Min søn har lært mig noget klogt

Jeg har lært noget af min søn på 3 ½.

Optakt:
Jeg har ret høje forventninger til det bedste i folk og jeg tror på, at vi skal blive ved med at bruge os selv og hinanden til at finslibe kanterne på diamanterne. Det kan være vældigt skønt og befriende. Men det kan også kræve nogle gevaldige kræfter.
... og hvad gør man, når en anden skuffer og sårer gentagne gange - og igen. Og så én gang til? Som om der ingen vilje er til at ville lære af erfaringerne. Min egen evne til at forsvare mig og holde mig på min egen banehalvdel er blevet voldsomt udfordret!
Jeg synes ellers, jeg er blevet god til at beskytte mig selv. Og jeg er ret god til at at tilgive. Fordi jeg grundlæggende tror på det bedste i folk. Vi har alle sammen vores egne gode grunde (bevidst eller ubevidst), til at have hver vores unikke adfærd. Men hvad gør man, når en andens smerte bliver ved med at komme til udtryk i adfærd, der med tiden skader og sårer dig?

Og endnu værre: Hvad gør man, når den anden persons adfærd trykker på netop dine egne allerværste steder, - med det resultat, at du reagerer udfra laveste fællesnævner?!? Helt ærligt... Det er nok det værste jeg ved; at jeg "kommer til" at opføre mig uansvarligt, i forsvar mod en andens påvirkning. ØVØVØV!
Forsvar er fint nok - men det skal være på en intelligent måde, synes jeg. Så det kan bruges fremadrettet...

Jeg har grublet over det nogle dage. Tænkt mine tanker. Forsøgt at rykke mine egne grænser lidt, for at give bedre plads til den anden... men det gjorde mig virkelig dårlig. Hmn... jeg fik snakket om det med min kæreste og læst i en bog for at få lidt inspiration.
Hvordan f#*!%!** forholder man sig til en, der bare ikke opfører sig ordentligt?
Der er selvfølgelig den mulighed, at jeg kunne hæve stemmen og blive "mutter skrap" for at forsvare mit teritorium. Det kan være, det vil klæde mig at tage dén kappe på - men det passer sig ikke lige i den her sammenhæng, synes jeg (kylling? måske...). Hvad er der så tilbage at gøre?!?

Endelig kom forløsningen:
Min søn kunne mærke på mig, at jeg var utilpas - han spurgte mig, hvad jeg snakkede om. Og jeg fortalte ham, at der var et menneske, jeg havde det svært med, fordi jeg ikke blev godt tilpas, af at være sammen med vedkommende. Hvortil han svarede med tillidsfuld børnehaveklogskab: "Så skal du bare sige, at du ikke vil lege med ham lige nu!"

TAK! Jeg blev helt og aldeles let indeni!
Der er jo intet i vejen med at være, som man er. Jeg tror i hvert fald på at alle (og jeg mener ALLE, - og jeg har set mange) gør det bedste, de kan - men det betyder ikke, at jeg behøver at beskæftige mig med dem. Sikke en fantastisk beskyttelse for både børn og voksne.

"Jeg vil ikke lege med dig lige nu" er en sætning, jeg vil huske at bruge fremover.