Baggrund

Jeg har selvfølgelig mine forudsætninger for at betragte livet, som jeg nu engang gør. Ligesåvel som du har dine helt egne, personlige forudsætninger for dig selv. Men nu er det tilfældigvis min blog - så jeg vil benytte mig af lejligheden og fortælle dig om nogle af mine skelsættende erfaringer i verden.

Opvækst
Noget af det jeg bedst husker fra jeg var barn, var en stor følelse af frihed i naturen. Jeg er vokset op i slutningen af 70'erne i en lille landsby udenfor Randers. Det største vi havde i byen var en kirke, en købmand og så hajtænder på vejen. Og for mig bærer bækken og klatretræet oppe i markskellet nogle af mine bedste minder. Der var ingen mobiltelefoner, der kunne forstyrre de evighedslange weekender. På vores hus hang en sømands-klokke, som mine forældre kunne ringe med, når der var frokost. Når klokken ringede kunne vi høre den over stort set hele byen - og så vidste vi, at vi blev kaldt hjem.
Grundlæggende var der et meget stort rum til at kede sig og selv lade fantasien folde sig ud. Skønt!

Jeg husker også en ofte anspændt stemning derhjemme. Mine forældre havde jo deres problemer - som så mange forældre har. Og jeg var en pige med antennerne ude. Så jeg kunne godt være farvet af stemninger, som jeg ikke rigtigt kunne gøre noget ved. Det var bare ligesom noget der boede i vores hus - som trafikstøj og forurening gør i storbyen. Selvfølgelig var jeg dybt påvirket af det, men en af mine første bevidste tanker, som jeg kan huske den dag i dag lyder noget lignende dette: "Det går over. En dag er det overstået, og så kan vi få fred". Det trøstede mig.

Generelt var jeg en meget tænksom pige. Lidt sky og bange for sociale relationer. Jeg følte mig ofte forkert - men havde også et instinkt der sagde mig, at jeg var god nok. Det var ret voldsomt for mig, når jeg skulle prøve at være en del af en gruppe - jeg har nok i virkeligheden haft brug for bare at være sammen med nogle få trygge venner. Alt det sociale larm var ikke så let for mig at håndtere.
Først da jeg skiftede skole i 8.-9. klasse oplevede jeg, hvordan det kan føles at høre til i en tryg gruppe. Den dag i dag er jeg taknemmelig for Loge-pigerne. Der var på en eller anden måde den nænsomhed og åbenhed for at kunne være forskellig, som jeg havde længtes efter.

Oversanseligt
I folkeskolen (måske i 6. klasse) oplevede jeg, at en af mine klassekammeraters mor døde af kræft. Det var meget rørende og det optog mig meget. Døden var et nyt emne at få ind så tæt på kroppen. Og når det så oven i købet var en venindes mor, der døde, var det næsten for ufatteligt.
En aften gik jeg en tur ud af landevejen i mørke. Jeg tænkte på døden - hvordan det mon ville være at dø. Og mens mine ben futtede afsted af sig selv, kiggede jeg op i stjernehimlen (det må have været vinter, siden det var mørkt mens jeg gik), og pludseligt føltes det som om min fysiske krop fortsatte sin egen fysiske vandring, mens min sjæl/mentale sind/psyke (hvad ved jeg?) svævede op, op, op og en eksistentiel ro sænkede sig over mit sind. Jeg flød nærmest ud i universet. Men jeg beholdt mine tanker, for jeg husker at jeg tænkte: "Gad vide om jeg burde være bange?" Men det blev jeg ikke, og det tror jeg heller ikke var nødvendigt. Det varede kun kort, men imens og bagefter var jeg fyldt med en ro og en overbevisning om, at det måtte være rart at dø. Jeg sammenlignede i hvert fald døden med min oplevelse af at være ét med universet.

Jeg har også haft oplevelser af en anden art, som gør, at jeg har været nødt til helt fra barnsben at danne mig et særligt verdensbillede. Jeg har oplevet ting som ikke kan lade sig gøre i den almindelige fysiske verden, som vi kender den.

Ånder, spøgelser, energier?
F.eks. var jeg ovre ved en veninde og lege en dag. Vi var nogle stykker i det store hus. De andre var i køkkenet, mens jeg gik ned i den bageste stue, for at hente et eller andet. Mens jeg går ned mod stuen bliver en stor krystal fyrfadslysestage (hedder den en "snebold"?) nærmest kastet i slowmotion hen en meter foran mine fødder. Jeg bliver temmelig bange - måske nærmest rædselsslagen... tjekker så hurtigt jeg kan, om der er andre i stuen, der kan have gjort det - men det er der ikke. Der er helt og aldeles tomt i stuen. Og der er ikke muligheder for at nogen kan have gemt sig.
Jeg lader lysestagen ligge og løber op til de andre i køkkenet...
Hvordan forholder man sig til det???

I samme hus var vi som teenagere til fest. Strømmen gik ud i hele huset, og et par af pigerne løber over til naboen for at få hjælp, for der er ingen forældre hjemme. Jeg går ned og tjekker til en af pigerne, som er blevet for fuld. Hun ligger og sover nede på et værelse alene. Jeg åbner døren - kigger ind og ser at hun bare sover fra det hele. Fint, tænker jeg og lukker døren. Mens jeg lukker døren tænker jeg: "Hvordan sulan kunne jeg se hende, når strømmen er gået i hele huset? Hov... lyset ved sengen var tændt?!" Jeg åbner døren igen, og lyset er gået ud. Helt mørkt. Jeg løber ind til de piger der står samlet på badeværelset, for ikke at være alene. Heldigvis har jeg en særlig tæt veninde, som kan berolige mig og som tror på mig - ellers er det jo let at blive beskyldt for at være hønefuld og på rulleskøjter sådan en aften. Men jeg ved, at lyset var tændt det øjeblik jeg skulle se til pigen - og det er ikke muligt.

Senere har jeg f.eks. oplevet at være så heldig at se min Bedstefars ansigt den morgen, hvor han var død et par timer tidligere. Jeg var på vej hjem i toget, for at være sammen med familien - og mens jeg sad der og faldt lidt til ro ovenpå en hektisk morgen (det er jo ikke hver dag ens Bedstefar dør), tænkt jeg lige så stille: "Søde Bedstefar, - hvordan har du det?" Og så viste han sit ansigt for mig. Han var mild og fredelig og tryg og lod mig vide, at han havde det rigtigt godt, hvor han var. Og jeg troede ham. Jeg blev SÅ taknemmelig. Den oplevelse indgød mig en sådan ro, så jeg var nærmest i en anden verden, mens vi så hans afdøde krop. Jeg husker, at jeg støttede min Bedstemor, da hun brød sammen i gråd. Og jeg var bare helt rolig og tryg. Det var en virkelig god oplevelse. Tak, Bedstefar!

Jeg har også oplevet i en periode, hvor jeg boede i lejlighed i Aalborg, at jeg havde problemer med at sove. Der blev ved med at dukke noget op ved min seng. Som om der var nogle der ville kigge på mig og hilse venligt på. Det var ikke uhyggeligt. Bare irriterende. En nat var der sågar et væsen, der dannede et billede af en buket blomster til mig, som svævede gennem rummet, indtil det blev opløst igen. Jeg tænkte om det, at det sikkert var en kærlig hilsen, fordi den syntes, jeg var ret sød.
Min mor arbejder sammen med en karsynet kvinde, og hun hjalp mig. Jeg kunne jo ikke rigtigt sove gennem længere tid. Hun fortalte at der under mig boede en kvinde, der havde nogle problemer pga. en sygdom. Hendes seng stod lige under min og eftersom jeg åbenbart var åben for en højere energi end hun, brugte hun mig ubevidst om natten til at rense sig igennem - med det resultat, at jeg ikke kunne sove. Den klarsynede kvinde hjalp ved at lukke det hul, vi havde skabt. Fra den dag kunne jeg sove igen!
Jeg undersøgte efterfølgende hvor min underbos seng stod, og det viste sig, at den stod præcist under min. Jeg kendte hende lidt, og jeg ved, hun har en degenererings sygdom af en slags. Så forklaringen, den klarsynede kvinde kom med, holdt stik.

Accepten
Jeg har haft en del af den slags oplevelser. Og det gør det altså lidt svært at leve udfra de almindelige fysiske og naturlige love vi lærer om i skolen. Derfor har jeg været nødt til at undersøge en masse selv, for at finde nogle teorier der kan understøtte mine oplevelser. Ellers kunne jeg jo ligesågodt lade mig indlægge på psyk resten af min tid. Men helt ærligt... jeg tror ikke jeg er skør. Jeg tror såmen bare, der ER mere mellem himmel og jord.

Og det er absolut noget der har optaget mig hele mit liv. Jeg er nysgerrig. I perioder er jeg bange, fordi det er kan være svært at håndtere. Nogle gange prøver jeg at flygte fra mine oplevelser og fornemmelser. Men det lader sig ikke gøre. Jeg må se i øjnene, at det der lever i en, kan man ikke flygte fra. Så jeg er begyndt at kigge alvorligt på det i stedet.
Engang gjorde jeg det for at være noget særligt. Det giver jo en form for magt, at man siger, at man har "den slags evner". Men det var en udgave af mig selv, jeg ikke kunne lide. Jeg har ikke lyst til at bruge det for at opnå magt i den fysiske verden eller i sociale relationer. Men jeg har brug for at stå ved det, fordi det er en del af mig.

Og vi er jo rigtigt mange, der har kontakt med "noget". Efterhånden er det ikke så fremmed mere - selvom det heller ikke står tydeligt for mig. Men for mig bliver det nødt til at være en del af min verden.

Nu har du i hvert fald fået en mulighed for at forstå lidt bedre, hvorfor jeg tænker og tror, som jeg gør...