At kunne noget. Ikke alt

Nu forstår jeg også, at jeg ikke skal kunne alt. Lige nu kan jeg ikke arbejde. Jeg kan ikke forholde mig ret meget til andre mennesker. Jeg er syg i hovedet... sådan kan man se det ud fra vores fælles virkelighed. Der findes måske en diagnose til min slags...
Tænk sig - at kalde sig syg, når det bare handler om at blive sig selv. Det er ikke sygt. Det er sundt. Det forsvar jeg gik rundt med før... dét var sygt!

I en anden form for virkelighed er jeg i gang med et godt stykke arbejde: Jeg er ved at blive mig selv. Og så kan jeg faktisk ikke så meget andet. Så længe jeg forbinder mig med mig selv og det der er større, så har jeg det virkeligt godt. Men så snart jeg mister forbindelsen til mig selv, så ryger mine kræfter. Som om min natur bare kalder og kalder. Og den finder sig ikke i, at jeg vender den ryggen. Så gør den mig syg og dårlig.
Der er kun en eneste mulighed for mig lige nu (med mindre jeg vil acceptere at leve et liv, hvor jeg bliver meget grædende og skal gøre mig hårdfør igen) - jeg må indse at jeg ikke kan alt. Og det jeg ikke kan, det skal jeg ikke gøre. Det må jeg lade andre om. Så jeg skal virkeligt, virkeligt nære mig selv og min natur.
Egoistisk? Navlepillene? Måske. Men jeg ser ingen anden virkelig værdi i verden lige nu, end at blive ét med min egen natur. Og tro mig - det skal nok komme andre til gode. For jeg er allerede nu blevet et meget bedre menneske. Ikke så virksom - men en absolut bedre medborger.
Hvor og hvornår det ender? No clue!!!! Men jeg har tillid til, at der kommer noget virkeligt godt ud af det.