At gå vejen for dem som kommer

Den anden nat drømte jeg en drøm, som stadig sidder i mig. Nu skal den ud (den er heldigvis både intelligent og interessant, så mit ego kan være lidt stolt over mit ubevidste. Hehe...).

Jeg drømte, at jeg med vældigt besvær havde fundet en skjult indgang under nogle store klipper. For at komme igennem, skulle jeg fladt ned på maven og møve mig under stenene gennem en smal, labyrintisk sprække. Der var blidt rindende vand, som var vældigt smukt, men også besværligt, fordi jeg blev våd på kroppen. Men det var besværet værd: Når jeg havde forceret den smalle, skjulte sprække, kom jeg ned i en grotte. En varm, gullig lys hule med et alter i midten. Det var et ganske enkelt rum med en skøn steming. En gudindehule, tror jeg. Der var intet i rummet, der afspejlede nogen ydre guddom - det var mere som et helligt rum i jordens indre. I mit eget indre?
Drømmen sprang her i tid. I dag er min søn 3½ - i drømmen sprang vi i tid til at han blev stor teenager. Næsten voksen. Jeg var blevet meget fortrolig med grotten som min egen hemmelighed. Men en dag blev jeg inspireret til at vise den til min søn. Jeg vurderede, at han var moden nok til det. Så jeg viste ham indgangen og begyndte at møve mig ind, som jeg plejede. Han havde en teenage-agtig modstand på "mors fikse idé". Han udstrålede en stemning af: "Skulle det nu være noget særligt?!!!" Så i stedet for at følge efter mig, gik han om bag klipperne og fandt der en stor flot og meget tydelig trappenedgang til selv samme hule! Jeg kravlede ind ad højre side, på maven - han gik direkte ned af trappen på bagsiden.
Jeg var absolut forbløffet over, at jeg i alle årene havde knoklet for at finde vejen - og at han så let som ingenting fandt en smuk og let tilgængelig indgang. Og stolt over de muligheder der ligger forude.
Her slutter drømmen.

Min tanke går på det universelle budskab: Hvert menneske forsøger at udvide sin livsverden med møje og besvær. Den efterfølgende generation får integreret det tilkæmpede som en naturlig del af sin livsverden. Og den nye generation ved ikke, hvor svært det har været at få øje på det, der i dag er synligt. Vores forfædre har alle kæmpet for de værdier, de nu engang stod nærmest - og den efterfølgende generation har taget det som en selvfølge. Tusinde tak for vejen i har gået - jer, der har knoklet før mig.

Jeg knokler gerne for gudinde-energien i hulen, så min søn kan få let adgang til den!
Hvad mon min søn skal få op til overfladen, når han skal bygge videre ???