte kæmper jeg ubevidst imod de forhindringer der måtte være i mig selv. Fordi det kan være for svært og smertefuldt at indrømme svage sider. Jeg har f.eks. ikke lyst til at være sårbar. Det falder mig svært at vise at jeg har brug for andres anerkendelse og accept - fordi jeg så føler mig sårbar. Men det må jeg se i øjnene. Jeg kan godt se, at det er et meget uskyldigt og menneskeligt behov. Men mit system har åbenbart fået det black-listed. 

Så at jeg nu kan sige det højt: "At jeg også nogle gange har brug for andres accept gør at jeg føler mig utrolig skrøbelig og sårbar" - tja ... så bliver det alligevel til at bære. Pludselig oplever jeg ikke sårbarheden så overvældende alligevel. Og jeg kan godt se, at får jeg accept og anerkendelse, så må jeg nok hellere bare tage imod den, i stedet for at forsvare mig og prøve at bakke ud af det (fordi jeg pludselig føler mig sårbar, når jeg er afhængig af andre....).

Pointen er såmen enkel: Når jeg prøver at flygte fra mig selv og mine forsvar bliver det hele meget sværere end det behøver. Og der er jo intet at skamme sig over! Vi har vel alle ting og sager vi slås med - mange af os døjer med noget på selvværdet. Men der er stadigvæk kun én vej: Stå ved dig selv på stærkt og svagt. Vi er sgu gode nok!

Jeg kan også bedre overskue nu, at jeg bliver nødt til at tage skæbnen i egen hånd. Ofte har jeg overladt til tilfældighederne hvad der skulle ske med mig. Og jeg har forklaret mig med, at der er en stor styrke i at tro på at livet fører os derhen, hvor det er bedst for os at være. Jeg tror det er en meget feminin kvalitet - meeen, mon ikke det også har haft sin bevæggrund i for lavt selvværd? Det tror jeg da!

SÅ! Jeg må da lige indrømme at jeg er blevet klar over, at der også er styrke i at tage en beslutning - tage ansvaret for det og blive ved med at gå i den udstukne retning (maskulin kvalitet) - og så derfra følge livets strøm (feminin kvalitet). 

Jeg mærker begge styrker ved at sige højt: "Jeg healer". Jeg har et naturtalent som jeg gerne vil dyrke og forfine. Og det gør jeg nu. Så jeg står ved det nu og gør nogle konkrete handlinger ude i verden - og så må jeg følge med flowet herfra. Og det virker: Jeg har allerede fået mig nogle gode erfaringer med de første "kaniner"! Og der er flere på vej - det giver en totalt god følelse, at jeg får positiv feedback på noget jeg så gerne vil lave! Tak!

Det var dagens tanker. God aften derude.