Fremmedgørelse - og at vende hjem

Det er blevet så mærkeligt, befriende tydeligt for mig, hvor fremmedgjort jeg har været - fremmed for mig selv. Og heldigvis også tydeligt, hvad der skal til, for at jeg kommer hjem til mig selv - og bliver her! Med alt det der er sket i mit liv de sidste år, kan jeg godt forstå, jeg er gået hen og er blevet fremmed for mig selv. Men helt ærligt... mon ikke vi er flere, der har bokset med den udfordring? Mon ikke, det er en naturlig del af en modningsproces?

Det store spørgsmål var, hvordan jeg skulle håndtere det. Hvad var grunden til min forvirring? Og hvordan kunne jeg finde mig selv igen?


Jeg ser bort fra min opvækst og studietidens udfordringer i forhold til at skabe egen identitet. Så lad mig starte for godt 8 år siden. Da blev jeg færdig med mit studie. For det første er det et relativt ukendt erhverv: musikterapi. For det andet var der meget stor arbejdsløshed i 2003, da jeg blev færdig. Så jeg formåede ikke at finde eller skabe et fast arbejde, der matchede min profil. Desuden var jeg vist ret meget i tvivl om, hvad det var, jeg ville fokusere på.
Samtidig med at jeg færdiggjorde mit studie, fik jeg den kæreste, jeg også er sammen med i dag. Og se, - da skete det "sjove": Jeg fordybede mig i mit parforhold, for at slippe for at tage mit eget professionelle liv alvorligt. UPS! Og ÆV! Dengang så jeg det ikke ske. Men jeg lagde min styrke over i et andet menneskes hænder. Det kan dæleme ikke være sundt.
Senere fik jeg arbejde, hvor jeg igen havde svært ved at finde mine egne stærke ben at stå på. Jeg forsøgte virkeligt at mærke efter mig selv, min viden, overbevisninger og værdier. Men puha, det er svært, når stormene raser, og hverdagens turbulens pumper.
Og så blev jeg mor. Jow, jow - det er virkelig en fantastisk oplevelse at få et barn. Men også en kende udfordrende i forhold til at prioritere egne behov.

Og her stod jeg så for 6 måneder siden: Slået i den grad ud af kurs. Intet fast holdepunkt. Var blevet skilt fra min mand, - fandt sammen med ham igen, men med utryghed som part i parforholdet. Havde en krisereaktion fra oplevelser på arbejdspladsen - som jeg blev opsagt fra. Fik rippet op i et gammelt ungdomstraume, hvor jeg i den grad skulle redde mig selv fra en trussel om voldtægt - noget jeg aldrig har fået bearbejdet. Og med en klar indre stemme, der fortalte mig, at jeg ikke skulle tilbage til det almindelige arbejdsmarked, fordi det stjæler al min energi at lave noget, jeg ikke selv er medskaber af.
Hvordan f*#"@%¤¤*# kommer man igennem bare en enkelt dag, med så meget bagage at bære på?

Min metode voksede heldigvis af sig selv. Jeg har altid været fascineret af hvordan min stemme påvirkes af min sindstilstand. Så jeg brugte den som en temperaturmåler: Er jeg i rimelig balance eller ej - og hvad vil min stemme fortælle mig? De dage jeg havde det virkeligt dårligt, kunne jeg synge, græde og grine mig igennem de blokeringer, der sad i vejen. Det er virkeligt smukt at give sig hen til en proces, hvor snottet står ud af næsen, mens munden skaber de smukkeste åbninger for gammelt at komme ud og nyt at blive skabt. Altså... det var absolut ikke altid smukt, det der kom ud af min mund. Men processen var smuk. Og stemmen blev mere og mere smuk for hver dag, der gik. Og ihh, hvor jeg sang. Det gav mig en uvurderlig mulighed for at leve mig ind i mine egne stemninger - og samtidig kunne jeg forholde mig relativt objektivt til det, fordi jeg havde noget at analysere på: stemmens kvalitet.

Næste skridt var, at jeg fandt mit gamle staffeli frem. Jeg har fået det i 30 ås fødselsdagsgave for 4 år siden - og har aldrig brugt det. Før nu. Jeg kan love dig, det er blevet brugt nu. Det blev mit næste medie for at få alt det ud, jeg ikke kunne formidle med konkrete ord. Tænk sig at synke ind i en proces, hvor kvaliteten af resultatet er fuldstændigt ligemeget. Det er udelukkende processen, der bærer hele meningen. Ofte vidste jeg først bagefter, hvad det var, jeg ville fortælle med mine billeder.  Min psykolog har også hjulpet mig til at læse ind i billederne og skubbe udviklings- og forløsningsprocessen fremad.

Og mit nyeste medie til selv-forløsning er denne blog. Jeg elsker den. Mest fordi jeg har så mange ord indeni. De bliver nødt til at komme ud, så de ikke stopper til indeni. Og så fordi jeg ved at skrive offentligt, tvinger mig selv til at formulere mig på en måde, som er til det højeste bedste for mig selv -og andre. Og hvis der er noget der hjælper mig til at opretholde min psykiske balance, så er det at undersøge, hvad det jeg oplever, kan tilbyde mig af tanker om det højeste bedste. For alle implicerede parter.

Jeg er stadig i gang med en helingsproces. Men jeg har set lyset, kan mærke mine naturlige kræfter og tror i den grad på, at alt det jeg har oplevet kan bruges til at modnes igennem. Og jeg kan ikke komme udenom, at det at skabe - selvom det så "bare" er en blog - virkeligt passer mig.
Men mest af alt skaber (opfører) jeg mig ligesom et barn -jeg SKABER mig!

Hvordan SKABER du dig???