Den ene store kilde

Det er ved at dæmre for mig. Det handler ikke om alle de små ting, der kan genere os i hverdagen. Pyt med dem. Terapi handler heller ikke om alle de små fin-justeringer i psyken eller om alle de småskrammer, livet har givet os alle sammen. Det koster mig alt for mange kræfter at prøve at blive et godt menneske, ved at forfine mine tanker og handlemønstre.
Jeg har en anden idé (idéen er sikkert gammel som tiden selv, men for mig er det et stort AHA!): At finde ud af at leve - frem for at overleve - handler måske om at finde den ene store kilde, som til alle tider kan dække menneskers naturlige behov. Og hvilken kilde er det så? For mig er det noget med moder jord og hr. himmel og en livets kraft og grundrytme, der rinder i alles årer. Men jeg kan endnu ikke komme det nærmere, for jeg kender ikke kilden så godt. Indtil nu har jeg primært hentet mine kræfter udefra. Men jeg er nødt til nu, at vende min nysgerrighed indefter og lede der! Dybt, dybt inde og nede.
Jeg har før afholdt mig fra at gå for meget ind i arbejdet med arketyper og myter, fordi jeg syntes det var for barnligt. Og jeg kunne heller ikke rigtigt se en økonomisk sikker fremtid i at beskæftige mig med den slags. Selvom jeg er uddannet musikteapeut, som absout er en kreativ metode, holdt jeg mig primært til noget jeg kunne overskue ud fra nogle almene normer i samfundet. Og helt ærligt - jeg har nok været bange for kræfterne i mig selv, så jeg holdt mig fra at dykke ned i dybet af myternes ophav. Men jeg tror virkeligt på, at der er rene, organiske, smukke og uovervindelige kræfter at hente der. Men også kræfter man skal være ydmyg overfor, for slippes de fri uden omtanke og dyb kærlighed, så er der sikkert stor destruktionskraft. Måske er det også derfor jeg først nu tør kigge på det. Fordi jeg ikke er så bange for at ødelægge mere. Og så er jeg måske i virkeligheden kommet rigtigt, rigtigt langt...