Tillid til processen

Så kommer der et lille alvorligt indlæg. Jeg tænker mange alvorlige tanker for tiden, så dem kommer der nok et par stykker af...

De sidste par år har været virkeligt voldsomme for mig. Der er sket utrolig meget på utrolig kort tid. Både privat og på arbejde. I forhold til forståelsen af egen identitet og faglighed. "Hvem dælan er jeg?" er et spørgsmål jeg har stillet mig selv et utal af gange de sidste par år. Og helt ærligt - jeg har ikke fundet det mindste svar endnu. Så selvom jeg stadig gerne vil have et klart og kontant svar, har jeg overgivet mig: Ok, jeg behøver ikke vide, hvem jeg er. Bare jeg ved, hvor jeg gerne vil hen.

Og det, mine venner, er et temmeligt kompliceret spørgsmål. Oftest ved jeg godt, hvor jeg IKKE vil hen. Hvad jeg IKKE vil lave. Hvordan jeg IKKE vil opføre mig. Men relativt sjældent ved jeg, hvor jeg GERNE vil hen. Og især når hverdagen bare kører afsted i sit eget høje tempo, så kan jeg overhovedet ikke mærke, hvad svarene er på alle de positivt formulerede spørgsmål: Hvad vil jeg gerne?!! Men hør her...

... Jeg har gået sygemeldt nu i små 6 måneder pga. overbelastning på arbejdet. Dråberne efter lang tids overbelastning blev: kontakt med en voldelig borger + i samme uge mistede jeg et foster i 3. måned. Så blev jeg virkeligt sat ud af spillet. Kunne kun græde og være enormt vred i et par uger. Efterfølgende havde jeg ikke lyst til at snakke med nogen, med mindre de havde en titel indeholdende noget med læge, psykolog eller terapeut (og så den tætteste familie). Ville gerne bare læse og gå ture og pille navle. Reflektere, reflektere, reflektere. Og hver gang jeg syntes, at nu var jeg da vist ved at vende rigtigt igen, - så faldt jeg, så lang jeg var. Endte igen og igen med tårer i øjnene hos lægen, psykologen, rådgiveren på kommunen og i fagforeningen...

Endelig efter 4 måneder fandt jeg fred med at vedkende mig det: Jeg var syg! Og fra da af, gik det fremad! Jeg stopped med at kæmpe imod. Lod i stedet følelserne overtage styringen og vedkendte mig det sværeste, jeg ved: Jeg var ked af det. Dybt, dybt ked af det. Tænk sig at det kunne være så svært at indrømme, at jeg var ked af det.

Og nu kommer den røde tråd igen: I meget lang tid har jeg vidst, hvad jeg IKKE ville. Jeg ville ikke give op, jeg ville ikke forandre mig, jeg ville ikke give slip, - jeg ville flytte mig, men jeg vidste ikke hvorhen eller hvordan. Jeg har en coachuddannelse, og jeg burde kunne håndtere balancen mellem at være "væk-fra-motiveret" og "hen-imod-motiveret". Men jeg kunne ganske simpelt ikke mærke mig selv.

Men efter mange måneders sygemelding med livet på stand-by, - ud af den suppedas - den maveplasker af rang - da dukkede ganske stille en ro op i mig. En ro der talte til mig, uden at jeg behøvede at stille nogen spørgsmål. For det første gjorde den mig opmærksom på, at jeg skal gøre det, der er godt for min krops og mit hjertes balance. Det der gør, at jeg kan leve ærligt og oprigtigt udfra min mavefornemmelse og intuition. Jeg skal sørge for, at der kommer brød på bordet - men hvis et job der kræver min tilstedeværelse 5 dage om ugen er for meget for mig - så er det for meget for mig! Jeg skal tage det alvorligt! Hvis det er for meget - så er det gud hjælpe mig for meget! Også selvom andre ikke kan forstå det. Og selvom andre synes det er umodent eller svagt. Jeg har brug for at lege: Male, tegne, synge, bevæge mig, spille klaver, snakke, blogge, grine og græde, læse, heale og pille navle. Glo ud af vinduet. Og jeg behøver det virkeligt, for at blive ved med at være sund.

Lige nu ved jeg kun ganske få ting (og det er faktisk meget, meget rart). Jeg ved, at det gør mig godt at blogge, hvor jeg kan kombinere navlepilleri med lavpraktisk filosofi. Jeg ved at jeg elsker min dreng. Jeg ved at min kæreste altid skal være i mit liv på en eller anden måde. Jeg ved at jeg gerne til tjene lidt penge til mig selv - jeg vil meget gerne gøre nytte i samfundet. Og så vil jeg rigtigt gerne være delvis selvstændig. Jeg vil arbejde på en måde, der gør både mig og andre godt! Når vingerne er klar, skal de bredes ud med det formål at få de autentiske, stærke, modige, kvindelige kræfter frem i både mig og dig. For det er jeg god til ...

Det lille firma tror jeg skal hedde "Frejas Døtre" - og jeg skal sikkert ikke være alene om det, men mere om det senere...

Og det er så det, jeg GODT ved indtil videre.
Det eneste jeg ved, at jeg IKKE vil: Jeg vil ikke lade min sjæl ædes op ved at forsøge at gøre det, som jeg TROR andre vil have!

Sov rigtigt godt derude i det ganske danske land. Og drøm endelig en drøm eller to om at vedkende dig dine egne dybeste ønsker og behov.
Tro mig - det skal nok ende godt!