lørdag den 26. marts 2011

Fri-stil

Og nu et eksperiment: Fri-stil. Majbritte Ulrikkeholm kalder det "Kvinden, der ved." Sæt et kvarters tid af og skriv frit og konstant, som var du "kvinden, der ved". Frem kommer materiale fra dit dybere sind...
I dag spørger jeg, inden jeg går igang: "Hvad er inspiration?"

Skyer, blå himmel og en orange slikkepind. "Musik er lyden af et æble, der falder". Inspiration - hvor kommer den fra? Er det indefra? Eller udefra? Eller fra et sted midt imellem? Jeg ved, at det kollektive kan snyde os, så det der er individuelt egentlig ikke vedkommer mig personligt - men er bånd, som mange er bundet af. Hvad sker der, når én frigør sig? Frigør alle sig så? Aber på en ø lærer det samme som aberne på en anden ø flere hundrede kilometer borte. Og har en enkelt begået selvmord, smitter det. Glæde smitter. Viden smitter og vi får lyst til at åbne flere døre. Hvor mange døre mon man kan åbne? Jeg tror at et liv kan være lykkeligt på mange måder.
Hvad er viden? Noget man ved, fordi man er det blevet fortalt? Eller fordi man har oplevet det? Eller fordi man bare ved det? Hvor meget ved du egentlig indeni - den viden som er helt din egen, selvom du ikke kan forklare, hvrdan du ved det?
Inspiration er rørende. Hjertet ryster, varmes og flyder over. Og når inspirationen har den hel rette karakter, så skal det føres ud i vores fælles virkelighed. Gad vide, hvor ofte vi egentlig inspireres i løbet af en dag? Her i huset er vi inspirerede af nogle på vejen, der har fået hvalp... det vil vi også nu. Men er det inspiration? Eller er det kopiering?

... ikke alle de spørgsmål... jeg sætter tempoet ned og mærker efter. Jeg vil hellere finde nogle mulige svar. Udsagn. Mærke efter, hvad der egentlig rører sig i mig, når jeg tænker på inspiration.

Dyb vejrtrækning. Når jeg inspireres, vågner min krop. Mit sind. Mit fokus ændrer sig fra smal til vidvinkel. Som om verden om mig åbner sig og farverns duft træder frem - mine sanser får nye muligheder og jeg overvældes af verdens storhed. Det kan være en lille detalje, som gør hele forskellen. Som løfter mig. Som åbner mig og som fjerner dagligdagens begrænsende tanke og i stedet gør mig opmærksom på at livet skal leves, smages og bruges. Energien i hele mit system hæves, og jeg får lyst til at handle på det, jeg nu har fået færten af. Inspiration kan være et enkelt AHA, - og det kan også være en svag antydning af, at noget er større/anderledes, end jeg havde haft mulighed for at vide. Jeg elsker inspiration. Og jeg tror på, at der er så meget af den, at jeg gerne må være træt engang imellem - for der kommer altid en inspiration til. Og en til. Og en til.
Liv er båret af inspiration. En kreativ evne til at omsætte en flig af en tanke til et produkt, en tese, en idé, en teori. Så har tanken fået vinger. Og nogle gange får den endda ben at gå på.
Inspiration, der har både vinger og ben. Så kan det ikke blive bedre ...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar