Nu ved jeg, hvordan det er at være et japansk atomkraftværk i disse tider: Min hjerne er nedsmeltet. Intet mindre. Og det er faktisk ikke sjovt. Jeg er i forvejen nede i gear - men det her tager prisen i nedtur.
I går shoppede jeg i en lille times tid (fandt heldigvis en skøn kjole til et herligt bryllup, jeg snart skal til). Bagefter lavede jeg 1½ timers venskabelig faglig sparing med en pædagogstuderende jeg kender.
I alt var jeg i gang i ca. 3 timer. Og jeg var fuldstændig færdig bagefter. Udmattet. Træt. Ufokuseret. Gik hjem og sov en drømmeløs middagslur. Hyggede lidt med familien. Kunne stort set ikke tænke. Hang desværre for længe i lænestolen om aftenen og kom nok lidt for sent i seng. Sov igen en drømmeløs søvn - og har været lige så udkørt i dag som efter aktiviteterne i går.
Jeg kan ikke tænke sammenhængende. Jeg glemmer halvdelen af det jeg sætter i værk ("ristet brød er let at lave, blot man vil erindre - når det brænder skal det have to minutter mindre" Piet Hein - du er min ven.). Jeg er grådlabil. Kan ikke tage initiativ til noget. De få ting jeg gerne ville lave i dag fik jeg gjort i formiddag (som f.eks. at ringe til kommunen og redigere og udsende lidt i et indlæg til denne blog, som jeg har skrevet for nogle dage siden).
Og derfra gik jeg så i stå. Måtte melde fra en ellers nok så spændende aktivitet her til aften.
Puha! Aldrig har jeg oplevet noget lignende.
Det her vil jeg virkeligt ikke ønske for nogen. Det er meget mærkeligt når hjernen på den måde siger stop. Jeg mener, tænke, det plejer jeg at være ret skrap til. Men nu gør mit hoved bare ondt, når jeg prøver.
Det er faktisk også nok nu med dette indlæg. Mit hoved siger stop. Så - tak for i dag. Jeg håber en sød japaner smider noget koldt vand på min hjerne, så processen stopper her!
Emne: Cocktail af almindeligheder og spirituel forståelse gennem en personlig udviklingsproces. En søgen efter et højere perspektiv i et meget sanseligt liv. Formål: At opnå bevidst udvikling og bevare fred og sammenhængskraft. Og at være til inspiration for andre refleksionslystne danskere. Og så handler det måske også lidt om kaffe og chokolade (det grounder så godt!).
torsdag den 31. marts 2011
Min søn har lært mig noget klogt
Jeg har lært noget af min søn på 3 ½.
Optakt:
Jeg har ret høje forventninger til det bedste i folk og jeg tror på, at vi skal blive ved med at bruge os selv og hinanden til at finslibe kanterne på diamanterne. Det kan være vældigt skønt og befriende. Men det kan også kræve nogle gevaldige kræfter.
... og hvad gør man, når en anden skuffer og sårer gentagne gange - og igen. Og så én gang til? Som om der ingen vilje er til at ville lære af erfaringerne. Min egen evne til at forsvare mig og holde mig på min egen banehalvdel er blevet voldsomt udfordret!
Jeg synes ellers, jeg er blevet god til at beskytte mig selv. Og jeg er ret god til at at tilgive. Fordi jeg grundlæggende tror på det bedste i folk. Vi har alle sammen vores egne gode grunde (bevidst eller ubevidst), til at have hver vores unikke adfærd. Men hvad gør man, når en andens smerte bliver ved med at komme til udtryk i adfærd, der med tiden skader og sårer dig?
Og endnu værre: Hvad gør man, når den anden persons adfærd trykker på netop dine egne allerværste steder, - med det resultat, at du reagerer udfra laveste fællesnævner?!? Helt ærligt... Det er nok det værste jeg ved; at jeg "kommer til" at opføre mig uansvarligt, i forsvar mod en andens påvirkning. ØVØVØV!
Forsvar er fint nok - men det skal være på en intelligent måde, synes jeg. Så det kan bruges fremadrettet...
Jeg har grublet over det nogle dage. Tænkt mine tanker. Forsøgt at rykke mine egne grænser lidt, for at give bedre plads til den anden... men det gjorde mig virkelig dårlig. Hmn... jeg fik snakket om det med min kæreste og læst i en bog for at få lidt inspiration.
Hvordan f#*!%!** forholder man sig til en, der bare ikke opfører sig ordentligt?
Der er selvfølgelig den mulighed, at jeg kunne hæve stemmen og blive "mutter skrap" for at forsvare mit teritorium. Det kan være, det vil klæde mig at tage dén kappe på - men det passer sig ikke lige i den her sammenhæng, synes jeg (kylling? måske...). Hvad er der så tilbage at gøre?!?
Endelig kom forløsningen:
Min søn kunne mærke på mig, at jeg var utilpas - han spurgte mig, hvad jeg snakkede om. Og jeg fortalte ham, at der var et menneske, jeg havde det svært med, fordi jeg ikke blev godt tilpas, af at være sammen med vedkommende. Hvortil han svarede med tillidsfuld børnehaveklogskab: "Så skal du bare sige, at du ikke vil lege med ham lige nu!"
TAK! Jeg blev helt og aldeles let indeni!
Der er jo intet i vejen med at være, som man er. Jeg tror i hvert fald på at alle (og jeg mener ALLE, - og jeg har set mange) gør det bedste, de kan - men det betyder ikke, at jeg behøver at beskæftige mig med dem. Sikke en fantastisk beskyttelse for både børn og voksne.
"Jeg vil ikke lege med dig lige nu" er en sætning, jeg vil huske at bruge fremover.
Optakt:
Jeg har ret høje forventninger til det bedste i folk og jeg tror på, at vi skal blive ved med at bruge os selv og hinanden til at finslibe kanterne på diamanterne. Det kan være vældigt skønt og befriende. Men det kan også kræve nogle gevaldige kræfter.
... og hvad gør man, når en anden skuffer og sårer gentagne gange - og igen. Og så én gang til? Som om der ingen vilje er til at ville lære af erfaringerne. Min egen evne til at forsvare mig og holde mig på min egen banehalvdel er blevet voldsomt udfordret!
Jeg synes ellers, jeg er blevet god til at beskytte mig selv. Og jeg er ret god til at at tilgive. Fordi jeg grundlæggende tror på det bedste i folk. Vi har alle sammen vores egne gode grunde (bevidst eller ubevidst), til at have hver vores unikke adfærd. Men hvad gør man, når en andens smerte bliver ved med at komme til udtryk i adfærd, der med tiden skader og sårer dig?
Og endnu værre: Hvad gør man, når den anden persons adfærd trykker på netop dine egne allerværste steder, - med det resultat, at du reagerer udfra laveste fællesnævner?!? Helt ærligt... Det er nok det værste jeg ved; at jeg "kommer til" at opføre mig uansvarligt, i forsvar mod en andens påvirkning. ØVØVØV!
Forsvar er fint nok - men det skal være på en intelligent måde, synes jeg. Så det kan bruges fremadrettet...
Jeg har grublet over det nogle dage. Tænkt mine tanker. Forsøgt at rykke mine egne grænser lidt, for at give bedre plads til den anden... men det gjorde mig virkelig dårlig. Hmn... jeg fik snakket om det med min kæreste og læst i en bog for at få lidt inspiration.
Hvordan f#*!%!** forholder man sig til en, der bare ikke opfører sig ordentligt?
Der er selvfølgelig den mulighed, at jeg kunne hæve stemmen og blive "mutter skrap" for at forsvare mit teritorium. Det kan være, det vil klæde mig at tage dén kappe på - men det passer sig ikke lige i den her sammenhæng, synes jeg (kylling? måske...). Hvad er der så tilbage at gøre?!?
Endelig kom forløsningen:
Min søn kunne mærke på mig, at jeg var utilpas - han spurgte mig, hvad jeg snakkede om. Og jeg fortalte ham, at der var et menneske, jeg havde det svært med, fordi jeg ikke blev godt tilpas, af at være sammen med vedkommende. Hvortil han svarede med tillidsfuld børnehaveklogskab: "Så skal du bare sige, at du ikke vil lege med ham lige nu!"
TAK! Jeg blev helt og aldeles let indeni!
Der er jo intet i vejen med at være, som man er. Jeg tror i hvert fald på at alle (og jeg mener ALLE, - og jeg har set mange) gør det bedste, de kan - men det betyder ikke, at jeg behøver at beskæftige mig med dem. Sikke en fantastisk beskyttelse for både børn og voksne.
"Jeg vil ikke lege med dig lige nu" er en sætning, jeg vil huske at bruge fremover.
En ny maskine
Må simpelthen lige dele min glæde over en køkkenmaskine. Sjældent har jeg følt mig så sund og som så go' en mor: Jeg har fået juicepresser! OBH Nordica til 400,-. Og bum, så er jeg et gladere menneske.
Har eksperimenteret lidt, og har allerede fået en yndlings: Æble, appelsin, gulerøder, lidt bladselleri og ingefær. Bare dejligt!
God dag til jer!
Har eksperimenteret lidt, og har allerede fået en yndlings: Æble, appelsin, gulerøder, lidt bladselleri og ingefær. Bare dejligt!
God dag til jer!
tirsdag den 29. marts 2011
At gå vejen for dem som kommer
Den anden nat drømte jeg en drøm, som stadig sidder i mig. Nu skal den ud (den er heldigvis både intelligent og interessant, så mit ego kan være lidt stolt over mit ubevidste. Hehe...).
Jeg drømte, at jeg med vældigt besvær havde fundet en skjult indgang under nogle store klipper. For at komme igennem, skulle jeg fladt ned på maven og møve mig under stenene gennem en smal, labyrintisk sprække. Der var blidt rindende vand, som var vældigt smukt, men også besværligt, fordi jeg blev våd på kroppen. Men det var besværet værd: Når jeg havde forceret den smalle, skjulte sprække, kom jeg ned i en grotte. En varm, gullig lys hule med et alter i midten. Det var et ganske enkelt rum med en skøn steming. En gudindehule, tror jeg. Der var intet i rummet, der afspejlede nogen ydre guddom - det var mere som et helligt rum i jordens indre. I mit eget indre?
Drømmen sprang her i tid. I dag er min søn 3½ - i drømmen sprang vi i tid til at han blev stor teenager. Næsten voksen. Jeg var blevet meget fortrolig med grotten som min egen hemmelighed. Men en dag blev jeg inspireret til at vise den til min søn. Jeg vurderede, at han var moden nok til det. Så jeg viste ham indgangen og begyndte at møve mig ind, som jeg plejede. Han havde en teenage-agtig modstand på "mors fikse idé". Han udstrålede en stemning af: "Skulle det nu være noget særligt?!!!" Så i stedet for at følge efter mig, gik han om bag klipperne og fandt der en stor flot og meget tydelig trappenedgang til selv samme hule! Jeg kravlede ind ad højre side, på maven - han gik direkte ned af trappen på bagsiden.
Jeg var absolut forbløffet over, at jeg i alle årene havde knoklet for at finde vejen - og at han så let som ingenting fandt en smuk og let tilgængelig indgang. Og stolt over de muligheder der ligger forude.
Her slutter drømmen.
Min tanke går på det universelle budskab: Hvert menneske forsøger at udvide sin livsverden med møje og besvær. Den efterfølgende generation får integreret det tilkæmpede som en naturlig del af sin livsverden. Og den nye generation ved ikke, hvor svært det har været at få øje på det, der i dag er synligt. Vores forfædre har alle kæmpet for de værdier, de nu engang stod nærmest - og den efterfølgende generation har taget det som en selvfølge. Tusinde tak for vejen i har gået - jer, der har knoklet før mig.
Jeg knokler gerne for gudinde-energien i hulen, så min søn kan få let adgang til den!
Hvad mon min søn skal få op til overfladen, når han skal bygge videre ???
Jeg drømte, at jeg med vældigt besvær havde fundet en skjult indgang under nogle store klipper. For at komme igennem, skulle jeg fladt ned på maven og møve mig under stenene gennem en smal, labyrintisk sprække. Der var blidt rindende vand, som var vældigt smukt, men også besværligt, fordi jeg blev våd på kroppen. Men det var besværet værd: Når jeg havde forceret den smalle, skjulte sprække, kom jeg ned i en grotte. En varm, gullig lys hule med et alter i midten. Det var et ganske enkelt rum med en skøn steming. En gudindehule, tror jeg. Der var intet i rummet, der afspejlede nogen ydre guddom - det var mere som et helligt rum i jordens indre. I mit eget indre?
Drømmen sprang her i tid. I dag er min søn 3½ - i drømmen sprang vi i tid til at han blev stor teenager. Næsten voksen. Jeg var blevet meget fortrolig med grotten som min egen hemmelighed. Men en dag blev jeg inspireret til at vise den til min søn. Jeg vurderede, at han var moden nok til det. Så jeg viste ham indgangen og begyndte at møve mig ind, som jeg plejede. Han havde en teenage-agtig modstand på "mors fikse idé". Han udstrålede en stemning af: "Skulle det nu være noget særligt?!!!" Så i stedet for at følge efter mig, gik han om bag klipperne og fandt der en stor flot og meget tydelig trappenedgang til selv samme hule! Jeg kravlede ind ad højre side, på maven - han gik direkte ned af trappen på bagsiden.
Jeg var absolut forbløffet over, at jeg i alle årene havde knoklet for at finde vejen - og at han så let som ingenting fandt en smuk og let tilgængelig indgang. Og stolt over de muligheder der ligger forude.
Her slutter drømmen.
Min tanke går på det universelle budskab: Hvert menneske forsøger at udvide sin livsverden med møje og besvær. Den efterfølgende generation får integreret det tilkæmpede som en naturlig del af sin livsverden. Og den nye generation ved ikke, hvor svært det har været at få øje på det, der i dag er synligt. Vores forfædre har alle kæmpet for de værdier, de nu engang stod nærmest - og den efterfølgende generation har taget det som en selvfølge. Tusinde tak for vejen i har gået - jer, der har knoklet før mig.
Jeg knokler gerne for gudinde-energien i hulen, så min søn kan få let adgang til den!
Hvad mon min søn skal få op til overfladen, når han skal bygge videre ???
mandag den 28. marts 2011
Freja - nu som hund
Vi skal have hund. En lille chokoladebrun labrador fra Silkeborg. Den skal være hos sin hundemor et par uger endnu. Vi får lov at blive dens nye familie langfredag. Og ej, hvor vi glæder os!
Vi har for et stykke tid siden spurgt vores søn på 3½, om hvad han syntes om at få en hundehvalp? Hans korte og konkrete svar var: "Nej! Men hvis vi taler om en stor farlig løve, så vil jeg gerne!"
Forældrene vandt...
Og navnet? Min kæreste spurgte som det første: "Skal den så ikke hedde Freja?" Han havde en sort labrador, da han voksede op, - den hed Gaia, så det er jo lige til højrebenet. Samme dag fortæller svigerfar, at han uafhængigt af os har tænkt, at Freja ville være et godt navn (svigerfar ved ikke, at jeg har en blog af samme navn!).
Så vi får en lille cute chokolade-lab om en måneds tid. En lille Freja.
Det kan kun blive godt!
Vi har for et stykke tid siden spurgt vores søn på 3½, om hvad han syntes om at få en hundehvalp? Hans korte og konkrete svar var: "Nej! Men hvis vi taler om en stor farlig løve, så vil jeg gerne!"
Forældrene vandt...
Og navnet? Min kæreste spurgte som det første: "Skal den så ikke hedde Freja?" Han havde en sort labrador, da han voksede op, - den hed Gaia, så det er jo lige til højrebenet. Samme dag fortæller svigerfar, at han uafhængigt af os har tænkt, at Freja ville være et godt navn (svigerfar ved ikke, at jeg har en blog af samme navn!).
Så vi får en lille cute chokolade-lab om en måneds tid. En lille Freja.
Det kan kun blive godt!
Universel vrede
Bare rolig - det bliver ikke en sur omgang. Heller ikke en vred omgang. Jeg HAR været både sur og vred. Men det har ændret karakter. Nej, det her handler om en mere universel vrede. Og det er noget andet end almindeligt vred og sur. Men man kan godt komme til at forveksle begreberne, hvis man ikke lige er opmærksom. Og så er det pludselig ikke til at finde hoved og hale i noget. Så det er godt at kende sin sunde vrede. Så bliver man ikke så sur. Det er i hvert fald min oplevelse... men hør nu her, vi skal tilbage til universel vrede. Først et lille oplæg:
Jeg har lige læst en dejlig bog: "Marias lære. Jomfru Marias pilgrimsrute" af Hans Lyngsgaard. En dansk arkitekt, der i en meditation blev kontaktet af Jomfru Maria og spurgt, om han ville genåbne hendes pilgrimsrejse. Han påtog sig opgaven og bogen handler om hans tur ned gennem Tyskland, Schweiz, Italien, Grækenland og Tyrkiet. Undervejs stifter han bekendtskab med en masse engle og andre godtfolk og naturvæsner fra nære og fjerne tider. Han bliver initieret og renset undervejs - alt efter hvilken energi, der ligger i naturen/landet hvor han befinder sig. Det er vældig, vældig interessant - hvis man tror på den slags (jeg ved, der sikkert er mange, der synes det er volapyk og børneleg - men jeg tror på det, og så er det jo bare virkeligt interessant).
Da han kommer til Grækenland, skal han bestå endnu en prøve. Det handler (kort fortalt) om at finde en god kontakt til det feminine væsen og livets strøm. Gaia holder på denne rejse til i en hule, og hun er meget afvisende og tvær. Vores pilgrimsven Hans, ønsker at kontakte hende, og forsøger at gøre det på en vældig maskulin måde - ved at give hende fysiske gaver og en sang, som, da han skal synge den, ikke kan huske melodien på. Han ærger sig over, at han ikke kan finde ind til hende - og han virker utryg ved hendes afvisning. Han beder endog om, at en ny kvindelig kraft må træde til. Dette har ingen effekt og ingen forløsning.
Hans bestod ikke prøven på netop denne strækning. Han var alt for fokuseret på sit ritual og alt for opmærksom på sin maskuline måde at tage kontakt. Så han glemte at lytte med sit hjerte.
Først da han vender tilbage året efter, for at forsøge at rette op på den mislykkede prøve, opnår han ægte kontakt. Han er nu åben og lytter - og Gaia fortæller om sit virke. Hun spørger om han vil tjene hende - og først da han overgiver sig til dette, får han sin indvielse.
Jeg blev utroligt berørt af denne beskrivelse i bogen. Jeg blev rørt et sted, hvor jeg mærker stor genklang i min egen kvindelighed. Den kvindelige afvisning og manden der forsøger at tvinge en kontakt igennem. Og den kvindelige insisteren på, at "hvis du vil mig noget, mister, så må du lytte på mig som jeg er." Gaia forstod virkeligt at vise Hans, at hvis han ville noget med hende, så måtte han gøre det ordentligt - med et åbent hjerte!
Jeg har en formodning om, at mange mænd forsøger at kontakte kvinder på præmisser, som kvinden i virkeligheden ikke har det godt med. At kvinden derfor lukker af for noget af al den store kvindelige kraft, der ligger derinde i hver enkelt af os. Når vi kvinder bliver mødt af mænd med lyttende ører og store hjerter, bliver vi langt mere kraftfulde. Det er det jeg selv oplever. Helt klart.
Ikke fordi vi skal overtage kraften fra mændene - nej, absolut ikke. Mændenes kraft er jo også vidunderlig. Men jeg tror faktisk, at mænd også kunne opleve en større kraftfuldhed, hvis de blev mødt af en kraftfuld kvinde. Mænds og kvinders kraft er jo bare forskellige!
Og her kommer jeg til omdrejningspunktet: universel vrede. Bogens beskrivelse stemmer utroligt godt overens med tanker, jeg selv har gjort mig, så nu kommer de ud:
For jeg har virkeligt været vred før i tiden. Uden at vide hvorfor. Jeg har været utroligt vred på mænd (selv de mest skønne af dem). Jeg har følt mig som en sur, urimelig heks, uden egentlig at kunne sætte en finger på, hvad det handlede om.
Indtil tanken strejfede mig: Hvad nu hvis det ikke har noget at gøre med hverken mig eller mændene? Hvad nu, hvis det her er noget generelt? Og det løftede sløret for et AHA. For ser du - jeg tror faktisk at vi kan "huske" lang tilbage i tid. Jeg tror at kvinder er generelt vrede over mændenes doimans i den lange patriarkalske periode. Og mon ikke også mændene er vrede på kvinderne, over den lange matriarkalske periode, der var før vores tidsregning?
Og mon ikke der er mulighed for, at begge køn nu kan vække deres slumrende naturlige kræfter og lade dem folde sig ud, uden at lade det gå ud over det modsatte køn? Nu har vi jo alle prøvet at "have magten". Så vi kender både højdepunkter og faldgruber. Nu er der måske mulighed for, at vi kan lytte til hinanden og hjælpe hinanden med at folde en mere naturlig kraft ud.
Det håber jeg. Det kunne være så smukt. Og kigger vi rundt i samfundet, så er der jo masser af beviser på, at kvinder og mænd gerne vil lade hinanden vokse. Både privat, i politik og i erhvervslivet. Så lad os da glæde os over de fælles kræfter. Og lytte på hinanden. Så behøver vi nok ikke være universelt vrede ret meget længere...
Så kan vi nøjes med at være godt gammeldags vred engang imellem, når vi bliver helt almindeligt trådt over tæerne! Men tro mig - dét går hurtigere over end årtusinders gammel vrede!
Jeg har lige læst en dejlig bog: "Marias lære. Jomfru Marias pilgrimsrute" af Hans Lyngsgaard. En dansk arkitekt, der i en meditation blev kontaktet af Jomfru Maria og spurgt, om han ville genåbne hendes pilgrimsrejse. Han påtog sig opgaven og bogen handler om hans tur ned gennem Tyskland, Schweiz, Italien, Grækenland og Tyrkiet. Undervejs stifter han bekendtskab med en masse engle og andre godtfolk og naturvæsner fra nære og fjerne tider. Han bliver initieret og renset undervejs - alt efter hvilken energi, der ligger i naturen/landet hvor han befinder sig. Det er vældig, vældig interessant - hvis man tror på den slags (jeg ved, der sikkert er mange, der synes det er volapyk og børneleg - men jeg tror på det, og så er det jo bare virkeligt interessant).
Da han kommer til Grækenland, skal han bestå endnu en prøve. Det handler (kort fortalt) om at finde en god kontakt til det feminine væsen og livets strøm. Gaia holder på denne rejse til i en hule, og hun er meget afvisende og tvær. Vores pilgrimsven Hans, ønsker at kontakte hende, og forsøger at gøre det på en vældig maskulin måde - ved at give hende fysiske gaver og en sang, som, da han skal synge den, ikke kan huske melodien på. Han ærger sig over, at han ikke kan finde ind til hende - og han virker utryg ved hendes afvisning. Han beder endog om, at en ny kvindelig kraft må træde til. Dette har ingen effekt og ingen forløsning.
Hans bestod ikke prøven på netop denne strækning. Han var alt for fokuseret på sit ritual og alt for opmærksom på sin maskuline måde at tage kontakt. Så han glemte at lytte med sit hjerte.
Først da han vender tilbage året efter, for at forsøge at rette op på den mislykkede prøve, opnår han ægte kontakt. Han er nu åben og lytter - og Gaia fortæller om sit virke. Hun spørger om han vil tjene hende - og først da han overgiver sig til dette, får han sin indvielse.
Jeg blev utroligt berørt af denne beskrivelse i bogen. Jeg blev rørt et sted, hvor jeg mærker stor genklang i min egen kvindelighed. Den kvindelige afvisning og manden der forsøger at tvinge en kontakt igennem. Og den kvindelige insisteren på, at "hvis du vil mig noget, mister, så må du lytte på mig som jeg er." Gaia forstod virkeligt at vise Hans, at hvis han ville noget med hende, så måtte han gøre det ordentligt - med et åbent hjerte!
Jeg har en formodning om, at mange mænd forsøger at kontakte kvinder på præmisser, som kvinden i virkeligheden ikke har det godt med. At kvinden derfor lukker af for noget af al den store kvindelige kraft, der ligger derinde i hver enkelt af os. Når vi kvinder bliver mødt af mænd med lyttende ører og store hjerter, bliver vi langt mere kraftfulde. Det er det jeg selv oplever. Helt klart.
Ikke fordi vi skal overtage kraften fra mændene - nej, absolut ikke. Mændenes kraft er jo også vidunderlig. Men jeg tror faktisk, at mænd også kunne opleve en større kraftfuldhed, hvis de blev mødt af en kraftfuld kvinde. Mænds og kvinders kraft er jo bare forskellige!
Og her kommer jeg til omdrejningspunktet: universel vrede. Bogens beskrivelse stemmer utroligt godt overens med tanker, jeg selv har gjort mig, så nu kommer de ud:
For jeg har virkeligt været vred før i tiden. Uden at vide hvorfor. Jeg har været utroligt vred på mænd (selv de mest skønne af dem). Jeg har følt mig som en sur, urimelig heks, uden egentlig at kunne sætte en finger på, hvad det handlede om.
Indtil tanken strejfede mig: Hvad nu hvis det ikke har noget at gøre med hverken mig eller mændene? Hvad nu, hvis det her er noget generelt? Og det løftede sløret for et AHA. For ser du - jeg tror faktisk at vi kan "huske" lang tilbage i tid. Jeg tror at kvinder er generelt vrede over mændenes doimans i den lange patriarkalske periode. Og mon ikke også mændene er vrede på kvinderne, over den lange matriarkalske periode, der var før vores tidsregning?
Og mon ikke der er mulighed for, at begge køn nu kan vække deres slumrende naturlige kræfter og lade dem folde sig ud, uden at lade det gå ud over det modsatte køn? Nu har vi jo alle prøvet at "have magten". Så vi kender både højdepunkter og faldgruber. Nu er der måske mulighed for, at vi kan lytte til hinanden og hjælpe hinanden med at folde en mere naturlig kraft ud.
Det håber jeg. Det kunne være så smukt. Og kigger vi rundt i samfundet, så er der jo masser af beviser på, at kvinder og mænd gerne vil lade hinanden vokse. Både privat, i politik og i erhvervslivet. Så lad os da glæde os over de fælles kræfter. Og lytte på hinanden. Så behøver vi nok ikke være universelt vrede ret meget længere...
Så kan vi nøjes med at være godt gammeldags vred engang imellem, når vi bliver helt almindeligt trådt over tæerne! Men tro mig - dét går hurtigere over end årtusinders gammel vrede!
lørdag den 26. marts 2011
Fri-stil
Og nu et eksperiment: Fri-stil. Majbritte Ulrikkeholm kalder det "Kvinden, der ved." Sæt et kvarters tid af og skriv frit og konstant, som var du "kvinden, der ved". Frem kommer materiale fra dit dybere sind...
I dag spørger jeg, inden jeg går igang: "Hvad er inspiration?"
Skyer, blå himmel og en orange slikkepind. "Musik er lyden af et æble, der falder". Inspiration - hvor kommer den fra? Er det indefra? Eller udefra? Eller fra et sted midt imellem? Jeg ved, at det kollektive kan snyde os, så det der er individuelt egentlig ikke vedkommer mig personligt - men er bånd, som mange er bundet af. Hvad sker der, når én frigør sig? Frigør alle sig så? Aber på en ø lærer det samme som aberne på en anden ø flere hundrede kilometer borte. Og har en enkelt begået selvmord, smitter det. Glæde smitter. Viden smitter og vi får lyst til at åbne flere døre. Hvor mange døre mon man kan åbne? Jeg tror at et liv kan være lykkeligt på mange måder.
Hvad er viden? Noget man ved, fordi man er det blevet fortalt? Eller fordi man har oplevet det? Eller fordi man bare ved det? Hvor meget ved du egentlig indeni - den viden som er helt din egen, selvom du ikke kan forklare, hvrdan du ved det?
Inspiration er rørende. Hjertet ryster, varmes og flyder over. Og når inspirationen har den hel rette karakter, så skal det føres ud i vores fælles virkelighed. Gad vide, hvor ofte vi egentlig inspireres i løbet af en dag? Her i huset er vi inspirerede af nogle på vejen, der har fået hvalp... det vil vi også nu. Men er det inspiration? Eller er det kopiering?
... ikke alle de spørgsmål... jeg sætter tempoet ned og mærker efter. Jeg vil hellere finde nogle mulige svar. Udsagn. Mærke efter, hvad der egentlig rører sig i mig, når jeg tænker på inspiration.
Dyb vejrtrækning. Når jeg inspireres, vågner min krop. Mit sind. Mit fokus ændrer sig fra smal til vidvinkel. Som om verden om mig åbner sig og farverns duft træder frem - mine sanser får nye muligheder og jeg overvældes af verdens storhed. Det kan være en lille detalje, som gør hele forskellen. Som løfter mig. Som åbner mig og som fjerner dagligdagens begrænsende tanke og i stedet gør mig opmærksom på at livet skal leves, smages og bruges. Energien i hele mit system hæves, og jeg får lyst til at handle på det, jeg nu har fået færten af. Inspiration kan være et enkelt AHA, - og det kan også være en svag antydning af, at noget er større/anderledes, end jeg havde haft mulighed for at vide. Jeg elsker inspiration. Og jeg tror på, at der er så meget af den, at jeg gerne må være træt engang imellem - for der kommer altid en inspiration til. Og en til. Og en til.
Liv er båret af inspiration. En kreativ evne til at omsætte en flig af en tanke til et produkt, en tese, en idé, en teori. Så har tanken fået vinger. Og nogle gange får den endda ben at gå på.
Inspiration, der har både vinger og ben. Så kan det ikke blive bedre ...
I dag spørger jeg, inden jeg går igang: "Hvad er inspiration?"
Skyer, blå himmel og en orange slikkepind. "Musik er lyden af et æble, der falder". Inspiration - hvor kommer den fra? Er det indefra? Eller udefra? Eller fra et sted midt imellem? Jeg ved, at det kollektive kan snyde os, så det der er individuelt egentlig ikke vedkommer mig personligt - men er bånd, som mange er bundet af. Hvad sker der, når én frigør sig? Frigør alle sig så? Aber på en ø lærer det samme som aberne på en anden ø flere hundrede kilometer borte. Og har en enkelt begået selvmord, smitter det. Glæde smitter. Viden smitter og vi får lyst til at åbne flere døre. Hvor mange døre mon man kan åbne? Jeg tror at et liv kan være lykkeligt på mange måder.
Hvad er viden? Noget man ved, fordi man er det blevet fortalt? Eller fordi man har oplevet det? Eller fordi man bare ved det? Hvor meget ved du egentlig indeni - den viden som er helt din egen, selvom du ikke kan forklare, hvrdan du ved det?
Inspiration er rørende. Hjertet ryster, varmes og flyder over. Og når inspirationen har den hel rette karakter, så skal det føres ud i vores fælles virkelighed. Gad vide, hvor ofte vi egentlig inspireres i løbet af en dag? Her i huset er vi inspirerede af nogle på vejen, der har fået hvalp... det vil vi også nu. Men er det inspiration? Eller er det kopiering?
... ikke alle de spørgsmål... jeg sætter tempoet ned og mærker efter. Jeg vil hellere finde nogle mulige svar. Udsagn. Mærke efter, hvad der egentlig rører sig i mig, når jeg tænker på inspiration.
Dyb vejrtrækning. Når jeg inspireres, vågner min krop. Mit sind. Mit fokus ændrer sig fra smal til vidvinkel. Som om verden om mig åbner sig og farverns duft træder frem - mine sanser får nye muligheder og jeg overvældes af verdens storhed. Det kan være en lille detalje, som gør hele forskellen. Som løfter mig. Som åbner mig og som fjerner dagligdagens begrænsende tanke og i stedet gør mig opmærksom på at livet skal leves, smages og bruges. Energien i hele mit system hæves, og jeg får lyst til at handle på det, jeg nu har fået færten af. Inspiration kan være et enkelt AHA, - og det kan også være en svag antydning af, at noget er større/anderledes, end jeg havde haft mulighed for at vide. Jeg elsker inspiration. Og jeg tror på, at der er så meget af den, at jeg gerne må være træt engang imellem - for der kommer altid en inspiration til. Og en til. Og en til.
Liv er båret af inspiration. En kreativ evne til at omsætte en flig af en tanke til et produkt, en tese, en idé, en teori. Så har tanken fået vinger. Og nogle gange får den endda ben at gå på.
Inspiration, der har både vinger og ben. Så kan det ikke blive bedre ...
fredag den 25. marts 2011
At prøve noget nyt
Jeg har været længe væk fra Frejas Stemme - det har været en hård uge. Sygdom og træthed og så ...
... så har jeg prøvet noget, jeg aldrig havde forestillet mig: Jeg har været ved psykiater.
For et halvt år siden bestod mit arbejde i socialpsykiatrien bl.a i at følge borgere til psykiater. Nu sad jeg der selv. Og det, mine damer og herrer, er en mærkelig oplevelse - at skifte stol.
Grunden er, at jeg har oplevet nogle belastninger på mit arbejde, der har påvirket mig i en grad, så jeg nu går sygemeldt med depressesion. Psykisk overbelastning og en voldelig borger var altså for meget for mit system. Og nu er min sag blevet taget op i arbejdsskadestyrelsen. Og til det skal de have en udtalelse og evt. diagnose fra en psykiater.
Jeg er selv terapeutisk uddannet og har arbejdet i psykiatrien - og kan sagtens se, at jeg har brug for min psykolog, vores parterapeut og nogle gode venner og familiemedlemmer, der kan være min trygge base i øjeblikket. At jeg går igennem en periode, der kræver at jeg tager min situation alvorligt, og at jeg tør lade mig transformere. Men at sidde og fortælle en professionel om min opvækst og min udvikling, mine tanker og følelser - det er altså virkeligt mærkeligt. Og at udfylde en test, så jeg kan få en evt. diagnose... puha.... Tanken om at kunne blive misforstået pga. et kryds i et skema strejfer mit sind og jeg skal lige koncentrere mig om at forholde mig til virkeligheden.
Jeg tror, der ligger så mange forestillinger i mig (og i de fleste andre) om, at når man går til psykiater, så er man virkelig plingeling. Selvom jeg ikke tænkte sådan om mine borgere ("for de havde jo bare brug for lidt hjælp") - så tænker jeg sådan om mig selv. Som om det er lidt svært for mig at indse, at jeg er syg. Måske skal jeg bare kalde det "fravær af normal styrke". For jeg føler mig ikke syg. Jeg føler mig bare overbelastet og træt.
Jeg ved godt, at det er for at kunne vurdere min sag, at det er nødvendigt med en psykiater. Og jeg ved også, at vi alle har træk i os, så vi under belastede forhold kan reagere på måder, der hører psykiatrien til. Min depression er virkelig og det er en psykiatrisk lidelse. Men at sidde der og føle sig sat i en "plingeling-boks"... det er skørt.
Så tilgiv mig mit fravær. Jeg skulle lige tænke lidt over mit liv, sygdom og sundhed.
Nu glæder jeg mig til weekend med fred og ro og praktisk arbejde. Skrue nogle knager i skuret - og måske en tur i haven?
Vi ses!
... så har jeg prøvet noget, jeg aldrig havde forestillet mig: Jeg har været ved psykiater.
For et halvt år siden bestod mit arbejde i socialpsykiatrien bl.a i at følge borgere til psykiater. Nu sad jeg der selv. Og det, mine damer og herrer, er en mærkelig oplevelse - at skifte stol.
Grunden er, at jeg har oplevet nogle belastninger på mit arbejde, der har påvirket mig i en grad, så jeg nu går sygemeldt med depressesion. Psykisk overbelastning og en voldelig borger var altså for meget for mit system. Og nu er min sag blevet taget op i arbejdsskadestyrelsen. Og til det skal de have en udtalelse og evt. diagnose fra en psykiater.
Jeg er selv terapeutisk uddannet og har arbejdet i psykiatrien - og kan sagtens se, at jeg har brug for min psykolog, vores parterapeut og nogle gode venner og familiemedlemmer, der kan være min trygge base i øjeblikket. At jeg går igennem en periode, der kræver at jeg tager min situation alvorligt, og at jeg tør lade mig transformere. Men at sidde og fortælle en professionel om min opvækst og min udvikling, mine tanker og følelser - det er altså virkeligt mærkeligt. Og at udfylde en test, så jeg kan få en evt. diagnose... puha.... Tanken om at kunne blive misforstået pga. et kryds i et skema strejfer mit sind og jeg skal lige koncentrere mig om at forholde mig til virkeligheden.
Jeg tror, der ligger så mange forestillinger i mig (og i de fleste andre) om, at når man går til psykiater, så er man virkelig plingeling. Selvom jeg ikke tænkte sådan om mine borgere ("for de havde jo bare brug for lidt hjælp") - så tænker jeg sådan om mig selv. Som om det er lidt svært for mig at indse, at jeg er syg. Måske skal jeg bare kalde det "fravær af normal styrke". For jeg føler mig ikke syg. Jeg føler mig bare overbelastet og træt.
Jeg ved godt, at det er for at kunne vurdere min sag, at det er nødvendigt med en psykiater. Og jeg ved også, at vi alle har træk i os, så vi under belastede forhold kan reagere på måder, der hører psykiatrien til. Min depression er virkelig og det er en psykiatrisk lidelse. Men at sidde der og føle sig sat i en "plingeling-boks"... det er skørt.
Så tilgiv mig mit fravær. Jeg skulle lige tænke lidt over mit liv, sygdom og sundhed.
Nu glæder jeg mig til weekend med fred og ro og praktisk arbejde. Skrue nogle knager i skuret - og måske en tur i haven?
Vi ses!
mandag den 21. marts 2011
Noget om kaffe
Så fik jeg knækket en kaffebønne.
I weekenden var jeg hjemme hos mine forældre for at fejre min fars fødselsdag (tillykke!).
Mens drengene legede inde ved computeren, sad jeg og hyggede mig med min mor og min bedstemor, da det slog mig: Nu ved jeg hvorfor det er så hyggeligt med kaffe!?
Jeg sad jo der med kvinderne i familien og en kop kaffe i hånden - og følte, at jeg sad rundt om et bål og delte livets store og små oplevelser.
Måske er det derfor, det er så tiltrækkede med en varm kop kaffe? Fordi vi genetablerer gamle tiders atmosfære af fællesskab om bålet. Så fint at sidde der og få varmen og dele tankerne over kaffens velduftende dampe. Med hver sit lille bål i hjertehøjde og fødderne oppe.
Uhm....
I weekenden var jeg hjemme hos mine forældre for at fejre min fars fødselsdag (tillykke!).
Mens drengene legede inde ved computeren, sad jeg og hyggede mig med min mor og min bedstemor, da det slog mig: Nu ved jeg hvorfor det er så hyggeligt med kaffe!?
Jeg sad jo der med kvinderne i familien og en kop kaffe i hånden - og følte, at jeg sad rundt om et bål og delte livets store og små oplevelser.
Måske er det derfor, det er så tiltrækkede med en varm kop kaffe? Fordi vi genetablerer gamle tiders atmosfære af fællesskab om bålet. Så fint at sidde der og få varmen og dele tankerne over kaffens velduftende dampe. Med hver sit lille bål i hjertehøjde og fødderne oppe.
Uhm....
fredag den 18. marts 2011
At kunne noget. Ikke alt
Nu forstår jeg også, at jeg ikke skal kunne alt. Lige nu kan jeg ikke arbejde. Jeg kan ikke forholde mig ret meget til andre mennesker. Jeg er syg i hovedet... sådan kan man se det ud fra vores fælles virkelighed. Der findes måske en diagnose til min slags...
Tænk sig - at kalde sig syg, når det bare handler om at blive sig selv. Det er ikke sygt. Det er sundt. Det forsvar jeg gik rundt med før... dét var sygt!
I en anden form for virkelighed er jeg i gang med et godt stykke arbejde: Jeg er ved at blive mig selv. Og så kan jeg faktisk ikke så meget andet. Så længe jeg forbinder mig med mig selv og det der er større, så har jeg det virkeligt godt. Men så snart jeg mister forbindelsen til mig selv, så ryger mine kræfter. Som om min natur bare kalder og kalder. Og den finder sig ikke i, at jeg vender den ryggen. Så gør den mig syg og dårlig.
Der er kun en eneste mulighed for mig lige nu (med mindre jeg vil acceptere at leve et liv, hvor jeg bliver meget grædende og skal gøre mig hårdfør igen) - jeg må indse at jeg ikke kan alt. Og det jeg ikke kan, det skal jeg ikke gøre. Det må jeg lade andre om. Så jeg skal virkeligt, virkeligt nære mig selv og min natur.
Egoistisk? Navlepillene? Måske. Men jeg ser ingen anden virkelig værdi i verden lige nu, end at blive ét med min egen natur. Og tro mig - det skal nok komme andre til gode. For jeg er allerede nu blevet et meget bedre menneske. Ikke så virksom - men en absolut bedre medborger.
Hvor og hvornår det ender? No clue!!!! Men jeg har tillid til, at der kommer noget virkeligt godt ud af det.
Tænk sig - at kalde sig syg, når det bare handler om at blive sig selv. Det er ikke sygt. Det er sundt. Det forsvar jeg gik rundt med før... dét var sygt!
I en anden form for virkelighed er jeg i gang med et godt stykke arbejde: Jeg er ved at blive mig selv. Og så kan jeg faktisk ikke så meget andet. Så længe jeg forbinder mig med mig selv og det der er større, så har jeg det virkeligt godt. Men så snart jeg mister forbindelsen til mig selv, så ryger mine kræfter. Som om min natur bare kalder og kalder. Og den finder sig ikke i, at jeg vender den ryggen. Så gør den mig syg og dårlig.
Der er kun en eneste mulighed for mig lige nu (med mindre jeg vil acceptere at leve et liv, hvor jeg bliver meget grædende og skal gøre mig hårdfør igen) - jeg må indse at jeg ikke kan alt. Og det jeg ikke kan, det skal jeg ikke gøre. Det må jeg lade andre om. Så jeg skal virkeligt, virkeligt nære mig selv og min natur.
Egoistisk? Navlepillene? Måske. Men jeg ser ingen anden virkelig værdi i verden lige nu, end at blive ét med min egen natur. Og tro mig - det skal nok komme andre til gode. For jeg er allerede nu blevet et meget bedre menneske. Ikke så virksom - men en absolut bedre medborger.
Hvor og hvornår det ender? No clue!!!! Men jeg har tillid til, at der kommer noget virkeligt godt ud af det.
At ville klare sig selv
Kære venner - nu kan jeg se det. At ville klare sig selv har en enkelt bagside: du kan ikke lukke andre ind samtidig. Og så kan du ikke elske dybt. Du kan måske nok elske overfladisk, så du får skabt en form for tryg verden omkring dig. Tryghed er dog ikke det samme som tillid... Og to ting kan ikke forenes: man kan ikke ville selv, og lukke op for sand kærlighed samtidig. Kan ikke lade sig gøre.
Det er bare ord på min computer, men i min krop er det ren oplevelse. Det er som om, der er lukket op for et sted indeni, hvor jeg kan se konturene af dyb og ægte kærlighed. Kærlighed uden krav - kærlighed i tillid. Det kan lyde som om jeg lægger ansvaret fra mig i den form for overgivelse - som om jeg frasiger mig min egen verden og lægger mit liv i en andens hænder. Men det er slet ikke sådan. Man kan på fineste vis holde sin egen blide styrke og milde vilje - og samtidig overgive sig til en oplevelse af dybt flow sammen med den anden. Og sammen med verden som den er.
Hvor kender vi den oplevelse fra andre steder i vores liv? Måske fra når vi er opslugt af dans til musik, der river os fuldstændigt med? Der er ingen modstand, blot orgiastisk overgivelse. Når tonerne fra det instrument vi kender så godt, flyder af sig selv uden en tanke fra vores side. Eller når vi smelter fuldstændigt sammen med vores partner i dyb elskov. Eller når vi fordyber os i hverdagens aktiviteter: gåtur, maleri, græsslåning, madlavning, meditation... alle aktiviteter, hvor vi formår at opdage det sted i os selv, hvor der ikke er kamp eller modstand. Hvor vi i stedet oplever, at vi er en del af noget andet. Noget meget, meget større. Det er ord der er brugt før - men oplevelsen er noget helt for sig! At lade sig rive med i tillid. At beholde ansvaret, viljen og glæden hos sig selv - og samtidig give fuldstændigt over for helheden. Ubeskriveligt.
Jeg troede måske, det ville være en ubehagelig følelse af at miste mig selv. Men jeg tog fejl. Jeg vandt mig selv. Jeg fandt mig selv. Og jeg har været længe savnet...
Jeg troede kampen var nødvendig. At grænserne var vigtige for at bevare mig selv. At vi kunne mødes på midten, når jeg holdt fast i mit og du i dit. Men jeg tog fejl. Vi skal ikke mødes på midten. Vi skal bare mødes. Overgive os til hinanden. Mens vi er os selv, bliver vi hinanden. Tænk sig et paradoks: At kunne bevare sig selv, mens man bliver den anden. Jeg tror det er det, livet handler om: At integrere paradokserne og leve med det hele. At være varm og kold. At være ensom og omsluttet. At være ude og inde. At være mig og dig. At være fyldt med glæde og fyldt med sorg. At være oppe og nede. Alt hvad mennesker kan være, det må vi være. Alt skal frem. Det er dybt. Det er smertefuldt. Og det er fyldt med glæde.
Jeg vil ikke mere klare mig selv. Jeg vil være mig selv. ... håber det lykkes!
Held og lykke og god weekend derude.
Det er bare ord på min computer, men i min krop er det ren oplevelse. Det er som om, der er lukket op for et sted indeni, hvor jeg kan se konturene af dyb og ægte kærlighed. Kærlighed uden krav - kærlighed i tillid. Det kan lyde som om jeg lægger ansvaret fra mig i den form for overgivelse - som om jeg frasiger mig min egen verden og lægger mit liv i en andens hænder. Men det er slet ikke sådan. Man kan på fineste vis holde sin egen blide styrke og milde vilje - og samtidig overgive sig til en oplevelse af dybt flow sammen med den anden. Og sammen med verden som den er.
Hvor kender vi den oplevelse fra andre steder i vores liv? Måske fra når vi er opslugt af dans til musik, der river os fuldstændigt med? Der er ingen modstand, blot orgiastisk overgivelse. Når tonerne fra det instrument vi kender så godt, flyder af sig selv uden en tanke fra vores side. Eller når vi smelter fuldstændigt sammen med vores partner i dyb elskov. Eller når vi fordyber os i hverdagens aktiviteter: gåtur, maleri, græsslåning, madlavning, meditation... alle aktiviteter, hvor vi formår at opdage det sted i os selv, hvor der ikke er kamp eller modstand. Hvor vi i stedet oplever, at vi er en del af noget andet. Noget meget, meget større. Det er ord der er brugt før - men oplevelsen er noget helt for sig! At lade sig rive med i tillid. At beholde ansvaret, viljen og glæden hos sig selv - og samtidig give fuldstændigt over for helheden. Ubeskriveligt.
Jeg troede måske, det ville være en ubehagelig følelse af at miste mig selv. Men jeg tog fejl. Jeg vandt mig selv. Jeg fandt mig selv. Og jeg har været længe savnet...
Jeg troede kampen var nødvendig. At grænserne var vigtige for at bevare mig selv. At vi kunne mødes på midten, når jeg holdt fast i mit og du i dit. Men jeg tog fejl. Vi skal ikke mødes på midten. Vi skal bare mødes. Overgive os til hinanden. Mens vi er os selv, bliver vi hinanden. Tænk sig et paradoks: At kunne bevare sig selv, mens man bliver den anden. Jeg tror det er det, livet handler om: At integrere paradokserne og leve med det hele. At være varm og kold. At være ensom og omsluttet. At være ude og inde. At være mig og dig. At være fyldt med glæde og fyldt med sorg. At være oppe og nede. Alt hvad mennesker kan være, det må vi være. Alt skal frem. Det er dybt. Det er smertefuldt. Og det er fyldt med glæde.
Jeg vil ikke mere klare mig selv. Jeg vil være mig selv. ... håber det lykkes!
Held og lykke og god weekend derude.
torsdag den 17. marts 2011
Den ene store kilde
Det er ved at dæmre for mig. Det handler ikke om alle de små ting, der kan genere os i hverdagen. Pyt med dem. Terapi handler heller ikke om alle de små fin-justeringer i psyken eller om alle de småskrammer, livet har givet os alle sammen. Det koster mig alt for mange kræfter at prøve at blive et godt menneske, ved at forfine mine tanker og handlemønstre.
Jeg har en anden idé (idéen er sikkert gammel som tiden selv, men for mig er det et stort AHA!): At finde ud af at leve - frem for at overleve - handler måske om at finde den ene store kilde, som til alle tider kan dække menneskers naturlige behov. Og hvilken kilde er det så? For mig er det noget med moder jord og hr. himmel og en livets kraft og grundrytme, der rinder i alles årer. Men jeg kan endnu ikke komme det nærmere, for jeg kender ikke kilden så godt. Indtil nu har jeg primært hentet mine kræfter udefra. Men jeg er nødt til nu, at vende min nysgerrighed indefter og lede der! Dybt, dybt inde og nede.
Jeg har før afholdt mig fra at gå for meget ind i arbejdet med arketyper og myter, fordi jeg syntes det var for barnligt. Og jeg kunne heller ikke rigtigt se en økonomisk sikker fremtid i at beskæftige mig med den slags. Selvom jeg er uddannet musikteapeut, som absout er en kreativ metode, holdt jeg mig primært til noget jeg kunne overskue ud fra nogle almene normer i samfundet. Og helt ærligt - jeg har nok været bange for kræfterne i mig selv, så jeg holdt mig fra at dykke ned i dybet af myternes ophav. Men jeg tror virkeligt på, at der er rene, organiske, smukke og uovervindelige kræfter at hente der. Men også kræfter man skal være ydmyg overfor, for slippes de fri uden omtanke og dyb kærlighed, så er der sikkert stor destruktionskraft. Måske er det også derfor jeg først nu tør kigge på det. Fordi jeg ikke er så bange for at ødelægge mere. Og så er jeg måske i virkeligheden kommet rigtigt, rigtigt langt...
Jeg har en anden idé (idéen er sikkert gammel som tiden selv, men for mig er det et stort AHA!): At finde ud af at leve - frem for at overleve - handler måske om at finde den ene store kilde, som til alle tider kan dække menneskers naturlige behov. Og hvilken kilde er det så? For mig er det noget med moder jord og hr. himmel og en livets kraft og grundrytme, der rinder i alles årer. Men jeg kan endnu ikke komme det nærmere, for jeg kender ikke kilden så godt. Indtil nu har jeg primært hentet mine kræfter udefra. Men jeg er nødt til nu, at vende min nysgerrighed indefter og lede der! Dybt, dybt inde og nede.
Jeg har før afholdt mig fra at gå for meget ind i arbejdet med arketyper og myter, fordi jeg syntes det var for barnligt. Og jeg kunne heller ikke rigtigt se en økonomisk sikker fremtid i at beskæftige mig med den slags. Selvom jeg er uddannet musikteapeut, som absout er en kreativ metode, holdt jeg mig primært til noget jeg kunne overskue ud fra nogle almene normer i samfundet. Og helt ærligt - jeg har nok været bange for kræfterne i mig selv, så jeg holdt mig fra at dykke ned i dybet af myternes ophav. Men jeg tror virkeligt på, at der er rene, organiske, smukke og uovervindelige kræfter at hente der. Men også kræfter man skal være ydmyg overfor, for slippes de fri uden omtanke og dyb kærlighed, så er der sikkert stor destruktionskraft. Måske er det også derfor jeg først nu tør kigge på det. Fordi jeg ikke er så bange for at ødelægge mere. Og så er jeg måske i virkeligheden kommet rigtigt, rigtigt langt...
tirsdag den 15. marts 2011
Heftige dage
Selvom mange mennesker har fulgt med i jordens rystelser og Japans forandringer - og mange kærlige tanker er blevet sent afsted - så har jeg været mest optaget af noget anderledes nærværende: Mig selv og det menneskelige udviklingspotentiale. Ja, det optager mig altid. Det tilfredsstiller min naturlige, nysgerrige indre terapeut og healer. Som om mit indre drages ustyrligt mod de muligheder der ligger i de dybe transformationer i menneskets eget sind. Stærkt og smukt og overgivende. Maskulint og feminint. Mål og proces. Individuelt og universelt.
Jeg har været på skønt kursus med Majbritte Ulrikkeholm hele weekenden og mandag aften tog jeg til foredrag med Lars Muhl. Han læste sin bog op; "Frejas Spådom". Det er en kanaliseret tekst i form af et orakelsvar. Og orakelsvar er som bekendt kryptiske. Jeg blev dybt berørt, men som han sagde: "I skal ikke forstå det med jeres logiske hjerne, men lade det tale til jeres underbevidste." Jeg er glad for den viden jeg fik der - selvom det er en viden, jeg ikke kan give videre i form af ord. Måske gives det lettest og renest videre i form af energi og nærvær. Hmn... Mest af alt er det bare så dejligt at blive vækket. Stille, roligt og konstant - og ret kontant! HAHA!
Jeg er overbevist om, at alt der forløses på det personlige plan - alt der opdages, huskes, forståes, integreres og handles på - af individet - det gives videre til dem omkring. Alt der gøres af individet, gøres også på kollektivets vegne.
Mest af alt er det en forståelse jeg har, fordi det er sådan jeg mærker det. Og jeg har efterhånden lært, at jeg må gå med det jeg mærker.
Og tænk sig alt det lort der skal ud, før det smukke for alvor kan komme ind. Det er en lang proces - og i disse dage har jeg taget et meget dejligt skridt i den gode retning. Der har faktisk ikke været så meget lort. Mere bare et JA til noget og et NEJ til noget andet. Og så er det jo ikke så svært... Det er alt det grå, måske-agtige, der gør livet besværligt. Det er dér, navlen skal findes frem og pilles i - for det er i måske'et, jeg bliver i tvivl om min egen mening.
Lars Muhl - nej, Freja - sagde en enkelt ting i går aftes, jeg vil citere: "Kun ved at befri dig fra andres forventninger, kan du leve op til dig selv."
Det, synes jeg, er meget, meget smukt! Og meget, meget ægte...
Hav en god dag.
Jeg har været på skønt kursus med Majbritte Ulrikkeholm hele weekenden og mandag aften tog jeg til foredrag med Lars Muhl. Han læste sin bog op; "Frejas Spådom". Det er en kanaliseret tekst i form af et orakelsvar. Og orakelsvar er som bekendt kryptiske. Jeg blev dybt berørt, men som han sagde: "I skal ikke forstå det med jeres logiske hjerne, men lade det tale til jeres underbevidste." Jeg er glad for den viden jeg fik der - selvom det er en viden, jeg ikke kan give videre i form af ord. Måske gives det lettest og renest videre i form af energi og nærvær. Hmn... Mest af alt er det bare så dejligt at blive vækket. Stille, roligt og konstant - og ret kontant! HAHA!
Jeg er overbevist om, at alt der forløses på det personlige plan - alt der opdages, huskes, forståes, integreres og handles på - af individet - det gives videre til dem omkring. Alt der gøres af individet, gøres også på kollektivets vegne.
Mest af alt er det en forståelse jeg har, fordi det er sådan jeg mærker det. Og jeg har efterhånden lært, at jeg må gå med det jeg mærker.
Og tænk sig alt det lort der skal ud, før det smukke for alvor kan komme ind. Det er en lang proces - og i disse dage har jeg taget et meget dejligt skridt i den gode retning. Der har faktisk ikke været så meget lort. Mere bare et JA til noget og et NEJ til noget andet. Og så er det jo ikke så svært... Det er alt det grå, måske-agtige, der gør livet besværligt. Det er dér, navlen skal findes frem og pilles i - for det er i måske'et, jeg bliver i tvivl om min egen mening.
Lars Muhl - nej, Freja - sagde en enkelt ting i går aftes, jeg vil citere: "Kun ved at befri dig fra andres forventninger, kan du leve op til dig selv."
Det, synes jeg, er meget, meget smukt! Og meget, meget ægte...
Hav en god dag.
Nyt stjernetegn?
Jeg har (først nu) opdaget, at der er kommet et nyt (uformelt) stjernetegn, der hedder slangebæreren http://fpn.dk/liv/article2318433.ece. Måske er det ikke et stjernetegn - nogle mener, det bare er et stjernebillede. Ikke helt til at finde rundt i.
Det betyder vist ikke noget for os "gamle", men for de nye børn, der er kommet til siden 2009, skulle det vist være relevant at bruge det nye stjernetegn. Hele dyrekredsen er jo så rykket rundt, så datoerne for de gamle tegn er forskudt. Se her, for at tjekke de nye datoer: http://www.femina.dk/Dig-og-dit-liv/Horoskop/1103-13-stjernetegn.aspx
Det er ikke entydigt, hvordan man kan forholde sig til det, så jeg er afventende... for hvis det også vedkommer os "gamle", så har jeg fået mig det nye soltegn: slangebæreren! Det er nu meget sjovt for en som mig, der elsker forandringer!
Og hvis du er en af dem, der bare synes det er noget fis - så bliver du sikkert glad ved at læse det her: http://blog-dyn.tv2.dk/andeposten.dk/entry395849.html. God fornøjelse.
Det betyder vist ikke noget for os "gamle", men for de nye børn, der er kommet til siden 2009, skulle det vist være relevant at bruge det nye stjernetegn. Hele dyrekredsen er jo så rykket rundt, så datoerne for de gamle tegn er forskudt. Se her, for at tjekke de nye datoer: http://www.femina.dk/Dig-og-dit-liv/Horoskop/1103-13-stjernetegn.aspx
Det er ikke entydigt, hvordan man kan forholde sig til det, så jeg er afventende... for hvis det også vedkommer os "gamle", så har jeg fået mig det nye soltegn: slangebæreren! Det er nu meget sjovt for en som mig, der elsker forandringer!
Og hvis du er en af dem, der bare synes det er noget fis - så bliver du sikkert glad ved at læse det her: http://blog-dyn.tv2.dk/andeposten.dk/entry395849.html. God fornøjelse.
søndag den 13. marts 2011
Kroppen husker
Viden er nok ikke et svar.
Måske er viden spørgsmålet, der endelig blev defineret. Måske ved kroppen det hele. Det eneste vi skal, det er at lytte. Det er måske det, vi har glemt.
For det koster en åben og villig og passioneret indstilling i hele kroppen at lytte. Og her kan man godt være både stærk, modig og blød. Men på en helt anden måde end før.
Selv uden et svar kan man godt vide. Og der vinder du dig selv. Så er livet en kunstart.
lørdag den 12. marts 2011
At blive hjemme i mig selv
Ahhh.... det lykkedes så fint for mig at være på kursus og bevare kontakten til mig selv hele tiden. Det jeg i mit tidligere indlæg kaldte for min ensomhed. Super dejlig oplevelse. At nære min egen kerne - og samtidig være sammen med andre i en kreativ udveksling.
Ja det er vist egentlig det, der er hele kernen i kurset. Og et dejligt omdrejningspunkt i min udvikling.
Det handler mest af alt om kontakt til krop og åndedræt. Enkelt og skønt for en krudtugle som mig. Min krop har brug for bevægelse for at jeg kan mærke mig selv. Og for at strømmen kan flyde. For at jeg kan få adgang til den kreative kilde. Skønt at være i en krop... det skal da bruges og mærkes!
Og snart skal ser soves ovenpå en god, solid og informationsrig dag.
Tak for i dag.
fredag den 11. marts 2011
Elskede ensomhed
Et lille notat til dig, kære ensomhed.
Jeg ved, du har brug for masser af alenetid, for at få ro til at give mig den næring, jeg så hårdt har brug for. Og i denne weekend bliver du udfordret. Selvom jeg glæder mig himmelhøjt over at skulle på kursus hos Majbritte Ulrikkeholm, så kommer jeg lidt i bekneb med at tilfredsstille dig, ensomhed. Der er jo en del mennesker på holdet, som jeg bliver nødt til at forholde mig til, når vi arbejder. Men jeg lover dig højhelligt, at jeg vil give dig masser af plads i mit hjerte, mens vi arbejder. Selvom jeg bliver nødt til at være social, så skal jeg nok tage vare på dig imens. Jeg lover dig at smutte en gang ekstra på toilet, så du kan få lov at fylde mig. Og jeg vil også love dig en aften- og en morgenmeditation, så vi to kan finde ud af at mødes uden forstyrrende elementer.
Selvom det har været hårdt for mig at lære dig at kende, min kære ensomhed, så ved jeg nu, at du er utrolig værdifuld for mig, - og jeg vil ikke miste dit følgeskab, nu hvor jeg endelig har fundet ud af, at du nærer mig. Vi skal nok finde en god balance, det stoler jeg på!
Spændende udfordring: Hvordan bevarer jeg min sprudlende og sociale personlighed, mens jeg tager vare på mit stærkt tiltrængte behov for ensomhed???
Jeg ved, du har brug for masser af alenetid, for at få ro til at give mig den næring, jeg så hårdt har brug for. Og i denne weekend bliver du udfordret. Selvom jeg glæder mig himmelhøjt over at skulle på kursus hos Majbritte Ulrikkeholm, så kommer jeg lidt i bekneb med at tilfredsstille dig, ensomhed. Der er jo en del mennesker på holdet, som jeg bliver nødt til at forholde mig til, når vi arbejder. Men jeg lover dig højhelligt, at jeg vil give dig masser af plads i mit hjerte, mens vi arbejder. Selvom jeg bliver nødt til at være social, så skal jeg nok tage vare på dig imens. Jeg lover dig at smutte en gang ekstra på toilet, så du kan få lov at fylde mig. Og jeg vil også love dig en aften- og en morgenmeditation, så vi to kan finde ud af at mødes uden forstyrrende elementer.
Selvom det har været hårdt for mig at lære dig at kende, min kære ensomhed, så ved jeg nu, at du er utrolig værdifuld for mig, - og jeg vil ikke miste dit følgeskab, nu hvor jeg endelig har fundet ud af, at du nærer mig. Vi skal nok finde en god balance, det stoler jeg på!
Spændende udfordring: Hvordan bevarer jeg min sprudlende og sociale personlighed, mens jeg tager vare på mit stærkt tiltrængte behov for ensomhed???
... HURRA!!!
Endelig blev det fredag! Jeg glææææææder mig over det! For i eftermiddag skal jeg afsted fut-fut til København. Sove på hotel helt alene (tænk at kunne brede mig - uden arme og ben filtret ind i en 3½ årig dreng, der varmt og tillidsfuldt ånder mig ind i hovedet, fordi han igen-igen engang over midnat har spurgt inde fra sit eget værelse: "Må jeg komme ind i mors og farses seng?" - og jeg selvfølgelig har givet ham lov, fordi der ganske enkelt ikke er noget mere livsbekræftende end at hule sammen i sengen og få lov til at betrygge det lille menneske... Men hvor kom jeg nu fra? Jeg kom helt i hule-hygge-stemning. Argh - nu husker jeg! Og så kommer der lige et dilemma ind fra højre: Jeg glæææææder mig til at komme til Kbh. - og ih, hvor jeg kommer til at savne min familie!!!Men, anyway....
... jeg holder mig lige til det gode, jeg glæder mig til. )
Jeg skal til kursus ved Majbritte Ulrikkeholm. Kurset hedder "Det kreative menneske", og ih, hvor jeg glæder mig. Da jeg læste hendes bøger: "Det magiske rum" og "Gudindens genkomst" var det ligesom at læse de bøger, jeg selv ville have skrevet, hvis ikke lige det er fordi hun kom først med det (hehe). Så mine forvetninger er skruet helt op på det maksimale. Jeg tror virkeligt, det bliver godt for mig; at arbejde intensivt en weekend med en erfaren kvinde, som er optaget af de samme menneskelige udviklingspotentialer og kreative metoder, som jeg.
Så - nu vil jeg bruge dagen på at pakke og kigge lidt på krak, så jeg kan finde det rigtige sted hen. Sønnike skal også hentes lidt tidligt i børnehaven, så jeg kan være sammen med ham et par timer. Så er det lidt mere rart at være barnløs resten af weekenden.
Ih... hvor jeg glæder mig!
... jeg holder mig lige til det gode, jeg glæder mig til. )
Jeg skal til kursus ved Majbritte Ulrikkeholm. Kurset hedder "Det kreative menneske", og ih, hvor jeg glæder mig. Da jeg læste hendes bøger: "Det magiske rum" og "Gudindens genkomst" var det ligesom at læse de bøger, jeg selv ville have skrevet, hvis ikke lige det er fordi hun kom først med det (hehe). Så mine forvetninger er skruet helt op på det maksimale. Jeg tror virkeligt, det bliver godt for mig; at arbejde intensivt en weekend med en erfaren kvinde, som er optaget af de samme menneskelige udviklingspotentialer og kreative metoder, som jeg.
Så - nu vil jeg bruge dagen på at pakke og kigge lidt på krak, så jeg kan finde det rigtige sted hen. Sønnike skal også hentes lidt tidligt i børnehaven, så jeg kan være sammen med ham et par timer. Så er det lidt mere rart at være barnløs resten af weekenden.
Ih... hvor jeg glæder mig!
onsdag den 9. marts 2011
Nix - det blev ikke bedre!
Jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at få styr på mit "Maude-humør" i dag. Men det gav bare ikke rigtigt udslag på humør-bundlinjen.
Så nu må jeg nok hellere vedkende mig det igen: Jeg er skide vred. Og der er ikke en dyt at gøre ved det, for jeg ved ikke, hvad jeg er vred på. Men det giver da lidt substans at kalde den der udefinerbare størrelse ved navn: vrede. Det føles godt at tillade mig selv bare at gå og være vred, uden at skulle placere den noget sted. Vred, vred, vred.
Ah - det letter.
Skide sur er jeg! Urimelig vredladden og mokke-agtig. Og med min erfaring i svingende humør, har jeg allieret mig med min familie: Jeg siger det bare som det er "jeg er vred i dag", og så behøver jeg ikke stå yderligere til ansvar. Med mindre naturligvis det er noget som vedkommer dem. Når jeg f.eks. har givet dem en birolle i mit drama. Eller hvis de helt konkret har trådt mig over tærene. Men det omhandler nu ikke andre i dag.
Det er mere bare livet i almindelighed jeg er ret vred på. Helt ærlig. Måske er jeg visionær - måske er jeg bare umoden - men jeg drømmer altså om en meget bedre verden. Hvor jeg ikke behøver være så vred, f.eks.! Jeg drømmer også om en bedre udgave af mig selv, hvor jeg ikke behøver at skyde alt mit shit ud i verden. Mon den dag kommer, hvor der ikke rigtigt er mere shit tilbage? Puha - det var noget af en drøm!
Nå, men sådan er min dag gået: Objektivt set har det været en pænt produktiv dag, hvor jeg både har læst, skrevet, ordnet praktiske småting, hentet mit barn tidligt og fået købt mig en skøn juicepresser.
... men selvom jeg er glad for den og de skønne naturlige vitaminer, så vil jeg altså stadig være vred lidt endnu! Jeg giver mig ikke! Vred, vred, vred!
(Øv - at skrive det her indlæg har faktisk gjort mig i lidt bedre humør. Det er næsten ikke til at bære. Jeg orker ikke at blive glad. Så mon ikke jeg bare skal holde mig på et "neutral" resten af dagen, hvis det er muligt...)
Så nu må jeg nok hellere vedkende mig det igen: Jeg er skide vred. Og der er ikke en dyt at gøre ved det, for jeg ved ikke, hvad jeg er vred på. Men det giver da lidt substans at kalde den der udefinerbare størrelse ved navn: vrede. Det føles godt at tillade mig selv bare at gå og være vred, uden at skulle placere den noget sted. Vred, vred, vred.
Ah - det letter.
Skide sur er jeg! Urimelig vredladden og mokke-agtig. Og med min erfaring i svingende humør, har jeg allieret mig med min familie: Jeg siger det bare som det er "jeg er vred i dag", og så behøver jeg ikke stå yderligere til ansvar. Med mindre naturligvis det er noget som vedkommer dem. Når jeg f.eks. har givet dem en birolle i mit drama. Eller hvis de helt konkret har trådt mig over tærene. Men det omhandler nu ikke andre i dag.
Det er mere bare livet i almindelighed jeg er ret vred på. Helt ærlig. Måske er jeg visionær - måske er jeg bare umoden - men jeg drømmer altså om en meget bedre verden. Hvor jeg ikke behøver være så vred, f.eks.! Jeg drømmer også om en bedre udgave af mig selv, hvor jeg ikke behøver at skyde alt mit shit ud i verden. Mon den dag kommer, hvor der ikke rigtigt er mere shit tilbage? Puha - det var noget af en drøm!
Nå, men sådan er min dag gået: Objektivt set har det været en pænt produktiv dag, hvor jeg både har læst, skrevet, ordnet praktiske småting, hentet mit barn tidligt og fået købt mig en skøn juicepresser.
... men selvom jeg er glad for den og de skønne naturlige vitaminer, så vil jeg altså stadig være vred lidt endnu! Jeg giver mig ikke! Vred, vred, vred!
(Øv - at skrive det her indlæg har faktisk gjort mig i lidt bedre humør. Det er næsten ikke til at bære. Jeg orker ikke at blive glad. Så mon ikke jeg bare skal holde mig på et "neutral" resten af dagen, hvis det er muligt...)
Halvhjertet morgen
Uh altså... jeg har sådan en morgen, hvor jeg ikke kan finde ud af at hvile i noget af det, jeg gør. Det eneste jeg har fået gjort færdigt, er at sende min søn i børnehave. Sådan set heldigt at det lige var den opgave, der blev gennemført! Resten er sådan lidt halvhjertet og halvgjort.
Jeg har vævet mellem flere praktiske gøremål, morgenmad og kaffe, lægge englekort og læse horoskop (prøv http://www.astro.com/ hvis i er nysgerrige - det er absolut et af de bedre). Det lyder jo egentlig godt nok - men det hele foregår med sådan en flakkende energi, som om der er et eller andet jeg ikke kan få øje på. Hmn....
Jeg tror jeg skal sætte mig ned lige så stille - uden at lave noget som helst andet end at glo ud af vinduet. Og så tage mig en rolig omgang Qi Gong. Måske jeg så kan se, hvad det er jeg ikke kan se. Håber det hjælper!
God dag til jer derude!
Jeg har vævet mellem flere praktiske gøremål, morgenmad og kaffe, lægge englekort og læse horoskop (prøv http://www.astro.com/ hvis i er nysgerrige - det er absolut et af de bedre). Det lyder jo egentlig godt nok - men det hele foregår med sådan en flakkende energi, som om der er et eller andet jeg ikke kan få øje på. Hmn....
Jeg tror jeg skal sætte mig ned lige så stille - uden at lave noget som helst andet end at glo ud af vinduet. Og så tage mig en rolig omgang Qi Gong. Måske jeg så kan se, hvad det er jeg ikke kan se. Håber det hjælper!
God dag til jer derude!
tirsdag den 8. marts 2011
Kvindernes dag
Skønt er det med kvinder og mænd .... men i dag er det kvinderne.
Hvor er det dejligt at kvinder før os har peget på den store blå elefant i rummet. Det er så tydeligt nu, at der er en ubehagelig ubalance mellem kvinders og mænds indflydelse. Og en fin opmærksomhed på, at både fælles løft – og også individuelle kvinder kan gøre en stor forskel.
Dog synes jeg, at ordet “kampdag” er en kende kedelig. Det markerer i mine ører, at kvinderne lader mændene styre spillets regler. I stedet synes jeg såmen fokus skal være på vores samlede feminine styrker. Hvad med:
“Dagen for de kvindelige kræfter” ?!
Håber i alle har haft en en god dag – maskuline kvinder og feminine mænd, og alle derimellem!
Hvor er det dejligt at kvinder før os har peget på den store blå elefant i rummet. Det er så tydeligt nu, at der er en ubehagelig ubalance mellem kvinders og mænds indflydelse. Og en fin opmærksomhed på, at både fælles løft – og også individuelle kvinder kan gøre en stor forskel.
Dog synes jeg, at ordet “kampdag” er en kende kedelig. Det markerer i mine ører, at kvinderne lader mændene styre spillets regler. I stedet synes jeg såmen fokus skal være på vores samlede feminine styrker. Hvad med:
“Dagen for de kvindelige kræfter” ?!
Håber i alle har haft en en god dag – maskuline kvinder og feminine mænd, og alle derimellem!
Fremmedgørelse - og at vende hjem
Det er blevet så mærkeligt, befriende tydeligt for mig, hvor fremmedgjort jeg har været - fremmed for mig selv. Og heldigvis også tydeligt, hvad der skal til, for at jeg kommer hjem til mig selv - og bliver her! Med alt det der er sket i mit liv de sidste år, kan jeg godt forstå, jeg er gået hen og er blevet fremmed for mig selv. Men helt ærligt... mon ikke vi er flere, der har bokset med den udfordring? Mon ikke, det er en naturlig del af en modningsproces?
Det store spørgsmål var, hvordan jeg skulle håndtere det. Hvad var grunden til min forvirring? Og hvordan kunne jeg finde mig selv igen?
Det store spørgsmål var, hvordan jeg skulle håndtere det. Hvad var grunden til min forvirring? Og hvordan kunne jeg finde mig selv igen?
mandag den 7. marts 2011
Følelser
Sidder og hører James Blake - Limit to your love og tænker lidt over følelser. Gad vide, hvad det egentlig er. Følelser. Det optager mig selvfølgelig temmelig meget, fordi jeg til tider er oversvømmet af dem. Både de triste, de bange, de vrede og de glade.
I øjeblikket er de svære følelser en kæmpe motivation for mig. Fordi jeg vil transformere dem - det er alt for hårdt at have dem i mit system. Al den vrede, sorg og ked-af-det-hed. Heldigvis har jeg knækket den svære kode: Når jeg helhjertet tør anerkende dem, opløses de og antager ret smukke former i stedet for alle de hårde og ensomme kanter.
Men det kan nu være ret svært at komme helt derind, hvor jeg 100 % kan tage ansvaret for følelserne. De er ret svære at lære at kende, fordi de gør så ondt. Når de kommer for tæt på, kommer jeg til at flygte fra dem. Og når jeg flygter fra dem, kompenserer jeg ved at give andre skylden. Undskyld! Jeg prøver virkeligt at trække det hele hjem, hvor det hører til. Puha...
Heldigvis er der mennesker omkring mig, som holder ud og holder af. Jeg føler mig elsket - og når jeg oplever ensomhed, så ved jeg heldigvis, at det er op til mig selv. For der er dejlige, kærlige og vågne mennesker på hele kloden, som gerne vil sende mig en kærlig tanke, når jeg har brug for det.
Mit højeste ønske: At kunne balancere mine følelser, så de tjener mig - både i dybden og i højden. Jeg elsker mine følelser, men de skal ikke rende om hjørner med mig. De skal være mine indikatorer på om jeg er på rette vej.
Jeg ønsker, kære følelser, at i skal viderebringe mig informationer fra mit eget psykiske liv, - men please - tag mig i hånden, - ikke i røven!
Ovenpå denne smukke forårsdag med høj himmel og løfter om lys og varme: Der er håb! Altid håb! Knus fra tilfældige, almindelige mig...
I øjeblikket er de svære følelser en kæmpe motivation for mig. Fordi jeg vil transformere dem - det er alt for hårdt at have dem i mit system. Al den vrede, sorg og ked-af-det-hed. Heldigvis har jeg knækket den svære kode: Når jeg helhjertet tør anerkende dem, opløses de og antager ret smukke former i stedet for alle de hårde og ensomme kanter.
Men det kan nu være ret svært at komme helt derind, hvor jeg 100 % kan tage ansvaret for følelserne. De er ret svære at lære at kende, fordi de gør så ondt. Når de kommer for tæt på, kommer jeg til at flygte fra dem. Og når jeg flygter fra dem, kompenserer jeg ved at give andre skylden. Undskyld! Jeg prøver virkeligt at trække det hele hjem, hvor det hører til. Puha...
Heldigvis er der mennesker omkring mig, som holder ud og holder af. Jeg føler mig elsket - og når jeg oplever ensomhed, så ved jeg heldigvis, at det er op til mig selv. For der er dejlige, kærlige og vågne mennesker på hele kloden, som gerne vil sende mig en kærlig tanke, når jeg har brug for det.
Mit højeste ønske: At kunne balancere mine følelser, så de tjener mig - både i dybden og i højden. Jeg elsker mine følelser, men de skal ikke rende om hjørner med mig. De skal være mine indikatorer på om jeg er på rette vej.
Jeg ønsker, kære følelser, at i skal viderebringe mig informationer fra mit eget psykiske liv, - men please - tag mig i hånden, - ikke i røven!
Ovenpå denne smukke forårsdag med høj himmel og løfter om lys og varme: Der er håb! Altid håb! Knus fra tilfældige, almindelige mig...
Lige en ting, jeg havde "glemt" ...
Nu skrev jeg tidligere (i "tillid til processen"), at jeg måtte vedkende mig noget, jeg ikke brød mig om: at jeg var dybt, dybt ked af det.
Men jeg har da glemt en anden følelse, jeg ikke kan lide: Jeg er vred!
Puha. Den er svær. Pæne piger bliver da ikke vrede.
Jo de gør! Vreden kommer bare måske lidt senere, end der hvor den egentlig hører til. Forskudt vrede er ikke så behageligt, fordi det bliver så forbandet upassende.
Stakkels de mennesker omkring mig, som må stå for skud engang imellem, når jeg ikke kan finde ud af at placere vreden, hvor den hører til. Jeg håber ikke jeg laver uoprettelig skade...
Af hjertet tak til alle de fredelige sjæle, der kan håndtere sådan en dårligt skjult vred én som mig. Jeg lover hermed mig selv, at jeg vil øve mig i at udtrykke min vrede, der hvor den hører til - så det ikke sådan hober sig op og samler klistret fnuller i alle krogene. Det er jo næsten ikke til at få gjort ordentlig rent på det mentale arbejdsbord.
... tak min kære psykolog, fordi du får mig til at se, hvor støvet samler sig!
Men jeg har da glemt en anden følelse, jeg ikke kan lide: Jeg er vred!
Puha. Den er svær. Pæne piger bliver da ikke vrede.
Jo de gør! Vreden kommer bare måske lidt senere, end der hvor den egentlig hører til. Forskudt vrede er ikke så behageligt, fordi det bliver så forbandet upassende.
Stakkels de mennesker omkring mig, som må stå for skud engang imellem, når jeg ikke kan finde ud af at placere vreden, hvor den hører til. Jeg håber ikke jeg laver uoprettelig skade...
Af hjertet tak til alle de fredelige sjæle, der kan håndtere sådan en dårligt skjult vred én som mig. Jeg lover hermed mig selv, at jeg vil øve mig i at udtrykke min vrede, der hvor den hører til - så det ikke sådan hober sig op og samler klistret fnuller i alle krogene. Det er jo næsten ikke til at få gjort ordentlig rent på det mentale arbejdsbord.
... tak min kære psykolog, fordi du får mig til at se, hvor støvet samler sig!
søndag den 6. marts 2011
Tillid til processen
Så kommer der et lille alvorligt indlæg. Jeg tænker mange alvorlige tanker for tiden, så dem kommer der nok et par stykker af...
De sidste par år har været virkeligt voldsomme for mig. Der er sket utrolig meget på utrolig kort tid. Både privat og på arbejde. I forhold til forståelsen af egen identitet og faglighed. "Hvem dælan er jeg?" er et spørgsmål jeg har stillet mig selv et utal af gange de sidste par år. Og helt ærligt - jeg har ikke fundet det mindste svar endnu. Så selvom jeg stadig gerne vil have et klart og kontant svar, har jeg overgivet mig: Ok, jeg behøver ikke vide, hvem jeg er. Bare jeg ved, hvor jeg gerne vil hen.
Og det, mine venner, er et temmeligt kompliceret spørgsmål. Oftest ved jeg godt, hvor jeg IKKE vil hen. Hvad jeg IKKE vil lave. Hvordan jeg IKKE vil opføre mig. Men relativt sjældent ved jeg, hvor jeg GERNE vil hen. Og især når hverdagen bare kører afsted i sit eget høje tempo, så kan jeg overhovedet ikke mærke, hvad svarene er på alle de positivt formulerede spørgsmål: Hvad vil jeg gerne?!! Men hør her...
De sidste par år har været virkeligt voldsomme for mig. Der er sket utrolig meget på utrolig kort tid. Både privat og på arbejde. I forhold til forståelsen af egen identitet og faglighed. "Hvem dælan er jeg?" er et spørgsmål jeg har stillet mig selv et utal af gange de sidste par år. Og helt ærligt - jeg har ikke fundet det mindste svar endnu. Så selvom jeg stadig gerne vil have et klart og kontant svar, har jeg overgivet mig: Ok, jeg behøver ikke vide, hvem jeg er. Bare jeg ved, hvor jeg gerne vil hen.
Og det, mine venner, er et temmeligt kompliceret spørgsmål. Oftest ved jeg godt, hvor jeg IKKE vil hen. Hvad jeg IKKE vil lave. Hvordan jeg IKKE vil opføre mig. Men relativt sjældent ved jeg, hvor jeg GERNE vil hen. Og især når hverdagen bare kører afsted i sit eget høje tempo, så kan jeg overhovedet ikke mærke, hvad svarene er på alle de positivt formulerede spørgsmål: Hvad vil jeg gerne?!! Men hør her...
Jeg har savnet dig, Blog
Det er ligesom at have en baby. Det er fantastisk at være fordybet og glemme alt omkring sig, fordi det der ligger i din varetægt ganske enkelt er vigtigere end alt andet dødeligt. Symbiosen er underfundig, overvældende og himmelråbende smuk - indtil det føles som om du ikke mere kan trække vejret, uden at din ånde blander sig med lugten af babylort og din hjerne udelukkende kan tænke på om bleen sidder for løst eller om den lille bevægelse mon betød, at bebs har ondt i maven.
Og så må du bare ud. Ud og have luft under vingerne. Fantastisk befriende og nærmest fysisk udvidende! Ud, ud, ud. Friheden flyver (det gør den virkelig).
Indtil himmelflugten brat standses af enhver nervecelles råb efter nærhed og intimitet med den lille. Og hvad er der gået - måske 15 minutter...
Sådan har jeg det med min blog.
Honey, I'm home - har du også savnet mig?
Og så må du bare ud. Ud og have luft under vingerne. Fantastisk befriende og nærmest fysisk udvidende! Ud, ud, ud. Friheden flyver (det gør den virkelig).
Indtil himmelflugten brat standses af enhver nervecelles råb efter nærhed og intimitet med den lille. Og hvad er der gået - måske 15 minutter...
Sådan har jeg det med min blog.
Honey, I'm home - har du også savnet mig?
fredag den 4. marts 2011
Godmorgen ... ?
Kender du det: Nogle dag ville jeg simpelthen bare ønske at jeg 100 % selv kunne vælge, hvilket energiniveau jeg vil have. Det er en dag som i dag, hvor jeg helst ikke vil have det, som jeg har det.
Nogle gange kan jeg selvfølgelig godt ændre lidt på det hele - jeg kan jo drikke en kop kaffe for at booste mig lidt (jeg ser vist lidt for meget med, når sønnike spiller bilspil), eller jeg kan gå eller løbe en tur, jeg kan spise noget sundt eller lave lidt Qi Gong (jeg er lige begyndt - det er virkeligt super!). Eller jeg kan minde mig om mine coachiske metoder til at forholde mig sundt og handlekraftigt overfor det jeg nu engang står i.
Meget kan jeg - men jeg kan ikke trylle.
Og denne morgen er en af den slags, hvor jeg vågner op og tænker, om ikke det er på tide at komme i seng.
Jeg er ellers glad - jeg tror det bliver en rigtig dejligt dag. Men kors, hvor er jeg træt. Måske har jeg brændt lidt for meget krudt af de sidste par dage, og nu er der en lille regning, der skal betales.
Ok... jeg går op til kasse 1. Køber en kop kaffe, og minder endnu engang mig selv om, at jeg skal huske at acceptere, at for at der kan være balance i systemet, må der både være knald i kasketten og regnvejr på skift.
Må i alle få en rigtig god dag derude!
Nogle gange kan jeg selvfølgelig godt ændre lidt på det hele - jeg kan jo drikke en kop kaffe for at booste mig lidt (jeg ser vist lidt for meget med, når sønnike spiller bilspil), eller jeg kan gå eller løbe en tur, jeg kan spise noget sundt eller lave lidt Qi Gong (jeg er lige begyndt - det er virkeligt super!). Eller jeg kan minde mig om mine coachiske metoder til at forholde mig sundt og handlekraftigt overfor det jeg nu engang står i.
Meget kan jeg - men jeg kan ikke trylle.
Og denne morgen er en af den slags, hvor jeg vågner op og tænker, om ikke det er på tide at komme i seng.
Jeg er ellers glad - jeg tror det bliver en rigtig dejligt dag. Men kors, hvor er jeg træt. Måske har jeg brændt lidt for meget krudt af de sidste par dage, og nu er der en lille regning, der skal betales.
Ok... jeg går op til kasse 1. Køber en kop kaffe, og minder endnu engang mig selv om, at jeg skal huske at acceptere, at for at der kan være balance i systemet, må der både være knald i kasketten og regnvejr på skift.
Må i alle få en rigtig god dag derude!
torsdag den 3. marts 2011
Høj energi og aftensmad
Der sker ting og sager i og omkring mig. Energien er høj og jeg har slet ikke lyst til at sidde stille... men der skal jo mad på bordet og her til aften blev det den gode, gamle, danske ret: hotdogs! En sjælden nydelse ;-)
Livet er egentlig temmelig dejligt...
Vilje og skaberkraft
Men nu skal det hele jo heller ikke handle om fiks-fakserier, spøgelser og hulla-bulla.
Lige nu vil jeg bare tilkendegive, hvor fantastisk jeg synes det er, at kloge mennesker rundt omkring på kloden har skabt et intelligent, strålende net, hvor vi kan få kontakt med nær og fjern! Tænk sig - nogen har gjort det muligt for dig, mig og alverden at ytre sig, og gøre informationen frit tilgængelig. Det er da for fedt!
Tænk lige engang... Hvordan mon det ville være for en person i middelalderen at forestille sig følgende: Engang i fremtiden bliver det muligt for dig at skrive dine tanker og meninger på en maskine, som ikke er fysisk forbundet til noget som helst - trykke på en knap - og i samme sekund kan resten af verden læse, hvad du har skrevet.
Jeg ved godt det er banalt, fordi det er hvermandseje... men det ER sgu da fantastisk!
Tak for hjælpen, intelligente, tekniske hoveder. Jeg vil bruge det klogt og kærligt!
Lige nu vil jeg bare tilkendegive, hvor fantastisk jeg synes det er, at kloge mennesker rundt omkring på kloden har skabt et intelligent, strålende net, hvor vi kan få kontakt med nær og fjern! Tænk sig - nogen har gjort det muligt for dig, mig og alverden at ytre sig, og gøre informationen frit tilgængelig. Det er da for fedt!
Tænk lige engang... Hvordan mon det ville være for en person i middelalderen at forestille sig følgende: Engang i fremtiden bliver det muligt for dig at skrive dine tanker og meninger på en maskine, som ikke er fysisk forbundet til noget som helst - trykke på en knap - og i samme sekund kan resten af verden læse, hvad du har skrevet.
Jeg ved godt det er banalt, fordi det er hvermandseje... men det ER sgu da fantastisk!
Tak for hjælpen, intelligente, tekniske hoveder. Jeg vil bruge det klogt og kærligt!
Baggrund
Jeg har selvfølgelig mine forudsætninger for at betragte livet, som jeg nu engang gør. Ligesåvel som du har dine helt egne, personlige forudsætninger for dig selv. Men nu er det tilfældigvis min blog - så jeg vil benytte mig af lejligheden og fortælle dig om nogle af mine skelsættende erfaringer i verden.
Opvækst
Noget af det jeg bedst husker fra jeg var barn, var en stor følelse af frihed i naturen. Jeg er vokset op i slutningen af 70'erne i en lille landsby udenfor Randers. Det største vi havde i byen var en kirke, en købmand og så hajtænder på vejen. Og for mig bærer bækken og klatretræet oppe i markskellet nogle af mine bedste minder. Der var ingen mobiltelefoner, der kunne forstyrre de evighedslange weekender. På vores hus hang en sømands-klokke, som mine forældre kunne ringe med, når der var frokost. Når klokken ringede kunne vi høre den over stort set hele byen - og så vidste vi, at vi blev kaldt hjem.
Grundlæggende var der et meget stort rum til at kede sig og selv lade fantasien folde sig ud. Skønt!
Opvækst
Noget af det jeg bedst husker fra jeg var barn, var en stor følelse af frihed i naturen. Jeg er vokset op i slutningen af 70'erne i en lille landsby udenfor Randers. Det største vi havde i byen var en kirke, en købmand og så hajtænder på vejen. Og for mig bærer bækken og klatretræet oppe i markskellet nogle af mine bedste minder. Der var ingen mobiltelefoner, der kunne forstyrre de evighedslange weekender. På vores hus hang en sømands-klokke, som mine forældre kunne ringe med, når der var frokost. Når klokken ringede kunne vi høre den over stort set hele byen - og så vidste vi, at vi blev kaldt hjem.
Grundlæggende var der et meget stort rum til at kede sig og selv lade fantasien folde sig ud. Skønt!
onsdag den 2. marts 2011
Frejas stemme
Som noget af det første vil jeg gerne beskrive, hvorfor jeg har valgt at kalde min blog for "Frejas Stemme" eller "En Frejaners Stemme". Jeg hedder jo ikke Freja (men Pernille).
Når jeg bruger Frejas navn i titlen (i stedet for mit eget navn), er det fordi, meget af det jeg arbejder med i øjeblikket, klinger godt ind i symbolet Freja og Frejas energi. Og selvom min proces er personlig for mig, så kan man også anskue det som en universel proces - hvem her kender ikke til forandringer der går så dybt ind, at der ikke er nogen vej tilbage???
Egentlig ville jeg gerne have kaldt den "En Frejaners Stemme", men syntes alligevel, det blev for langt et navn. Jeg ved, der er mange over kloden, der interesserer sig for det samme som jeg - så jeg kan egentlig bedre lide det ubestemte ental i "En Frejaners Stemme". Så er der ligesom plads til, at vi er flere, der kan ytre os i Frejas navn.
Men... altså - det lavpraktiske vandt: "Frejas Stemme" er lidt lettere at gå til.
Jeg har ikke noget særligt forhold til Asa-troen (har dog læst samtlige Valhalla-tegneserier flere gange - mon ikke det tæller?). Men som jeg ved og har læst mig frem til, var Freja nordisk gudinde i Asa-troens myter.
Hele Asa-troen omhandler universets og jordens skabelse, den guddommelige kamp mellem det gode og det onde, undergang, ragnarok og genfødsel.
Freja selv var gudinde for kærlighed, elskov og frugtbarhed, rigdom, krig, død, magi og profeti. Hun levede i sorg uden sin mand, - han forsvandt kort efter deres giftemål. Nogle mener dette aspekt repræsenterer liv og død - årstidernes skiften.
Desuden tager hun imod de døde krigere (og måske kvinderne), der ikke er værdige til at komme ind i Valhalla.
Der er nogen der mener, at Freja overgår til skikkelsen som Jomfru Maria, da Kristendommen overtager scenen.
(kilde: http://da.wikipedia.org/wiki/Freja)
Og hvordan jeg så overfører dette til mit eget liv?
Jeg oplever selv, at hver gang jeg lader nogle af mine gamle psykiske forsvar falde, eller når nogle af mine gamle overbevisninger ophæves - reelt opleves det som om, en del af mig dør. For at "overleve" dette og forblive i psykisk balance (i stedet for at kæmpe imod), må jeg hengive mig til en proces af indre krig og død, kærlighed og tillid på et højere niveau end tidligere, alt sammen krydret med en smag af magi. Men for at kunne gøre det, har jeg brug for at hvile på en tryg baggrund af livets vilkår i moderlig kærlighed. Det tilbyder Freja mig.
Jomfru Maria tilbyder mig det samme, men ofte forbindes hun med en dogmatisk kristen og jomfruelig forståelse. Jeg tror absolut Jomfru Maria var et levende, varmt og sensuelt væsen. Jeg holder nu bare af den nordiske, meget jordnære og kropslige forståelse af Freja. Noget mere fanden-i-voldsk end den gode Jomfru Maria (men det er jo bare min personlige fortolkning!).
Freja levede (ligesom Maria) et stærkt liv med en sorg over en elsket mand. En sorg, som hun formåede at transformere og vokse igennem. Ligeså lever jeg med en sorg og en længsel. Ikke over en forsvundet mand - men over den indre mand-kvinde-dynamik, som er så svær at få den rette balance i. Dette er et konstant indrepsykisk arbejde, som jeg gerne påtager mig - men det er sørme en pænt stor opgave. Heldigvis giver det indre arbejde mig muligheden for med tiden at vokse og rejse mig som modent menneske.
En anden ting Freja står for, er profetiens gave. Når jeg forstår at tage mine intuitioner alvorligt, byder de ofte på evnen til profetisk virksomhed. Og det tror jeg at mange oplever. Det er nok bare ikke alle, der ønsker at bruge ord som profeti eller magi. Men tænk over det: Hvor mange gange har dine tanker ikke vist sig at blive til virkelighed? Enten fordi du har skabt det selv - eller fordi du bare kunne mærke det?
Det er intet mindre end ufatteligt, hvad livet kan byde os på af indre rejser, nervepirrende fald og mavesugende højder - når vi med åbent hjerte og troen på kærlighedens kraft hengiver os til (psykisk) liv, død og genopstandelse. Uden tilliden til det kvindeliges transformerende kraft, så er død bare død. Men vi har jo i os evnen til at genopstå.
Så når jeg kalder min blog for "Frejas Stemme", er det fordi jeg gerne vil sætte mine ord på den kraft, jeg opfatter som universelt kvindelig i de aspekter Freja står for (som ovenfor beskrevet). Jeg føler mig priviligeret, at jeg føler mig forbundet til denne energi, fordi den giver mig tryghed i at skabe de forandringer, der skal skabes i mit liv.
Jeg kunne også have kaldt min blog for "Fugl Føniks". For det vigtigste jeg vil formidle, handler om den transformerende kraft, vi hver i sær besidder. Men det endte på "Frejas Stemme". Så fik jeg også den kvindelige kraft med. Og nu ved du hvorfor.
Når jeg bruger Frejas navn i titlen (i stedet for mit eget navn), er det fordi, meget af det jeg arbejder med i øjeblikket, klinger godt ind i symbolet Freja og Frejas energi. Og selvom min proces er personlig for mig, så kan man også anskue det som en universel proces - hvem her kender ikke til forandringer der går så dybt ind, at der ikke er nogen vej tilbage???
Egentlig ville jeg gerne have kaldt den "En Frejaners Stemme", men syntes alligevel, det blev for langt et navn. Jeg ved, der er mange over kloden, der interesserer sig for det samme som jeg - så jeg kan egentlig bedre lide det ubestemte ental i "En Frejaners Stemme". Så er der ligesom plads til, at vi er flere, der kan ytre os i Frejas navn.
Men... altså - det lavpraktiske vandt: "Frejas Stemme" er lidt lettere at gå til.
Jeg har ikke noget særligt forhold til Asa-troen (har dog læst samtlige Valhalla-tegneserier flere gange - mon ikke det tæller?). Men som jeg ved og har læst mig frem til, var Freja nordisk gudinde i Asa-troens myter.
Hele Asa-troen omhandler universets og jordens skabelse, den guddommelige kamp mellem det gode og det onde, undergang, ragnarok og genfødsel.
Freja selv var gudinde for kærlighed, elskov og frugtbarhed, rigdom, krig, død, magi og profeti. Hun levede i sorg uden sin mand, - han forsvandt kort efter deres giftemål. Nogle mener dette aspekt repræsenterer liv og død - årstidernes skiften.
Desuden tager hun imod de døde krigere (og måske kvinderne), der ikke er værdige til at komme ind i Valhalla.
Der er nogen der mener, at Freja overgår til skikkelsen som Jomfru Maria, da Kristendommen overtager scenen.
(kilde: http://da.wikipedia.org/wiki/Freja)
Og hvordan jeg så overfører dette til mit eget liv?
Jeg oplever selv, at hver gang jeg lader nogle af mine gamle psykiske forsvar falde, eller når nogle af mine gamle overbevisninger ophæves - reelt opleves det som om, en del af mig dør. For at "overleve" dette og forblive i psykisk balance (i stedet for at kæmpe imod), må jeg hengive mig til en proces af indre krig og død, kærlighed og tillid på et højere niveau end tidligere, alt sammen krydret med en smag af magi. Men for at kunne gøre det, har jeg brug for at hvile på en tryg baggrund af livets vilkår i moderlig kærlighed. Det tilbyder Freja mig.
Jomfru Maria tilbyder mig det samme, men ofte forbindes hun med en dogmatisk kristen og jomfruelig forståelse. Jeg tror absolut Jomfru Maria var et levende, varmt og sensuelt væsen. Jeg holder nu bare af den nordiske, meget jordnære og kropslige forståelse af Freja. Noget mere fanden-i-voldsk end den gode Jomfru Maria (men det er jo bare min personlige fortolkning!).
Freja levede (ligesom Maria) et stærkt liv med en sorg over en elsket mand. En sorg, som hun formåede at transformere og vokse igennem. Ligeså lever jeg med en sorg og en længsel. Ikke over en forsvundet mand - men over den indre mand-kvinde-dynamik, som er så svær at få den rette balance i. Dette er et konstant indrepsykisk arbejde, som jeg gerne påtager mig - men det er sørme en pænt stor opgave. Heldigvis giver det indre arbejde mig muligheden for med tiden at vokse og rejse mig som modent menneske.
En anden ting Freja står for, er profetiens gave. Når jeg forstår at tage mine intuitioner alvorligt, byder de ofte på evnen til profetisk virksomhed. Og det tror jeg at mange oplever. Det er nok bare ikke alle, der ønsker at bruge ord som profeti eller magi. Men tænk over det: Hvor mange gange har dine tanker ikke vist sig at blive til virkelighed? Enten fordi du har skabt det selv - eller fordi du bare kunne mærke det?
Det er intet mindre end ufatteligt, hvad livet kan byde os på af indre rejser, nervepirrende fald og mavesugende højder - når vi med åbent hjerte og troen på kærlighedens kraft hengiver os til (psykisk) liv, død og genopstandelse. Uden tilliden til det kvindeliges transformerende kraft, så er død bare død. Men vi har jo i os evnen til at genopstå.
Så når jeg kalder min blog for "Frejas Stemme", er det fordi jeg gerne vil sætte mine ord på den kraft, jeg opfatter som universelt kvindelig i de aspekter Freja står for (som ovenfor beskrevet). Jeg føler mig priviligeret, at jeg føler mig forbundet til denne energi, fordi den giver mig tryghed i at skabe de forandringer, der skal skabes i mit liv.
Jeg kunne også have kaldt min blog for "Fugl Føniks". For det vigtigste jeg vil formidle, handler om den transformerende kraft, vi hver i sær besidder. Men det endte på "Frejas Stemme". Så fik jeg også den kvindelige kraft med. Og nu ved du hvorfor.
Velkommen
Kære ven - kendt som ukendt
Ja, så blev min stemme også en af dem, der kan høres. Og om du læser en linje eller to - eller om du fordyber dig mere i forskellige emner- så skal du være så hjertligt velkommen!
Kig endelig ind nu og da og se, om der er noget der giver mening for dig.
Jeg har INGEN anelse om, om jeg bliver meget aktiv eller om der kun kommer lidt opdatringer nu og da - men lad os se - det folder sig nok ud helt af sig selv!
Jeg har længe gerne villet dele ud af alt det, der rører sig i mig. I dag traf jeg så beslutningen. For min helt egen skyld. Jeg glæder mig over at jeg giver mig selv mulighed for at dele ud. Mit højeste ønske er, at jeg selv får sat ord på alt det, der nu engang måtte være vigtigt for mig på et givent tidspunkt. Og mit næsthøjeste ønske er, at de, der ønsker det, kan lade sig inspirere.
Hvad du kan bruge det til? Tja... det kommer vel an på hvem du er og hvad du ønsker?!
Jeg selv har kun intentioner om at udfolde hvad der end måtte være indeni. Så er det op til dig at tage det, lige præcist DU kan bruge.
Jeg glæder mig over turen, jeg netop har startet!
Ja, så blev min stemme også en af dem, der kan høres. Og om du læser en linje eller to - eller om du fordyber dig mere i forskellige emner- så skal du være så hjertligt velkommen!
Kig endelig ind nu og da og se, om der er noget der giver mening for dig.
Jeg har INGEN anelse om, om jeg bliver meget aktiv eller om der kun kommer lidt opdatringer nu og da - men lad os se - det folder sig nok ud helt af sig selv!
Jeg har længe gerne villet dele ud af alt det, der rører sig i mig. I dag traf jeg så beslutningen. For min helt egen skyld. Jeg glæder mig over at jeg giver mig selv mulighed for at dele ud. Mit højeste ønske er, at jeg selv får sat ord på alt det, der nu engang måtte være vigtigt for mig på et givent tidspunkt. Og mit næsthøjeste ønske er, at de, der ønsker det, kan lade sig inspirere.
Hvad du kan bruge det til? Tja... det kommer vel an på hvem du er og hvad du ønsker?!
Jeg selv har kun intentioner om at udfolde hvad der end måtte være indeni. Så er det op til dig at tage det, lige præcist DU kan bruge.
Jeg glæder mig over turen, jeg netop har startet!
Abonner på:
Opslag (Atom)