Jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at få styr på mit "Maude-humør" i dag. Men det gav bare ikke rigtigt udslag på humør-bundlinjen.
Så nu må jeg nok hellere vedkende mig det igen: Jeg er skide vred. Og der er ikke en dyt at gøre ved det, for jeg ved ikke, hvad jeg er vred på. Men det giver da lidt substans at kalde den der udefinerbare størrelse ved navn: vrede. Det føles godt at tillade mig selv bare at gå og være vred, uden at skulle placere den noget sted. Vred, vred, vred.
Ah - det letter.
Skide sur er jeg! Urimelig vredladden og mokke-agtig. Og med min erfaring i svingende humør, har jeg allieret mig med min familie: Jeg siger det bare som det er "jeg er vred i dag", og så behøver jeg ikke stå yderligere til ansvar. Med mindre naturligvis det er noget som vedkommer dem. Når jeg f.eks. har givet dem en birolle i mit drama. Eller hvis de helt konkret har trådt mig over tærene. Men det omhandler nu ikke andre i dag.
Det er mere bare livet i almindelighed jeg er ret vred på. Helt ærlig. Måske er jeg visionær - måske er jeg bare umoden - men jeg drømmer altså om en meget bedre verden. Hvor jeg ikke behøver være så vred, f.eks.! Jeg drømmer også om en bedre udgave af mig selv, hvor jeg ikke behøver at skyde alt mit shit ud i verden. Mon den dag kommer, hvor der ikke rigtigt er mere shit tilbage? Puha - det var noget af en drøm!
Nå, men sådan er min dag gået: Objektivt set har det været en pænt produktiv dag, hvor jeg både har læst, skrevet, ordnet praktiske småting, hentet mit barn tidligt og fået købt mig en skøn juicepresser.
... men selvom jeg er glad for den og de skønne naturlige vitaminer, så vil jeg altså stadig være vred lidt endnu! Jeg giver mig ikke! Vred, vred, vred!
(Øv - at skrive det her indlæg har faktisk gjort mig i lidt bedre humør. Det er næsten ikke til at bære. Jeg orker ikke at blive glad. Så mon ikke jeg bare skal holde mig på et "neutral" resten af dagen, hvis det er muligt...)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar