At ville klare sig selv

Kære venner - nu kan jeg se det. At ville klare sig selv har en enkelt bagside: du kan ikke lukke andre ind samtidig. Og så kan du ikke elske dybt. Du kan måske nok elske overfladisk, så du får skabt en form for tryg verden omkring dig. Tryghed er dog ikke det samme som tillid... Og to ting kan ikke forenes: man kan ikke ville selv, og lukke op for sand kærlighed samtidig. Kan ikke lade sig gøre.
Det er bare ord på min computer, men i min krop er det ren oplevelse. Det er som om, der er lukket op for et sted indeni, hvor jeg kan se konturene af dyb og ægte kærlighed. Kærlighed uden krav - kærlighed i tillid. Det kan lyde som om jeg lægger ansvaret fra mig i den form for overgivelse - som om jeg frasiger mig min egen verden og lægger mit liv i en andens hænder. Men det er slet ikke sådan. Man kan på fineste vis holde sin egen blide styrke og milde vilje - og samtidig overgive sig til en oplevelse af dybt flow sammen med den anden. Og sammen med verden som den er.

Hvor kender vi den oplevelse fra andre steder i vores liv? Måske fra når vi er opslugt af dans til musik, der river os fuldstændigt med? Der er ingen modstand, blot orgiastisk overgivelse. Når tonerne fra det instrument vi kender så godt, flyder af sig selv uden en tanke fra vores side. Eller når vi smelter fuldstændigt sammen med vores partner i dyb elskov. Eller når vi fordyber os i hverdagens aktiviteter: gåtur, maleri, græsslåning, madlavning, meditation... alle aktiviteter, hvor vi formår at opdage det sted i os selv, hvor der ikke er kamp eller modstand. Hvor vi i stedet oplever, at vi er en del af noget andet. Noget meget, meget større. Det er ord der er brugt før - men oplevelsen er noget helt for sig! At lade sig rive med i tillid. At beholde ansvaret, viljen og glæden hos sig selv - og samtidig give fuldstændigt over for helheden. Ubeskriveligt.

Jeg troede måske, det ville være en ubehagelig følelse af at miste mig selv. Men jeg tog fejl. Jeg vandt mig selv. Jeg fandt mig selv. Og jeg har været længe savnet...
Jeg troede kampen var nødvendig. At grænserne var vigtige for at bevare mig selv. At vi kunne mødes på midten, når jeg holdt fast i mit og du i dit. Men jeg tog fejl. Vi skal ikke mødes på midten. Vi skal bare mødes. Overgive os til hinanden. Mens vi er os selv, bliver vi hinanden. Tænk sig et paradoks: At kunne bevare sig selv, mens man bliver den anden. Jeg tror det er det, livet handler om: At integrere paradokserne og leve med det hele. At være varm og kold. At være ensom og omsluttet. At være ude og inde. At være mig og dig. At være fyldt med glæde og fyldt med sorg. At være oppe og nede. Alt hvad mennesker kan være, det må vi være. Alt skal frem. Det er dybt. Det er smertefuldt. Og det er fyldt med glæde.

Jeg vil ikke mere klare mig selv. Jeg vil være mig selv. ... håber det lykkes!

Held og lykke og god weekend derude.